Kronik

I dag stigmatiseres stofmisbrugere ikke for deres stofmisbrug, men for at være uarbejdsdygtige

Borgere med stofmisbrug oplever møder med professionelle, der insisterer på at være ressourceorienterede og ikke vil anerkende, at stofmisbruget er et stort problem. I stedet bliver de mødt med urealistiske forventninger om arbejdsevne
I misbrugscentret på Forchhammersvej på Frederiksberg gør en sygeplejerske klar i et af stedets sundhedsrum.

I misbrugscentret på Forchhammersvej på Frederiksberg gør en sygeplejerske klar i et af stedets sundhedsrum.

Sigrid Nygaard

4. februar 2019

I oldtidens Grækenland brændte magthavere mærker ind i huden på mennesker, de anså for underlegne. Den praksis har vi selvfølgelig droppet for længst, men det græske ord for brændemærket, stigma, bruger vi stadig. Selv om stigma ikke længere er et fysisk mærke, så er stigmatisering fortsat en markering af, at et menneske bliver anset for at have lav social værdi.

Er der mennesker i vores samfund, der oplever sig stigmatiserede af autoritetspersoner?

Det har vi undersøgt for nylig på VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Vores undersøgelse havde fokus på borgere, der har problemer med stofmisbrug.

Siden sociologen Erving Goffman udgav bogen Stigma i 1963, har stofmisbrug været et klassisk eksempel på noget, der bliver stigmatiseret i moderne samfund. I de seneste årtier har international forskning igen og igen vist, hvordan borgere med stofmisbrug bliver stigmatiseret i møder med læger, sygeplejersker, sagsbehandlere, politi og andre personer med magt og autoritet i velfærdsstaten. Derfor er der grund til at tro, at hvis nogen i vores samfund oplever stigmatisering, så er denne gruppe særlig udsat.

Vi interviewede over hundrede borgere med stofmisbrug rundt omkring i hele landet og spurgte ind til deres oplevelser af møder med ansatte i velfærdsstatens sektorer på det sociale, sundhedsmæssige og retslige område.

Når det gælder stigmatisering, så kommer undersøgelsen, der er publiceret i forskningsartiklen Stigma, problem drug use, and welfare state encounters: changing contours of stigmatization in the era of social investment med en god og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed er, at borgerne i mindre omfang end forventet oplever sig stigmatiseret på grund af deres stofmisbrug. Den dårlige nyhed er, at nogle af dem møder en anden form for stigmatisering. Borgere, som på grund af svære stofmisbrugsproblemer ikke er i uddannelse eller arbejde, bliver i mange tilfælde mødt som borgere af ringe værdi.

Mødt som hele mennesker

Lad os tage den gode nyhed først. De professionelle, der i dag arbejder som socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, psykiatere osv. i velfærdsstaten, har typisk haft noget med anerkendelse og respektfulde møder med udsatte borgere på skemaet i løbet af deres uddannelser. Måske har de endda læst noget om stigmatisering.

Mange professionelle i den danske velfærdsstat er opmærksomme på ikke at stigmatisere borgere, fordi de slås med stofmisbrug. Flere af de borgere, vi interviewede, fortalte meget varmt om professionelle, der møder dem som ’hele mennesker’ og ikke bare ’junkier’. For mange af borgerne har det gjort en verden til forskel, at de bliver mødt som mennesker af lige social værdi.

Der er også borgere, som oplever, at de bliver stigmatiserede af velfærdsstatens professionelle i dagens samfund på grund af deres stofmisbrug. En mand fortalte for eksempel, hvordan han havde oplevet, at en læge havde behandlet ham som en ’junkie’, der ikke fortjente ordentlig smertebehandling. Men den gode nyhed er, at de fleste af de borgere, vi interviewede, ikke oplever denne form for stigmatisering.

Stigmatisering af den uproduktive

Så har vi den dårlige nyhed tilbage. Nogle borgere oplever noget, som vi definerer som neostigmatisering. Her bliver stigma vendt på hovedet. I den klassiske stigma, som beskrevet af Goffman, bliver stofmisbruget ophøjet til en masterstatus for den stigmatiserede person. Det betyder, at vedkommende først og fremmest ses som en stofmisbruger og ringeagtes på grund af stofmisbruget.

I neostigmatisering bliver betydningen af stofmisbruget nedtonet frem for ophøjet.

