Kronik

Jeg begik psykisk vold. Det virkede retfærdigt, men det var utilgiveligt

Som udøver af psykisk vold er man udmærket bevidst om, at man gør et andet menneske fortræd. Selv var jeg forundret over, hvorfor man lod mig slippe af sted med det
Den psykiske voldsform bør stigmatiseres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, mener dagens kronikør, der selv har udøvet psykisk vold mod sin ekskæreste.

Den psykiske voldsform bør stigmatiseres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, mener dagens kronikør, der selv har udøvet psykisk vold mod sin ekskæreste.

21. februar 2019

Jeg udsatte min ekskæreste for psykisk vold, da jeg var 19-20 år.

Hun havde forladt mig for en anden, og da det gik op for mig, begyndte et hævntogt, som har traumatiseret og fremkaldt angst frem til den dag i dag.

Det er snart syv år siden nu. Den psykiske vold viste sig i form af stalking og intimiderende adfærd. Jeg truede hendes nye kæreste.

Jeg overfusede og nærmest overfaldt ham på Roskilde Festival (fem-seks vagter kom senere ned til min camp og klippede mit armbånd på grund af episoden). Jeg løb efter ham, da jeg så ham cykle forbi mig en dag. Jeg ringede ofte på hans dørklokke, indtil politiet gav mig et opholdsforbud.

Jeg sendte et utal af sms’er og ringede konstant til min ekskæreste. Beskederne kunne være truende, selvmedlidende eller vrøvlende. De kunne diktere, hvilke steder hun burde holde sig fra, eller uddybe, hvor ussel hun var.

Jeg kontaktede også hendes forældre for at komme i kontakt med hende. Jeg truede med selvmord, hvorefter politiet måtte rykke ud. Alt sammen i et kynisk forsøg på enten at nedbryde hende eller vække sympati for mig.

Utilgiveligt

De fleste omkring mig gjorde deres bedste for at tale mig fra det. Dem, som vidste bare nogenlunde, hvad der foregik. Det gjaldt særligt min mor, som min ekskæreste i desperation havde skrevet et brev til, hvor hun fortalte, hvad der foregik, og min tætteste ven.

Jeg fandt dog en allieret i min far. Hans moralske støtte betød noget. Hans egen historik som kvindekrænker var lang, og hans opbakning var derfor betingelsesløs.

Jeg er i dag klar over, at det, der skete, er utilgiveligt. At det var fuldkommen manisk. Det er noget, som vil følge mig resten af livet – som det også burde.

De fleste ville nok blive meget kede af at blive forladt til fordel for en anden. Men graden af harme, som jeg følte og udviste, viste sig hurtigt at være farlig.

Jeg har ofte reflekteret over, hvor den følelse af harme havde sin rod. Det kræver, man går tilbage til følelsen, selv om den kan være ubehagelig.

Mænd i deres følelsers vold

Jeg havde aldrig turdet forvente at skulle ende som min far i den periode. Men jeg kendte ikke mig selv dengang. Det overraskede også alle omkring mig.

Jeg troede, jeg vidste, at det min far gjorde – da han stalkede og overfaldt min mor – var forkert. Når han, flere år efter at de var blevet skilt, konstant ringede til min mor og truede hende, så vi måtte sove i stuen tæt ved hoveddøren for at kunne være beredte, hvis nu han skulle komme. En enkelt gang var han kommet og havde truet med en kniv.

Jeg troede, at jeg vidste, det var forkert, når han verbalt nedværdigede min mor i det offentlige rum. Når hans mantra lød, at kvinder bare var ludere, der skulle kneppes.

Men disse tidlige år af mit liv, og den perlerække af psykopater i min familie, som skulle forme dem, viste sig at have normaliseret en hæmningsløs adfærd for mig. Jeg er sikker på, at det havde en validerende effekt, at jeg så tidligt i mit liv havde set mænd krænke kvinder, når de var i deres følelsers vold.

I deres billede udsprang et forrået førstehåndsindtryk af kvindens funktion i parforholdet. At hun var hovedkilden til mandens følelser og derfor skulle være særlig trofast og skånsom. Deres uhæmmede vredesudbrud fik dette til at fremstå som en naturlov.

