Kommentar

Anerkendelse af Guaidó risikerer at udløse borgerkrig i Venezuela

Maduros styre har nok medført en alvorlig økonomisk, social og humanitær krise, men han har stadig millioner af tilhængere – Venezuela behøver demokratisk dialog, ikke udenlandske sanktioner, skriver Nicolás Maduros tidligere stabschef
Det er overset, at Juan Guaidó allerede trådte ind på scenen i 2007 som aktivist i den generation af studerende, som førte an i protesterne imod Chávez’ socialisme, til trods for sidstnævntes jordskredssejr i 2006.

Det er overset, at Juan Guaidó allerede trådte ind på scenen i 2007 som aktivist i den generation af studerende, som førte an i protesterne imod Chávez’ socialisme, til trods for sidstnævntes jordskredssejr i 2006.

Meridith Kohut

6. februar 2019

Den foruroligende udvikling i Venezuela markerer en foreløbig kulmination på en politisk krise, der har ulmet siden Hugo Chávez’ død for seks år siden. Lad os rekapitulere den aktuelle krise: Nicolás Maduros omstridte genindsættelse som præsident i januar, hans anden periode, fik parlamentsformand Juan Guaidó til at udråbe sig selv til ’interimpræsident’ for landet. Han blev med det samme anerkendt af USA, Canada og en gruppe latinamerikanske højreregeringer, som tillige opfordrede Venezuelas militær til at gå imod Maduro.

Mandag anerkendte så Storbritannien, Frankrig, Spanien, Danmark og andre europæiske lande Guaidó som svar på Maduros afvisning af deres krav om at udskrive nyvalg til både præsidentembede og parlament.

Siden Guaidós ’selvproklamation’ har Trump-administrationen pålagt Maduros regering nye sanktioner, beslaglagt olierelaterede venezuelanske værdier på amerikansk grund for milliarder af dollar og har fremsat utilslørede trusler om militærintervention. Få vil bestride, at Venezuela i dag står i en katastrofal økonomisk og social situation. Men før andre regeringer tager lignende skridt og derved forstærker en politisk polarisering, der i værste fald kan ende i borgerkrig, bør de i det mindste tage bestik af, hvordan Venezuela overhovedet havnede i denne krise.

Socialt ulige

Da den venezuelanske olieindustri i begyndelsen af det 20. århundrede kom i omdrejninger, oplevede Venezuela en hastig udvikling, der dog var karakteriseret ved dybe sociale uligheder. Først under Chávez, som blev demokratisk valgt i 1999, førte nationens stærke sociale polarisering til opblomstring af den såkaldte chavisme, en stor og velorganiseret bevægelse, som kæmpede for social retfærdighed for de besiddelsesløse gennem vidtrækkende reformer.

Chávez var en karismatisk, men også en splittende figur. De fattige tilbad ham, men han var forhadt i storbyernes middelklasse, i de sociale eliter og i de traditionelle politiske partier. Ikke desto mindre fik han ved sit energiske lederskab skabt betydelig politisk stabilitet trods voldsom modstand fra den hjemlige opposition og fjender i udlandet, især USA.

I april 2013 blev Maduro valgt til ny præsident, en måned efter sin mentors død. Venezuela arvede dermed Chávez-æraens polariserede politik, men uden Chávez’ lederskab som stabiliserende faktor.

Magtskifte

Det er overset, at Guaidó allerede trådte ind på scenen i 2007 som aktivist i den generation af studerende, som førte an i protesterne imod Chávez’ socialisme, til trods for sidstnævntes jordskredssejr i 2006. Guaidó tilhører således de oppositionskræfter, der aldrig er hørt op med at udfordre Chávez’ folkelige legitimitet, selv ikke i hans velmagtsdage. Og som efter hans død og den langt svagere Maduros magtovertagelse har intensiveret deres bestræbelser for et magtskifte.