Borgere beskriver møder med professionelle, der insisterer på at være ressourceorienterede og ikke vil anerkende, at stofmisbruget er et stort problem. Borgerne oplever, at deres værdi knyttes til uddannelse og beskæftigelse. Hvis de ikke er aktive og produktive, så har de mindre værdi.

En kvinde i 50’erne fortalte eksempelvis, at hun ikke oplevede, at de professionelle i velfærdssystemet ville anerkende betydningen af hendes stofmisbrug og i stedet insisterede på, at hun skulle deltage i et toårigt program, der var rettet mod beskæftigelse. Hendes stofmisbrug var begyndt i niårsalderen, og årtiers forbrug af heroin, kokain, hash og alkohol var blandt andet blevet finansieret gennem sexarbejde.

I dag er hendes helbred slidt, og hun oplevede, at de forventninger, der blev stillet til hende, var urealistiske og ydmygende. De professionelle insisterede på at anerkende ressourcer og potentialer, som hun ikke selv troede på. Derfor følte hun sig ikke hørt og set som et helt menneske med værdi – som den hun nu engang er.

Arbejdsmarkedsstatus afgør værdi

Undersøgelsen giver anledning til, at vi må spørge os selv, hvilke borgere der i dagens velfærdsstat behandles som mennesker med social værdi. Det går tilsyneladende godt med at anerkende, at borgere godt kan have værdi som ’hele mennesker’, selv om de slås med et alvorligt stofmisbrugsproblem.

Kan vi også anerkende, at det ikke er alle borgere, som kan være aktive og produktive inden for uddannelses- eller beskæftigelsesområdet?

Anerkender vi i vores samfund den sociale værdi af borgere, som ikke har potentiale på det formaliserede arbejdsmarked?

Eller stigmatiserer vi medborgere, der ikke er produktive i denne forstand?

De europæiske velfærdsstater har i de sidste femten år været under indflydelse af det sociale investeringsparadigme. Inspireret af bl.a. sociologen Gøsta Esping-Andersen har man søgt at kombinere en stræben efter social retfærdighed med robuste, konkurrencedygtige markedsøkonomier ved at satse på sociale investeringer. Ideen er, at man ved at investere i uddannelse, sundhed og børnepasning af høj kvalitet kan udvikle og fremme værdien af befolkningens såkaldte humane kapital.

Så mange mennesker som muligt skal arbejde, og så få som muligt skal modtage støtte fra staten.

Det sociale investeringsparadigme knytter på den måde borgeres værdi til deres arbejdsmarkedsstatus. En utilsigtet konsekvens kan være, at borgere uden værdi på arbejdsmarkedet stigmatiseres.

Så længe den sociale værdi af alle borgere ikke anerkendes som lige, vil nogle borgere opleve stigma. Det kan godt være, at stigmatiseringsmønstrene ændrer sig. I dag er det måske i mindre grad borgere med stofmisbrug, der stigmatiseres på grund af stofmisbrug, men borgere med lav arbejdsmarkedsværdi, der bærer stigma. For den borger, der oplever sig stigmatiseret, er byrden fortsat lige tung.

Ditte Andersen og Malene Lue Kessing er hhv. seniorforsker og ph.d.-studerende i VIVE – Det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Elisabeth Andersen
  • Vivi Rindom
  • Jane Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Michael Friis
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Ebbe Overbye
  • Søren Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Schøtt
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Lise Lotte Rahbek
Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Jane Jensen, Bjørn Pedersen, Michael Friis, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Katrine Damm, Ebbe Overbye, Søren Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Fortæl det venligst til politikerne.
For de har ikke fattet endnu, at folk bliver nedbrudt af stigmatisering.

Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Arne Lund, Henrik Peter Bentzen, Steen K Petersen, søren ploug, Berith Skovbo, Herdis Weins, Torben Skov, Heidi Larsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Katrine Damm, Søren Andersen, Werner Gass, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo en forfejlet strategi i demokratiske samfund, hvor værdien på et arbejdsmarked må anses som et privat spørgsmål, mens rollen som borger med viden og kompetence i fællesskabsanliggender er, hvad der kommer samfundet ved.

Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Trond Meiring og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

enig, det er forbundet med stor skam og dårlig økonomi at være arbejdsløs og/eller syg i dagens DK. En gang skabte man et samfund, der skulle være til gavn for alle dets borgere, nu er det kun for de raske og arbejdende individder.

Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Jane Jensen, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Henrik Peter Bentzen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Herdis Weins, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Se - Det er adfærdsøkonomi (nudging) for fuld skrue med alle de langtidsøkonomiske konsekvenser der kommer af en umenneskelig jagt på et større arbejdsudbud der i virkeligheden er gribbe på taget.
Det er så satans dumt at man får lyst til at brække sig.

Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Herdis Weins, Trond Meiring og Torben Skov anbefalede denne kommentar

-Det mener jeg da politikerne har fattet for længe siden, Eva Schwanenflügel. De bruger det bevidst til at terrorisere befolkningen.

-Steffen Gliese. Hvis man forudsætter, at Danmark er et korporativt samfund. Så er Staten/samfundet og arbejdsmarkedet vel netop smeltet sammen. Og så findes den adskillelse vel ikke?

Hvis jeg skal besvare spørgsmålene bliver svarene

"Anerkender vi i vores samfund den sociale værdi af borgere, som ikke har potentiale på det formaliserede arbejdsmarked?" NEJ!

"Eller stigmatiserer vi medborgere, der ikke er produktive i denne forstand?" JA!

Katrine Damm, Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Jane Jensen, Anne Eriksen, Henrik Peter Bentzen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen, søren ploug, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Hvis du har et misbrug, så skjul det! Mange misbrugere kan godt fungere på arbejdsmarkedet, men kun hvis chefer og kolleger ikke ved noget..

Else Marie Arevad

I øvrigt, hvor går grænsen mellem brug og misbrug af medicin? Hvis man har stærke kroniske smerter, vil man ofte få ordineret morfinpræparater, som skaber afhængighed.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Det helt store skifte i "det offentliges" syn på brugere af stimulanser - især når det omfatter de grupper, der som ovenfor nævnt stigmatiseres - kom i november 2001. Med Venstre-regeringen indførtes en helt ny tolkning. Nu havde folk ikke sociale, helbredsmæssige problemer, næh nu skulle de bare have et arbejde. Arbejdet adler, og gør folk raske var mottoet, og med tiden lykkedes det for de blå partier at få folk til at tro på idiotien.
Ikke fordi alt var ideelt indtil da, langtfra. Nyrups socialminister Karen Jespersen var bestemt ikke de skæve og slidte venligt stemt, men dette var dog intet i sammenligning med hvad der skete efter 2001.
Det gav sig konkret udtryk i, at på finansloven 2000 var der afsat knap 100 mia kr. til Socialministeriet, der var ét af de helt tunge ministerier. På finansloven er der afsat 2,5 mia kr., resten har beskæftigelsesministeriet slugt. Det er jo absurd, at der dette ministerium,, der skal afgøre om folk skal have en førtidspension, og det cementerer, at der er tale om arbejdsmæssige problemer, mens medicinske-sociale-psykologiske problemer er underordnet.
Thorning-regeringen gjorde intet for at ændre på denne fatale resortfordeling, og kommer Mette Hjorth Frederiksen til magten, så skal man næppe heller vente ændringer derfra.

Lars Løfgren, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Trond Meiring, Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at arbejde er sundt for et stort flertal. Penge og forbrugsmuligheder er en del, men lige så vigtigt er fælledskabsfornemmelsen "Jeg er med". Forhold til kollegaer. Formål. Status.
Jeg har selv haft perioder udenfor arbejdsmarkedet, og det stiller krav. Pengene skal række længere - mens opkrævninger kommer uændret. Jobsøgning er et arbejde. Men det giver også en god pause til at tænke lidt over hvad og hvem, der betyder noget.
MHT misbrugere er de i bunden af alting. Jeg kender nogle stykker, der kun haft småjobs i adskillige år pga stof og/eller alkoholmisbrug. Triste og lidt ensomme tilværelser. Et fælledstræk er ofte at de bliver ret egoistiske og nok lidt skamfulde.
Jeg synes, at der er flere hjemløse og tiggere i den danske hverdag. Ofte i S-togene. Noget man engang især så i udlandet. Da det er blevet mere normalt medfører det lidt ligegyldighed. Man ser den anden vej.
Hvad er løsningen? Behandlingsstraffe. Hårdere straffe til pushere. Udgangsforbud til mindreårige. Nul tolerance overfor stoffer.

Niels Duus Nielsen

Michael Friis: "Jeg tror, at arbejde er sundt for et stort flertal."

Det tror jeg, at du har ret i, men det er jo ikke det store flertal, der er problemet. Derimod er problemet det lille mindretal, som af forskellige grunde ikke er arbejdsdygtige, men som med vold og magt SKAL være det. Accepter dog, at der altid - selv i det bedste samfund - vil være et lille mindretal af skrøbelige mennesker, som går i stykker, og som ikke kan repareres.

