Kronik

12-skalaens fokus på nul fejl ruster de unge til arbejdslivets krav

For kirurgen, flypiloten og mange andre er nulfejlskulturen helt afgørende for et troværdigt arbejdsprodukt. 12-skalaens filosofi om at leve op til en realistisk målsætning om nul fejl bidrager således til en bæredygtig karakterdannelse hos de unge. 12-skalaens samhørighed med fagbeskrivelserne gør den samtidig til et måleteknisk fremskridt
Som tidligere universitetslærer har Ebbe Folmann oplevet en kulturudvikling blandt de studerende, der er gået fra at være kritiske og problemorienterede til at have fokus på den bonusudløsende målstyring og høje karakterer. (Arkivfoto)

Som tidligere universitetslærer har Ebbe Folmann oplevet en kulturudvikling blandt de studerende, der er gået fra at være kritiske og problemorienterede til at have fokus på den bonusudløsende målstyring og høje karakterer. (Arkivfoto)

Martin Dam Kristensen

11. februar 2019

Paradigmebegrebet har forladt de akademiske haller og er blevet hvermandseje. Om prøvekluden, lovgrundlaget for vore asylansøgere, har været det heldigste valg, kan nok diskuteres. Diskussionen om vort nuværende karaktersystem skriger derimod på paradigmetænkning.

Karaktergivning i uddannelserne er grundlaget for et eksamensbevis, studiemotivation og målstyret undervisning. Den aktuelle diskussion af 12-skalaen med de syv trin fokuserer stort set kun på dens negative effekter på studiemotivationen.

Som universitetslærer gennem mange år bliver jeg bedrøvet over ensidigheden i de mest hørte argumenter: den manglende mulighed for mere (retfærdig) differentiering, fokus på nul fejl, inflation i 12-taller og manglende mulighed for at karaktergive for excellence (13-tallet).

Dermed er der også fokus på, at karakterskalaer, som værdisystemer, er med til at skabe arbejdsnormer i studiemiljøerne. Normer, som med nogle års forsinkelse, kan dukke op i arbejdslivet – altså i de professionelle fællesskaber.

Jeg har selv mærket en stor forskel fra jeg begyndte som universitetslærer i 1976 frem til 2015. Den studerende i 1976 spurgte:

»Hvad kan den her teori bruges til?«.

Tvivlen hos den studerende anno 2015 var anderledes:

»Er den her teori eksamensrelevant?«

En bedrøvelig feedback til underviseren, der finder sit fag særdeles relevant for den studerendes kommende arbejdsliv. En bedrøvelig kulturudvikling fra kritisk problemorientering til den bonusudløsende målstyring, som desværre allerede er institutionaliseret, f.eks. i de statslige chefers aflønning.

Men ved en brutal kassation af 12-skalaen ryger barnet ud med badevandet, for argumenterne for dens indførelse i 2006 er stadig aktuelle.

Et måleteknisk fremskridt

Kritikken af 12-skalaen overser det kvalitetsløft, som dens indførelse omkring 2006 betød. Udover sammenligneligheden med den europæiske ECTS-skala, blev der gennemført et stort forarbejde med målsættende fagbeskrivelser for samtlige enkeltfag ved højere og mellemlange uddannelser.

I folkeskolen gik der desværre inflation i processen med de over 3.000 fagmål.

Fagenes udtrykte mål er, populært sagt, hvad der skal præsteres for at få karakteren 12 ved en eksamination.

Der er god logik i, at præstationsvurdering uden et fagspecifikt mål tangerer rent smagsdommeri. Den gamle 13-skalas trin opererede med nogle generaliserende superlativer, som forudsatte at lærere og censorer havde den samme, ret præcise, opfattelse af disse superlativer i forhold til en given elevpræstation i et givent fag.

Personligt oplevede jeg som eksaminator på universitetet overgangen fra 13- til 12-skalaen som et stort måleteknisk fremskridt. For det første måtte censorerne vænne sig til at læse fagbeskrivelserne, og i konkrete uenigheder mellem eksaminator og censor kunne eksaminator begrunde sit karakterudspil ud fra fagbeskrivelsen. Og den proces gik, så at sige, begge veje.

Hvis en censor, med lave forventninger til de studerendes niveau, overraskedes positivt ved dagens første eksaminander, så ville eksaminator vide, at censors niveau ville udløse 10- og 12-taller resten af dagen, hvis det blev lagt til grund. Det krævede da en vis standhaftighed hos en eksaminator at tale censors karakterforslag ned. Undlod læreren det, ville straffen falde på lærerværelset, når karaktererne blev slået op:

»Hvem har du haft som censor?«

Kompetencebevis

Som kilde til et eksamens- eller kompetencebevis kan man næppe forestille sig et bedre princip end 12-skalaens samhørighed med fagbeskrivelserne.

En arbejdsgiver, der vil teste relevansen af karaktererne i en ansøgers eksamensbevis, kan i princippet finde de respektive fagbeskrivelser på undervisningsinstitutionens hjemmeside og både vurdere fagets relevans for virksomheden og ansøgerens dertil svarende faglige niveau gennem karakteren. Det hele kan så efterprøves ved ansættelsessamtalen: både fagets relevans og ansøgerens bud på dets anvendelighed på arbejdspladsen.

Det er helt overhørt i debatten, at 12-skalaen er meningsløs, hvis den ikke forstås som kvantificering af en pædagogisk taksonomi – det vil sige definerede fagmål på forskellige kompetenceniveauer. Et lavt niveau kan f.eks. være, hvis den studerende eller eleven er i stand til at definere et begreb, mens et højt niveau kan være at gennemføre en kompleks problemløsning.

Det er en sund øvelse for en underviser at gennemtænke sit fags mål med den faktisk gennemførte undervisning – altså en mål-middel-analyse. Så bliver et lavt eksamensgennemsnit feedback til underviseren om at forbedre sin undervisning.

Sund nulfejlskultur

Nulfejlskulturer bør ikke forkætres med argumenter om stress, evalueringsfiksering og præstationsræs. Det er usagligt at bringe argumenter til torvs om »det vigtige i at lære af sine fejl« under uddannelsesforløbet, hvor fejlene ikke har fatale konsekvenser.

For kirurgen, medicineren, flypiloten, buschaufføren, maskinoperatøren og mange andre fagligheder er nulfejlskulturen helt afgørende for et troværdigt arbejdsprodukt.

I de sidste 30-40 år har nulfejlskulturen også været totalt afgørende i produktfremstilling: Tænk på alle de produktionskæder, der samles som komponenter i et funktionsdygtigt produkt: Et tv, en pc eller en moderne bil, som forbrugeren forventer fuldt funktionsdygtig fra dag ét. For ikke at tale om den nulfejlskultur som ligger bag den høje flysikkerhed.

Skyggesiden lever vi også med: At støvsugeren holder op med at virke nøjagtigt tre dage efter garantiperiodens udløb. Nul fejl er jo udtryk for en høj grad af materiale- og proceskontrol.

Livet i en højteknologisk omverden nødvendiggør nulfejlsadfærd – men kun på et kravniveau, som den professionelle kan mestre uden at få stress. 12-skalaens filosofi om at leve op til en realistisk målsætning er således en helt nødvendig kulturlæring – afspejlet i individets karakterdannelse – indtil vi eventuelt kollektivt beslutter os for at ’vende tilbage til naturen’.

To sæt succeskriterier

12-skalaen er velegnet til kursusfag med klare målsætninger og sværhedsgrader. Hvis eksamen kan gennemføres som en multiple-choice-test er skalaen helt super – såvel eksamensteknisk som med hensyn til retfærdighed.

12-skalaen er mindst egnet til selvstændige arbejder – lige fra folkeskolens fristile til universitetets kandidatafhandlinger. I sit væsen appellerer den ikke til kreativitet, risikovilje og talentudfoldelse.

Vel findes der fagbeskrivelser for kandidatafhandlinger, men for den studerende, der gerne vil hurtigt gennem studiet, bliver fagbeskrivelsen den hurtige genvej til 10-tallet, når blot alle elementærkravene i fagbeskrivelsen er med i afhandlingen. Hvis sproget tilmed er fejlfrit, og der er et pænt layout, så er det fristende at bedømme en stavekontrolleret middelmådighed til 10.

Et alternativ kunne være en bottom-up eller progressiv skala, der definerede de samme syv skalatrin med en opgaves stigende indre værdi, sammenhæng og anvendelse eller generering af viden. Afhandlinger på kandidatniveau, der slavisk følger vejledningerne, er dræbende kedsommelig læsning. Et selvstændigt arbejde skal bedømmes som så – og ikke ud fra om et rigidt regelsæt er fulgt.

