Kommentar

Det er befriende at lade folk vinde over de herskende skønhedsidealer

Skønhedskonkurrencer er ikke comme il faut, og det har to alternative af slagsen, Miss Curvy Uganda og »Danmarks lækreste spasser«, fået at føle. I begge tilfælde løber kritikerne ind i det problem, at de nedvurderer de deltagere, hvis parti de ellers skal forestille at tage
»Også herhjemme er en skønhedskonkurrence, der udfordrer de herskende skønhedsidealer, blevet mødt med modvind. I programmet Danmarks lækreste spasser følger man den spastisk lammede Mulle Skouboes bestræbelser på at overtale DR til at arrangere en skønhedskonkurrence for mennesker med fysiske handicap.« skriver Gry Inger Reiter. 

»Også herhjemme er en skønhedskonkurrence, der udfordrer de herskende skønhedsidealer, blevet mødt med modvind. I programmet Danmarks lækreste spasser følger man den spastisk lammede Mulle Skouboes bestræbelser på at overtale DR til at arrangere en skønhedskonkurrence for mennesker med fysiske handicap.« skriver Gry Inger Reiter. 

DR Presse

15. februar 2019

»Vi har kvinder, som fra naturens hånd er begavet med et fantastisk udseende. Hvorfor ikke bruge disse mennesker i en strategi, der skal promovere turismen?«

Sådan lancerede Ugandas turistminister Godfrey Kiwanda sine planer om at afholde en ny national skønhedskonkurrence: Miss Curvy Uganda. Konkurrencen skal være et alternativ til den etablerede Miss Uganda-konkurrence for kvinder i den højere ende af BMI-skalaen og afholdes 15. juni.

Og ja, det niver da unægteligt lidt i ligestillingsorganet, når en mandlig magthaver sætter sig for at markedsføre sit land ved at stille sexede kvinder frem forrest i udstillingsvinduet. Ugandiske kvindesagsforkæmpere har da også kaldt konkurrencen »dehumaniserende« og »nedværdigende« og krævet ministerens afgang.

Men selve ideen om en skønhedskonkurrence, der udfordrer de herskende kropsidealer, er slet ikke så tosset endda.

»Miss Curvy vil fremhæve alt det, den ægte afrikanske kvinde er begavet med«, forklarer administrerende direktør for konkurrencen Anne Mungoma. Ifølge hende udfordrer konkurrencen det vestlige ideal om, at en skønhedsdronning skal være en størrelse XS og opfordrer til at hylde kvinder i naturligt store størrelser.

Hun har i al fald ret så langt, at det afpillede look absolut ikke er en ugandisk opfindelse. Groft sagt anses det i Vesten for smukt, hvis en krops størrelse signalerer, at kroppens ejer har selvkontrol nok til at afstå fra at overspise, mens det i Uganda anses for smukt, hvis en krops størrelse signalerer, at kroppens ejer har penge nok til at overspise.

Der er altså et sympatisk element af opgør med vestlig kulturimperialisme i Miss Curvy.

Miss Uganda 2018, Quiin Abenakyo, vandt ellers femtepladsen i Miss World 2018 på den vestlige skønheds præmisser, men nu får de kurvede ugandiske kvinder mulighed for at vise, hvordan skønhed også kan se ud i et land, hvor der en kompliment, hvis nogen spørger, om du har taget på, siden I sås sidst.

Danmarks lækreste

Også herhjemme er en skønhedskonkurrence, der udfordrer de herskende skønhedsidealer, blevet mødt med modvind. I programmet Danmarks lækreste spasser følger man den spastisk lammede Mulle Skouboes bestræbelser på at overtale DR til at arrangere en skønhedskonkurrence for mennesker med fysiske handicap.

»Selv om man ikke tror det, er jeg rigtig godt tilfreds, når jeg ser mig selv i spejlet. Tænk, hvis folk fik lov at se mig på den måde, som jeg ser mig selv,« siger hun i introen.

Skouboes mål er at udfordre de skønhedsidealer, der på forhånd udelukker mennesker med afvigende, kørestolsbrugende kroppe fra at betragte sig selv som lækre.

Kritikken af programmet har især gået på brugen af ordet ’spasser’, men selve skønhedskonkurrence-konceptet har også vakt forargelse.

»I mine øjne er det endt som et cirkusshow, hvor mennesker uden et handicap kan se på andre mennesker og tænke, at de har livsmod og humor, selv om de lever et hårdt liv. Det er, som om vi skal udstilles for at få forståelse,« siger Henrik Silvius, der er modedesigner og lider af muskelsvind til Berlingske.

Frihedskamp

Det er klart, at der er en verden til forskel på Miss Curvy Uganda og Danmarks lækreste spasser, men i begge tilfælde løber kritikerne ind i det problem, at de nedvurderer de deltagere, hvis parti de ellers skal forestille at tage.

Hvis man mener, at deltagerne i de alternative skønhedskonkurrencer bliver udstillet, mener man også, at de uafvidende lader sig udstille.

Kritikerne udstiller dermed, at de selv har nøjagtigt det syn på deltagerne, som de kritiserer arrangørerne for at have: at deltagerne skulle være sagesløst kødkvæg uden selvstændig vilje, dømmekraft og evne til refleksion.

Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis alle en dag blev i stand til at hæve sig op over den benhårde dikotomi mellem det, der er smukt, og det, der er grimt. Men så længe vi er underkastet skønhedsidealer, kan kampen for at udvide og udfordre dem ikke affejes som plat eller ligegyldig.

Gør man sig til dommer over, om deltagerne i de alternative skønhedskonkurrencer bliver udstillet, underkender man den frisættelse, der for deltagerne kan ligge i bare for en enkelt dag at vinde over magasinernes forsidemodeller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Frede Jørgensen
Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Cirkeline Marlow

<3 Kæmpe love til Mulles projekt <3 #endeligvedkommendetv

Karoline Mønsted, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Go for it Mulle. Du ER den lækreste spasser i en verden fuld af snerpet identitær vildfarelse. Go for it.

Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar