Kronik

EU er et perfekt eksempel på demokratisk overskud

Den endeløse debat om, at EU lider af et demokratisk underskud, er forfejlet. EU er på samme måde som stater et kompleks system, hvor folkeafstemninger fungerer som pejlemærker for de politikere, der styrer forvaltningernes beslutninger. Og dette er i bund og grund godt
Den endeløse debat om, at EU lider af et demokratisk underskud, er forfejlet. EU er på samme måde som stater et kompleks system, hvor folkeafstemninger fungerer som pejlemærker for de politikere, der styrer forvaltningernes beslutninger. Og dette er i bund og grund godt

Mia Mottelson

15. februar 2019

Så er vi ved at se det igen. Den demokratiske fælde i vore moderne politiske systemer. Med Brexit ser vi dilemmaet i fuldt flor, så man skulle tro, det var løgn. Der stemmes ja eller nej. Mellem et forslag, som er skriftligt formuleret i et omfattende lovgrundlag, om noget, som ingen ved, hvad er, og som kan indlejres i alle mulige utopiske håb eller negativt harcelerende kritikker.

Befolkningen sættes til at vælge mellem en elefant og det komplet modsatte af en elefant! Og ingen ved, hvad det modsatte af en elefant er. Er det en mus, en giraf, en kop te, bølgerne i Atlanterhavet eller antallet af skyer? Er det modsatte Middelalderens kristendom eller boksestævner i storbyforstæder? Der er fuldstændigt frit slag, og alle kan mene hvad som helst mere eller mindre udefinerligt. I dag kan vi le af briternes politiske farce. Men den er en del af os selv, og vi har i Danmark set den gennemført ved den ene folkeafstemning efter den anden.

Valg mellem ja og nej har intet at gøre med rationel gennemtænkt politik. Men med uindfriede håb om en fest, der enten ikke kan afholdes, eller må afholdes et bestemt sted, med en bestemt middag og et bestemt afgrænset antal gæster, som man måske ikke synes udgør den bedste sammensætning. Alternativet er at vælge mellem to klart definerede forslag.

Den 26. maj skal vi til Europaparlamentsvalg. Det er ikke en folkeafstemning. Det er derfor let at se valget som en overnational forlængelse af nationale valg. De fleste borgere stemmer derfor også på de samme partier, som de gør nationalt og lokalt.

Demokratisk overskud

Det hedder sig, at EU skulle have et demokratisk underskud. Det kan man jo ikke vide, hvis man ikke også sammenligner med, hvad der så kunne være et demokratisk overskud, og spørger sig selv, om de nationale parlamenter og folkeafstemninger i modsætning hertil og kan forstås som klart demokratiske?

Faktisk stammer fortællingen om et demokratisk underskud i EF/EU fra 1979. Den blev skabt af britiske David Marquand, koordinator for forbindelsen mellem det britiske parlament og EFs ministerråd. Han kritiserede, at Storbritannien ikke som Danmark havde et markedsudvalg, der kunne holde de nationale ministre ansvarlige for deres beslutninger i ministerrådet. Egentlig var der altså tale om nationale beslutningsprocedurer.

Med demokratisk underskud er der siden hen ment al muligt fra manglende tilslutning, lave stemmetal, en utilstrækkelig europæisk offentlighed og til det forhold, at EU-Kommissionen længe havde initiativret til beslutningsforslag. Men der er tre alvorlige grunde til, at der også kan tales om et demokratisk overskud i EU.

Nu skal vi jo huske på, at forestillingen om et moderne demokrati er en meget sammensat og kompleks størrelse. Den omfatter først og fremmest magtens tredeling, ret til lighed mellem statsborgere, afholdelse af valg, partikonkurrence, repræsentation, fri offentlig debat og dertil også deltagelse i international folkeret og internationale organisationer. Vi har forestillinger om folkesuverænitet og selvbestemmelse.

Den første grund til, at vi kan og skal tale om et demokratisk overskud i EU, er, at folkelig selvbestemmelse logisk og historisk er en helt og aldeles uholdbar størrelse. Tyskland havde eksempelvis i 1930’erne sat sig selv uden for den internationale folkeret. Hitler kunne dermed bestemme, at Tyskland skulle bestemme over Danmark. Desværre havde nazisterne også magten til det. Modsætningen hertil er, at selvbestemmelse hviler på konstitutionen af sambestemmelse.

Vi deler altså fælles bestemmelse om, hvad der forstås ved grænser og suveræn selvbestemmelse. Folkeret går logisk og historisk forud for nationale suveræne domstole og parlamenter. Modsætningen hertil er krig, erobringer og voldelige magtkampe.

For det andet kan vi sammenligne fremvæksten og udviklingen af EU med den historiske fremvækst af nationalstater. Der er stort set enighed blandt historikere om, hvordan staterne er blevet skabt af to forhold. Det ene er, at staterne fandt deres tilslutning blandt den adelige eliter. Det er bestemt ikke et forhold, der bestod i demokratisk lige rettigheder blandt borgere endsige afstemninger og offentlig debat. Staterne, ikke mindst den danske, var prægede af hemmelige beslutninger i gehejmeråd og hos enevældige konger.

Det andet historiske forhold var, at grundlaget først blev skabt i høj- og senmiddelalderen af den katolske kirkes kloster- og kirkenetværk, men brast sammen med Reformationen i 1500-tallet. Dermed opstod voldsomme religionskrige mellem katolikker og protestanter, hvilket skabte forskellig legitimering af krigsskatter. Krigenes konkurrence skabte militærstaterne. Hermed fik vi overalt i Europa forskellige forestillinger om, hvordan også adelen skulle beskattes. Dermed blev militærstaterne til nationalstater, og eskaleringen i krigene kulminerede med Verdenskrigene for først at blive afsluttet efter 1945 med oprettelsen af internationale organisationer som EU, NATO, OECD osv.

For det tredje konstitueres moderne demokrati af magtdeling og kompleksitet. Det moderne samfund består ikke af nogen enkelt enhed, men af en kompleks sammenkobling af en hel masse funktionssystemer, som varetager politik, jura, økonomi, kultur, militær, uddannelse, forskning, religion, trafik osv, fordelt i f.eks. forskellige styrelser. Det moderne samfund er dermed ikke et transparent system, hvor vælgernes afgørelser sætter sig entydigt igennem hos folkevalgte politikere, der styrer forvaltningernes beslutninger. Tværtimod.

Nogle over og ved siden af

Forestillingen om »intet over eller ved siden af Folketinget,« som var Folketinget suverænt selvbestemmende, hviler på, at der er en hel masse andre systemer, der også er selvbestemmende.

Det politiske system er forhåbentligt dygtig til at bestemme over sig selv. Men konstitueres i en magtdeling med den udøvende og den dømmende magt. Men også på, at økonomisk magt, mediemagt, kunstens magt, vidensmagt, militærmagt, religiøs magt osv. må orienteres efter de magtforhold, der gør sig gældende inden for deres felter.

Tilmed må vi konstatere, at alle disse funktionssystemer udvikler sig i et globaliseret verdenssamfund. Og ligesom den katolske kirkemagt, der i højmiddelalderen lod tusinder af kirker og klostre bygge på tværs af Europa, har magten til at magte noget altid udviklet sig langt hinsides lande. International konkurrence var afgørende i militærstaternes næsten 500-årige periode. Også helt lokalt foretages beslutninger helt ned i de enkelte husholdninger og organisationer, men de har altid bestået i efterligninger af andre. Også i dag efterligner vi de-lande-vi-plejer-at-sammenligne-os-med.

Alle ved, at vi lever i et samfund, der fungerer på tværs af grænser. Det er derfor en civilisatorisk triumf, at EU-Parlamentet ikke reducerer politiske kompleksiteter som i den umodne evindelige skandaleramte amerikanske form for checks-and-balances eller i den britiske råberi-parlamentarisme. Faktisk er der ved at opstå en EU-parlamentarisme, hvor parlamentets flertal udnævner EU-Kommissionens formand.

EU hviler på magtdeling mellem kommission, ministerråd, EU-Domstolen og parlamentet. Det vinder legitimitet, når det forhandler sig frem til f.eks. to måneders tvungen barselorlov for mænd, så alle 28 medlemslande stilles lige i arbejdsmarkedets konkurrence. Det er derfor det bedste udtryk for demokratisk overskud og civilisation, at politik i EU-Parlamentet er småkedeligt og ikke udleveret til Trump-politisk bøllesnak. Den 26. maj kan vi bevise, at Europa repræsenterer civiliseret samarbejde, og at krig og kamp er lagt bag os.

Gorm Harste er dr.scient.pol. lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Mihail Larsen
  • Erik Nissen
  • David Zennaro
  • Henrik Leffers
  • Gert Romme
  • Erik Karlsen
  • Espen Bøgh
  • Rasmus Knus
  • Poul Anker Sørensen
  • Jørn Vilvig
  • Morten Sørensen
Benno Hansen, Mihail Larsen, Erik Nissen, David Zennaro, Henrik Leffers, Gert Romme, Erik Karlsen, Espen Bøgh, Rasmus Knus, Poul Anker Sørensen, Jørn Vilvig og Morten Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man forstår bedre og bedre, hvorfor det er så svært at forstå sammenhængen mellem, hvad moderne politikere siger, gør og mener om demokrati. De har simpelthen taget skade af at blive undervist på Gorm Harstes sofistakademi for politologi og tågehornsmekanik i Aarhus (med dobbelt-a).

Lillian Larsen, Berith Skovbo, Flemming Berger, niels astrup, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen, Ervin Lazar og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Uden forudfattet mening om Gorm Harste og om Aarhus Universitet har jeg læst en ok kronik med en tiltrængt pointe. Måtte den nå bredt ud. Der står for meget på spil ved at ignorere den.

Jes Kiil, Ole Henriksen, Mihail Larsen, David Zennaro, Jørgen Larsen, Erik Karlsen, Erik Pedersen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"For det tredje konstitueres moderne demokrati af magtdeling og kompleksitet. Det moderne samfund består ikke af nogen enkelt enhed, men af en kompleks sammenkobling af en hel masse funktionssystemer, som varetager politik, jura, økonomi, kultur, militær, uddannelse, forskning, religion, trafik osv, fordelt i f.eks. forskellige styrelser. Det moderne samfund er dermed ikke et transparent system, hvor vælgernes afgørelser sætter sig entydigt igennem hos folkevalgte politikere, der styrer forvaltningernes beslutninger. Tværtimod."

Harste forklarer her hvorfor det er demokratisk på den moderne måde at politikerne, systemverdenen og erhvervslivet i et højkomplekst magtsystem ikke forvalter vælgernes interesser. Det ligger samtidig også mellem linjerne at sådan er det jo, hvilket enhver idiot med drømme/ambitioner om at skabe transparens og folkelig indflydelse på samfundsudvikling kan tage med til natpotten. Fæstebønder, fat det dog!

Bjarne Bisgaard Jensen, Berith Skovbo, Flemming Berger, Søren Ferling, niels astrup, Kurt Nielsen, jens christian jacobsen, Steen K Petersen, Jan Jensen, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

EU-parlamentet har kun en pseudo-magt og en politisk pH værdi på 7 - så et neutralt demokrati er et demokrati uden dynamik eller en styreform der er lagt i kunstig koma.
Der er vist noget klovnen har misforstået.

Jeg mærker demokratiet strømme gennem mig.
I 2014 sad mit parti i regering. Og heldigvis fik vi 1 valgt ind ved Europa-Parlamentsvalget i 2014. Over hele EU var der lidt over 40 %, der stemte. HT havde givet mit parti nogle poster som ministre. De kunne så være med til at bestemme over love blandt 27 andre ministre i Ministerrådet. Disse love er fremsat af Europa-Kommissionen som Ministerrådet har valgt. Kommissionen er blevet forelagt Parlamentet. I det parlament havde mit parti 1medlem. Jeg kan føle ”min indflydelse”. Mit Parlament kan på et hvert tidspunkt bede Kommissionen om at lave en lov. Hvis Kommissionen har lyst følger den Parlamentet, hvilket ikke sker ofte. Men mit Parlament kan også foreslå ændringer, men de skal godkendes af Ministerråd og Kommission for at blive vedtaget. Ofte er det en lille udsøgt gruppe som fortroligt udarbejder lovforslag, som senere kan vedtages i offentlighed. Heldigvis kan jeg også samle 1 million underskrifter fra mindst 25 % af landene inden for 1 år, så gør Kommissionen hvad jeg vil eller lader være. Heldigvis har vi ERT, som består af 50 chefer fra de førende virksomheder, de mødes af og til med Kommissionen. De er bl.a. fremkommet med (det indre marked) fri bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og grænseløs konkurrence. I lighed med ERT har vi AMUE (banklobby) som kom frem med euroen. Fagforeningerne blev desværre glemt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Berith Skovbo, Flemming Berger, Poul Erik Riis, Kurt Nielsen, Steen K Petersen, Ebbe Overbye, Niels Duus Nielsen, Jan Jensen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

En utroligt interessant kronik. Lige i plet.
Og ikke mindre interessant er det, at de ovenstående modstandere af kronikken netop beviser, at man er nødt til at være "imod" på den fuldstændigt diffuse og irrationelle måde. Nej, selvfølgelig får vælgerne ikke indflydelse 1:1, sådan har det aldrig været i et repræsentativt demokrati. Og nej, selvfølgelig får man ikke megen indflydelse som enkeltstående vælger i et samfund med 400 mio. indbyggere - men hvad er alternativet, når disse 400 mio. mennesker faktisk er dybt afhængige af fælles beslutninger?

Jes Kiil, Jens Winther, Ete Forchhammer , Mihail Larsen, Henning Kjær og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Uden hensyn til artiklen, kan jeg da godt finde demokratisk underskud i EU. - F.eks. at EU-ministerrådet har alle beslutninger og ikke parlamentet.

Men bortset fra det, mener jeg, at EU har været godt for Europa, freden og egentlig også for demokratiet. Det er i hvert fald, det vi har, og vi har ikke noget bedre.

Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Erik Pedersen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

En passiv gennemgang af vor historiske udvikling i Europa, som ligeledes ender med en lige så passiv bedømmelse af den forsættelse af vor politiske struktur til land, men nu udbredt til at omfatte hele Europa i et fællesskav kaldet EU.