Altså kan man benytte samme talskala, men med to forskellige sæt succeskriterier: Et for anvendt paratviden og et andet for unik vidensanvendelse – afhængigt af fagmålenes kravniveau.

Det er trist at skulle give 12 til regelrytteren og 7 eller 10 til den, der tydeligvis var dybt engageret og kom op med noget genialt, men aldrig fik nærlæst konkurrencebetingelserne.

Ebbe Folmann, psykolog og tidl. universitetslærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • David Zennaro
Flemming Berger og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Jeg synes, artiklen bekræfter, at 12-skalaen passer som hånd i handske i den udvikling, der gennem den seneste generation har omdannet uddannelsesinstitutionerne til pølsefabrikker.

Rolf Andersen, lars søgaard-jensen, Jacob Schmidt, Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen, Kirsten Lindemark, Christina Petterson, Maria Jensen, Torben Bruhn Andersen, Anders J, Søren Nielsen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Jens J. Pedersen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Enevoldsen

Hvor i kronikteksten finder Thurah belæg for pølsefabriksargumentet?
Med denne denne kronik er der endelig kommet et gennemtænkt erfaringsbaseret bidrag (TAK) til en offentlig debat, der stort set har negligeret det helt centrale i karaktergivningen: Der skal foreligge læringsmål som grundlag for undervisning OG karaktergivning. Og i disse læringsmål kan en kreativ underviser jo sagtens formulere mål, der forudsætter kreative præstationer fra elev/studerende. Kan Ahlers m.fl. så ikke kapere at , at de stakkels elever/studerende får påpeget fejl/mangler (spændende om den holdning skal overføres til køreprøver!), så kan man lade de følsomme gemytter få følgende reformulerede tekst til karakterskalaen:
12: Fremragende, ingen eller få uvæsentlige forbedringer mulige
10: Fortrinligt, kun mindre væsentlige forbedringer mulige
7: Godt, egentlig forbedring mulig
4: Jævnt, væsentlig forbedring mulig
02: Tilstrækkelig indsats
00: Stort arbejde venter
-3: Hvor har du været?
Forskellen til den aktuelle skala er selvfølgelig ens. Talværdierne er ligegyldige, indtil nogen vil regne på gennemsnit af karaktererne (hvor springene i skalaen er statistisk velbegrundede). For undervisning/læring er det centrale redskab feed-back til de studerende undervejs i forløbet. Den dialog kan selvfølgelig ikke koges ned til et enkelt tal/bogstav fra en skala uanset arten af skalaen. Der skal flere ord på, og disse ord bør formuleres på skrift. Er forklaringer hængt op på klart formulerede læringsmål (som desværre ofte er vage) og ord fra karakterskalaen, så er der et gennemsigtigt grundlag for udvikling af den studerende OG undervisningen, der er forpligtende for undervisere og censorer. Undervisere og eksaminatorer skal rent faktisk i dag tage notater, som man så kan give de studerende. Er talværdierne generende for nogen, så kan man jo bare fjerne dem fra offentligheden og reservere dem til anvendelse for beregning af gennemsnit. Eller, bedre, overgå til angivelse af percentiler: %Fortrinligt+ og %Tilstrækkeligt
Carsten Enevoldsen
Tidligere universitetsprofessor

David Engelby, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

En sund "nulfejlskultur"! - findes efter min mening ikke...

Rolf Andersen, lars søgaard-jensen, Peter Beck-Lauritzen, Kirsten Lindemark, Christina Petterson, Jan Nielsen, Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Selvfølgelig skal piloten, buschaufføren, og hvem der nu ellers nævnes i artiklen, helst ikke lave fejl, men hvad har det med f.eks. undervisningen i gymnasiet at gøre? Mig bekendt er gymnasiet ikke en erhvervsuddannelse, men en “alment dannnende og studieforberedende” uddannelse. Hvis man dyrker nulfejlskultur på dette stadium i unge menneskers liv, kan man måske nok få nogle gode piloter ud af dem, men får man også nogle gode akademikere, lærere, iværksættere osv. ud af dem? Eller får man nogle personer, som satser på det sikre og ikke går nogen svinkeærinder, men laver lige nøjagtig det, der skal til for at opfylde de på forhånd opstillede læringsmål?
Med mindre der kommer lidt bedre argumenter på banen, fastholder jeg udtrykket “pølsefabrik”.

lars søgaard-jensen, Jacob Schmidt, Peter Beck-Lauritzen, Kirsten Lindemark, Ole Henriksen, Peter Knap, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Jan Nielsen, Steen K Petersen, Søren Nielsen, Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Anne Eriksen, Sven Elming og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er kasernetænkning, men det handler om altid at være årvågen og tænke nyt og bedre.

