Klumme

Georg Metz: Danmark har fået sin egen Donald Trump i discountformat – Klaus Riskær

Narcissistens pure overbevisning om skyldens uretfærdige adresse. Klaus Riskær Petersen er ikke i tvivl om sin egen persons ordentlighed. Nu er det i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne er enige med ham eller ej
»Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).« skriver Georg Metz.

»Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).« skriver Georg Metz.

Jakob Dall

Debat
22. februar 2019

»Jeg fortryder, at jeg har lavet handlinger, der var af en sådan karakter, at de kunne forstås som ulovlighed, der ligefrem gjorde, at jeg kunne straffes.« Klaus Riskær Pedersen som citeret i denne avis fra pressemødet onsdag.

Lad sætningen stå et øjeblik.

Gammel visdom siger, at ønsker man at møde den personificerede uskyld i det skinbarlige offer for uretfærdighed, bør man blive besøgsven i et fængsel. Dommene over Riskær Pedersen var ifølge ham selv »måske ikke forkerte, men jeg synes ikke, det var retfærdigt, ikke, at de kunne være det bekendt.«

Skylden for de indlysende forbrydelser ligger således ikke inden for den bevisligt skyldiges ansvarsområde. Sådan taler en klinisk narcissist.

Man kan mene, at danskerne i den straffede finansjonglørs lancering af sig selv som en gave til nationen har fået deres egen Donald Trump om end i discountformat.

Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).

Denne patologiske trang til bestandig selvhævdelse i fup og fiktion om egne dyder med Trump i rasende anfald af storhedsvanvid over dem, der drager ham i tvivl, genkender man så småt i typen Riskær Pedersen: »Jeg er belastet af, at jeg har læst så megen filosofi gennem årene.« En udtalelse, der betyder, at denne læsning, der jo ikke uden censor og eksaminator lader sig efterprøve, afskærer yderligere spørgsmål og debat.

Mens skepsis og modspørgsmål hos Trump udløser grove overfald på journalister med ordre om at holde kæft og sætte sig ned samt inddragelse af de formasteliges pressekort til Det Hvide Hus, bliver kritiske spørgsmål hos den nyslåede Riskær til flere intimiderende røfler: »Altså hør nu her!« – underforstået: tumper. »Gå hjem og læs jeres retsfilosofi,« lød Riskærs ordre.

Jeg forstår og gennemskuer mere end nogen anden. Nu må vi/jeg så se at få rettet op på skuden. Jeg er parat og burde være begyndt for længe siden.

Det sidste er sammenskrivning af selvpræsentationen forleden og bekræfter blot iagttageren i dyster mistanke om jonglørens rationerede selvindsigt og mådelige dømmekraft på de indre linjer.

I den bedste af alle verdener kan en sådan karakter ikke blive valgt til noget som helst i et demokratisk system. Ikke efter hårde domme for grov økonomisk kriminalitet og anden virksomhed som samvittighedsløs platugle.

Fantastens tur i trapezen

I et veludviklet, solidt funderet folkestyre vælger man politiske repræsentanter på baggrund af handel og vandel. Ikke en plet må der kunne sættes på danske politikere, som Jens Otto Krag sagde om folketingsmedlemmer, potentielt jo også ministeremner. I Danmark har den tradition i det store og hele holdt stik. Glistrup er undtagelsen på det kriminelle niveau. Skattefuskeradvokaten vendte tilbage til Folketinget efter udstået straf, og det var måske også en fejl, at han ikke igen blev kendt uværdig. Forklaringen kan være, at en nagende usikkerhed om historiens karakter og substans og trods domfældelsen alligevel spøgte. Men det er en anden og meget indviklet historie.

I Riskærs fald er skylden klokkeklar, forbrydelserne alvorlige og gælden, herunder skattegælden, betydelig.

Pressemødet onsdag burde kunne affærdiges som fantastens tur i trapezen inden lukketid, Pedersens dåbsattest indikerer med et lavt aldersgennemsnit i danske lovgiverkredse ikke nogen lang og lovende karriere som folkevalgt. Alene dét.

Forbeholdene ovenfor nævnt ville under normale omstændigheder og trods reglernes liberalitet umuliggøre valg. De senere års erfaring, hvor normale omstændigheder må revideres, synes imidlertid ikke at afskære belastede personer fra valg på populistiske platforme.

Det har ligesom ligget i de uudtalte forudsætninger: Dels at amerikanske præsidentkandidater ikke lyver hele tiden, ikke forlanger deres modkandidat i fængsel og ikke efter valget, når ulykken er sket, forstærker grovhederne. Dels har det ligget i dansk folkestyres uskrevne betingelser, at man ikke søger valg, når selv den mest effektive pletfjerner kommer til kort.

Normalt klarer kredsbestyrelsen problemet med tak for kaffe til en kandidat i risiko for tvivl om værdigheden.

Når kandidaten så både agerer kandidatopstilling, kredsbestyrelse, hovedbestyrelse og fanden og hans pumpestok, siger det sig selv, at et sådant parti bør være ekstra påpasseligt under salg af bukseelastik i metermål. Men en sådan varsomhed kan man ikke forvente af en person med en halv snes år på cv’et i den forkerte ende af retsvæsenet.