Det blev så internaliseret, at min følelse af forurettelse fik lov at rase ud i det grænseløse.

Jeg var også overbevist om, at min ekskæreste vidste, at hun – måske endda med overlæg – havde æreskrænket min stolthed ved at foretrække en anden fyr. Som om hun som kvindelig partner var ansvarlig for den stolthed, der var spundet omkring mit sårbare maskuline ego. Den stolthed som gjorde det okay at gå amok. Som gjorde det okay at insistere på min egen eksistensberettigelse i et andet menneskes liv. Der, lige på grænsen. Det var jo heller ikke ulovligt.

Brug for selvopgør

En lov om psykisk vold ville efter min opfattelse være gavnlig. Man skal som minimum afskrække udøverne af den psykiske vold. Det ville måske ikke have stoppet mig, men det ville have forkortet hele forløbet, hvis myndighederne havde reageret med en passende attitude over for min adfærd.

Det var svært ikke at føle et vist incitament eller i værste fald afkode en vis mængde sympati, når det ikke var ulovligt, og når politiet ikke handlede resolut.

Som udøver af psykisk vold er man udmærket bevidst om, at man gør en anden fortræd, og at den psykiske vold, man udøver, er designet til at indgyde frygt. Jeg var forundret over, hvorfor man lod mig slippe af sted med det.

Jeg stoppede først, da det begyndte at køre for mig på mit nye studie. Jeg insisterede på, at jeg ikke skulle ende som min far, og at jeg skulle udvikle mig som menneske. Jeg indså, at jeg ellers ikke ville kunne indgå i en intim relation igen med ren samvittighed. Jeg vidste, at det ville ske igen, hvis ikke jeg tog et selvopgør.

Derefter blev det svært ikke at se sammenhængen i det hele – ikke bare mellem min far og mig, men også med vores samtid. Det ligger fjernt fra vores etnocentriske selvopfattelse, men man har bemærkelsesværdigt gode odds som krænker i Danmark.

Omkring 33.000 kvinder udsættes ifølge regeringens tal hvert år for partnervold, men der falder kun ca. 250 domme årligt.

For at bekæmpe psykisk vold kræver det grundlæggende, at man tør modstå fristelsen til at indtage det hovmod, som også driver den patologiske maskulinitet. Den følelse af sygelig overlegenhed, der hviler implicit blandt alt for mange mænd. Den er forankret på tværs af klasser og miljøer, og de politiske bestræbelser på at modarbejde dens strukturelle indflydelse er stadig smerteligt langsomme.

Brug for stigmatisering

Den psykiske voldsform bør derudover stigmatiseres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Det har en effekt, når Yahya Hassan truer kvinder og stalker sin ekskæreste, hvorefter en elite af medie- og kulturpersoner udviser medlidenhed og ikke fordømmer ham efter dommen.

Det gælder både dommen i 2016 og den nye dom fra sidste år, hvoraf begge domme omfattede flere brud på et polititilhold og vold samt trusler mod andre kvinder.

Det har en effekt, når popstjernen Justin Timberlake bryder ind i ekskærestens hus og overvåger hende i brusebadet, mens han messer, at det er hendes tur til at græde, som han gør i musikvideoen til stalker-elegien »Cry Me A River«. Her skaber popkulturen et stærkt visuelt narrativ om stalking og hævn som romantiske impulser.

Det har en effekt, at det næsten er umuligt at få polititilhold. Det kræver en nedslidende proces, hvor offeret skal samle et bjerg af dokumentation, der viser uønsket kontakt af systematisk karakter over en længere periode, og det skal dertil skønnes, at dette vil fortsætte. Først derefter vil politiet forsøge at mægle og derefter give en advarsel, og hvis heller ikke dét virker, vil politiet så vurdere, om et tilhold er nødvendigt.

Det har en effekt, at domstolene, sagsbehandlerne og politiet ikke har lært om voldens kønnede natur og derfor heller ikke kan reagere passende på den – hvilket Europarådets ekspertgruppe Grevio skarpt har kritiseret Danmark for.