At kalde den konstruktion "perfekt" er helt udenfor pædagogisk rækkevidde, når man ser på hvordan dette politiske cirkus forvalter demokratiet, i ånden passivt, hvilket er lig med stilstand, og helt uden reel dynamik, - blot en fortsættelse på overnationalt niveau, og hvor fastholdelsen af taburetterne er det vigtigste.

Der udelades bevidste de svære problemer der er i EU og dets administration, ligesom tilgangen til samarbejdet - "alt eller intet" er FANDENS VÆRK, som ikke tjener fællesskabet noget godt.

Det demokratiske i EU er allerede undergravet af politikerne selv, - som har sendt befolkningerne udenfor døren, og samtidig lukket døren op på vid gab for lobbyisterne, - en mia. industri der giver folkelige organisationer baghjul i et så udemokratisk forhold, at det skriger til himlen.

Som sådan er der ikke noget i vejen med lobbyisme, - men derimod hvorledes det sker - for lukkede døre, ganske som vi har set det i Danmark, og som EL sidste år ville bryde ved, at åbne dørene til disse høringer - som åbne tv-transmissioner, - men det passede ikke lobbysterne, så de meldte alle afbud.

Alene heri fornemmer man en politisk fordækthed i hensigterne fra lobbyismen side, - folket skal og må ikke være oplyste om bagrunden for den demokratiske udvikling og dens proces, hvilket er særdeles udemokratisk.

Denne tilstand finder i dag sted i EU regi, så al tale om "et perfekt" system har overhovedet ingen gang på denne jord!

SÅ er der hele "mafia" problematikken, - de kr. 35.000 ca. som medlemmerne får skattefrit hver måned uden at skulle aflægge regnskab for forbruget af disse penge, - noget som parlamentet ikke vil gøre op med, - men samtidig lader borgerne vide at alle deres tjente penge regnskabsføres, så kan blive beskattet.

En ret så besynderlig dobbeltholdning hos parlamentet.

EUs udbudsregler værnes der ikke om fra EUs side i tilstrækkelig grad, således som vi har set i flere tilfælde er overskredet med finurlig elegance, og som er set benyttet især i de sydlige lande.

Hvad nytter disse udbudsregler så konkurrencemæssigt ligeligt for, når nogen fifler med disse regler, og udbyder de store arbejder i småbidder, lige under rammen af EUs krav så det alene bliver et nationalt udbud der sker i disse småbidder, mens andre ved disse udbud er bundet til EUs udbud krav i hele EU.

- Det skulle Danmark havde gjort brug i forbindelse med IC¤ togene, " to vogne ad gangen" så havde man undgået at sætte det i udbud i hele EU, - og måske tidligt lært at det ikke var den rigtige entreprenør de havde med at gøre.

Den generelle fattigdom er vokset i hele EU fordi parlamentet har ført skjult højre politik efter lobbyisterne fortællinger i disse lukkede samråd om hvad der er rigtigt og forkert.

Ser vi på solidariteten hos medlemslandene i EU, og ikke mindst under krisen tilbage i 2007-8, så er "sorteper" tydelig at få øje på, ligesom dem der fik "sorteper" også er tydelige at øjne.

Åh det stakkels Irland der var på bankerottens rand, og som EU i solidaritetens hellige navn hjalp med et lån på 550 mia. EURO, og som til gengæld inviterede Apple indenfor Irlands grænser som hjemsted for deres Europæiske indtægter, så de kunne være skattefri i resten af EU, mod en skatteprocent i og til Irland på 0,05 %!

- jo..., - en virkelig EU solidarisk handling imod resten af EU, og tak for det!

EU præsident Juncker der tidligere var statsminister i Luxembourg solgte også skattefrie selskaber i stor stil, - så her ser vi en rigtigt demokrat udi skatte spørgsmål, ligesom Cameron i England med de skattefrie øer syd for England.

Hele skatteproblematikken i EUs område er slet ikke berørt af parlamentet, men kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelsesfrihed er sikret for kapitalen, så de kan udnytte den billige arbejdskraft såvel i de sydlige lande som i de gamle Østeuropæiske lande, enten direkte eller vis stråmænd, skuffeselskaber osv., osv..

Parlamentet har end ikke fordømt Irland for det handling som tak for hjælpen, da bankerotten stod for døren, hvilket er en skændsel, der gør parlamentet politisk utroværdigt iblandt borgerne.

Så er der spørgsmålet om de "tomme institutioner"(EUROPOL og FRONTEX), som borgenes skattepenge går til, men som ingen funktion har, udover at være arbejdspladser for elitens børn, venner og bekendte, så der ikke er ledige, og skal møde til kontrol, - og så må deres fine uddannelser jo heller ikke gå til spilde.

