Kronik

Folk mærker efter nede i maven, om de gider overholde love og regler

Er du typen, der spiller musik i storrumskontoret og svinger til højre, selv om der er rødt lys? Så er du nok en af dem, der opfatter lov og regler som en spændetrøje, der forhindrer dig i at mærke efter og gøre det, der er bedst for dig. Men det er ikke det bedste for fællesskabet
Er du typen, der spiller musik i storrumskontoret og svinger til højre, selv om der er rødt lys? Så er du nok en af dem, der opfatter lov og regler som en spændetrøje, der forhindrer dig i at mærke efter og gøre det, der er bedst for dig. Men det er ikke det bedste for fællesskabet

Emilie Noer Bobek/illustration

2. marts 2019

En af psykologen Svend Brinkmanns pointer i Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang er, at vi mennesker i dag i alt for høj grad mærker efter i os selv i stedet for at basere vores handlinger på værdier.

Når jeg ser på, hvordan vores forhold til love og regler har ændret sig de seneste 40 år, kan jeg tilføje: Vi baserer i dag vores handlinger på en mærken efter og på vores individuelle fornuft og følelser – selv på områder, der er lovgivet om. Vi har i udstrakt grad mistet et fælles værdisæt, deriblandt lovlydigheden.

Besværlig databeskyttelse

EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR) har til formål at sikre den enkelte borgers ret til at bestemme over egne personoplysninger og beskytte mod misbrug. Den trådte i kraft den 25. maj 2018 og blev i mange virksomheder set som en stor omgang stramninger, selvom der i virkeligheden ikke er meget nyt i den.

Databeskyttelsesforordningen er for nogen en torn i øjet. Det gælder bl.a. på visse uddannelsesinstitutioner, hvor det har vist sig, at man førhen i vid udstrækning delte personoplysninger om studerende – for at kunne hjælpe dem. Således har en underviser måske vidst, at en studerende var midt i en skilsmisse, og i studieadministrationen har man kunnet registrere øget fravær. Fordi underviseren delte disse personoplysninger med f.eks. studievejledningen, har man kunnet reagere og har kontaktet den pågældende og tilbudt sin hjælp – inden den studerende muligvis droppede ud af studiet.

Sådan må man ikke dele personoplysninger ifølge GDPR-forordningen (i øvrigt heller ikke før), men det har fået studievejledere op i det røde felt. Nogle truer med, at de nu i en god sags tjeneste vil bryde forordningen.

Men kan der være situationer, hvor det er ok at bryde love og regler, f.eks. for at hjælpe andre?

Føles som barriere

Et andet sted, hvor forordningen generer, er i et stort it-driftsfællesskab for offentlige virksomheder. Her har man indført et stort, moderne fildelingsprogram. Som udgangspunkt var alle dokumenter tilgængelige for alle brugere (sådan er det ikke længere), men det førte til en diskussion om, hvornår et brud på databeskyttelsen er et brud.

Er det et brud, hvis personoplysninger ligger frit tilgængelige for uvedkommende, også selv om ingen opdager dem og læser dem, eller er det først et brud, hvis nogen ser dem?

Ifølge betænkningen om databeskyttelsesforordningen bør der ikke være tvivl: Alene det, at der er adgang, er et brud. Driftsfællesskabet spurgte en advokat, der svarede, at man sagtens kan argumentere for, at der ikke er tale om et brud, hvis oplysningerne har været tilgængelige, men ingen har set dem.

Nogle it-folk mærker efter og mærker forordningen som en barriere for at kunne udvikle de teknologiske løsninger, de arbejder med – og bliver målt på.

Er det ok at bøje reglerne f.eks. i teknologiens og fremskridtets navn?