Et spørgsmål om tillid

Det hele er i sidste ende et spørgsmål om tillid: Mener vælgere i tilstrækkeligt tal ikke, at Riskær er tvivlsom, bliver Riskær valgt. Den tid, den skam.

På forhånd bekymrende er Riskærs påfaldende mangel på tvivl om egen ordentlighed. Den megen filosofiske læsning har åbenbart ikke ført den flittige læser forbi moralfilosofien, et studium der måske kunne have fået den nye partiformand til at overveje rækkevidden af indledende citat.

Jongløren, hvis samfundsindsigt forbliver overfladisk, fortryder ikke sine handlinger. Punktum. Han fortryder angiveligt de handlinger der af nogen, domstolene, blev forstået som ulovligheder, hvilket betyder, at andre, jongløren selv, ikke ser dem som sådanne, men som altså betød, at han ligefrem kunne blive straffet. Hvad de ikke kunne være bekendt.

Ophavet til en sådan moralopfattelse er måske ikke verdens bedst egnede som sit lands lovgiver.

Og skide så være med gælden.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det vil sikkert være banalt for de fleste: Men denne kandidat er også narcissist, løgner og psykopat. Lad os slå det fast, og sige det højt. På samme direkte måde som B. Sanders omtaler hr. Trump. Uden omsvøb

Dennis Tomsen, Diego Krogstrup, Hanne Ribens, Carsten Mortensen, Michael Waterstradt, Peter Wulff, Werner Gass, Birgitte Johansen, Palle Pendul, Tommy Clausen, Hans Larsen, Marianne Stockmarr og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Du - Metz. Du har godt nok en særlig evne til at spidde én op på en væg lige så nøgen som var han trådt ud et bad med selv-rens - men du tager fejl af diagnosen,han er en notorisk løgner og den eneste der passer til den slags er Münchausen by proxy hvor proxy-delen kunne være SKAT,retsvæsenet,hans omgivelser,samfundet og nu - fanden gale - mig demokratiet. Hvis Folketinget ikke giver ham en nedad rettet tommelfinger,så er tinget ikke sin opgave voksen. Jeg er noget så sjældent som - forarget.

Lis Flemmer, Hanne Ribens, Peter Wulff og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Var det en præstefamilie, du sagde, du kom fra, Metz?

Torben Lindegaard

Georg Metz

Gud og hver mand vil efter overstået valgkamp kende alt til Klaus Riskærs fortid, så hvis han bliver fundet værdig til Folketinget af vælgerne, så kan hans Folketingskolleger - hvoraf de fleste forventeligt er hans politiske modstandere, trods alt !! - ikke tillade sig at stemme ham ud igen som ikke-værdig.

Flemming Bruun, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Bjarne Andersen, Jørgen Wentzlau, Anne Eriksen, Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Anina Weber, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er træt af, at hans politiske kolleger bruger den feje løsning med at skyde på manden - på et tidspunkt, hvor deres egen politik langt overgår Riskærs i uanstændighed og samfundsnedbrydning.
Jeg er dog sikker på, at Riskær med sin opbakning til udlændingestramningerne har lagt sig selv uoverkommelige hindringer i vejen.

Anne Mette Jørgensen, Flemming Bruun, Vibeke Hansen, Anne Eriksen, Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Ete Forchhammer , Torben Bruhn Andersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Jeg får kuldegysninger ved tanken om, at Folketinget skal afgøre folketingsmedlemmers værdighed til at sidde i Folketinget.
Hvis der skal være andre afgørelser end vælgernes, bør det være via et uafhængigt nævn.

- De retskafne begår ikke kriminalitet. De smarte blandt de kriminelle begår lovlig kriminalitet.

Søren Jensen, Lillian Larsen, Flemming Bruun, Eva Schwanenflügel, Frederikke Nielsen, Jens Kofoed, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Mogens Holme, Carsten Mortensen, Ete Forchhammer , Michael Waterstradt, Birgitte Johansen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Hvis narcisister, psykopater, lystløgnere mm. skulle holdes ude af Folketinget, ville Riskær ikke være den første, jeg kom i tanker om ...

Søren Jensen, Benny Larsen, Lillian Larsen, Anne Mette Jørgensen, Ib Christoffersen, Arne Albatros Olsen, Dennis Tomsen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Erik Fuglsang, Frederikke Nielsen, Jens Kofoed, Vivi Rindom, Vibeke Hansen, Bjarne Andersen, kjeld hougaard, Jørgen Wentzlau, Esben Lykke, Anne Eriksen, Anders Reinholdt, John Damm Sørensen, Poul Anker Sørensen, Flemming Berger, René Arestrup, Helene Kristensen, Jesper Sano Højdal, Mogens Holme, Jacob Schmidt, Jørn Andersen, Thomas Tanghus, Carsten Mortensen, Ken Sass, Allan Filtenborg, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Ete Forchhammer , Torben Bruhn Andersen, Michael Waterstradt, Torben K L Jensen, Anina Weber, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Birgitte Johansen

Metz har ramt plet - igen!
Og så til spørgsmålet om hvorvidt folketinget kan 'tillade sig' / 'være bekendt' at finde Riskær uværdig i en situation, hvor vælgerne har stemt ham ind: Selvfølgelig kan og bør de det! Det er selve formålet og ideen med at have den pågældende forordning; at Folketinget kan fungere som nødbremse, hvis det skulle vise sig, at der er tilstrækkeligt med tosser i landet til at stemme én eller anden komplet uansvarlig populist ind. Glistrup skulle jo også have været smidt ud, når man betænker alle hans hysteriske anfald i pressen og på talerstolen, så var manden jo åbenlyst bim i bøtten.

Carsten Mortensen, Palle Pendul og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Birgitte Johansen

Skal vi så tage stemmeretten fra de vælgere, der stemte Glistrup ind i Folketinget -
eller er det nok med folketingsmedlemmerne fra de andre partier som Vogternes Råd ??

Anne Mette Jørgensen, Ole jakob Dueholm Bech, Erik Fuglsang, Frederikke Nielsen, Jens Kofoed, Flemming Berger, Anina Weber, Hans Aagaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nu må vi altså vide det, Riskær. Den der stol, er det en Du har fundet eller en Du har fået lavet?

Jens J. Pedersen

Jeg kan godt forstå, at han dukker sig ned i den bette stol!

Lidl-Klaus.

Birgitte Johansen

Torben Lindegaard:
Jeg taler ikke om at tage stemmeretten fra folk; alene om Folketingets mulighed for at dømme et potentielt medlem ude p.gr. af uværdighed. Og det skulle efter min mening også være sket med Glistrup i anden omgang p.gr. af kriminel adfærd og opfordring til vold/mord.

Flemming Bruun, Anne Eriksen, Hanne Ribens og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Ja demokratiet er ikke altid lige belejligt, men alternativerne er ikke at foretrække. Bortset fra det ville jeg vove at spå, Riskær ikke når spærregrænsen med det yderste af en fingernegl, hvis ikke jeg til det sidste holdt på, at Trump aldrig blev præsident i den her verden.

Folket og kun folket afgør om Klaus Riskær Pedersen skal vælges ind i folketinget. Ellers kan Klaus føje endnu en oplevet uretfærdighed til de mange andre, og den sidste her kan modsætningsvis med en vis ret diskuteres.

Flemming Bruun, Frederikke Nielsen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Mogens Holme og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

I øvrigt. Der er jo den omkostning, hvis tinget skulle finde KRP uværdig, at medlemmerne vil kunne mistænkes for på en behændig måde, at eliminere konkurrence fra holdninger der i nævneværdigt omfang udfordrer deres egne - og angiveligt i manges øjne fastlåste samme. Så mon ikke man af to onder lader nåde gå for ret og prøver manden på hans aktuelle habitus? Det burde (dermed ikke være sagt at det er det) være en smal sag.

Anne Mette Jørgensen, Frederikke Nielsen, Anne Eriksen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

"Ikke en plet må der kunne sættes på danske politikere, som Jens Otto Krag sagde om folketingsmedlemmer, potentielt jo også ministeremner."

Det er nok efter hånden blevet mere moderne med lidt polkaplettede folketingsmedlemmer, end ensfarvede.

Så havde én glemt, at vedkommende havde en gård i Østeuropa med sin mand, én allerede nævnt snød i skat, én anden fik betalt en del, han ikke skulle og fløj med familien på statens regning mm., en havde støttet et firma, der var ulovligt, én har rockervenner, én fik et dyrt ur, som han måtte levere tilbage, en fik leveret et hav af aviser helt privat, mange har begunstiget deres venner med gode jobs, de ikke behøvede søge, én underbetalte sine buschauffører, én var med til at startede en krig, der ændrede Vesten og dele af Mellemøsten for bestandigt og vi kan blive ved og så var der for pokker én fra Grønland, der forvekslede sit betalingskort med Landstyrets. Disse kort ligner også hinanden. Ingen af dem blev fyret fra Folketinget. Måske er der alligevel ikke lighed for loven. Således kommer KR sikker til at gøre en del af dem et godt selskab. Så er der selvfølgelige nogle, der er helt rene bag ørene og kun har en sort streg i panden.

I går fyrede Riskær en kvinde, fordi hun ikke formulerede sig så godt i massemedierner. Hun tog det helt cool og jeg tænkte, hun er måske en af de få egnede, fordi hun svarede ganske besindigt og beskedent. Men retfærdigvis må jeg sige, jeg har ikke hørt hende, men kun læst om sagen.

Til sidst en lille historie om akustik, fortalt af en ingeniør.
Man byggede om på nogle lokaler i Byretten i København, tror jeg det var. Det var imens Glistrupsagen var på sit højeste. Der var tonsvis af mapper og papirer på reoler i lokalet. Akustikeren regnede på lyden og hvad, der skulle til at forbedre den lange efterklangstid i lokalet. Ændringer blev lavet af loftet og flere steder i lokalet. Lidt efter sluttede sagen i denne retssal og alt materialet fra Glistrupsagen blev flyttet i arkivet. Der viste det sig, at alt materialet fra Glistrupsagen havde alligevel hjulpet til med akustikken, således måtte de ombygge lokalet igen, efter at sagens akter blev fjernet.

Lillian Larsen, Anne Mette Jørgensen, Torkil Forman, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Bjarne Andersen, Søren Lysholm Christensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Anina Weber, Carsten Mortensen, Kim Houmøller og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Rettelse
efterhånden hedder det.

Rettelse.
Én var med til at starte en krig, der ændrede Vesten og dele af Mellemøsten for bestandigt.

Vennetjenester er også en del af politik.

Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Det er problematisk, at det er Folketinget, der træffer afgørelsen om, hvorvidt et medlem falder for bestemmelsen om, at man ikke er valgbar, hvis man er straffet for noget, der i almindeligt omdømme gør en uværdig - der er et oplagt habilitetsproblem. På den anden side kan det, at "vælgerne" har sendt en straffet person i Folketinget, ikke i sig selv bevise, at vedkommende ikke er uværdig i "almindeligt omdømme", da selv et stort antal personlige stemmer ikke betyder, at en større del af befolkningen ikke finder personen uværdig.

Det havde været bedre, hvis det som for kommunalbestyrelsers og regionsråds vedkommende var et uafhængigt nævn, der afgjorde spørgsmålet. Men det er fastslået i Grundloven, at det er Folketingets egen afgørelse, og en grundlovsændring har nok lange udsigter. Så Folketinget vil efter alt at dømme i lang tid fremover have retten til at fortolke, hvad det "almindelige omdømme" er.

Anne Mette Jørgensen, Birgitte Johansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Klaus har vist læst den forkerte slags filosofi, men han kan padle med tungen!

https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-9/debatten-2019-02-21#!/

Grethe Preisler

Nøglerne til maskinrummet på Christiansborg?

Vil man være rigtig sarkastisk og væmmelig, kan man vel uden overdrivelse sige, at hvis det virkelig lykkes Lars Løkke Rasmussen endnu en gang at samle et flertal i folketinget bag en ny 'samlingsregering hen over midten' med ham som statsminister, er det ikke så meget på grund af mandens egne menneskelige, moralske og politiske kvalifikationer til fortsat at bestride posten som på grund af de fleste af hans konkurrenters sørgelige mangel på samme.

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Frederikke Nielsen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Torben Skov, Runa Lystlund og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Runa Lystlund,
hvis du gerne vil høre, hvad kvinden, der blev vraget som 'medspiller i Cirkus Riskær', sagde, før hun blev dømt ude af Klaus, kan du når det endnu ved at podcaste eventen på DR.dk.radio .. ;)

Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Allan Filtenborg

Helle Thorning, Corydon, Løkke, Esben Lunde, Eva Kjærsgård, Simon Emil, Lilleholt, Khader..... Klaus Riskær bum di da dum

Anne Mette Jørgensen, Ib Christoffersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Jeg er som sædvanlig glad for de udskæringer Georg lægger til skue i sit mentale metzgerei, men er der ingen opmærksomhed på Risikokærs ugentlige to timers gratis reklameblok på radio 24syv.
(måske får han oven i købet løn for det?) Den skal da lukkes.

Torben K L Jensen

Nu er det jo sådan i Danmark at intet er over,intet ved siden af af Folketinget,de er øverste forvalter af Grundloven - de eneste der kan rejse en rigsretssag er folketinget og derfor også deres pligt til at følge grundlovens bestemmelser om værdighed til en plads i tinget - længere er den sådan set ikke.

Krister Meyersahm

Grundloven stiller enkelte forsvarsredskaber til rådighed for både folketing og regering. Regeringen kan eksempelvis udskrive nyvalg før udløbet af en 4-års valgperiode hvis folketinget er, så at sige, "obstruktivt". Folketinget kan skaffe sig af med en minister eller hele regeringen ved at erklære mistillid til statsministeren som herefter skal udskrive nyvalg eller begære sit ministeriums afsked.

På lignende vis kan folketinget skille sig af med egne medlemmer hvis flertallet finder det nødvendigt, i respekt for meningen med Grundlovens § 30. Det er selvfølgelig en underkendelse af vælgernes vilje men formålet er at forhindre, at folketinget indtages af, som det står, personer der ikke i almindeligt omdømme er værdige til at beklæde embedet.

Torben K L Jensen

PS : Han får løn i Radio 24/7 - mener det er 33.000 om måneden som han selv har sagt.

