Jeg føler mig snydt af Mads Brügger og hans ’Cold Case Hammarskjöld’

Det har ikke skortet på store og flotte ord om Mads Brüggers nye dokumentarfilm, Cold Case Hammarskjöld, der handler om FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds mystiske død i et flystyrt i 1961. Projektet begyndte som en for instruktøren vanlig meta-leg med genre og udtryk, men udviklede sig undervejs til noget meget mere alvorligt med afsløringer af hvide menneskers overgreb på den sorte befolkning i Sydafrika.

Der var sprængfarlige afsløringer i filmen, stod der i filmens pr-materiale, der samtidig fortalte om Brügger & Co.’s samarbejde med udenlandske medier, ikke mindst The New York Times og The Observer. 

Det lød alt sammen forjættende, og jeg lod mig forføre og gjorde, hvad jeg kunne for at mobilisere redaktører og journalister på avisen. Vi skulle da både anmelde og dække filmen journalistisk, og vi fik endda oversat en artikel fra The Observer, som Mads Brügger i øvrigt selv havde været med til at skrive.

Artiklen i New York Times lod til gengæld vente på sig og var, da den kom, en modartikel til Cold Case Hammarskjöld.

Avisen havde simpelthen ikke købt de afsløringer, filmen kom med, og gik i stedet anderledes kritisk til værks og talte med mennesker, som manede Brüggers teorier i jorden. Det var kun med endnu større forventninger, at jeg sammen med min kollega Lasse Skou Andersen satte mig til rette i biografen.

Hvor er det dog skuffende at opdage, at Mads Brügger og Cold Case Hammarskjöld om ikke ligefrem lyver så i hvert fald fortier eller fordrejer fakta, fordi de sår tvivl om filmens afsløringer.

Anmelderens udfordring

Det er længe siden, at vi fik aflivet misforståelsen om, at en dokumentarfilm objektivt gengiver virkeligheden. Selv den mest straight journalistiske dokumentarfilm lavet af skarpe journalister er et udtryk for journalisternes valg, når det kommer til materiale, interviewpersoner, klipning, musik og meget andet.

Alligevel er der mellem dokumentarfilminstruktører og deres publikum – og anmelderne – en kontrakt om, at det, man ser på lærredet, er et behjertet forsøg på at være sandfærdig.

Jeg er langtfra ekspert i amerikansk politik eller økonomi, og alligevel har jeg anmeldt flere dokumentarfilm om begge emner – og tilladt mig at stole på, hvad de fortæller. Det er jeg nødt til, med mindre jeg skal have en journalist med relevant ekspertise med mig i biografen hver gang. Jeg har ikke selv mulighed for at faktatjekke hver eneste dokumentarfilm, jeg ser.

Det betyder selvfølgelig noget, hvilken slags dokumentarfilm man skal se. Har den et kunstnerisk sigte, er det mig eller en af mine anmelderkolleger, der skal skrive om den. Er den mere tænkt som en journalistisk afdækning af et emne, er det nogle gange bedre at lade en journalist med netop det speciale skrive om den. 

I tilfældet Cold Case Hammarskjöld er sagen anderledes kompleks, fordi Mads Brüggers film er begge dele på én gang.

Filmen knækker

I begyndelsen af Cold Case Hammarskjöld optræder instruktøren selv som en aparte figur, der er som taget ud af et stykke kulørt litteratur, og filmen handler næsten mere om ham end om Dag Hammarskjöld. 

Midtvejs knækker filmen dog bogstavelig talt for Mads Brügger. Han kommer på sporet af noget ganske forfærdeligt og kan ikke længere holde den ironiske distance. Han forvandler sig fra kunstfilmskaber til undersøgende reporter.

Problemet er tofold: Cold Case Hammarskjöld kan ikke både være legesyg metafilm og hårdtslående journalistisk afsløring. De to ting modarbejder hinanden og underminerer den sandhed, som Brügger siger, at han vil afdække, og efterlader således publikum – og anmelderen – på herrens mark.

Lasse Skou Andersen dokumenterer i sin gennemgang af filmen i dagens avis, at Brügger omgås sit materiale på lemfældig vis.

Havde jeg ikke haft Lasse Skou Andersen med mig i biografen, ville jeg nok have skrevet en positiv anmeldelse af filmen, fordi den er så underholdende og godt skruet sammen. Jeg ville måske have undret mig over situationer, hvor Brügger ikke stiller flere kritiske spørgsmål til de involverede, men mest af alt ville jeg have været forfærdet over hans afsløringer.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være blevet snydt.