Intet fællesskab om arbejdsmiljø

Da jeg i 1978 fik mit første fuldtidsjob, var arbejdsmiljøloven og de deraf følgende regler en del af det fælles arvegods. Arbejdsmiljø- eller sikkerhedsrepræsentanten tjekkede regelmæssigt arbejdspladsen og sikrede, at kontorstolen og bordet kunne indstilles til de rette højder til hver enkelt, at der ikke lå løse ledninger, man kunne falde i eller hænge fast i, at lamperne stod, så de ikke kunne vælte ned over koppen med varm kaffe, at man vidste, at man skulle lukke skuffen i skabet under bordet, så man ikke slog skinnebenet.

I starten af 90’erne sad jeg i en periode på et kontor med fire kolleger, heraf to rygere. Vi luftede ud, mens vi var ude af kontoret til frokost, men selvom håret og den uldne trøje umiskendeligt lugtede af tobaksrøg efter arbejdstid, beklagede vi os ikke. Ingen drømte om at bryde loven eller reglerne. Sådan er det ikke længere.

Arbejdsmiljøet anno 2019 er præget af to forhold: individualisering og besparelser – og det giver udfordringer. Med de mange besparelser inden for det offentlige er storrumskontorer blevet reglen snarere end undtagelsen, men især indeklimaet og det psykiske arbejdsmiljø er svært og dyrt at styre i et storrumskontor.

Jeg har kendskab til et kontor med syv-otte arbejdsstationer, hvor der under det daglige arbejde blev spillet musik eller radio, hvis bare en medarbejder havde lyst til det. På trods af at støj og uvedkommende lyde kan øge adrenalinproduktionen og dermed på sigt kan skabe stress og derfor bør undgås eller minimeres. Da en enkelt medarbejder påtalte det, blev musikken kun tændt, når hun ikke var der, og hun måtte selv slukke den, når hun kom ind i kontoret igen.

På en anden arbejdsplads har en medarbejder ved en MUS-samtale opfordret lederen til at få lavet en arbejdspladsvurdering. Lederen svarede, at han ikke ville modsætte sig det, men medarbejderen måtte selv tage initiativet. Efterfulgt af en opfordring fra lederen om at lade være, hvis hun alligevel var ved at søge væk, så hun ikke ødelagde det frie spillerum for de andre på kontoret.

Jeg har kendskab til et stort kontor med ca. 30 arbejdsstationer, hvor der gennem længere tid var problemer med varme om sommeren, kulde om vinteren og træk hele året. Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation trådte i karakter og kom med nogle spilleregler baseret på love og regler: Træk gardiner for på solsiden, luft godt ud tre til fem minutter ad gangen tre til fire gange om dagen (gå gerne ud imens), åbn ikke vinduerne i øvrigt (ventilationen skifter luften ud).

Reglerne blev langtfra fulgt af alle – både medarbejdere og ledere mærkede efter og agerede vidt forskelligt. Nogle trak gardiner for for at holde sol og varme ude, andre trak dem fra for at få lys ind og kunne se ud. Nogle åbnede vinduer i lange perioder uden for de aftalte tidspunkter for at få frisk luft, andre ønskede dem lukket for at undgå træk. Resultatet: hovedpine, forkølelse, irritationer, konflikter, sygemeldinger med angst- og depressionslignende symptomer.

Unødige konflikter

Arbejdspsykologer påpeger, at enhver situation, hvor to medarbejdere skal stå og diskutere f.eks. gardiner eller vinduer, pr. definition er en konflikt, der kan øge adrenalinproduktionen og derfor bør undgås eller minimeres, så medarbejderne kan fokusere på arbejdsopgaverne.

Arbejdstilsynet siger, at arbejdsgiveren skal sørge for en god arbejdsplads efter reglerne for alle medarbejdere. Men tilsynet har også måttet erkende, at det kan være svært (læs: dyrt) at sørge for, at alle kontorer overholder alle regler hele tiden.

Så kan en organisationsændring være en løsning: Man flytter medarbejdere ud af et kontor og en afdeling til et andet kontor og en anden afdeling – ikke af faglige grunde, men af arbejdsmiljømæssige. Man samler dem, der har problemer med varme, i ét rum, og dem, der har problemer med træk, i et andet.

