Kommentar

Falck-sagen viser, at fake news også kommer fra højtbetalte danske kommunikationsfolk

Falck hyrede kommunikationsvirksomheden Advice til bl.a. at lave falske Facebook-profiler og plante historier i medierne for at skade konkurrenten Bios. Sagen slår et alvorligt skår i kommunikationsbranchens troværdighed
Falck Sygetransport med en ældre passagerer på Østerbrogade.

Falck Sygetransport med en ældre passagerer på Østerbrogade.

Christian Lindgren

6. februar 2019

Der er kø ved håndvasken i dele af kommunikationsbranchen for tiden. Den betændte sag om Falcks udbredte brug af fake news og andre tvivlsomme metoder for at bagvaske og ødelægge en konkurrent blev i januar kortlagt i en kritik fra Konkurrencerådet, hvor Falck gennem en »samlet og kontinuerlig« overtrædelse ulovligt havde »skabt usikkerhed og bekymring« omkring konkurrenten Bios, der i 2014 vandt koncessionen om ambulancedrift i Region Syddanmark og senere gik konkurs.

Det er den første sag af sin art, hvor en myndighed har kortlagt, hvordan en virksomhed ved hjælp af flere kommunikationsfirmaer og -personer konsekvent svinede en konkurrent til og dermed misbrugte sin dominerende markedsposition.

Kommunikatører har ofte travlt med at glorificere deres eget arbejde som både demokratisk, journalistisk korrekt og vigtigt for samfundsdebatten. Sådan er der sikkert mange i branchen, der arbejder, men Falck-sagen slår et alvorligt skår i kommunikationsbranchens troværdighed.

Peter Golls dobbeltmoral

En af hovedpersonerne er Peter Goll, der ellers ikke har tøvet med at advare imod Donald Trumps dystre misbrug af sociale medier. Det har han gjort i Politiken, Berlingske og Børsen, ligesom han har været fast gæst i Jersild minus Spin på DR, hvor han udadtil har været fortaler for åbenhed og moral. Men dobbeltmoral er i hans tilfælde tydeligvis dobbelt så godt.

I 2017 fortalte han fagbladet Journalisten, at kommunikation er »et smøremiddel, der kan få tingene til at glide hurtigere og accelerere en udvikling eller en omstilling af en virksomhed«. Efter Falck-sagen sidder han med smudsig smøreolie over hele ansigtet.

Goll var direktionsmedlem i Falck og tidligere en central figur i den store kommunikationsvirksomhed Geelmuyden-Kiese (GK) og spindoktor for justitsminister Morten Bødskov. Han er nu kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Forleden beskrev Berlingske ham som »stjernerådgiveren i Falcks smædekampagne«. Det var ham, der hyrede kommunikationsvirksomheden Advice, der bl.a. lavede falske Facebook-profiler og plantede historier i medierne for at skade konkurrenten.

Helt uacceptabelt

Konkurrencerådet beslaglagde ved en ransagning i 2015 Falck-dokumenter, der viste, at historierne »blev formidlet, så hverken medierne eller modtagerne af historien kunne se, at afsenderen var Falck«. »På den måde fremstod historierne som objektive og troværdige,« skriver Konkurrencerådet.

På Fyens Stiftstidende, der nævnes i Konkurrencerådets kritik, har kendelsen skabt debat, og direktøren for kommunikationsbureauet Advice, Espen Højlund, har lagt sig fladt ned og beklaget, at »vi på flere parametre ikke lever op til de standarder, vi har«.

Også tidligere chefredaktør for 3F’s Fagbladet Palle Smed blev betalt for at skaffe oplysninger om Bios. Han syntes ifølge Berlingske, at det var en »spændende opgave«.

Tirsdag beklagede Peter Goll på Facebook, at han »havde lavet fejl«, og betegnede Konkurrencerådets rapport som »grim læsning«.

Hos Falck mente kommunikationschef Kasper Bach Habersaat i første omgang ikke, at Falck havde overtrådt konkurrenceloven, og sagde, at Falck appellerede. Men mandag besluttede Falcks topchef Jakob Riis at acceptere Konkurrencerådets afgørelse. At appellere afgørelsen ville blot rippe op i en ubehagelig sag, og Jakob Riis indrømmede, at »det er helt uacceptabelt, hvad der blev sagt og gjort dengang«.

Danske fake news

Nu er vejen banet for, at Konkurrencerådet melder Falck til Bagmandspolitiet. Og en stribe kommunikationsfolk står med pletterne fra egen smøreolie på tøjet. Nu ved vi, at fake news ikke kun kommer fra Rusland eller USA’s præsident, men også fra højtbetalte danske kommunikationsfolk.

»Falcks væsentligste opgave har altid været og er stadig at skabe tryghed for borgerne ved hurtigt, kompetent og handlekraftigt at træde hjælpende til,« som der står på firmaets hjemmeside.

Handlekraften gjaldt i dette tilfælde ikke borgerne, men Falck selv, og den var hverken kompetent eller køn at skue, da redningskorpset og dets kommunikationshåndlangere skruede blinklyset og bissen på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Steen Voigt
  • Gert Romme
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Henning Kjær
Eva Schwanenflügel, Oluf Husted, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Steen Voigt, Gert Romme, Maj-Britt Kent Hansen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Skammeligt ud over alle grænser!