Udfordringen af Maduro begyndte, så såre han havde vundet præsidentvalget. Hans modkandidat, Henrique Capriles, kaldte valget i 2013 for svindel (uden dog at dokumentere påstanden) og opfordrede sine tilhængere til at lufte deres ’vrede’ i gaden, hvilket resulterede i voldelige sammenstød, hvor flere chavister blev dræbt.

I januar 2014 kaldte Guaidós parti, Voluntad Popular, til omfattende modstandskampagne i et forsøg på at fremtvinge Maduros afgang. Dette initiativ blev altså sat i værk kun ni måneder inde i Maduros første periode på et tidspunkt, da oliepriserne stadig var rekordhøje, og venezuelanerne stadig nød godt af deres højeste indkomstniveau nogensinde (som målt ved BNP pr. capita).

Trængselstider

Da økonomiske trængselstider satte ind i Venezuela kort tid efter, gjorde Maduros ineffektive politik kun situationen endnu værre. Allerede i 2013 var hans regerings strategi om at bruge olieindtægter til at øge offentlige investeringer og indkomstomfordeling løbet ind i alvorlige problemer. Venezuela var ikke i stand til at øge den olieproduktion, der skulle have finansieret fortsatte udvidelser af sociale rettigheder. Der var et behov for øjeblikkelige økonomiske reformer, men Maduro udviste ingen forståelse for nødvendigheden og ingen interesse i at tage fat på opgaven.

Herefter blev den politiske konfrontation institutionel, idet den lovgivende magt, det vil sige parlamentet, frem for alt fokuserede på at vælte præsidenten, samtidig med at eksekutivmagten og den regeringstro dømmende magt, det vil sige domstole og forfatningsdomstolen, søgte at stække parlamentets magt.

Parallelt med et brat og voldsomt fald i levestandard fulgte nu en periode med mislykket politisk dialog og udbrud af dødsvold. Regeringen greb til stadig mere autoritære metoder over for en stadig mere udemokratisk opposition, hvorved naget og den gensidige mistillid mellem de to lejre kun voksede sig endnu dybere. Fraværet af en politisk aftale medførte, at præsidentvalget i maj 2018 nok var gyldigt på papiret, men politisk var det illegitimt, i og med at alle store oppositionspartier valgte at boykotte det.

Højreskreddet i flere store latinamerikanske lande og Donald Trumps valgsejr i USA har også bidraget til at forværre Venezuelas politiske polarisering. USA og dets allierede begyndte at behandle den chavistiske bevægelse som en kriminel snarere end en politisk organisation, og Venezuelas regering som fjende snarere end som modstander.

Sanktioner blev indført, og i august 2017 blev landet stort set lyst i band på de internationale kapitalmarkeder, hvilket yderligere accelererede tilbagegangen for dets olieindustri. Denne konfrontationskurs afkastede ikke de ønskede resultater. Tværtimod bestyrkede den kun Maduros oplevelse af at være et offer for imperialistisk aggression og skabte en stærkere enhed omkring ham, snarere end at tilskynde rivaler i den chavistiske bevægelse eller militæret til at udfordre ham.

Guaidós beslutning om at udråbe sig selv til overgangspræsident kan få katastrofale følger for Venezuela. Medmindre det internationale samfund vil løbe risikoen for en overflødig og destruktiv krig på det amerikanske kontinent, må det hurtigst muligt tilvejebringe betingelser for national dialog, der kan munde ud i en politisk aftale. En sådan må anerkende, at både status quo og Guaidós magtprætention er demokratisk utilfredsstillende, og at ingen af delene kan yde garanti for, at Venezuela slår ind på en fredelig og stabiliserende kurs.

Magtmisbrug

Påstande om, at Maduro kun har holdt sig ved magten i seks år gennem korruption og magtmisbrug, er groft vildledende. For dermed overses det, at præsidenten stadig kan støtte sig til den chavistiske bevægelse, der omfatter millioner af tilhængere, primært fra lavindkomstgrupper, men også i militæret.