Tydeligst var det i 2015-16 hvor der slet ingen kontrol var med horderne af flygtninge der væltede ind over vore sydlige grænser, - det som FRONTEX skulle værne os imod, for pengene kom jo fra de nedlagte grænser imellem Europas grænser efter Shengen aftalen herom.

Nu kom der så 1 - 2 mio. væltende ind over EUs grænser i syd, og vi oplevede overhovedet ingen effektivitet fra FRONTEX side, så hvad skal vi med et passivt FRONTEX?

EU landenes politi og efterretningstjeneste arbejder allerede fint sammen, og dertil har vi Interpol på internationalt niveau, - så hvad ska vi egentlig med EUROPOL?

- OK, EU blev frasvindlet 35 mia. i forbindelse med CO2 kvoter, - men... EUROPOL har ikke brugt meget tid på at genfinde alle disse mange penge, - og de har da heller ikke fremskaffet "fem flade ører" heraf, - så hvad skal vi med et lige så passivt EUROPOL?

En ting er BREXIT - farcen uden ende, syntes man efterhånden, - uroen der breder sig overalt i EU overfor EU og alle dets manglende demokratiske undladelser er tydelig, og det hjælper næppe særlig meget af "stikke det ind under gulvtæppe", og svine det til med ord som "populisme" eller andre politiske fjender, der står på spring og kritiserer EUs gæren og laden stå til.

EU styrer direkte mod afgrunden, for det nytter ikke det store at udskrive direktiver om mængden af kanel i kanelsnegle, hvor maget tobak der må være i lakridspiberne, agurkerne der skal være lige, eller tomaterne skal være firkantede af hensyn til et krav om bedre udnyttelse af pakkekapaciteten - så fortjenesten bliver større for kapitalen.

Borgerne skal med i ligningen, og det er de slet ikke, de er derimod sendt på en økonomisk deroute bestemt af kapitalens lobbyister, som styrer butikken.

Der er ingen udvikling at spore i den anledning indenfor EU, og det er vejen direkte til EUs undergang, og som jeg tidligere har forudsagt det så vil EU være fortid omkring 2035, hvilket vil være trist, - med det er politikerne der alene bærer skylden for den udvikling!

BREXTI er som nævnt på vej, men er kun første skud på stammen, hele det gamle Østeuropa har valgt stærke højre politikere der på den ene side gerne vil EUs gode, men samtidig slet ikke nogle af de ulemper der også er.

EU er sgu mest til at græde over, og havde de samme forhold været gældende i en klub, så havde alle medslemmer sgu meldt sig ud for længe siden!

Krister Meyersahm

Kammeraterne i EU er ikke nådige. Kæft, trit og retning er parolen. Man holder krampagtigt fast i en umulig konstruktion, den overstatslige. Men - selvstændige folkestyrede landes vælgere lader sig ikke regere af direktiver og forordninger som man er imod - dét har intet med nationalt folkestyre at gøre. Heraf Brexit.

Vi må indse at vejen frem er et mellemstatsligt samarbejde - så væk med parlament og domstol. Vore forfædre frigjorde os fra kongemagtens enevælde og banede vej for et folkestyret Danmark - dét skal vi have tilbage.

Jo større område, jo ringere demokrati. Kulturen i landene er forskellige, men presses ned i den samme skabelon.
Vi får aldrig at vide, om beslutning om øremærket barsel ville få samme resultat, hvis folketinget selv skulle beslutte, efter at emnet havde indgået i en valgkamp - og slet ikke hvis vi havde gennemført en folkeafstemning herom.
En så stor organisation bestemmer over den mindste enhed - far, mor og børn - er en parodi på demokrati.

Centralisering er bæstets navn, og jeg kan ikke se ideen med at reducere folkets indflydelse på magtens udøvelse til fordel for, at så få, så langt væk skal styre og kontrollere en stadig større del af vores hverdag med et vildt voksende lovkompleks, helt uden for folkelig kontrol, og tilsyneladende er der ikke nogen vej ud af moradset. Unionseliten har tiltaget sig så stor magt, at en eventuel udmeldelse vil koste 10-15 år at frigøre sig fra et bureaukratisk mareridt, der får Kafkas 'Processen' til at ligne en tur på motorkontoret.

Hvordan skal vi opretholde vores velfærd, når vi ikke kan begrænse udbetalingerne geografisk til det område, hvor skatten inddrives ? Hvorfor blev vi ikke spurgt, dengang unionen valgte at ekspandere mod sydøst og starte en ny lunken krig mod Rusland ? Skal unionen nu have militære kapaciteter og skabe grobund for fremtidige kriser og konflikter med Rusland, USA, England og Kina ? Meget kan man sige om 'fredens projekt', men pacifistisk er det ikke.