Og så glem ideerne om hårdere straffe og nultolerance: Disse tiltag har kun gjort problemerne værre ved at drive dem under jorden, hvor de så har kunnet trives i det skjulte, indtil de vokser sig så store, at de flyder op af undergrunden og begynder at kunne ses i S-tog og på gader og stræder. Gør i stedet som i Portugal, hvor man ikke får straf for sit misbrug, men derimod hjælp til at komme ud af det. Straf er blot hævnfølelse, der gør problemerne større.

Katrine Damm, Steffen Gliese, Lars Løfgren, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Elisabeth Andersen, Arne Lund, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Søren Bro, Carsten Wienholtz, Trond Meiring og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Der er lidt lose-lose over vinklingen, er der ikke?

Der vil altid være stigmatisering, vi er nu en gang i vid udstrækning tilbøjelige til at definere os ud fra hvad og hvem vi IKKE er

Så i tilfældet stofMISbrugere, altså i modsætning til brugere, kan man stigmatisere dem pga af deres stofmisbrug eller pga deres funktionstab (som medarbejdere, som familiemedlemmer, som venner, som selvrealiserende individer - det betyder mindre i hvilken sammenhæng)

Jeg synes personligt det giver mere mening at man lægger vægt på hvad de gør eller ikke gør socialt, end hvad de gør eller ikke gør for/ved sig selv.
God tolerance starter med at man anerkender, at der er mange veje til Rom, så at sige

Kim Folke Knudsen

I neostigmatisering bliver betydningen af stofmisbruget nedtonet frem for ophøjet.

Borgere beskriver møder med professionelle, der insisterer på at være ressourceorienterede og ikke vil anerkende, at stofmisbruget er et stort problem. Borgerne oplever, at deres værdi knyttes til uddannelse og beskæftigelse. Hvis de ikke er aktive og produktive, så har de mindre værdi.

Citat Slut

Prisen for Neoliberalismen den blinde systemtænkning, som er tvangsstyret af en forestilling om at alle skal til rådighed for et buldrende arbejdsmarked uanset hvad.

Bemærk ordspillet Neoliberalisme og Neostigmatisering. Mål og middel synes det at være.

Hvordan kan det være at ideologier har det med at korrumpere og fremstå som temmeligt langt fra det de oprindelig påstod de ville bringe mennesket - et bedre samfund ?.

Kommunismen ideen om det store idealistiske fællesskab - hvor du yder efter fortjeneste og nyder efter behov og hvor fællesskabet ejer produktionsmidlerne. Resultaterne rundt om i Verden, hvor Kommunismen satte sine spor i historien døm selv.

Liberalismen ses også at være korrumperet. Den var oprindelige en ode for den personlige frihed ønsket om at borgerne fik frihed til at tale, at uddanne sig at erhverve og bestyre deres egen gård og jord. Fine idealer men nu i moderne tid reduceret til en politisk økonomisk maskine, som kræver det totale udbud af arbejdskraften koste hvad det koste vil.

Det må politikerne da havde set denne tendens til at de politiske idealer korrumperer og gradvist ødelægges - men hvor ville det være helt igennem fantastisk hvis politikerne i det mindste begyndte at tale ærligt om de her spørgsmål til vælgerne fremfor at falde i Spin doktor fælden og tale klicheagtigt efter manuskript og konsekvent krybe udenom alle ubehagelige sandheder ved egen ført politik.

Melodien her med neostigmatisering:

Det er jo den samme falske system melodi, som fleksjobbere, førtidspensionister, syge kommende førtidspensionister, sygedagpengemodtagere, ressourceydelsesmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere udsættes for. Ydmygelse manglende anerkendelse af det hele og enestående menneske og tvang og repressalier i en uendelighed udfra devisen - du gider nok ikke arbejde.

Har samfundet glemt at alle de personer har betalt skat et helt liv igennem til den Velfærdsstat, som påstod, at den ville hjælpe dem hvis de kom i nød.

Vi må have et folkeligt oprør mod denne mentalitet med at nedgøre mennesker som er udsat for sociale problemer og krise her i livet. En social indsats set fra samfundets side skal ikke kun handle om at udvide arbejdsudbuddet, men om at hjælpe mennesker til en værdig og så vidt mulig tryg tilværelse. Midlerne hertil er ikke uendelige, men anstændige det kan vi godt bestræbe os for at være.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar