Kronik

Fængselsbetjentene er så pressede, at resocialiseringen af de indsatte halter

Jeg har ofte mødt holdningen, at forholdene i fængslerne skal være så ringe som muligt. Men jo ringere forholdene bliver for de indsatte, jo ringere bliver forholdene sådan set også for de betjente, der skal sørge for, at der kommer forbedrede mennesker ud i den anden ende
Personalemanglen er et af Kriminalforsorgens uigennemskuelige udfordringer. Derfor er den tid, hvor indsatte er låst inde i cellerne, steget. For at kunne nøjes med færre ansatte på vagt, og for at kunne få en vagtplan til at gå op, bliver der nogle steder sagt godnat klokken 19.30. (Arkivfoto)

Personalemanglen er et af Kriminalforsorgens uigennemskuelige udfordringer. Derfor er den tid, hvor indsatte er låst inde i cellerne, steget. For at kunne nøjes med færre ansatte på vagt, og for at kunne få en vagtplan til at gå op, bliver der nogle steder sagt godnat klokken 19.30. (Arkivfoto)

Sille Veilmark

25. februar 2019

»I form til at gøre en forskel?« står der med store versaler på de plakater, der hænger nede i Fitness World, og nedenunder læser jeg: »Få en spændende karriere i Kriminalforsorgen, og vær med til at skabe rammerne om et liv uden kriminalitet.«

Der er også nok at tage fat på i de danske fængsler.

Håbløs personalemangel, historisk mange indsatte bandemedlemmer, daglige trusler og overfald, overbelæg, bureaukrati, lukkede arresthuse og sygemeldte ansatte. Et vigtigt hjørne af vores retsstat er et svært og nogle gange deprimerende sted at færdes.

Ikke længere attraktivt

Fængslerne i Danmark går på to ben. Det støttende, der skal resocialisere de indsatte. Og det kontrollerende, der skal skabe orden og sikkerhed. Det er det første ben, man lokker nye fængselsbetjente ind i systemet med. Men det er reelt det andet ben, man kommer til at gå på, når man efter tre måneder på skolen kommer ud i virkelighedens verden.

Engang var en stilling som fængselsbetjent et godt job. Der var løn under uddannelsen, og den mulighed tiltrak mennesker med livserfaring. Der var et lønniveau, som kunne konkurrere med andre job. Der var arbejdsopgaver, som både gav tid og rum til, at man som ansat i et fængsel fik lov til at tænke selv. Og der var et så lavt trusselsniveau, at man kunne handle og hente børn i sin lyseblå uniform.

I dag er der en helt anden stemning i og omkring jobbet. Ingen af de mange fængselsbetjente, jeg som journalist har talt med over de seneste år til artikler og til min bog, vil længere anbefale nogen at søge ind på den uddannelse, som Kriminalforsorgen ellers for tiden offensivt og desperat forsøger at sælge til unge mennesker.

Få føler, de gør en forskel. I hvert fald ikke en positiv én. Og når jeg taler med ansatte i Kriminalforsorgen, kan jeg indimellem få fornemmelsen af, at hele Fængselsdanmark er ved at kollapse. Og at det vigtige og principielle resocialiseringsarbejde, som vores retssamfund bygger på, er trængt.

Højrisikojob

Ondet har flere rødder. En af dem er indsatte med bandetilknytning.

I foråret og sommeren 2018 besøgte jeg Afdeling E i Storstrøm Fængsel. Her sad 30 medlemmer af LTF under streng kontrol. To overfald på fængselsbetjente i løbet af fem dage havde rystet personalet. De stiksikre veste, stavene, håndjernene og pebersprays var en del af uniformen. »Regimet«, som kontrollen af de indsatte i fagsprog kaldes, blevet strammet maksimalt.

Afdeling E er Danmarks mest sikrede afdeling i Danmarks mest sikrede fængsel. Det er et resultat af, at rekord og historisk mange bandemedlemmer er blevet anholdt – og at systemet ikke kan håndtere dem på andre måder end ved at isolere dem og skære deres rettigheder ned til et minimum.

Det er bandemedlemmerne selv ude om, kan man mene. De kan bare lade være med at bekrige, overfalde, true og – i et enkelt tilfælde – skyde personalet i fængslerne. Hvor længe skal man tro på det gode i mennesker?

Det er i betydelig grad indsatte med bandetilknytning, der har gjort jobbet som fængselsbetjent til et højrisikojob i dag.

Af blandt andet den grund har Kriminalforsorgen udsendt nogle omfattende – og tankevækkende – sikkerhedsanbefalinger til de ansatte i landets fængsler. Som fængselsbetjent bør du ikke hænge din uniformsskjorte op på tørresnoren hjemme, så den kan ses ude fra vejen. Når du tager offentlig transport, skal du sætte dig tæt ved udgangen. Og på Facebook anbefales det, at du ikke kan genkendes på profilbilledet, og at du ikke skriver, hvad du arbejder med.

I seng kl. 17.30

Har du lyst til sådan et job?

Til 23.800 kroner i måneden i provinsen og 25.000 i hovedstaden? Har du lyst at arbejde et sted, hvor kollegerne i gennemsnit har over 25 sygedage om året, og hvor mere end 50 kolleger sidste år blev »helbredsbetinget afskediget«, som det hedder, når man går psykisk ned og ikke kan arbejde mere?

Og gider du have et arbejde, hvor du ikke ved, om du har fri i weekenden, fordi inspektøren bliver nødt til at dele hvide sedler – de tjenstlige ordrer – ud fredag eftermiddag?

Ledelsens alternativ er at »nedpostere«, som det hedder, når en afdeling køres underbemandet.