Hvad med de interne konflikter ? Vi har som borgere ingen aktier i den politiske virkelighed omkring Brexit, Grækenland, Polen, Ungarn, Italien eller for den sags skyld budgetoverskridelserne i Tyskland og Frankrig i forhold til gældende unionslov.

Barselslovgivning, dagpenge, ytringsfrihed på internettet, udenlandsk roaming betales nu af alle indenlandske abonnementer, forbud mod køb af diesel- og benzinbiler er forbudt. Flere og flere unionsforbud forhindrer lokalt spirende tiltag i voksende omfang, og vi er naivt magtesløse.

Så længe vi understøtter magtens koncentration i unionens centrum, kommer vi ikke ud af stedet, men må leve med nye kriser og konflikter, som spirer og gror i unionens kølvand fra det inkompetente europæiske magtcentrum, vi aldrig skulle have været med til at skabe.

Mindreværd og mange års fraværende suverænitet, manglende beslutningsevner og kompetancer blandt vore politikere gør ikke situationen bedre. Folketinget er reduceret til at være en karriererampe for de heldige og et ekspeditionskontor for de mange unionsdekreter. Det er uhyggeligt at tænke sig, det kræver et stort meteornedslag eller noget tilsvarende at afvikle unionens dystopiske dækaftryk i den europæiske hverdag.

Bettina Jensen, Leo Nygaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Naivitet - og dårskab - i stort format

Ovenstående kritikere af EU synes at ignorere, at verden - med et forslidt udtryk - er blevet en global landsby; at de enkelte landes befolkninger i stadig større grad er afhængige af hinanden, alene i kraft af at vi handler sammen. Uden denne gensidige afhængighed ville teknologiens udvikling og den økonomiske vækst gå i stå, lokale [nationale] monopoler ville derimod få gyldne tider - som i sin tid feudalismens adel.

De europæiske lande har allerede prøvet at leve efter devisen: at være sig selv nok. I vor tids terminologi går denne tænkning under betegnelsen 'suverænitet'. Det er udtryk for en historieløs, egocentrisk tankegang, der før eller siden vil føre til konflikter - sommetider endda meget voldelige af slagsen.

Mange af nutidens EU-kritikere har en romantisk forestilling om 'landet, der hygger sig i smug'. Alt hvad der kommer fra internationale organisationer betragtes som 'overgreb'. Nogle går endda så langt i denne tankegang, at selv den danske stat, et regionsråd eller en kommunalbestyrelse fraskrives demokratisk legitimitet, fordi de udøver magt. I USA, hvor ekstremen er tænkt all out, væbner nogle grupper sig med henblik på forsvar mod statsmagten.

Et gammelt nøglebegreb i denne sammenhæng er 'bureaukrati'. Det kan anarkistisk sindede mennesker ikke lide, for det lugter også af kontrol, overgreb og styring af det enkelte menneske. Man forestiller sig åbenbart, at et basisdemokrati - hvor alle beslutninger lægges i hænderne på de enkelte borgere i fællesskab - er den mest fortræffelige styreform. Som gammel kollektivist tvivler jeg på, at disse romantikere selv har erfaring med basisdemokrati. Hvis ideen var så fremragende, hvorfor er landet så ikke overstrøget med kollektiver? Og hvorfor går de, der oprettes, hurtigt nedenom og hjem igen? Bortset fra det: Selv i et kollektiv har man brug for et festudvalg, en regnskabsfører og husmøder med talerækker og måske endda en dirigent.

Rousseau så tydeligt, at et direkte demokrati kun er muligt i meget små stater (hvor alle kender hinanden). Jo større staten bliver, jo vigtigere bliver det at oprette organer og systemer, der kan holde styr på fællesskabet. Derfor erstattes det direkte demokrati af det repræsentative.

I et moderne, højtudviklet samfund er ingen mennesker i stand til at tage stilling til al ting. Et moderne, højtudviklet samfund ville sket ikke kunne fungere, uden at en række funktioner og opgaver blev uddelegeret til funktionnærer og specialister - der handler under et overordnet, retsligt fastlagt ansvar. Det er faktisk dét, der i Habermas' berømte værk om "Den kommunikative handlens teori" tematiseres som forholdet mellem 'system og livsverden'.

Romantikerne vil gerne leve i livsverdenen, hvor de nære relationer trives; men de glemmer sommetider, at rammerne for denne livsverden skabes af en mere og mere sindrig etablering af systemer, der kan 'aflaste' livsverdenen (fra at skulle forholde sig til alt muligt hele tiden, hvilket næsten øjeblikkeligt - med vort komplicerede samfund - ville ende i kaos og opløsning med påfølgende retsløshed og alles-kamp-mod-alle). De er som børn, der gerne vil leve i glad uskyldighed.