Måske er det blandt andet derfor, at danske kvinder er nogle af dem, der indgiver færrest anmeldelser, når de udsættes for kønsrelateret vold eller chikane, hvilket er tilfældet ifølge EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Også derfor er jeg stærk tilhænger af en lov imod psykisk vold, der i det mindste anerkender de psykologiske konsekvenser for ofrene og derved samtidig sender et fundamentalt signal om den tolerance, vi ønsker i vores samfund.

Jonas, studerende. 

Jonas’ efternavn er redaktionen bekendt. Information har været i kontakt med kronikørens ekskæreste inden publiceringen af kronikken.

Astrid Richter blev manipuleret, nedværdiget, chikaneret og stalket af sin ekskæreste. En lov ville kunne medvirke til at sikre, at ingen behøver at sidde og vente på, at overgrebene eskalerer yderligere.
Læs også
Vi hilser en strafparagraf om psykisk vold velkommen, men vi skal lære af de engelske erfaringer og ikke tro, at problemet er løst alene ved at ændre på loven
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Utoft
  • Astrid Goplen
  • Kristin Marie Lassen
  • Vibeke Døssing
  • Jonathan Larsen
  • Henrik Klausen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Jane Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • ingemaje lange
  • Ib Gram-Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • Erik Pedersen
  • Hanne Pedersen
Hanne Utoft, Astrid Goplen, Kristin Marie Lassen, Vibeke Døssing, Jonathan Larsen, Henrik Klausen, Viggo Okholm, David Zennaro, Jane Jensen, Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, ingemaje lange, Ib Gram-Jensen, Troels Ken Pedersen, Erik Pedersen og Hanne Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget interessant indlæg. Vigtigt også at høre om stalking fra stalkerens perspektiv. Tak!

Jørgen Greve, Birgitte Johansen, David Zennaro, Rikke Nielsen, Karin Hansen, ingemaje lange, Ib Gram-Jensen, Torben K L Jensen, Karen Margrethe Larsen og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Her kom svaret på et tidligere indlæg. Må I så leve i fred herefter.

Du følte dig ydmyget og hun følte sig truet. Der skal oftest to til tango, men ikke altid.

Gråd kan også nærme sig psykisk terror. Det tog mig 5 år at flytte fra min første kæreste. Jeg nænnede ikke, selv om det var slut. Vi var også unge. Vi er stadigvæk venner, selv om vi kun ses ca. en gang om året. Det nytter at tale sammen, muligvis sammen med en tredie person.

Eva Schwanenflügel

Det er vigtigt, når stalkere og udøvere af psykisk terror indser deres fuldstændig forskruede og egocentriske adfærd, og undskylder for den, samt fortæller andre om hvorfor det er vigtigt at bekæmpe denne kultur, både personligt og kulturmæssigt, men i særdeleshed med lovgivning.

For hvorfor bliver der set imellem fingre hvad angår psykisk vold? Hvorfor skal ofrene drives til vanvid før der gribes ind? Hvorfor skal børn påvirkes i en grad, så de selv viderefører mønsteret, enten som offer eller gerningsmand?

God kronik.

Rikke Nielsen, Søs Jensen, Minna Rasmussen, Birgitte Johansen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Hvis blot alle mennesker blot ville bruge 15 minutter hver dag og læse, hvad der rent faktisk står af visdom i Bibelen, så ville verdens problemer være markant elimineret. Vi synder og synder alle sammen, og begynder man blot og filosofere lidt dybere over synden, så går det pludselig op for én, hvor slemme konsekvenserne er. Særligt de syv hovedsynder. Mange mennesker er i dag i den grad hovmodige, pralende og nydelsessyge, så det er helt skræmmende. Jeg skal nok blive hånet for min kommentar, men jeg skal tilgive dem der gør. Det er sjovt at leve efter Satans fristelser, men de giver tømmermænd, og det tror jeg alle har mærket. Det er synden, der er roden til alt ondt. Lad os vække hinanden, og søge mod bedre forhold.

Det er godt at du kommer ud med din historie, men jeg må bide mærke i, at du påstår, at alle krænkeren er pinligt bevidst om deres voldelige handlinger: det er ikke tilfældet, for ellers ville det ske i langt mindre grad. Jeg har også overfuset en bekendt verbalt engang fordi hun forlod mig. At det var psykisk vold er først gået op for mig lige nu, og min drivkraft var at jeg var sønderknust over at blive valgt fra af den eneste, jeg nogensinde har været forelsket i i hele mit liv. Og efter alle de forfærdelige ting, jeg har været trukket igennem i mine formative år, så synes jeg ikke, man kan bebrejde mit reaktionsmønster - kun mine handlinger. Jeg vidste ikke bedre, for jeg havde aldrig oplevet ægte kærlighed fra nogen, og jeg synes indirekte du udskammer folk, der ikke er selvbevidste nok til at træffe de rette valg, så på en måde sparker du nedad i dit eget selvopgør med din fortid, og det synes jeg er ukønt. Og held og lykke med din fremtid.

Hej Erik Grønne

Hvorfor indblande religion? Jeg skal forsøge at være respektfuld, men jeg synes det er et ekstremt arrogant og snæversynet postulat at komme med - at løsningen eller forbedringen af verdens problemer findes i Bibelens sider. De fleste er jo udmærket bevidste om, at stalking, fysisk/psykisk vold, utroskab og tyveri etc. er forkert - det kræver ingen teologisk filosofi at opføre sig som et godt menneske. At behandle sin sidemand som man gerne selv vil behandles er almindelig, sund moral og ikke et symptom på at man er velforbundet med Gud i sit liv. Næsten 1/3 af den globale befolkning er kristne, og jeg er bare mere imponeret af ideen om et faktabaseret, videnskabeligt og transparent samfund.

Birgitte Johansen

Simon Kofoed:
Hvis du lige ser bort fra Gud et øjeblik, så repræsenterer Bibelen - omend stadig forankret i sin tid - immervæk et sæt meget fornuftige leveregler, som, hvis de blev efterlevet, ville sikre et stabilt samfund, hvor alle tog hensyn til hinanden, og grådighed og vold ikke tog overhånd. Og det er vel i grunden ikke så galt? Og i øvrigt heller ikke uforeneligt med et 'faktabaseret, videnskabeligt og transparent samfund'.

Hej Birgitte

Det er jeg slet ikke uenig i! Men min pointe var ikke at Bibelen mangler gode intentioner, men at det efterhånden er almen viden at vi skal behandle hinanden godt. Jeg er selv opdraget med det man vel kan kalde kristne værdier, dog uden nogen form for religion i huset. Altså næstekærlighed og hensyntagen - UDEN tro. Der er mange kilder hvorfra man kan få samme moralske kompas uden at skulle dedikere sig til en trosretning som vel er alt andet end faktabaseret og videnskabelig, og som ofte direkte modarbejder samfundets og menneskehedens fremgang. Jeg ved godt vi i Danmark ikke har nær så meget bøvl med fundamentalister, men de skaber store problemer rundt omkring i verden. Med det sagt er jeg fuldstændig ligeglad hvad folk tror på, det er bare lige grovt nok at sige at løsningen på alle vores problemer ligger i daglige bibelstudier. Jeg er dog enig med Erik i hans udsagn om at det ER sjovt at leve efter Satans fristelser.

Jonathan Larsen

Selverkendelse er svært, men du mestrer det. Du har min respekt. God tur videre i livet med smukke øjeblikke, der mætter og gør lykkelig.

Jonathan Larsen

Den her er jeg dog ikke enig med dig i.“Også derfor er jeg stærk tilhænger af en lov imod psykisk vold, der i det mindste anerkender de psykologiske konsekvenser for ofrene og derved samtidig sender et fundamentalt signal om den tolerance, vi ønsker i vores samfund.” . Det vil blive svært at føre den ud i livet. Jeg forstår frustrationen. Nogle ting ser gode ude i teorien, men omsat i praksis...?