Jørgen Møller

...når der tales om narcissister, svindlere og bedragere, skatteunddragere, så er Klaus Riskjær Pedersen sammen med forskellige folketingsmedlemmer, der er mere speget end røget trods alt størrelser i en 'kravlegård', hvor de fifler og bamler og fører sig frem, om det så er at gå sammen med de store i krig eller se på og hjælper med at de store får de råstoffer, de ønsker, og deres våbenfabrikker tjener mia. af $ i en str.orden, man ikke fatter. De er med til skabe flygtninge i mio.tal, hvoraf 10.000´der på flugt druknet i et europæisk hav. Dem, der er så heldige at nå i land, bliver af andre i 'kravlegården' sendt retur over det samme hav på hvis bund deres pårørende findes.
Jeg ved snart ikke, hvem skal dømme hvem ude? Under arbejderegeringen med Helle Thorning sad hendes nære ven finansministeren og udbetalte 263 mio. kr. til revisionsfirmaer for at finde den bedste køber til Dong. PwC Plesner pegede på en af de helt store gamblere Goldman Sachs, som er udråbt til at være en af denne verdens helt store skurke, Goldman Sachs, der efter et par år havde tjent det dobb. af købsprisen, 17 mia. kr., men dem i 'kravlegården' var alle glade. Danmark havde trods alt gjort en god forretning med Skurkene.
Fjerner vi os fra 'kravlegården' og ud i den store verden, finder vi skurker af en helt anden kaliber og det trods Klaus Riskjær og hans kompaner skylder omkr. 105 mia. kr. i vores fælles kasse, penge som ville falde tørt på mange udsultede pletter i det danske velfærdssamfund. - Dog intet imod Lehman Brothers krakket, det største i historien, og som betød at over en nat stod mere end 10 mio. amerikanere uden hjem, ikke engang en seng at sove i. - Nogle af toplederne vandrede direkte fra Lehman Brothers og ind topposter i den amerikanske regering under Barack Obama. For Lehman Brothers var det ikke rok at rive tæppet væk under fødderne på det amerikanske folk, næh! De fik hele verdensøkonomien til at skælve og landes regering måtte skynde sig at stryge forbi mio. af verdens sultende for i tide at nå frem til deres egne, store banker med kæmpe nødhjælp udbetalt i bl.a. euro og her i Danmark med mia. kr. for at redde Danske Bank, der trods alt har en rigdom, der er to gange Danmarks og derfor også få år efter krisen kunne begave deres aktionærer med 22 mia. kr. - Jeg medgiver, det er meget mere overskueligt at takle dem, der bamler og bimler rundt inde i den danske 'kravlegård'. Martin Henriksen, Inger Støjberg og Lars Løkke, og hvad de nu hedder dem inde i kravlegården, får man mere lyst til at forære en teddybjørn, de kan lege med - og kommer Klaus også derind, så vil han sikkert gerne ha` en lille Lamborghini i Tekno-legetøjsmodel og med det fortsætter de helt sikkert glad og tilfredse at bamle videre, som var det livets gang i Lidenlund.
Jørgen Møller

Anne Mette Jørgensen, Michael Waterstradt, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Vibeke Døssing, Bjarne Andersen, Niels Møller Jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Går ud fra vi alle kan mene hvad vi mener om KRP. Men fakta er at manden er dømt og har udstået sin straf.
Mens vi har flere i folketinget der ikke engang er dømt endnu.

Forstå den, dem der vil. :)

lars søgaard-jensen, Lillian Larsen, Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Bjarne Andersen, Tonny Helleskov, Anne Eriksen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ikke at jeg ønsker Riskær i Folketinget, slet ikke, men dem vi har nu er da flok morakkere. Ja, ligefrem en flok distanceblændende dydsmønstre.......

Johnny Hedegaard

".....Ikke en plet må der kunne sættes på danske politikere, som Jens Otto Krag sagde om folketingsmedlemmer....." -

Jeg er helt enig.

Gad vide hvor mange ledige taburetter der ville være i Folketingssalen, hvis det blev efterlevet?

Benny Larsen, Lillian Larsen, Anne Mette Jørgensen, Birgitte Johansen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Frederikke Nielsen, Kim Houmøller, Bjarne Andersen, Anne Eriksen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Lidt eftertanke, det kan være spændende om nogen ville sparke lidt til de gamle støvede klenodier og at der dermed kom lidt mere ilt til de små grå, som vi formoder stadig er intakte.
At Riskær skulle have forkærlighed for den lille maskinsmører må på den anden side betragtes som en uheldig tildens, hvis man ønsker et ligeværdigt samfund.
På den anden side ville det være en god ide med samarbejde på trods af de 2 muligheder, der forefindes. Kan man tænke sig andre løsninger end den sædvanlige?

René Arestrup

Metz har begået en hybrid mellem en moralsk bøvs og en lomme-psykologisk analyse, der fortæller lige så meget om Metz selv.
Men smart greb Metz - at sætte lighedstegn mellem KRP og Trump, så vi alle sammen kan være helt sikre på, at vi har at gøre med en narciscistisk sociopat, som er blottet for enhver form for menneskelig anstændighed.
I lighed med andre, er Metz ekstremt optaget af moralsk habitus, men bemærkelsesværdig indifferent i forhold til politisk substans.
Men det er naturligvis også den nemmeste løsning for en farisær, som mener at vide hvordan moralfilosofien retteligen bør udlægges og som er så tilpas hoven, at han finder det nødvendigt, at belære os alle om tingenes rette sammenhæng.
Bøvs!

