Klumme

Nu skal selv fejl være perfekte

Når uddannelsesministeren får kendte mennesker til at dele ud af deres personlige nederlag, er det kun med til at styrke den perfekthedskultur, han ønsker at bekæmpe. Hvis man vil perfekthedskulturen til livs, må man først lære de unge mennesker, at deres følelser af nederlag er relativt ubetydelige
Perfekthedskulturen reduceres ikke, når uddannelsesministeren, Tommy Ahlers(V), får kendte mennekser til at dele deres personlige nederlag. Derimod styrkes den. 

Perfekthedskulturen reduceres ikke, når uddannelsesministeren, Tommy Ahlers(V), får kendte mennekser til at dele deres personlige nederlag. Derimod styrkes den. 

Anders Rye Skjoldjensen

28. februar 2019

Uddannelsesminister, Tommy Ahlers (V), vil gøre det »okay at fejle«. Med en nyligt igangsat kampagne ønsker ministeren under hashtagget #deldinefejl at gøre op med den »perfekthedskultur«, der får »mange unge« mennesker til at føle, at de skal fremstå ufejlbarlige – hvilket kan medføre stress.

Med en række korte inspirationsfilm, hvor kendte danskere som iværksætterkok Claus Meyer, musikproducer Chief 1, astronaut Andreas Mogensen – og Tommy Ahlers selv selvfølgelig – fortæller om lærerige nederlag, er målet at »sprede budskabet om, at ingen er perfekte«.

Det kan umiddelbart lyde som et sympatisk initiativ, men kampagnen risikerer at have den stik modsatte effekt og forøge perfektionspresset, når selv en fejl nu pludselig også skal være produktiv.

Alle eksemplerne i inspirationsvideoerne er skåret efter skabelonen ’jeg missede toget, men det betød, at jeg mødte mit livs kærlighed’. Og selv om det er smukt, så er problemet med den grundfortælling, at ’fejlen’, der bliver delt, jo slet ikke er en fejl – og derfor blot er med til at understøtte det forskruede verdenssyn, som ’perfekthedskulturen’ er udtryk for: at al negativitet kan undgås.

Men sandheden er, at man som regel ikke møder sit livs kærlighed, når man misser toget. Som regel er det bare noget lort, når man misser toget. Og det er det, uddannelsesministeren burde gøre klart: Tilværelsen er fyldt med perspektivløse nederlag uden held i uheld, og det må man bare leve med – også uden at få stress.

Det er at stikke de unge blår i øjnene, når man antyder, at ’fejl’ nødvendigvis ender med at blive produktive. For oftest er det ikke sådan. Og opdragelsen bør gøre de unge i stand til – gerne med hjælp fra ministeren – at kunne håndtere tilværelsen, også når verden er grim, grum og uretfærdig. For sådan er den tit.

Vigtigere end følelser

Videokampagnen har desuden det tilstødende problem, at den med fintfølende medlidenhed turnerer budskaberne om, at ’du er god nok, som du er’ og ’du er ikke alene’. Det risikerer også blot at understøtte perfekthedskulturen.

Det taler nemlig direkte ind i den selvhjælpsfortælling, der over de sidste 40 år har udskiftet idealer om arbejdsomhed og selvdisciplin til fordel for ’selvværdsopbyggelse’ og at være ’i kontakt med sine følelser’ som de ledende principper i uddannelsessystemet, opdragelsen og samfundet i øvrigt, sådan som den amerikanske sociolog James L. Nolan jr. konstaterede allerede for over 20 år siden, da han diagnosticerede samtidens fremadstormende »terapeutiske etos« i bogen The Therapeutic State.

Igen er det en udvikling, som umiddelbart kan lyde harmløs, men hele perfekthedskulturen er kun gjort mulig, fordi en generation af unge mennesker – i historisk usammenlignelig udstrækning – er enormt optaget af dens eget indre følelsesliv.

Nederlag – begivenheder, der ikke er perfekte eller selvforbedrende – bliver derfor uoverskuelige, fordi de betragtes gennem et neurotisk forstørrelsesglas, som langt overdriver vigtigheden af ens personlige følelser.

I stedet for et medlidende skulderklap bør medicinen snarere bestå i at gøre det klart for de unge, at det ikke altid (faktisk sjældent) er interessant – eller betydningsfuldt – hvad du føler. Du skal selvfølgelig anerkendes som et individ med samme rettigheder som alle andre, men du har intet krav på, at dine private følelser anerkendes.