Peter Beck-Lauritzen, Ole Henriksen, Torben K L Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er vel ikke brug for andet læringsmål end at blive dygtig...

Peter Beck-Lauritzen, Rikke Nielsen, Kim Houmøller og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg har egentlig altid undret mig over, at man ikke kan anvende en skala fra 0 til 100 - eller for unøjagtighedens skyld fra 0 til 10.

Dette kan sættes i forhold til procentuel forståelse, og må være meget lettere at håndtere, både for dem, der skal give karakterer og for dem, der skal tolke dem. Samtidig kan sæt af karakterer behandles rent statistisk.

Jeg har aldrig mødt en arbejdsgiver, der var interesseret i at se mine karakterer.
De var mere interesserede i at jeg havde gennemført mit studie, min personlighed og den faglighed/mulighed, jeg repræsenterede.

lars søgaard-jensen, Peter Beck-Lauritzen, Jens Winther, Henning Kjær, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Eksamenskultur og desværre også forskningskulturen lukker sig mere og mere om sig selv.
Ivan Malinovski: "Videnskabsmanden vender Verden ryggen for at se på den dele i sit mikroskop, det han ser er ikke delene men Verden".
Jeg har lidt kontakt til filosofiens verden, der bliver mere og mere koncensusrelateret. Filosofi beskæftiger sig med at forstå menneskets væren i Verden, men filosofferne gør mere og mere det, at de forholder sig til andres udsagn i stedet for netop mennesket væren i Verden.

Jens J. Pedersen

Karakterer ved eksamen vil altid være vilkårlige og ikke objektive!

Peter Beck-Lauritzen, Frederik Christensen, Henning Kjær og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Carsten Enevoldsen

Mere nulfejl og pølsefabrik:
I gymnasiet lærer eleverne vel stadig matematik, fysik o.lign. Jeg antager, at der stadig er eentydige løsninger på disse opgaver? Som kontrast følger her et udklip fra en kursusbeskrivelse (læringsmål), hvor der ikke findes eksakte løsninger:
'At anvende viden og færdigheder beskrevet ovenfor til at udvikle, foreslå og vurdere forslag til helhedsorienteret løsning af komplicerede problemer relateret til XXX-problem under behørig afvejning af værdier og holdninger hos aktørerne ...'.
Er det 'pølsefabrik' at vurdere (graduere med karakterer), om den studerende kan argumentere fagligt (logisk, kohærent mv.) for de forslag, som bliver skrevet i opgavebesvarelsen? Usammenhængende argumentation er en 'mangel' (fejl) uanset karakterskalaen. Konkret i relation til karakterskaladebatten synes jeg, at det er en væsentlig mangel (-giver karakteren 4) i Ahlers argumenter, at han vil have 13-tallet tilbage, når en meget stor andel af eksamener er med multiple-choice, hvor der kun findes korrekt/ikke korrekt. Vil han have kreativitet, så er det undervisningen og læringsmålene, der skal ændres, men det er vel for svært at ændre på?

Carsten Enevoldsen

Steffen Gliese skriver, at målet er at blive 'dygtig'. Jeg er 100% enig, men det er så opgaven for en censor/eksaminator at blive enige om, hvordan vi definerer 'dygtig'. Mon så ikke en flagrende argumentation eller regnefejl 'trækker fra'? Jeg forstår simpelthen ikke de mange udsagn om nul-fejlskultur. Jeg synes herunder, at det er en fejl, at journalister ikke stiller det fundamentale spørgsmål til politikere og andre, der kommer med kreative udtryk: Hvad mener du med det?