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Steen K Petersen, Kim Houmøller og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Dette er en ualmindelig svinsk sag, og jeg håber virkelig på, at alle der har bidraget, vil blive straffet. - Også politikere der har fungeret som nyttige idioter.

Men det viser også, hvilken magt der egentlig ligger i disse PR-sager, når de fremføres målstyrede og gennemtænkte. Derfor må man jo spørge sig, om der er andre sager i det danske samfund, der er afgjort på baggrund af en falsk og konstrueret virkelighed.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Svend Erik Sokkelund, jørgen djørup, Torben Lindegaard, Bjørn Pedersen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Per Meinertsen, Lars Jørgensen, Jørn Andersen, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, David Joelsen, Kim Houmøller og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar

Kunne man dreje den og sige: Fake news kommer næsten altid fra højtbetalte kommunikationsfolk. (Også dem der arbejder for staten)?

Flemming Berger, Oluf Husted, Anne Eriksen, Anders Olesen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

@Gert Romme.
Ethvert valg og folketingsbeslutning er vel truffet på stort set samme grundlag.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Per Meinertsen, Jørn Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Peter Goll var vel bare vant til at i politik er alle beskidte tricks tilladt/lovlige, så hans agerende for Falck var business as usual, og som så mange andre havde han brug for pengene.
Nogle af disse PR folk er det man engang kaldte lakajer, i betydningen en underdanig, slesk medhjælper.

Oluf Husted, Kurt Nielsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

@ Benny Larsen,

Jeg tror desværre, du er sandheden nærmere, end du selv er klar over. Og man kan jo blot se på, f.eks. hvilke magt og indflydelse et forholdsvis lille erhverv som Dansk Landbrug har over den første politik.

Eva Schwanenflügel, Oluf Husted, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Benny Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Kan det virkelig overraske? Flere århundreders erfaringer med kapitalisme har til hudløshed demonstreret at konkurrencesamfundet appellerer til snyd, fusk og lusk ... og så kan det vel næppe komme bag på nogen at det dukker frem allevegne. Det er vel kun kapitalismens narcissismeinducerende væsen, eller håbløs naivitet, som kan provokere overraskelse.

"Falck-sagen viser, at fake news også kommer fra højtbetalte danske kommunikationsfolk".

Fake news kommer allevegne fra; herunder de danske politikere, som jo også serviceres af 'højtbetalte danske kommunikationsfolk'. Alene her til morgen lykkedes det vores kære udenrigsminister at plante en historie om at i Venezuela kan folk ikke sige deres mening frit, der er ikke demokrati - og han uddybede ved at tale om det vægttab, den gennemsnitlige venezuelaner under det socialistiske 'regime' (altså den lovligt valgte - og FN-anerkendte - regering) har lidt (vistnok i omegnen af 6-7 kg).

Fake news får vi også om Syrien fra vore politikere - og samme ret får vi når det gælder Ukraine, Libyen, Irak og Afghanistan m.fl. - så det ligner unægteligt en tilsnigelse til fake news når vi på Information bliver belært om at højtbetalte kommunikationsfolk på overraskende vis har løjet og vildledt offentligheden.

Tænk bare på Coca Colas løgne om firmaets velsignende læskedrik til fattige mennesker i Syd- og Mellemamerika, eller the United Frit Company? Man skal nok kunne en lille smule af verdenshistorien for at forstå at fake news er en oldgammel traver, men forventningen er åbenbart en anden til Informations læsere, som jævnligt fodres med vildledende diskurser.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Egon Stich, Samuel Grønlund, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Palle Yndal-Olsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

I dag ejes Falck af Lundbeckfonden med 57,42% af aktierne og er dermed den største aktionær. TryghedsGruppen (TrygForsikring og TrygFonden) ejer i dag 14,34% af aktierne. Lundbeckfonden har opbygget sin formue på at sælge Cipramil til folk med smerter og som blev uddelt med rund hånd. Senere Cipralex, det skabte en formue, som senere kunne uddeles til f.eks Falck, helt i tråd med den politik, der drives på borgen. https://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE5046110/%C3%85rhusianerne-er-p%C3%A...

Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Trond Meiring og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Anne Eriksen

Falck ejes af en uhyre velpolstret ejerkreds.
Ud over de 2 aktionærer, som du nævner, ejer KIRKBI 27,75% af aktierne.
KIRKBI er som bekendt Kirk Kristiansens-familiens pengetank.

Det var imponerende, at BIOS vovede at udfordre Falcks monopol på patientkørsel for De danske Regioner - og BIOS knækkede så også halsen på det.

Falck brugte alle midler - lovlige som ulovlige - for at bevare monopolet.

Falcks topchef Jakob Riis udtalte på TV, at Falck stod et helt andet sted i dag -
hvor er det nu, at man har hørt det før ??

Falck's bestyrelsesformand, Per Schütze, er tidligere direktør i Nordea og nuværende bestyrelsesformand i Nordea-fonden og Nordea Bank-fonden -
Per Schütze har i 2 perioder været formand for Finansrådet ....

Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Henning Kjær, Svend Erik Sokkelund og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Synd, at Falcks gode navn bliver sendt gennem skidtet!
Man bemærker ofte den øgede aktivitet fra "Tryghedsgruppen" i medierne i et utal af "hjælpe foranstaltninger" - måske er det mere forretning end hjælp, kunne man godt få en mistanke om.