Erik Pedersen, Jes Kiil, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Vilvig, Jens Winther og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg bifalder fuldt ud Mihail Larsens indlæg, med det forbehold, at den aflastning, som systemverdenen giver livsverdenen, ofte degenererer til så at sige at leve sit eget liv, helt uden kontakt med livsverdenen, og det var jo ikke det, der var Habermas' intention.

De kommunikative regler om indragelse af alle interessenter i forarbejdet til en demokratisk beslutning - såsom fx "partshøringer" - er i dag blevet til en slags bureakratiske gummistempler, der tillader administratorerne at beslutte hvad som helst, de har lyst til, blot de husker at skrive: "ud fra en konkret vurdering har forvaltningen besluttet at..."

Demokratiet i EU ser ud til at fungere på samme måde: Der foretages høringer og udarbejdes analyser, og i sidste ende er det så de 27 landes statsministre, der tager beslutningerne. Det betyder så, at det i Danmarks tilfælde er LLR, der tager beslutninger for os alle sammen, selv om han i bedste fald kun repræsenterer 50,1% af vælgerne. Angiveligt ud fra en "konkret vurdering", som slet, slet ikke er farvet af den abstrakte ideologi, som LLR også repræsenterer.

Habermas er blevet operationaliseret og forvansket til at tjene administratorernes interesser; det er på tide, at vi igen "weaponizer" den kommunikative etik og stiller den til rådighed for de administrerede masser.

Jes Kiil, Bjarne Bisgaard Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Rousseau så tydeligt, at et direkte demokrati kun er muligt i meget små stater (hvor alle kender hinanden). Jo større staten bliver, jo vigtigere bliver det at oprette organer og systemer, der kan holde styr på fællesskabet. Derfor erstattes det direkte demokrati af det repræsentative."

Og deraf følger; vi skal afvikle de store unioner og stater (som typisk også udgør unioner). Et oplysnings- og dannelsesprojekt, som bestemt vil være næsten lige så udfordrende (men langt mindre blodigt og ødelæggende for vor klode) end industrialiseringen var. Måske mere udfordrende.

"Ovenstående kritikere af EU synes at ignorere, at verden - med et forslidt udtryk - er blevet en global landsby; at de enkelte landes befolkninger i stadig større grad er afhængige af hinanden, alene i kraft af at vi handler sammen. Uden denne gensidige afhængighed ville teknologiens udvikling og den økonomiske vækst gå i stå, lokale [nationale] monopoler ville derimod få gyldne tider - som i sin tid feudalismens adel."

Det samme kunne man sige om globaliseringen, som har afstedkommet at vi forstår den globale samhandel og unionsudviklingerne med stadig stigende magtdistancer som nødvendig ... for ellers, som Mihail selv anfører, går teknologiudviklingen og væksten i stå. Korrekt er dette næppe, men man skal vel spørge sig selvom ikke teknologiudviklingen har haft rigeligt fart på (uden at dette vel gør én til romantiker?) og om vækst egentligt er et bæredygtigt samfundsideal (her kunne man så kaldes naiv og halvdement kollektivist?). Beskyldningerne om at tilhængere af direkte og deltagende demokratiformer er lalleglade romantikere uden egen erfaring med velfungerende kollektivisme taler vist lidt for sig selv, men at livsformen ikke har vundet generel indpas i det danske samfund kan jo bl.a. skyldes at de toneangivende, kulturelle markører og sameksistensidealer i bl.a. Danmark har været rettet mod netværkslivsformen gennem flere dekader. Hvis man anvender Mihail's argumentationsform, kunne man jo også begynde at udskælde det danske foreningsliv og kalde det dysfunktionelt, fordi også dette er svundet kraftigt ind gennem de seneste dekader - men dette er jo en ganske utilstrækkeligt smal analyse.

Som i en gammel vise - Det er ikke det, at vi gør det. Det er måden altså, at vi gør det på.

1 - EU, som en samlende kraft i klimaindsatsen og for en fredelig verden.

2 - EU, som bestemmer over mor og fars fordeling af tiden med deres små børn.

Giv jeres karakter.

Karsten Olesen

Verden er ikke en global landsby.

Især øer og halvøer må have deres eget forsyningssystem for væsentlige offentlige opgaver -

som transport, post og el.

Når et område ikke er geografisk sammenhængende, må man indrette sig efter de faktiske forhold.

Man kan derfor ikke danne een altomfattende forsyningspolitik for hele EU.

Driftsledelsens og driftsøkonomi er gamle fag som der undervises I fra længe for nyliberalismens tid.

Det hører til disse fags principper at rette sig ind efter det kundegrundlag, de faktiske forhold betinger.

EU har længe benyttet landbrugspolitiken som murbrækker for udvidelse af EUs indflydelse I de enkelte lande.

Efter landbrugspolitiken, har man taget sigte på at svække og opsplitte landenes nationalt ejede forsyningsvirksomheder - I en kombination af EU-isme og Thatcherisme.

På denne vej har man udstedt direktiver om opsplitning af de nationalt ejede postvæsenener og jernbaner.