Ib Christensen

Med tanken om at Irak krigen skyldtes en fodfejl og derfor konsekvens fri, kan jeg ikke lade være med at tænke på kendte karaktertræk hos physkopater.
Andre laver fejl!

lars søgaard-jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Det er lidt forkert at antage at piloter dyrker “nulfejlskultur” på den negative måde som der tales så meget om når man snakker skoleelever. Det er klart at man ikke ønsker at lave fejl der medfører flyulykker. Det er netop en del af det at være en god pilot at man forholder sig til risikoen for at begå fejl samt dissefejls konsekvenser. Det gør man ikke når man udruller ‘Pisa-tests’ o.l. til børn. Der er jo ingen der dør i en kæmpe ildkugle fordi Emil, Oliver og August fra 9.C ikke staver 100% korrekt.
Desuden at man har en tiltro til at man kan indrømme og IKKE skjule sine fejl. For kun på den måde kan arbejdet med flysikkerhed udvikles. Navnlig i de tilfælde hvor fejlene har konsekvenser.
Jeg ved ikke hvordan kirurger gør, men det er vel det samme princip mht. patientsikkerhed som med fly vil jeg tro.

Jacob Schmidt, Peter Beck-Lauritzen, Frederik Christensen, Ole Henriksen, Henning Kjær, Ib Christensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Det er robotter, der har færrest fejl.
Nulfejlsstrukturen hører således til robotter.
Det man således arbejder frem imod er at reducere mennesket til en fejlfri maskine.
Det undrer mig meget, da mine oplysninger angående virksomheder nu er kreativitet, der er noget andet en nul-fejls-struktur.

lars søgaard-jensen, Peter Beck-Lauritzen, Carsten Nørgaard, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Nulfejlksærdværd....

Hov nu tastede jeg forkert. Tænk man kan være underviser på en højere læreanstalt og forestille sig at der findes en verden uden fejl, at det er et ønskværdigt og realistisk mål at arbejde henimod.

Specialisterne der omtales, er forhåbentlig, i kraft af netop deres mange, mange års uddannelse, pinligt klar over, at fejl opstår, uundgåeligt, når mennesker arbejder. Vi skal derfor ikke stræbe efter en nulfejlsadfærd.

Vi skal stræbe efter et samfund der på ALLE planer, der fortsat og altid stiller sig kritisk overfor love, lovgivere, regler, videnskabelige resultater, forretningsgange, fortolkninger... osv. osv. ALT!

For selvfølgelig findes den kirurg ikke, der dags dato har opfundet den perfekt operation, der aldrig kan forbedres, eller det fly og den pilot, der ikke kan blive mere sikkert.

Tænk at en ansat på et universitet ikke har forstået den eneste absolutte sandhed, nemlig at sandheden ikke findes. Det vi er enige om i dag, bør der være nogen der stiller spørgsmålstegn ved i morgen - meget gerne vores studerende på vores højeste læreanstalter.

Desværre bliver "det kritiske spørgsmål" ikke honoreret af 12 skalen, det gør "det rigtige svar" - og vores samfund bliver fattigere som konsekvens heraf.

lars søgaard-jensen, Jacob Schmidt, Peter Beck-Lauritzen, Ole Henriksen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er en udmærket tænksom kronik Ebbe Folmann har skrevet. Overskriften (rubrikken) virker lidt påklistret og ikke helt retvisende for indholdet. Ebbe har jo ret i at der er to forskellige forhold der kan vurderes: præcision og kreativitet. Flere kommentarer har fremhævet kreativiteten som vigtigere og bedre end korrektheden.
Men er det nu helt korrekt at fremhæve kreativiteten som det ypperste?
Er den kreative bankdrift som Danske Bank har bedrevet virkelig efterlignelsesværdig?
Er de kreative forklaringer på vor deltagelse i krigene i mellemøsten det optimale eller er det en mangel at vi ikke fik de korrekte og fyldestgørende oplysninger?
Er skattevæsenets og finansministerets kreative omgang med edbsystemer der har vist sig ikke at kunne fungere at foretrække frem for ordentlig og redelig og uopfindsom påpasselighed?
Er kreativ og fantasifuld miljøforvaltning bedre end omhyggelig påpasselighed overfor forureningen af vort drikkevand?
Det er rigtigt at uden ideer og forsøg sker der ikke meget nyt. Men det er også rigtigt at uden omhu og præcision vil det nye der sker som hovedregel være ulykker.

jens peter hansen og Carsten Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Der er vist ingen, der har underkendt korrekthed og præcision. Det, der er fejlen ved 12-skalaen, er, at den forenklet - og selvfølgelig noget polemisk - sagt gør middelmådighed til højeste norm.