Burde vi ikke i stedet slå et slag for, at vi på arbejdspladser har et fælles værdisæt, som alle, medarbejdere såvel som ledere, bør respektere – og dermed fjerne unødvendige konflikter fra kontoret?

Eller skal arbejdsmiljøloven i stedet ændres, så den afspejler tidsånden – og bliver mere individualiseret?

På cykelstien mærker vi selv efter, om vi vil afvente grønt lys, eller om vi vil svinge til højre for rødt. Vi mærker efter, om vi har tid til at trække cyklen et stykke, eller om vi skal køre hen ad fortovet.

Vi mærker efter, om vi vil betale fuld pris til håndværkeren, eller om vi vil betale sort. Fortsæt selv listen.

Brian Gronemann, dokumentationsmedarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Bent Johansen
Niels Bent Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samuel Grønlund

Det er helt ok at bøje regler og love i mange tilfælde, nogle gange er det endda nødvendigt - da den generelle kvalitet i lovarbejdet i Danmark er beskæmmende lav.

Det gælder områder hvor der er vedtaget tåbelige "one-size-fits-all-regler" ud fra laveste fællesnævner. Som det fx er tilfældet med trafikregler og hastighedsgrænser.
- Jeg er ikke en blind gammel dame med sløv reaktionsevne og ingen retningsans, og kan selvfølgelig ikke acceptere at blive reguleret som en.

Og det gælder områder hvor de politiske repræsentanter har overskredet grænsen for indgreb i den privateselvbestemmelsesret - defineret som der hvor en given handling udgør urimelig risiko eller direkte er til skade for andre borgere.
Det gælder fx store dele af den danske narko- og rusmiddellovgivning.

På disse områder har enhver ret til at bøje reglerne som det passer dem - indenfor de nævnte rammer; risiko eller skade for andre - og give fingeren til panserne eller andre der ønsker at håndhæve uacceptable regler og love.

Lise Lotte Rahbek

Jo flere regler, jo større chance for at nogen bryder reglerne.
Vi har eddermame mange regler og love i Danmark...

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Samuel Grønlund -
nej, de har sgu ikke ret til at give fingeren til betjenten , hvis job det er at håndhæve de af samfundet vedtagne regler - noget du i anden sammenhæng kan komme til at blive ret så glad for.
Personligt kender jeg betjente, der synes, en del af narkolovgivningen er helt hen i vejret ( hvilket de har ret i)- men du kan som betjent ikke sige : "jeg vælger at håndhæve regel x og y, men ikke z og ww".
Derfor har du ikke ret til at give betjenten fingeren.

Signe Rosendal, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen, christian christensen, Rolf Andersen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar

P.S. -
da jeg var ung og kørte i hurtige tyske biler, overholdt jeg stort set aldrig fartbegrænsningerne - som var højere end i dag. Jeg var nemlig i den heldige situation, at jeg kørte i biler, hvis nummerplader betød, jeg ikke kunne få en bøde - AE 77 plader.
I dag, hvor jeg ved er ældre og har opdaget, vi alle er dødelige, gyser jeg over, hvor uansvarligt, jeg kørte.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen, christian christensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

Bor man på en ø for sig selv er det ikke nødvendigt med regler og love. Man kan afpasse alt efter egne behov. Så snart man vælger at bo sammen med andre mennesker - specielt i tæt befolkede byer er det bydende nødvendigt med regler og love som vi alle SKAL rette os efter, ellers kan vi simpelthen ikke eksistere sammen. Det hjælper ikke, at når man kører over for grønt så også skal bekymre sig om at der er nogen der mener, at de ikke stoppe for rødt lys. Man skal også have tillid til at f.eks. fødevareproducenter kun putter det i varene som står på deklarationen. Man skal også have tillid til at producenter ikke sender produkter på markedet hvis der er tvivl om at det skader sundheden. Listen er endeløs - uden den gensidige tillid til at alle overholder de fælles spilleregler kan vi ikke opretholde et fælles samfund. De få der mener, at regler de er uenige i ikke gælder for dem bør straffes langt hårdere end det sker i dag.