Anne Mette Jørgensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Anina Weber, Per Torbensen, Ole jakob Dueholm Bech, Erik Fuglsang, Jens Kofoed, Torben Lindegaard og Michael W Pedersen anbefalede denne kommentar

Folketingets ombudsmand om vurdering af straffeattest:

"Spørgsmålet er, hvordan en myndighed skal foretage denne konkrete vurdering. Den bør for det første vurdere, om der på arbejdspladsen er særlige fristelser til lovovertrædelser, f.eks. fordi de ansatte skal håndtere værdier for svage borgere. Desuden har det betydning, om arbejdspladsen udøver funktioner af ”særlig kvalificeret karakter”, altså funktioner, som varetager væsentlige samfundsmæssige interesser, og som kræver, at den ansatte nyder en særlig agtelse og tillid." - En folketingspolitiker, der formodes at arbejde og lovgive for og om samfundet, må være forbilledlig for at opnå tillid og værdighed.

kjeld hougaard

Det kunne være sjovt at få en rigtig erkendt skurk, af et vist format, i folketinget. Han gør hvad han tror er ret, og tager konsekvenserne. Det er lidt trættende med småfiflere som giver østerskvoter til de rige, og gødningsret til stærkt lobby organiserede, forhindre Tibet demonstrationer. ”Det havde vi ingen anelse om” – tale om kronisk uskyld. Dette og Riskær er bagateller, kun penge. Danske folkevalgte mennesker, besluttede at andre danskere, på deres vegne, skulle medvirke til at slå tusindvis af kvinder og børn ihjel, ødelægge deres samfund – kun for at få et klap på skulderen af USA. Riskær er moralsk set i firmafodbold divisionen som skurk.

Anne Mette Jørgensen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Frederikke Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er virkelig dumt af KRP, at han ikke - fuldt og rentonet - vedstår, at han har begået noget kriminelt og at han er blevet dømt for selv samme. Letbenede og forsonende eufemismer som 'fodfejl' og 'uopmærksomhed' er ikke befordrende for hans i forvejen stærkt beklikkede troværdighed - og dermed heller ikke for hans politiske projekt.
I stedet bør han gå den bodsgang, der er nødvendig, erkende og beklage. Men her har han åbenlyst en brist. Og det er ikke til fordel for ham selv.

Niels Duus Nielsen, Ib Gram-Jensen, Birgitte Johansen, Anina Weber, Ole jakob Dueholm Bech, Erik Fuglsang og Frederikke Nielsen anbefalede denne kommentar

Jamen, svarer det ikke ganske godt til en del af medlemmerne af den klub, han gerne vil optages i?
Eufemismer som "uopmærksomhed, glemsomhed og har ikke set/ hørt at"?

Torben Lindegaard

@René Arestrup 23. februar, 2019 - 11:20

Det vigtigste er, at du har kendskab til både anklagerne imod Klaus Riskær, domfældelserne og straffene samt den manglende bodsgang - så kan du helt selv afgøre, om du vil stemme på ham eller ej.

Frederikke Nielsen

Nu ville han jo ikke være den eneste med en dom i Folketinget, såfremt han bliver valgt ind. Så den faldende moral er allerede et problem i tinget inden Klaus Riskjær overhovedet er kommet ind. At have en dom for racisme og stadig have ret til at stå på talerstolen og propagandere sin racisme, er for mig meget alvorligt.

Ift. dommen i sig selv tænker jeg, at befolkningen må tage stilling, om den er for grov.

Dér hvor jeg har et problem, er at han har den store gæld - især til det offentlige - det gør ham i min optik inhabil. Han må afvikle sit mellemværende, før han kan karakteriseres som habil til at indtage en position på Tinget.

René Arestrup

@Torben Lindegaard
I princippet enig, blot tvivler jeg på, at vælgerne kan overskue - endsige gider - at sætte sig ind i nogle temmelig snørklede juridisk/økonomiske forhold.
Derimod er jeg ret overbevist om at tilliden til domstolene er intakt. Og derfor er det dumt af KRP, at han - om ikke underkender - så i hvert fald sår tvivl om hvorvidt domstolene har givet ham en fair behandling.
Det kommer til at forfølge ham gennem hele hans valgkampagne. Han åbner jo for en hel ladeport af spekulationer om hvor amoralsk han er. Og jeg tror endda kun vi har set toppen endnu.
Så sent som i dag, benytter Søren Pind sig, i Berlingske Tidende, af en analogi om 'at vi jo heller ikke sætter pædofile til at passe børn'. Og uanset Søren Pinds proportionsforvrængende usmageligheder, er det den slags, der sker, når KRP nægter - helt og utonet - at gå den nødvendige bodsgang.

Faktisk behøver vi slet ikke Riskær i Folketinget. De kan selv taget beslutninger, der minder om dengang i 80'erne da Riskær hentede de første flasker beaujolais i Frankrig, og Thorkild Thyrring lå i racervogn og kørte dem det sidste stykke ind på Dangleterre. Sikke nogle karle!

I dag følger Folketinget i deres spor ved at invitere Tour de France og 3. mill turister til Danmark, nu da en andet Riskær-specialitet Formel 1 smuttede.....

Eva Schwanenflügel

Der er mange nuværende medlemmer af tinget, som heller ikke er værdige til at sidde der.
De blå har godt af at blive udfordret på deres egen hjemmebane, og det ville klæde journalisterne at fokusere på de faktiske politikker.

Jeg vil personligt nyde at se de kommende partilederdebatter.

PS. Tror KRP har begået endnu en bette 'fodfejl' i at fyre sin allerede opstillede - og eneste kvindelige kandidat - kun to dage efter præsentationen, med henvisning til hendes dårlige evner udi presse-håndtering.. Så meget for "virkelige borgere fra det virkelige liv" ;-)

lars søgaard-jensen, Katrine Damm, Esben Lykke, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, René Arestrup, Niels Duus Nielsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Hvad har mandens gæld at gøre med hans gennerelle personlighed eller politiske holdning?
At have skattegæld er vist nok heller ikke kriminelt?
Jeg syntes kritikken falder til jorden i sammenligningen med Trump. Det er pt en journalistisk udslidt form, og bekræfter blot at Metz hader Trump, og i discount form også hader Riskær.

Jeg holder ellers meget af Metzerier, men de set meget bedre.

Anne Mette Jørgensen, Anina Weber og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

Suk, hvorfor skal alting sammenlignes? - Personer, tidligere og nuværende handlinger i krig og fred, citater fra snart hvemsomhelst, politiske partiers gøren og laden i århundreder. Det sidste er et stort problem, når man op til et valg svælger i hvad blokkene har bedrevet og hvad de lover nu - før valget vel og mærke.

olivier goulin

Det er ikke at KRP stiller op med en gæld på 169 mill, der forarger mig.
Det er det forhold, at vi tilsyneladende fortsat har systemer, der er så gennemhullede, at typer som ham kan slippe for at betale sin gæld vha. af skuffeselskaber, familefonde og andre fup og fiduser.

Manden bor i en ejendom til næsten 50 mill. - reelt finansieret af egen lomme - men formelt gennem sin familiefond, som han behændigt fik konstrueret inden kreditorene kunne nå at få fat i deres tilgodehavender. Han bor til leje i en herskabslejlighed i samme ejendom til en leje på 0 kr./md.

Jeg er bedøvende ligeglad med det juridiske sofisteri i denne sammenhæng - det er gemen svindel, uanset hvad man kalder det. Det er folk som ham, systemerne er konstrueret til. Store og små svindlere.

Det er her I finder korruptionen i Danmark og andre vestlige lande: Systematisk indbygget i lovgivningen, så den per definition er legitim.

/O

Lillian Larsen, lars søgaard-jensen, Finn Egelund, Anne Mette Jørgensen, Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Egon Stich, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Esben Lykke anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Jeg vil mene Glistrup er en bedre sammenligning end Trump.

/O

Thomas Bindesbøll

Den i øvrigt gode Metz er denne gang gået totalt fejl i byen - fra sit sikre Elfensbenstårn - og forstår dermed ikke, hvorfor Riskær kan appellere til både venstre og højre, eller måske lige nu netop finde en plads, midt i mange menneskers frustration, både til "venstre og til højre".

Der bliver også derfor foreløbig mestendels skudt på manden og ikke på hans politik. Det er da for ringe.

Lige så ringe som at høre Søren Pind forleden sammenligne Riskær med Blekingegadebanden(!) , mht til åremål af straffe. Hvad er det for et beskidt kneb? Riskær har ikke begået et fejt mord på en uskyldig betjent, så hvad F... bilder "establishmentet" sig egentlig ind ???

Jan E. Jørgensen (som jeg hidtil har anset som een af få hæderlige Venstre-politikere, blot lidt til venstre for Inger Støjberg og Djenghis Khan), var da så grov og fræk forleden overfor Riskær i DR-2 debatten.

Pinligt & plat. Måske af frygt for at blive talt imod af en ny "Borgerlig-anstændig-Rød" fløj. (Fra ønsker om både bank-kontrol til Klimafond, til borgerløn) = En bevægelse og et opbrud, der måske kan favne en stor flok ?

Riskær har udstået sin straf. Punktum ! Og har nu valgt at udfolde sig politisk. Det er hans ret i demokrati Danmark, med frihed for Loke såvel som for Thor. Er vi enige ?

Metz burde slå ører og hjerte ud og høre blot lidt på Riskærs egen historie, som også fortalt i sidste uges mediestorm. Manden har da lært noget af sin fortid. Inklusive sin tid i fængsel i selskab med udsatte og socialt svigtede, fra barnsben. Det fortalte han fint om forleden i P1's "Ugens Gæst", som Metz og alle andre kritikere med fordel kunne lytte på.

Riskær kommer heller ikke ud af ingenting. Ejheller mht social empati. Og Yuppie eller ej, så længe man ikke skære båndene over til egen fortid.
Her i familien kendte vi - især via min far og modstandsmand - også Riskærs far, også han gl. modstandsmand og hædersmand, forfatter og kunstner, Knud Pedersen. De var begge "røde".

Riskær har aldrig skåret disse sociale arvs-båndbånd over.

Han er endda så *uforskammet* menneskeligt tiltalende, at han altid har bevaret sin humor og gode humør, også selv når han især seneste uge, men også tidligere, har været udsat for de mest platte personangreb, fra et "establishment" af især Venstre politikere, der næppe selv ønsker for meget mere lys på Løkke-fonde og andre besynderligheder i samme regeringsbærende "establishment".