Jacob Schmidt, Christina Petterson, Ole Henriksen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Allan Nørgaard Andersen

Som bekendt er beskrivelsen af karakteren 12 - her citeret fra Undervisningsministeriets hjemmeside:
"Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler"
Der kan altså godt være mangler, bare ingen af dem er uvæsentlige. Eller at der er få af de uvæsentlige.
Der skulle rimeligvis have stået "...med få, uvæsentlige mangler eller uden mangler."

Her ved jeg af erfaring at indvendingen er den samme som jeg - som dansklærer i gymnasiet - altid hører fra elever, der formulerer sig upræcist: Du ved jo godt hvad jeg mener.

Men det er næppe bare en svipser at man har umaget sig så lidt med at formulere kriterierne for den ypperste præstation uden selvmodsigelse. Efter min mening er det et udtryk for at den fatale mangel på overvejelse over vanskelighederne ved at anvende skalaen i praksis.

Carsten Enevoldsen

Uggi Kaldan skrev:
'Desværre bliver "det kritiske spørgsmål" ikke honoreret af 12 skalen, det gør "det rigtige svar" - og vores samfund bliver fattigere som konsekvens heraf.'
Der er da absolut intet, der forhindrer 12-skalaen i at belønne kritiske spørgsmål. Læringsmål og eksamensspørgsmål kan sagtens formuleres således, at en 'fejlfri' besvarelse er en dokumentation af evnen til at stille kritiske spørgsmål. Dermed være også sagt, at der ikke findes et eksakt svar.

Det er en total misforståelse at: "For kirurgen, medicineren, flypiloten, buschaufføren, maskinoperatøren og mange andre fagligheder er nulfejlskulturen helt afgørende for et troværdigt arbejdsprodukt."
Kirurgen, medicineren, flypiloten, buschaufføren, maskinoperatøren er ikke perfekte i alt de laver, og der findes ikke en snæver perfekt udførelse af deres handlinger/aktiviteter.
Alle laver fejl, men ikke alle fejl er katastrofale/fatale/ansvarspådragende/skadevoldende.

Jacob Schmidt, Ole Henriksen, Peter Bojsen og Sven Elming anbefalede denne kommentar

Jens J. Pedersen skriver i sin kommentar: “Karakterer ved eksamen vil altid være vilkårlige og ikke objektive.” Mærkeligt synspunkt. Når jeg sidder til en eksamen sammen med en censor og skal vurdere en studerendes arbejde, så har vi en klar opgavebeskrivelse og specifikke faglige målepinde - samt ofte studerende, der er klar over deres eget niveau og at deres karakter afspejler dette niveau (ellers ville de klage). At karakterer skulle være vilkårlige ville i yderst logisk konsekvens svare til at en af mine studerende ikke afleverede sin opgave og ikke kom til eksamen, og at jeg alligevel gav vedkommende 12. Så er de vilkårlige? Nej.

jens peter hansen

I går var der på DR et eksempel på en læge som havde været meget kreativ. Han opgav at han havde en HF' eksamen hvad han ikke havde og at han havde studeret i England, hvad han heller ikke havde, han kunne ikke svare korrekt på et eneste spørgsmål om hvad man skulle gøre når en patient dukkede op med åbenlyse symptomer. Jeg ville nødig i kløerne på en ignorant som skulle lære af sine fejl, når han ingen ide havde om hvad der var det rette. Man kan lære af fejl, men skal man ikke undgå dem? Jeg foretrækker så langt den der kan det nødvendige, frem for en kreativ eksperimenterende når jeg er på hospital, i et fly og eller i en bus. Det forhindrer jo ikke nogen i at tænke kreativt og handle kreativt når det uventede dukker op.
Ebbe Folmann skelner jo netop mellem det nødvendige grundlag og det nyskabende hvor han finder 12- talsskalaen for rigid når det gælder det store selvstændige speciale. Det et vel helt godt set!

Der synes altså at mangle en slags "13-tal", der kan afspejle den HELT sublime og meget selvstændige præstation, hvor den studerende - udover en suveræn beherskelse af pensum - demonstrerer analytiske færdigheder og perspektiveringsevner LANGT ud over det sædvanlige.