Bortset fra loven, så er jo landets højeste myndighed - folketinget - jo en fantastisk rollemodel godt suppleret af eliten i Nordøstsjælland. Så selvfølgelig skal vi da bøje loven alt det vi kan.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

De -forhåbentlig - få der ikke vil overholde loven snylter på os andre. Husk, loven laves for vores fællesskab, ikke for folketinget, regeringen, dronningen eller andre. Den laves så vores fællesskab kan fungerer og dem der ikke holder loven skyder jo sig selv i foden ved ikke at ville være en del af fællesskabet.

Kim Folke Knudsen, Jesper Sano Højdal, torben - nielsen og Per Langholz anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Der er pt. 1506 love og bekendtgørelser i Danmark ( https://www.retsinformation.dk/Forms/R0210.aspx )
Hver lov og bekendtgørelser kan indeholde adskellige paragraffer.
Det er derfor meget svært at danne sig et overblik over, hvor mange paragraffer der reelt er.
Dertil skal naturligvis regnes diverse ændringer og betænkninger.
I Danmark er det jo borgeres pligt at kende loven, i den forstand at man normalt ikke bliver frifundet fordi at man ikke kendte loven.

Hvor mange borgere mon der går rundt og kender samtlige regler og paragraffer.Et estimat vil være, at der findes omkring 70.000 paragraffer + det løse... og hvor mange borgere er mon lige som jeg sikker på, at overtræde loven på jævnlig basis uden at vide, på hvilken måde.
Jeg gør det jo ikke med vilje. Jeg kan bare ikke ud fra antallet af lovene påregne at overholde dem allesammen. Og når jeg nu først har erkendt den situation, at jeg er lovbryder, så er der jo ikke så meget til hinder for, at jeg omgås andre love og regler lidt mere lemfældigt, er der..?

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Ja middelklassen har fået overklasse fornemmelser, og føler ikke at de behøver at følge de regler der bare gælder for pøblen. De er individualister, der skal realisere sig selv, og ikke har tid at følge massernes regler og de indskrænkninger der følger med at være en del af et sammenhold og være solidariske med andre.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Bjørn Pedersen, Kim Folke Knudsen, christian christensen og Steen Piper anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Siden Folketinget vedtog bødestraf for at gå overfor rødt, har man set stedse flere love, der ikke kalder på respekt. Jeg synes ikke, hverken medicin- og rusmiddel- eller den overvejende del af færdselslovene er sådanne, man kan se stort på - når lige bortses fra fodgængeres personlige ret til at vurdere, om de kan gå over for rød mand kl. 3 om morgenen uden en bil mange kilometers afstand.
Gronemann kommer jo til at forklare vældig godt, at man simpelthen skal væk fra de stressende storrum igen.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Illum, Bjørn Pedersen, Kim Folke Knudsen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Civil ulydighed er jo netop at mærke efter, om den lov, man overvejer at overtræde, er i overensstemmelse med ens personlige moral. Og den personlige moral trumfer alle love, som det blev fastslået ved Nürnbergprocesserne - oh så er det fuldstændig ligemeget, hvad middelklassen ellers påstår.

De fleste forbud er absolutte, hvor mange af dem med fordel kunne formuleres mere betingede - reglen om, at det er forbudt at gå over for rødt lys kunne sagtens suppleres med provisoet "med mindre der ikke er nogen biler i nærheden" - og da politiet i vore dage kører i bil, skal man selvfølgelig ikke gå over for rødt, når der er en politibil i nærheden. Hvis man er distræt som jeg, anbefaler jeg dog, at man altid standser op for rødt, også klokken tre om natten.

Det er en typisk middelklasseindstilling, at alle skal følge lovene, også selv om der lavet ud fra et ideologisk og middelklasseindividualistisk tankesæt. I gamle dage havde man mere smidige regler, som fx reglen om åbne vinduer i togene: Hvis blot en enkelt passager (typisk en kuldskær gammel dame) krævede et vindue i vindretningen lukket, skulle det lukkes, basta - om der så var 35 grader i skyggen. Det blev selvfølgelig mødt med himmelvendte øjne, men selv vi unge rebeller accepterede reglen, da den jo var ganske fornuftig og viste hensyn til de svageste (her de mest kuldskære) iblandt os.

Selv ryger jeg hash, hvis det passer mig, og giver politiet fingeren, selv om de bare passer deres arbejde, for det rager da ikke hverken dem, eller deres arbejdsgivere politikerne, om jeg skader mig selv, hvis jeg da overhovedet skader mig selv ved at ryge en joint. Politiet kunne sagtens lade som om de ikke så jointen, kvad de da også af og til gør ud fra devisen "hvad man ikke ved, får man ikke ondt af" - de er jo ikke alle nidkære idioter. Nidkært idioti er ifølge mine erfatinger en politikersyge, som er blevet udbredt som en middelklassesygdom - normale mennesker har ikke ondt af, hvad andre mennesker foretager sig, så længe det ikke går ud over andre.

OBS - når jeg skriver "giver politiet fingeren" er det blot en metafor, jeg kan på ingen måde anbefale at give politiet en fingeren , for man risikerer at de bliver vrede, og det er faktisk både forbudt og forbundet med fare for bødestraf at give politiet fuckfingeren

Ni ud af ti buschauffører er helt ligeglade med, om jeg har gyldig rejsehjemmel eller ej, det er kontrollørernes opgave at tjekke, er tankegangen. Så jeg er generelt en stor fan af buschauffører.

Ole Frank, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Bast, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jacob Bie-Hansen

Så længe vi trækker samtalen ned på et niveau om, hvorvidt det er ok at give politiet fingeren eller ikke, så er vi selv en del af problemet. Ingen over, ingen under. Det er hverken en middelklassesygdom eller en politikersyge. Det er heller ikke postmodernistisk tænkning, eller en accept af Nietzsches verdenssyn. Det er en ganske almindelig folkesygdom, hedder ligegyldighed.

Et eller andet sted, en eller anden gang, på en almindelig dag i Danmark, blottede en mand sig for en moders datter. Da politiet ikke reagerede hurtigt nok, tog hun sagen i egen hånd og afslørede ham på sociale medier...og da hun kom i aftenshowet, gik vi alle til tasterne og udtrykte vores støtte via Facebook. Men ved at agere som hun gjorde, legitimerede hun samtidig hans handlinger, for hvorfor skal han følge spillereglerne hvis hun ikke gør? Der findes ikke grader af etik og moral, der findes kun etik og moral, og I kan lade jeres tastaturer gløde så meget I vil, etisk er der ingen forskel på deres handlinger. Følelsesmæssigt, inde i mit hjerte og min hjerne, er der kæmpeforskel, og det er sagens kerne. Vi har i højere og højere grad skubbet grænsen mellem fornuft og følelse, det private og det offentlige, os og den anden. Moral er blevet et pseudo-begreb vi bruger til at legitimere os selv i forhold til os selv...ikke i forhold til noget andet.

Vi lever fortsat i en retsstat der bygger på tillid, med et lovsæt der er forankret i moralske grundregler. Vi er et af de få naive demokratier, der er tilbage. Uanset at politikere hver dag laver nye tåbelige små og store love, så er grundpræmissen den samme som altid: at vi som mennesker kan finde ud af, at være ordentlige overfor hinanden, og derfor ikke behøver konstant overvågning.
Hannah Arendt definerede frihed som handling. Ikke bare individuel handling, men mellemmenneskelig handling, handling som tog udgangspunkt i det fælles og "den anden": i daglig tale den person vi agerer med, eller det samfund vi er del af. Immanuel Kant definerede sit kategoriske imperativ, som meget løseligt siger at dine handlinger skal kunne gælde som almene love i et samfund.