Det er bekymrende, at vi har en generation af unge mennesker, der er dårligt rustet mod livets skuffelser, flop og nederlag. Og selv om der er tale om en ufatteligt (i enhver forstand) privilegeret generation, så handler det jo ikke om mængden af negative erfaringer, man udsættes for, men om, hvordan man håndterer dem.

Derfor er det også velkomment, at uddannelsesministeren påbegynder en debat om den såkaldte perfekthedskultur – men selve forudsætningen for diskussionen må være, at vi først bliver enige om to ting:

1) Nogle gange er livet bare latterligt grumt, og 2) der er altid noget, der er vigtigere, end hvad du føler nede i mavsen.

Det ville være pragtfuldt, hvis man kunne afvikle den destruktive nulfejlskultur og samtidig få dygtigere studerende ved at justere karakterskalaen. Det er bare ikke tilfældet
Læs også
Vores uddannelser må gerne være steder, hvor vi udvikler skabere,« siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Stilling
  • Christian Mondrup
  • Christian Estrup
Rune Stilling, Christian Mondrup og Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Tjah... vi lever i en liberalistisk kultur, hvor held, tilfældigheder og uheldigheder ikke findes. Alt hvad der sker, er et resultat af dine egne valg, for du er din egen lykkes smed, og skal huske at stå tidligt op om morgenen og arbejde hårdt, hvis du vil være rig og det vil du jo. (Den ene % som har arvet sin formue er naturligvis lovligt undskyldt)
Dén kultur har slået sig igennnem i ungdommen og såmænd også bland de midaldrene - og sågar nogle af de gamle også.

Den kultur forsvinder ikke af sig selv.

Torben Skov, Ole Winther, Tue Romanow, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Berith Skovbo, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar

"Tilværelsen er fyldt med perspektivløse nederlag uden held i uheld, og det må man bare leve med – også uden at få stress."

Det var dagens, måske månedens citat. Virkelig fint.

peter hanke, ingemaje lange og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Har ikke baggrund for at vide om følgende er korrekt:

"... fordi en generation af unge mennesker – i historisk usammenlignelig udstrækning – er enormt optaget af dens eget indre følelsesliv."

Synes dog, der er en fare i konklusionen:

"Nederlag – begivenheder, der ikke er perfekte eller selvforbedrende – bliver derfor uoverskuelige, fordi de betragtes gennem et neurotisk forstørrelsesglas, som langt overdriver vigtigheden af ens personlige følelser."

Følelser og at mærke og acceptere dem er ret vigtigt for menneskeligt velvære, og det er vel også det, der ligger i, at acceptere ovenstående citat. Hvorvidt det overdrives ved jeg ikke noget om.

"Du skal selvfølgelig anerkendes som et individ med samme rettigheder som alle andre, men du har intet krav på, at dine private følelser anerkendes."

Hvad vil det sige, at "dine private følelser anerkendes"?

Steffen Gliese

Det er at vende tingene på hovedet - mens alle fejl ikke ender med succes, så er det meget få succeser, der ikke har bund i tidligere nederlag. Hvis man ellers kan tale om sejr og nederlag i en fortløbende proces uden fortrydelse og uden mulighed for at vide, hvad der ligger forude.

Personlige nederlag skal gøre ondt ellers tager man ikke konsekvensen. Det der den samme funktion vi har i vores nervesystem. Men det der er vigtigt, er ikke at lade sig slå ud. Og mener man at man har handlet rigtigt, er det modigt at prøve igen.

Men denne læredom er ikke kun forbeholdt ministre eller direktører, og gennemleves hver dag af alle samfundsklasser - måske især af dem der har mest at tabe.

Manglen på at udføre sit arbejde ordenligt og tænke ud over sin egen næse har allerede kostet dette samfund over 100 mia kr de sidste 10 år i form af ubrugelige programmer, fordyrende entrepriser, manglende yddelser og skatteundragelser. Om man ligefrem skal dyrke denne form for aktivitet yderligere, er kun et spørgsmål om hvor dyb statskassen er.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Engelby

Ahlers er et led i hele regeringens maskineri, og han kan derfor ikke anskues som et isoleret fænomen eller et “lyspunkt”, ejheller en person, der kan ses som ved siden af regeringens øvrige menneskesyn. Jeg er ikke imponeret.