At afholde et nyt præsidents- og parlamentsvalg for at løse den aktuelle strid må nødvendigvis være en aftale, der indgås mellem parterne selv, selv om det internationale samfund har en stor rolle at spille i at mægle og formidle. Et udspil fra Mexico og Uruguay om at afholde en international konference senere på ugen og EU’s beslutning om at nedsætte en kontaktgruppe bestående af europæiske og latinamerikanske lande bør nyde massiv støtte. Venezuelanerne har ret til at kunne leve i fred med hinanden og til at løse deres egne problemer på en demokratisk, fredelig og suveræn måde.

Temir Porras Ponceleon var stabschef for Nicolás Maduro fra 2007-13. Han er nu gæsteprofessor på universitetet Sciences Po i Paris

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Flere tusinde venezuelanere viste lørdag deres støtte til Venezuelas selvudråbte overgangspræsident Juan Guaidó i Caracas’ gader. De kræver, at Maduro udskriver nyvalg til præsidentposten, men det har Maduro indtil videre nægtet. Han lover til gengæld at fremrykke valg til parlamentet.
Læs også
Venezuelas selverklærede præsident Juan Guaidó mener, at med en kombination af international opbakning, ny enhed i oppositionen og en revitaliseret støtte fra græsrødderne har Venezuela »en enestående chance for at redde sig ud af det kaos, landet befinder sig i«
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malene Thorborg
  • Erik Karlsen
  • Gert Romme
  • Hans Larsen
  • Henrik Leffers
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Samuel Grønlund
  • Torben K L Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
Malene Thorborg, Erik Karlsen, Gert Romme, Hans Larsen, Henrik Leffers, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Samuel Grønlund, Torben K L Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Ingemann

Endelig en nuanceret artikel om Venezuela hvor der opfordres til politisk dialog parterne imellem så landet ikke ender i borgerkrig. Som dansker må man opleve det skamfyldt at vores udenrigsminister Samuelsen så ureflekteret og som den amerikanske skødehund han er, accepterede Guaidó som præsident 5 minutter efter amerikanerne.

Malene Thorborg, Dagmar Christiandottir, Daniel Santos, René Skov, Jørgen Tryggestad, Flemming Berger, Michael Waterstradt, Gert Romme, Hans Larsen, Ulla Nielsen, Peter Andersen, Henrik Leffers, Nis Jørgensen, Lars Løfgren, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Viggo Helth anbefalede denne kommentar

En borgerkrig vil «legalisere» at USA går ind og overtager olien, som før Chavez.
Den netop udgivne krigsrapport viser hvor passive danske politikere arbejder, sikkert også i denne sag.

Dagmar Christiandottir, Michael Waterstradt, Gert Romme, Henrik Leffers, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Kommentar til ovenstående kommentar: Mente du "før Pérez"? Olien blev nationaliseret i 1976 med oprettelsen af det statslige olieselskab PDVSA. Carlos Andrés Pérez var præsident da dette skete. Chavez kom til magten i 1999, hvilket altså var over 20 år efter at olien var blevet nationaliseret.

Louise Pierrel Mikkelsen, Viggo Helth og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Waterstradt

Den amerikanske regering har i årevis søgt at destabilisere det venezuelianske styre politisk samt økonomisk, så at olieproduktionen igen kan privatiseres til amerikansk fordel. Hvis den amerikanske regering virkelig ønskede at udbrede demokrati og menneskerettigheder, så ville de aldrig alliere sig med Saudi Arabien, som generelt set er en officiel accepteret version af ISIS. Forskellen er at amerikanerne har en lukrativ olieaftale med saudierne, hvilket overskygger behovet for demokrati...

Dagmar Christiandottir, Ole Arne Sejersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Især har de destabiliseret den venezuelanske økonomi ved at være den klart største importør af olie fra Venezuela og derfor tilført landet hårdt tiltrængt udenlandsk valuta. Sådan nogle skiderikker...