Det er helt ok, hvis vi ikke længere vil leve på denne måde, men så skal vi gennemføre det. Hvis vi begrunder vores fart-galskab med "jeg kan styre det" eller afstår fra at gå over for rødt med den eneste begrundelse, at vi "måske bliver fanget", så skal vi gå til næste valg med et gennemført ønske om at ændre vores demokratiske spilleregler i retsstaten radikalt. Så har vi effektivt sat ja til det individualiserede konkurrencesamfund, hvor nogen betaler skat og nogen ikke gør. Så har vi sagt ja til et samfund, der handler om mig og ikke dig. Et samfund, hvor dine børn kan sidde i en kælder med andenrangs-oppassere, mens jeg kører mine børn i privatskole og forbereder dem på livets uundgåelige urimelighed...som heldigvis bliver til deres fordel. Vi har også sagt ja til strengere straffe (for nogen), og bliver nødt til at sende en delegation til Kina, så vi kan adoptere det system for social regulering, de har sat i gang. Vi skal også huske at melde os ud af EU.

Eller...vi kan stoppe med al den ansvarsfralæggelse, som efterhånden er blevet tema for vores eksistens. Vel vidende at vi højst sandsynligt falder i igen og igen, kan vi prøve at tænke i et større perspektiv end vores egen lærketræs-terrasse. Vi kan lade være med at gå over for rødt, fordi det i sig selv er forkert. Fordi det at gå over for rødt, viser børn at det er ok at bryde loven. Fordi det at gå over for rødt korrumperer vores fælles spilleregler. Så handler det om hvorvidt vores personlige moral er i overensstemmelse med lovene, hvorvidt det vi gør tjener det almenes interesse. Det er ikke en tilbagevenden til Thy-lejren, det er en accept af at vi nogen gange skal lukke vinduet, hvis en anden fryser. Ikke fordi vi dermed er barmhjertige mennesker, men fordi det i sig selv er det rigtige at gøre. Vi kan også lade være med at give politiet fingeren, fordi det i bund og grund er respektløst at give nogen som helst fingeren. Vi kan bruge vores voksen-ord, hvis vi er utilfredse.

Det er et valg mellem individualisme og universalisme, og alt hvad det medfører. Det er ikke et halvhjertet forsøg på aflad ved at købe "Hus Forbi" en gang om måneden, for derefter at gå hjem og snyde i skat. Det er "os alle" eller "mig alene", med alt hvad det medfører

Signe Rosendal, Grethe Preisler, Herdis Weins, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Niels Bent Johansen, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Jørn Vilvig og Per Langholz anbefalede denne kommentar

Det er den formynderiske og usaglige lovgivning samt politistatens magtfuldkomne og nu om dage konsekvent nul-tolerante håndhævelse, der trækker niveauet ned, skaber vrede mod myndigheder, og gør Danmark til et ulideligt sted at leve - for alle os danske borgere der ikke naturligt godtager ordrer eller trusler, eller villigt lægger os fladt ned for systemet eller fællesskabets ønsker.

Jeg er et højt uddannet, intelligent, voksent og frit menneske, der står ingen over mig - INGEN!!!
Jeg accepterer nogle fælles spilleregler og begrænsninger i handlefrihed indenfor den nævnte ramme: handlinger til skade eller urimelig risiko for andre.
Men lovgivning der overskrider denne ramme, bygger på falsk logik eller som vedtages uden ordentlig saglig proces - er ugyldige.
Det kan ikke være anderledes.

Egon Stich, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Niels Østergård, Kurt Nielsen, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hacob Bie-Hansen, af mine kæpheste er sociallovgivningen - eller som det hedder i vore dage: Beskæftigelseslovgivningen. En anden er udlændingelovgivningem, i dag kaldet Hjemsemdelseslovgivningen.