Eller de ansvarlige for at 116 milliarder manglende skatteindtægter, takket været den nuværende regering stadig ikke blot tilnærmelsesvis står til at blive indrevet. Det er vel også en slags "skattegæld" af dimensioner ?

Den voldsomme personhetz mod Riskær tyder derfor på at store dele af "De forenede Partier" på Christiansborg,. derfor øjeblikkelig frygter alternative stemmer, især når de er veltalende og klare i tanken, plus sætter fokus på katastrofer som den grådige Finanssektor, den manglende Klima-dagsorden, plus social ulighed.

Drop dog de pinlige sammenligninger med Trump, for vi lever i Danmark. Og tag Riskærs ægte grin over denne sammmenligning alvorligt.

Metz: Tag i stedet mandens partiprogram og anderledes radikale løsninger op - og forhold dig til dem. Det ville være forfriskende med lidt saglig kritik / forholden sig til mandens politiske visioner... Eller har man allerede glemt hvorfor et parti som f.eks. "Alternativet" for blot 4 år siden fik vind i sejlene? Uanset om de så på mange områder er floppet, men der er da også her stadig mange personligheder, især i deres Folketingsgruppe som da er meget bedre end utallige grå og ensfarvede "partisoldater", som f.eks. i Venstre og Socialdemokratiets FT-medlemmer

Det fik de da fordi de forsøgte at være anderledes end de ovenfor nævnte "Forenede Partier" (i øvrigt et fint udtryk som kan tilskrives også han altid smilende og humoristiske Søren Søndergaard, Enhedslisten).

Riskær er en personlighed og en dygtig opfinder. Det kunne måske også gælde nye ideer i politik? En del vil finde ham lidt for dygtig og smart, det vil han sikkert straks selv grine af, men han har jo altid været ret så ukuelig med at komme tilbage. Desuden dog også mand nok til aldrig at flygte, plus tage sin straf (modsat f.eks. en fej Amdi Petersen eller lignende svag-p...... )

Metz, der ellers er mester i dansk underdreven humor, burde derfor - ligesom de lidt mere sure Pind-Politikere - måske følgelig lige tage lidt ved lære af Riskærs egen humor, og dermed måske forstå, hvorfor Riskær derfor også fænger hos rigtigt mange, rent menneskeligt. Og uanset en ellers normalt "Venstre-Højre"-dagsorden-skala.

I omtalte P1 program fra fredag 22. februar sluttede værten med at slynge et plus 20-år gammelt citat fra en kendt dansk børshandler i hovedet på Riskær: "Ja enten bliver han statsminister, eller også bliver han sat i fængsel". Til det grinede Riskær og sagde, frit citeret, ' jamen så er det vel bedre først at have siddet i fængsel inden man bliver minister'... Smiler ! :-))

Dén slags griner vi da alle af, (måske bortset fra selvretfærdige PInd & i Løkke-Fonden, men det rummer (sgu) da også en selverkendelse, fra en mand der forhåbentlig er blevet klogere. Men ikke har mistet gejsten, for at søsætte noget.

Dén slags humor, selvironi og ukuelighed skal man derfor ikke underkende, og dén slags er vigtigt også i politik, Uanset hvor man selv befinder sig. Og især i disse tider af almen "politikerlede".

Så tag Riskær alvorligt, læs hans program, kritiser ham / eller ros ham mht til hans program og forslag.

Gør det sagligt - på både møder eller i avisklummer.

Men spar os for en hyklerisk og *sur* nedrakning, der ikke er normal dansk demokratisk debatform værdig.

Tak -

Anne Eriksen, Egon Stich og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Leo Nygaard,
Skal Thomas Borgen så være skatteminister, ifølge samme logik? Hvor stor er KRP's evne til at sno sig så iøvrigt, i og med han er blevet dømt flere gange og har siddet inde i fem år? De virkelige eksperter må da være dem, der kan holde sig under radaren eller i hvert undgå dom og straf - om det så kan kaldes en anbefaling til en plads i den lovgivende forsamling eller ej.

Ib Gram-Jensen

Det højt besungne kapitalistiske samfund med dets frie marked og ikke mindst finanssektoren giver mange muligheder for svindel, og og at de kan elimineres inden for dette systems rammer er næppe realistisk at forestille sig, men hvis man vil have dem begrænset mest muligt, er det så alt andet lige klogt at vælge personer, der har vist sig rigeligt indstillet på at bruge dem, til lovgivende forsamlinger?

Ib Christoffersen

Er Klaus Riskær mere eller mindre ordentlig end Lars Løkke Rasmussen der jo både har bunker af underlige bilagssager, et medlemsskab af GGGI og en dobbeltrolle overfor kvotekonger.
Er Klaus Riskær mere eller mindre ordentlig end Mette Frederiksen der jo har værdier efter hvad der giver størts sandsynlighed for en statsministerpost. F.eks. danskernes børn skal gå i folkeskole, bortset fra Mette Frederiksens børn der går i privatskole.
Det er godt nok et valg lige som det var i USA, pest eller kolera.

Sider