Dilemmaet er, at du gerne vil have dine fridage. Men du vil også gerne have en sikker arbejdsplads. Og hvordan skal du nå at støtte og motivere de indsatte til at komme ind på det rette spor i livet, hvis du har 30 af dem for dig selv?

Personalemanglen er et af Kriminalforsorgens uigennemskuelige udfordringer. Derfor er den tid, hvor indsatte er låst inde i cellerne, forlænget. For at kunne nøjes med færre ansatte på vagt, og for at kunne få en vagtplan til at gå op, bliver der sagt godnat i det lukkede fængsel i Nyborg klokken 19.30 – i fængslets arrestafdeling klokken 17.30. De indsatte sidder i over et halvt døgn alene i deres celler, og Kriminalforsorgen sparer penge.

Spørgsmålet er så, om nogen tror på, at der kommer forbedrede og mindre kriminelle mennesker ud af den ordning.

Skruer bissen på

Men der er ingen stemmer i fængsler. Ingen politikere mener, de vinder noget som helst ved at sige, at dette område skal have mere fokus eller flere penge. Forståeligt nok. Fængslet er et sted, almindelige mennesker ikke har noget med at gøre, og jeg har ofte mødt holdningen, at forholdene dér skal være så ringe som muligt.

Uden at overdramatisere kan man vel nærmest sige, at der en politisk tendens til, at det ikke kan blive hårdt nok at sidde i fængsel.

Men man skal huske på, at straffen i Danmark er frihedsberøvelsen. Alt derfra er en straf i straffen. Og man skal også huske på, at et fængsel er almindelige, lovlydige borgeres arbejdsplads. Jo ringere forholdene bliver for de indsatte, jo ringere bliver forholdene sådan set også for de ansatte. Det skal man erkende, når politikerne skruer bissen på.

Et oplagt eksempel på det er de mange visitationer, fængselsbetjentene skal lave hver dag. Flere af de sigtede i terrorsagen, hvor Omar El-Hussein dræbte to personer, havde smuglet mobiltelefoner med ind i fængslet. Da det blev kendt, var den daværende justitsminister Søren Pind hurtig til at lancere stramninger og initiativer, der skulle forhindre fængslede i at være i besiddelse af telefoner. Det har givet mange flere, rutinemæssige visitationer af cellerne.

De indsatte var – og er – rasende. Det kan man forsøge at forstå, eller man kan sige, at sådan er livet, når man sidder et sted, man ikke selv har nøglen til.

På papiret

Fængselsbetjentene er, hvis ikke rasende, så rasende utilfredse med de nye visitationsregler. Hvis det i forvejen var svært at skabe en god kontakt til de indsatte, blev det ikke bedre af, at man i dag skal bruge en stor del af arbejdsdagen på at registrere og efter et skema endevende cellerne – også selv om der ikke er nogen mistanke mod den visiterede indsatte.

I Nyborg Fængsel skal 20 procent af alle visitationer være det, man kalder »risikobaserede«. Det betyder, at fængselsbetjentene har en mistanke om at kunne finde noget i en celle. Men hvilken politiker, embedsmand eller leder har fra sit skrivebord været i stand til at vurdere, at det lige præcis er hver femte indsat, der gemmer en mobiltelefon, en pose kokain eller et våben på cellen?

Det er en sang, vi har hørt fra mange offentligt ansatte: For fængselsbetjentene handler det meste efterhånden om måltal, registreringer og bureaukrati frem for at forsøge at afkriminalisere kriminelle.

Flere fængselsbetjente har over for mig indrømmet, at når de sidder foran computeren og skal udfylde skemaerne for at tilfredsstille en leder, digter de.

På papiret går det godt i de danske fængsler.

Men det er kun på papiret.

Casper Fauerholdt er journalist og forfatter til Huset vinder altid

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Torben Ethelfeld
  • Jørgen Wassmann
Kurt Nielsen, Torben Ethelfeld og Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Den nuværende regering tænker ikke på at bygge op. Måske de overhovedet ikke forstår betydningen af opbygning, men de mener at kunne straffe sig ud af alt muligt godt støttet af DF, der overhovedet ikke forstår andet end stramninger og straffe. De forstår ikke, at stramninger og straffe i mange tilfælde resulterer i, at vi får det hele i nakken senere.

Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Torben Bruhn Andersen, Dennis Tomsen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Kirsten Andersen

Tænk på, at du en dag møder en tidligere indsat på gaden eller i en butik. Også derfor er vi nødt til at vælge politikere, som prioriterer en resocialisering af de indsatte.

Kurt Nielsen, Birthe Lauridsen, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Erik Fuglsang og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Indsatte skal resocialiseres, det kan der vel ikke være nogen tvivl om. De skal så vidt muligt bringes rilbage til menneskeheden. Desværre ved vi ikke særlig meget om hvad der egentlig gør folk krimininelle og asociale, så det skal der også forskes i. Og det skal være videnskab i den reneste form, uden nogen skjulte forudindtagede holdninger.

Anne Mette Jørgensen

Jo, vi ved eller mener, at vide hvilke omstændigheder der kan gøre folk kriminelle.
En af årsagerne er foruden opvækst, at man ved hjernescanninger har vist en større grad hos kriminelle med psykopati tendenser. Ingen har endnu ført bevis for om det er medfødt eller eller erhvervet. Der er desværre ikke fundet behandling for denne skavank.
Men , husk ingen kan sige sig helt fri.
Hvad er det der tiltrækker den snu, der snyder og ikke opdages og hvad er det der gør nogle til voldelige. Nogen mener at de bedst begavede hører til i den første kategori.

Anne Mette Jørgensen

uanset hjælper strengere vilkår i fængslerne ikke. Se på USA og se hvordan det er. Jeg fatter ikke, at dk altid selv vil opfinde den dybe tallerken i stedet for at se sig om. Tåbeligt.