Disse to lovkomplekser gælder som almen lov, men det er et stort spørgsmål, om de overholde Kants kategoriske imperativ.

Mine handlinger SKAL KUNNE gælde som almene love i et samfund, er formuleringen hvorfor jeg vælger at overtræde disse to konkrete lovkomplekser, fordi de ifølge min moral IKKE KAN gælde som almene love. Det ville Kant være helt enig med mig i, da et skal forudsætter et kan. Og jeg KAN ikke følge denne lovgivning, da min moral forbyder mig det.

Husk, det kræver en virkelig høj moral at være civilt ulydig, og man skal selvfølgelig være parat til at tage den straf, man risikerer at udsætte sig selv for. Det er jo ikke hverken for sjov eller af magelighed, at jeg nægter at følge visse love, men i rent og skært moralsk nødværge.

Dommeren er selvfølgelig ligeglad, han/hun har nogle regler at håndhæve, men selv dommere er i stand til at "overse" visse formelt belastende kendsgerninger, når reglerne er så absurde, at de strider mod selv dommerens samvittighed. Det er jo netop derfor vi bruger levende mennesker med både fornuft og følelser som dommere, i stedet for at trække vores dom i en automat - hvilket sidste jeg af og til godt kunne formode er visse politikeres våde drøm!

Lillian Larsen, Egon Stich, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Jacob Bie-Hansen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Peter B. Jensen

Jeg ville pege på en anden legemsdel og sige at det gælder om at bruge hovedet, når vi forholder os til regler og love. Vi har erfaring for at love kan være yderst uretfærdige eller baseret på fejlagtige antagelser, hvorfor blind lovlydighed kan være lige så problematisk som rent anarki.

Der er sket en anden udvikling i de samme 40 år. Dengang var det underforstået at lovgivning skulle baseres på et rationelt grundlag, så selv en syvårig kunne forstå formålet med loven. Dertil kom at lovudviklingen typisk var forhandlet mellem de respektive parter, så de fleste kunne se sig selv spejlet i det endelige resultat.

I mellemtiden er der sket en forskydning, så politik er blevet mere magtkamp og symbolik. Nu får vi love der alene hviler på ideologiske forestillinger, love der bryder med grundprincipper, love der vil løse X ved at forbyde Y og love der er tilsigtet ulige. Dette magtmisbrug kræver selvfølgelig at vi hver især gør os nogle ekstra overvejelser om lovens forudsætning, formål og effekt - og udviser civil ulydighed hvis vi finder loven umoralsk.

Personligt følger jeg trafikregler fordi jeg forstår at jeg fører et tonstungt livsfarligt køretøj og så medtrafikanter kan forudsige mine handlinger. Men på en iskold vinterdag slynger jeg tørklædet for næse og mund, selv om det bryder med maskeringsforbuddet. Det er ikke handlinger der skal demonstrere min individualisme eller som siger meget om min overordnede lovlydighed, men det er selvfølgelig en personlig vurdering.

Og her er måske også sket en uheldig udvikling. Førhen var der en udbredt respekt for at vi kunne løse de små uoverensstemmelser selv. Men det virker alt mere som om alting skal regelrettes fra centralt hold, ofte uden input fra de berørte. Min egen mistanke er, at det er udtryk for politisk handlingslammelse på de store spørgsmål - hvorfor mange fordyber sig i de små, for at holde sig relevante og illudere partiforskelle. Men også en dalende forståelse for bureaukratiets og lovgivningens begrænsninger, da den pokkers frie vilje jo altid er ukuelig.

Endelig er der spørgsmålet om lighed for loven. Vi ser for mange eksempler på at de magtfulde forbrydere går fri, mens de små fisk bliver ubønhørligt straffet. Det undergraver vores retfærdighedssans og er en dårlig rollemodel, som vi let kan bruge til at undskylde egne overtrædelser. Måske ville vi respektere loven mere, hvis samfundets spidser førte an med ulastelig moral og nidkær lovlydighed? Men når en bedrager stifter sit eget parti, milliardærerne svindler i skat og racisterne svøber sig i frihedsprincipper - så bliver jeg nødt til at stole på egen dømmekraft, for jeg har ingen tillid til deres.