Else Marie Arevad

Selv om psykisk vold (endnu) ikke er kriminaliseret, er stalking og trusler om vold. En stalker kan fx få politifilhold, som betyder, at stalkeren ikke må kontakte eller forfølge sit offer.

Hej Simon Kofoed
Jeg vil gerne komme med et bud på, hvorfor vi skal indblande religion. For det første er der et sæt rigtig gode leveregler i vores religion. Rigtig meget af vores samfund glemmer disse, og hvis du ser lidt rundt, så har vores samfund ændret sig således, at vi søger kærlighed i nydelse og prestige, men vores karakter over for andre mennesker ændrer sig desværre også. Vi bliver egoister, og kan vi ikke lige få, hvad vi vil have, så kan vi jo blot forestille os, hvad der sker.

Er man ikke tilfredse i et forhold, så forlader man det bare, i stedet for at finde tilbage til det, der førte et par sammen. Er man den forladte part, som denne artikel handler, så bliver man vred over, at man bliver efterladt, man mister kærlighed.

Vi hungrer alle have kærlighed, men ofte søger vi den det forkerte sted. Vi søger den et sted, hvor vi kan miste den. Når vi så mister den, så bryder verden sammen.

Vi søger også efterhånden efter et bevis for alt i dag, hvilket også fører os helt væk fra vores eksistens. Hvordan kom vi til verden? Noget har skabt den. Vi kan finde alle mulige beviser for, at der ikke er noget, der skaber sig selv. Hvordan er vi så skabt?

Videnskaben afviser ikke religionen, og religionen afviser ikke videnskaben. Alt sammen er skabt af et eller andet.

Kenneth Graakjær

Bibelen har almindeligt fornuftige regler. Og så har den det her:

5 Mosebog 22:28-29 Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
28 Hvis en mand voldtager en pige, der ikke er forlovet, og det bliver opdaget, 29 skal han dømmes til at betale pigens far en bøde på 50 sølvstykker, hvorefter han skal gifte sig med pigen, og han må aldrig senere skille sig fra hende.

Jeg tror samfundet nok skal klare sig uden den slags perler af visdom.

Poul Kristensen

Jeg synes det er en beundringsværdig proces Jonas har været igennem. Meget imponerende og godt gået.
Tør man spørge om han er muslim? Evt. omvendt kristen?
Jeg har nemlig lige Læst i Kristeligt Dagblad nogen overvejelser omkring syndsbegrebet. Ifølge den - for øvrigt udmærkede artikel - er det selve syndsbegrebet, det at vi alle ”altid er syndere og aldrig kan blive syndefri”, der gør at det er vesten (altså kristne lande), der reagerer ved at føle skam over f.eks. at påføre andre mennesker smerte. Skam er jo effektivt til at styre folk, men i lande med andre religioner - muslimske, hinduistiske og buddhistiske er hvad jeg sådan lige kan komme på - bruges skammen til at styre andre ting, som fx. familieforhold, stammetilhør osv. Det er virkeligt skamfuldt fx. at have sex udenfor ægteskabet o.lign., og både i vesten og resten af verden bliver man straffet for det. Men i den vestlige verden kan man ikke stoppe der. Man er per definition en synder, kan ikke undvige det, og vil derfor fortsætte med at pille i det næste lag af synd. Og dermed dukker spørgsmål som "Har jeg lov til det?" op. Og det er sikkert også derfor - fordi sådan er mennesker - at når man i andre lande piller videre - noget skal tiden jo gå med - går det ikke på at forholde sig til sin egen synd, men til om man nu også fx. dækker sit hår og sit ansigt HUNDREDE PROCENT! Dvs. at i den kristne verden ligger kimen til religionens opløsning i religionen selv, mens man i fx. muslimske lande bare bliver mere og mere spændt op. En udadvendt spiral kontra en indadvendt.
Selve ondskaben, ens evne til at være et dumt svin, er helt den samme - men reaktionen på det er anderledes. Og det virker lidt på mig som om Jonas har brugt denne her analytiske fremgangsmåde i sit forløb.