Et 12-tal gives i praksis alt for ofte og ikke kun for den sublime og meget selvstændige præstation.
12-tallet den afspejler vel i praksis både (10),11 og 13-tallet efter den gamle skala.
Tilbage i 1980erne blev der ikke stanget 13-taller ud med rund hånd, som vi ser det med 12-taller i dag. Og så meget klogere er nutidens unge næppe !

Måske kan miseren løses ved blot at ændre kriterierne for bl.a. 12-tallet ?

I øvrigt gør alle karakterskalaer et elendigt job mht. at vurdere et menneskes evner. Kun hvis man vitterligt vil mene at et enkelt ja/nej spørgsmål, hvortil der findes et klart rigtigt og forkert svar, kan være sigende om elevens chance for succes, vil man ved at tælle svarene kunne fremkomme med et tal for graden af ‘dygtighed’.
Det er svært at fremstille så enkle spørgsmål til komplicerede emner uden at miste noget (bare at stille spørgsmål der ikke på nogen måde kan misforstås har vist sig svært). Og selv hvis det lykkes, kan det være svært at vide om den testede person vil få succes med faget senere.
Hvordan måler man for eksempel graden af den interesse der gør at man bliver ved indtil man kan og hvor lang tid det så evt. vil tage?
Det mener jeg ikke man kan sige noget om, derfor er det min holdning at karakterer gør os til idioter der bruger en masse tid på at lære at bestå en eksamen, fremfor at lære noget. (Hvad enten det så skal forestille at være nyttigt, værdifuldt, interessant eller unyttigt men godt nok alligevel ...)

Lise Lotte Rahbek og Frederik Christensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Nu har jeg godt nok KUN 30 års erfaring fra gymnasieskolen, men lidt erfaring er det vel.
12- skalaen er langt bedre end sit rygte.
Et stort problem er, at en del af eleverne har svært ved at forstå at karakteren 7 er en fin og ret høj karakter.
Såmænd lidt over middel. Var det ihvertfald tænkt.
Alle kan jo ikke få 10 og 12. Det er udfordringen.
Lærere der benytter hele skalaen ved årskaraktergivningen kigges der ofte lidt skævt til.
Er det nu også nødvendigt?
Ja det er det, hvis der ikke skal gå inflation i karaktererne, så skal de lave niveauer også i spil, især ved årskaraktererne, som ofte i nogle fag/niveauer/gymnasier er langt højere end eksamenskarakterene.
Har jeg været i tvivl ved karaktergivningen? Jooo- men oftest er et blik på målbeskrivelsen nok til at blive overbevist om niveauet.
Det gode ved det er - at eleven der bedømmes kender målene som der vurderes ud fra, og som de jo har forberedt sig ud fra.
Og det betyder jo, at en præstation stort set uden fejl, der også viser at eleven selv kan tænke, ender i den høje ende.
Fejlfyldt og en uselvstændig præstation lander i den anden ende.
Hvor svært kan det være?

Peter Beck-Lauritzen

Nu er "materialet", der bedømmes, ikke fuldt udviklet. Så er det dumt, at dømme dette så "firkantet", for det ødelægger fantasien og vovemodet. Lad "materialet" blomstre og udvikle sig, inklusiv vildskud og skud langt over målet!
Hvad "bedømmes" den slags til på 12-skalaen? På 13-skalaen ville det give 13, fordi det var mere og bedre end eksaminator og censor kunne forestille sig! De fik således også en "AHA" oplevelse! De får de ikke ved 12-skala-spændetrøjen! Så tilbage til 13-skalaen.
Foriøvrigt ender det hele i en "normalfordelingskurve", - så hvad skal vi med subjektive og personlige bedømmelser?

Carsten Enevoldsen

Det er helt vanvittigt, at minister, folketingspolitikere og journalister har kastet samfundet ud i en flagrende diskussion om karakterskala, når det helt store problem inden for undervisning er, at en meget stor del af elever forlader Folkeskolen som funktionelle analfabeter og procentregning volder problemer for mange universitetsstuderende. Løser 13-tal eller ej et væsentligt samfundsproblem? Var det ikke snarere en 'mangefejlskultur' end obskure formodninger om en 'nulfejlskultur' , der skulle angribes?

Hvor har vi skabt megen forvirring og utryghed ved at vælge symboler for karaktergivning i vurdering af elevers præstation og tilegnelse af pensum: -3, 00, 02, 4, 7, 10 og 12.

7 forskellige symboler med højere værdi op gennem skalaen, i praksis en 1 til 7 skala uden forståelig relation til de givne talværdier. Hvorfor ikke gøre tingene unødigt komplicerede og uforståelige, synes formålet at være ?

Hvorfor ikke trække mystikken og kompliciteten ud af karakterskalaen og anvende rigtige tal fra en skala fra 0 til 10. På den måde slipper vi for at skifte skala igen og igen. De er jo aldrig bagud kompatible og gør det vanskeligt at sammenligne karakterer på tværs af skalaer. Så kan vi altid diskutere karaktergivning og pædagogik ved siden af uden at spolere vores måleredskab, hver gang vi diskuterer skole.

0,0 som mindste karakter, 10,0 som absolut højeste. Hvis karaktergiver ønsker at værdisætte en ekstraordinær præstation, må hun gøre det i form af et skudsmål, frem for at sprænge og spolere selve skalaen. Skalaen kan begrænses til heltal eller inkludere kommatal. Det er alene op til karaktergiver og ødelægger intet, tværtimod.

Godt vi ikke måler temperatur med en symbolskala, som vi gør med karakterer.

jens peter hansen

når det helt store problem inden for undervisning er, at en meget stor del af elever forlader Folkeskolen som funktionelle analfabeter og procentregning volder problemer for mange universitetsstuderende. Skriver Carsten Enevoldsen.
!5 % af alle 15 årige læser for dårligt. De kan ikke gå om som 16 eller 17 årige. På DTU hvor Enevoldsen vel må have undervist er frafaldet tæt på 40 %. Det er da vist også et problem. 60 % af de såkaldte funktionelle analfabeter er enten i beskæftigelse eller under uddannelse, når de er 20. Det er altså det samme frekvens som på DTU. Nu må man formode at en del af de frafaldne går i gang med en anden uddannelse, men her er der igen tale om nok et forsøg. Der er der ikke i PISA-undersøgelsen. Hvis en universitetsstuderende ikke kan procentregning og ikke kan lære det på under en time så har vedkommende vist ikke noget at gøre der, forudsat at han altså skal bruge det på studiet.
For mange år siden klagede man over fx medicinstuderende ikke kunne regne med decimaltal og brøker. Når de skulle docere medicin fandt de frem til mængder der var passende til en velvoksen elefant. Det var jo ikke så godt.

Torbjørn Methmann

At sammenligne piloter, chauffører og kiriuger med de humanistiske fag er noget af en blanding af æbler og pærer. Og 12-skalaen passer dårligt til begge dele. Den første gruppe har ikke brug for mere end to trin på skalaen bestået/ikke bestået; og i øvrigt konkret feedback til forbedringer. For den anden gruppe gælder at der i fagets natur ikke er noget entydigt svar, og det er ellers netop forudsætningen for 12-skalaen - svaret er pensum og der er ikke noget udenfor.

Carsten Enevoldsen

Jeg ved ikke, hvilke undervisere/censorer der har påstået, at 12-skalaen forudsætter eentydige svar. Bedømmelse af en studerendes vurdering af litteratur, et historisk forløb, et kultursammenstød i en organisation osv. foregår bl.a. ved at bedømme den studerendes argumentation - er den sammenhængende, demonstrerer den kendskab til foreliggende teorier osv. Der kan meget forskellige besvarelser, der alle kan være rigtig gode ('nulfejlsbevarelser').
Det er så samtidigt korrekt, at der er masser af eksamener, hvor der kun er et korrekt svar (fx såkaldte multiple choice). Men her er det jo så åbenbart irrelevant at ønske sig et 13-tal, da der jo ikke eksisterer ekstraordinære/kreative besvarelser. Iøvrigt tror jeg nu ikke, at findes absolutte sandheder i kirurgi. Så grundlæggende er jeg enig med Methmann i, at debatten om en art 13-tal i karakterskalaen er at blande æbler med pærer. 13-tallet hører slet ikke hjemme i den store andel eksamener med eksakte svar, så jeg sidder med en meget stærk mistanke om, at Ahlers ikke aner noget om undervisnings- og eksamensformer.