Klumme

Før eller siden vil realiteterne også gå op for de mest forbenede Brexit-tilhængere

En hård no deal-Brexit tegner sig nu uafvendelig: Historiens dom vil blive hård over de britiske mainstreampolitikere, der ikke kunne tage sig sammen til at afværge katastrofen
Hovedfigurerne bag Brexit – f.eks. Boris Johnson og Nigel Farage – vil sikkert være højt på strå som før, og det nytter da heller ikke at rette bebrejdelserne mod dem. Bebrejdelserne skal snarere rettes mod mainstreampolitikere, som burde have vidst bedre, men intet gjorde for at afværge katastrofen, skriver Ian Buruma om udsigten til et no deal-Brexit.

Hovedfigurerne bag Brexit – f.eks. Boris Johnson og Nigel Farage – vil sikkert være højt på strå som før, og det nytter da heller ikke at rette bebrejdelserne mod dem. Bebrejdelserne skal snarere rettes mod mainstreampolitikere, som burde have vidst bedre, men intet gjorde for at afværge katastrofen, skriver Ian Buruma om udsigten til et no deal-Brexit.

Zheng Huansong

19. februar 2019

At se et af verdens ældste og mest avancerede demokratier gå mod en forudsigelig katastrofe er sært og foruroligende. De fleste britiske politikere indser, at udtrædelse af EU uden en aftale, der afklarer de fremtidige relationer til EU, vil skade deres land enormt.

Og deres kurs mod afgrunden er ikke søvngængerens: Den sker med åbne øjne.

Nogle få forblændede ideologer fryder sig ved udsigten til at se Storbritannien brage ud af EU uden aftale. Ansporet af en chauvinistisk tabloidpresse tror disse drømmere på højrefløjen, og at bulldog-ånden fra Dunkirk vil overvinde enhver modgang, der kun vil være midlertidig, for snart vil Storbritannien atter beherske bølgerne som en stor quasi-imperiemagt, dog uden et imperium.

Neotrotskisterne (opkaldt efter den marxistiske teoretiker Trotskij, red.) på venstrefløjen, blandt disse oppositionslederen Jeremy Corbyn, synes tilsvarende at forvente, at den optrækkende katastrofe omsider vil vinde briterne for ægte socialisme.

Det sære suicidale skue er usædvanligt, men der er historiske fortilfælde.

Japans vej ind i en ulyksalig krig mod USA i 1941 er et eksempel. Forskelle er der selvfølgelig. Storbritannien truer ikke nogen med krig trods alt nostalgisk kitsch om Spitfires og Dunkirk, og hvad Japan før havde haft af uudviklet demokrati, var for længst kvalt af militære fraktioner og autoritær statskontrol. Men derudover er parallellerne slående.

Et ønske om krig

Et fåtal af militaristiske brushoveder, ægget frem af quasifascistisk ideologi med støtte i standen af lavere rangerende officerer, ønskede sig vitterligt en krig mod Vesten. De fleste af Japans politikere, generaler og admiraler var klar over, at det var galskab at indlade sig på væbnet konflikt med en så overlegen industrination.

Alligevel kunne eller ville de ikke stoppe krigen, ja nogle af dem imiterede sågar brushovedernes ekstremistretorik uden at tro på den – som når May forsøger at indynde sig hos de meste forbenede Brexit-tilhængere.

Hovedstrategen for angrebet på Pearl Harbor, admiral Yamamoto Isoroku, en højst intelligent mand, der havde læst på Harvard, var en svoren modstander af krigen. Til det sidste håbede han på, at forhandlinger kunne bilægge uoverensstemmelser. Alligevel gjorde han sin pligt og lagde angrebsplanen.

Også Japans premierminister, prins Konoe Fumimaro søgte at undgå krig mod USA. Han blev ved med at anmode amerikanerne om flere møder, men udsendte også blandede signaler i et håb om at opnå umulige indrømmelser, der kunne tilfredsstille de japanske hardlinere, som han var for svag og ubeslutsom til at modstå.

Også dengang var der snak om udløb og udskydelse af tidsfrister. Og ligesom under de britiske Brexit-forhandlinger med EU kom det aldrig til at stå klart for amerikanerne, hvad japanerne ville – ja, det stod næppe heller klart for japanerne selv.

Det sidste håb for de japanske ledere, der så katastrofen nærme sig, var, at amerikanerne ville redde dem. Men amerikanerne var blevet trætte af ørkesløse forhandlinger. Resultatet blev millioner af døde og et Japan bombet til ruiner.

Den japanske befolknings første reaktion på Pearl Harbor var lettelse, for nu var der klarhed. Nu måtte Japan stå samlet, og ved offervilje og sammenhold skulle det nok gå. Som briterne har japanerne en drift imod splendid isolation.

Det er højest tænkeligt, at en no deal-Brexit vil få en lignende første effekt på briterne. Og forståeligt, hvis de vil føle lettelse efter den endeløse palaver i et parlament om forhandlinger med EU, der ikke førte nogen vegne.

I første omgang har årtiers anti-EU-propaganda muligvis forberedt briterne på de afsavn, som bliver følgen af en hård Brexit. Mange vil givet give those bloody foreigners skylden for vareknaphed, højere priser, kilometerlange udrejsekøer og tab af jobs.

Men før eller siden vil realitetserkendelsen melde sig og desillusionen brede sig, som det også skete i Japan, da euforien over Pearl Harbor svandt. Britiske byer vil ganske vist ikke blive bombet, men Storbritanniens indflydelse vil gradvist blive reduceret, dets økonomi krympe, og de fleste briters levestandard dale.

Hovedfigurerne bag Brexit – f.eks. Boris Johnson og Nigel Farage – vil sikkert være højt på strå som før, og det nytter da heller ikke at rette bebrejdelserne mod dem. Bebrejdelserne skal snarere rettes mod mainstreampolitikere, som burde have vidst bedre, men intet gjorde for at afværge katastrofen.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
Ole Frank anbefalede denne artikel

Kommentarer

Burumas debatkommentar ustiller en imponerende skråsikkerhed. Dæmoniseringen af Brexit vil ingen ende tage. Vi kender det jo også herhjemme, fx fra folkeafstemningen om ØMU i 2000, hvor der blev truet med hundredtusinder af tabte arbejdspladser.

Henrik Leffers

Jeg er lidt tættere på Brexit end de fleste danskere, fordi min søn sidste år besluttede, at han, og mine tre børnebørn, ikke længere kunne være sikre på en fremtid i England. Til min overraskelse, blev han bakket op af hans chef, som er chef for verdens største og mest succesfulde "kræftbehandlings forskningsprojekt" (TracerX https://scienceblog.cancerresearchuk.org/2013/07/18/a-new-era-in-lung-ca...). Det skyldes, at også mange af de top-forskere fra USA, som i dag er en del af studiet, nu er på vej væk fra England, fordi de vil få meget dårligere forhold efter Brexit. For Nicolai (0g DK...) betyder det, at dele af TracerX studiet nu bliver flyttet til Skejby hospital og Aarhus Uni, og at han selv fortsætter med at være en del af TracerX. -For kræftbehandlingen i DK er det måske den bedste nyhed i mange år!