Lillian Larsen, P.G. Olsen, Egon Stich, Per Langholz, Grethe Preisler, Steffen Gliese, Herdis Weins, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Jacob Bie-Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

Der er en hel del personer i denne her tråd der må skamme sig når de kører på de fælles veje, har børn i vores fælles skoler, drikker af vores fælles vand, etc.
For intelligente, oplyste og frie mennesker er det klart at ingen står over fællesskabet - INGEN. Mener man anderledes må man flytte på en
øde ø og klare sig selv.

Niels Duus Nielsen

Niels Bent Johansen - er du en af dem, der vil stikke en medborger for fx at være socialist eller kommunist, hvis det blev påbudt ved lov?

Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

Niels Duus Nielsen
Du har ret, der er fine linier I forhold til menneskerettigheder, vold mod medborgere hvor man må gøre op med sig selv om man vil rette sig efter fællesskabet.
Muligvis ville jeg kunne finde på at stikke nogen for at være liberal og nationalist - :-))
Det er bare ikke det jeg har opfattet at denne tråd handler om, men om individets præferencer skal stå over fællesskabets i almindelige sager - mao skal man ikke rette sig efter regler man er uenige I.
Min holdning er, at påbyder loven mig at gøre noget jeg er uenig I (med respekt for mine første linier), må jeg søge at få ændret loven på demokratisk vis, eller finde et andet sted at bo hvor lovene er anderledes.

Jens Thaarup Nyberg

"... kan der være situationer, hvor det er ok at bryde love og regler, f.eks. for at hjælpe andre?"
Hvor dumt ka´man spørge - situationen, og med den vore værdier, er altid afgørende for, hvad vi kan gøre, så det er ikke et spørgsmål om ok eller ej, men et spørgsmål om værdier, herunder ´overblik over situationen´, samfundsbevidsthed.

Det er jo det rene ynk, og så synd for alle med alle de regler. For 30 års siden var det færre regler, men alligevel tog det dage at udfylde en selvangivelse, og forstå reglerne omkring skattelovgivning, idag skal de fleste bruge 10 minuter på at kigge selvangivelsen igennem.
Mange regler er jo også for at beskytte forbrugeren, eller skal det hellere være som i USA, hvor der er færre regler, der beskytter forbrugeren, men man istedet får at vide hvad f.eks kemiske vare består af, udfra princippet right-to-know, og derefter står man på egne ben, og skal selv finde ud om det kan være skadeligt.

Niels Duus Nielsen

Niels Bent Johansen, du har da helt ret i, at vi skal skelne mellem lovene: At gå over for rødt lys er ikke noget, min samvittighed påbyder mig, så hvis jeg får en bøde for det, er det virkelig ikke noget, jeg vil gøre et stort nummer ud af.

Hvis jeg derimod af min jobkonsulent bliver sendt ud at arbejde gratis, gør jeg alt, hvad jeg kan, for at sabotere den lovgivning, som tvinger mig til at være skruebrækker. Og selvfølgelig forsøger jeg samtidig at ændre denne lovgivning, men det er slet ikke så nemt, da jeg ikke er en af de 179 mennesker, som bruger store dele af deres tid på at tælle til 90.

Faktisk er civil ulydighed en måde at få lovene ændret på: Min jobkonsulent rapporterer til sin overordnede, som rapporterer til sin overordnede osv. etc., indtil det i den bedste af alle verdener når ministerens bord.

Er jeg naiv? - ja, jeg er naiv! - så for en sikkerheds skyld skriver jeg også lidt om de forhold, jeg er underlagt, her i Information. Om ikke andet, så får jeg da lidt afløb for mine frustrationer.

Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek og Herdis Weins anbefalede denne kommentar