Det er således EU-direktiver der har ført til ødelæggelse af de lokale transportvæsener, postvæsener m.m..

Mere om postvæsenet af Georg Metz:

https://www.information.dk/debat/2019/02/engang-dyb-tallerken

Også ødelæggelsen af braklagte naturarealer I 2008 skete ved en omlægning af EU-støttereglerne.

Leo Nygaard, Niels Duus Nielsen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

Titlen var ikke min: Jeg ville netop aldrig hævde, at EU er et perfekt eksempel på et "demokratisk overskud", om end det kan hævdes blandt større internationale organisationer at have mest demokrati (sammenlignet med FN, NATO, WTO osv). Mihail Larsen beskriver en del gode pointer. Snarere kan man som den tyske sociolog Niklas Luhmann dog sige, at verden er "en global storby" end en global landsby, som rygtet ellers siger. Og jo, det kunne være smukt, hvis man kun skabe demokratier (som dog skal defineres, kortlægges og beskrives retligt) som små enklaver for fællesskab. Et af grundproblemerne ligger i, at man politisk og endda også forfatningsretligt har misbrugt og misforstået hvad doktrinen om "suverænitet" består i; den stammer fra Frankrig og har været grundlæggende for den danske enevælde i den danske militærstats udvikling og konstituering fra 1665. Værre er imidlertid, at suverænitet er nært forbundet med de ellers umiddelbart så tiltalende forestillinger om "selvbestemmelse", fx folkelig selvbestemmelse som erstatning for kongens selvbestemmelse. Problemet dukkede for alvor op ved afslutningen af Første Verdenskrig, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson internationalt lancerede forestillingen om, at internationale relationer skal baseres på "selvbestemmelse". Som hans udenrigsminister Robert Lansing straks straks i skrev en sigende og frygtelig forudsigelse i sin dagbog, ”Når præsidenten taler om ’selvbestemmelse’, hvilken enhed tænker han på? Mener han en race, et territorium, eller et fællesskab? Uden en praktisk veldefineret enhed, er dette princip farligt for fred og stabilitet. Denne frase er simpelthen ladet med dynamit. Den vil rejse håb, som aldrig kan realiseres. Den vil, frygter jeg, koster tusinder af liv. Slutteligt vil den blive diskrediteret og blive kaldt for drømmen hos en idealist, som fejlede i forsøget på at realisere dens risici, indtil det er for sent at kontrollere de, som forsøger at bringe dens princip til magten. Hvilken kalamitet, at den ytring blev fremsat! Hvilken misære vil den dog ikke skabe!” Det netop det sammenbrud, hvor enhver stat og ethvert folk helt selv kan bestemme hvad det vil og hvad det vil gøre ved andre lande, som kom til at styre i 1930erne. Tyskland kunne besætte og nedkæmpe sine naboer, fordi det selv kunne bestemme, at det var det landet ville. Dette sammebrud sås igen i Jugsoslavien, som brød sammen i udskillelseskrige i 1990erne. Og vi har i den grad set det i Mellemøsten og i store dele af Afrika, som netop fik sat sine grænser ved afslutningen af Første Verdenskrig. Det dilemma var gamle Rousseau, ham med "folkesuveræniteten" (anno 1762) faktisk umærket klar over. Han kunne ikke se løsningen på det dilemma. Efterfølgende kunne filosoffen Immanuel Kant i Til Den Evige Fred (fra 1795) så pege på, at stater opstod ved at efterligne hinandens organisering af militær, ret og styreformer. Så der har aldrig været suverænitet, men blot gensidige efterligninger, hvor mængder af nye ideer flyder rundt og efterlignes af alle andre. Også forestillinger om national romantik og selvbestemmelse er efterligninger, som man så kan forstærke for blot at sende ideen videre. Og jo hvis ikke EU får en del at skulle have sagt i miljøreguleringen bliver det blot de multinationale selskaber, der frit kan bestemme. Desværre er EU ikke bedre end det, de europæiske regeringer, deres forvaltninger, eksperter og vælgere gør EU til. Og det haster at få skabt forbedringer for verdens natur er nu engang skruet sammen kon-føderalt og ikke blot af lokal kommunalpolitik, regionalpolitik eller nationalpolitik. Og det er altså ikke Trumps USA vi skal forvente forbedrede reguleringer fra. Snarere Greta Thunberg omsat til europæisk miljøpolitik i samarbejde med fx netværk af byer fra USA til Kina og i så vidt muligt omfang andre NGOer og så mange virksomheder som muligt. Vi har realistisk set kun de systemer vi har, og det er en fandens risiko; men det går helt galt, hvis vi modarbejder de bedst regulerede af dem; deres reguleringer kan så forsøges reguleret mere, og det vil sige, at vi skal indrømme EU som politisk og retlig aktør.