Klumme

Georg Metz: Danmark har fået sin egen Donald Trump i discountformat – Klaus Riskær

Narcissistens pure overbevisning om skyldens uretfærdige adresse. Klaus Riskær Petersen er ikke i tvivl om sin egen persons ordentlighed. Nu er det i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne er enige med ham eller ej
»Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).« skriver Georg Metz.

»Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).« skriver Georg Metz.

Jakob Dall

Debat
22. februar 2019

»Jeg fortryder, at jeg har lavet handlinger, der var af en sådan karakter, at de kunne forstås som ulovlighed, der ligefrem gjorde, at jeg kunne straffes.« Klaus Riskær Pedersen som citeret i denne avis fra pressemødet onsdag.

Lad sætningen stå et øjeblik.

Gammel visdom siger, at ønsker man at møde den personificerede uskyld i det skinbarlige offer for uretfærdighed, bør man blive besøgsven i et fængsel. Dommene over Riskær Pedersen var ifølge ham selv »måske ikke forkerte, men jeg synes ikke, det var retfærdigt, ikke, at de kunne være det bekendt.«

Skylden for de indlysende forbrydelser ligger således ikke inden for den bevisligt skyldiges ansvarsområde. Sådan taler en klinisk narcissist.

Man kan mene, at danskerne i den straffede finansjonglørs lancering af sig selv som en gave til nationen har fået deres egen Donald Trump om end i discountformat.

Nu er Riskærs gæld på 169 millioner kr., heraf fire til SKAT, peanuts i forhold til resultaterne af de seks konkurser, der marineret i lodret løgn, hovmod og brovtende pral alligevel landede Trump i Det Hvide Hus. Siden er Amerika gået i sort: Trump er bedst til alt, kan det hele, ved mere end udenrigs- og efterretningstjenesten tilsammen, har udrettet mest, arbejder hårdere end samtlige tidligere præsidenter og bedømmer verden efter rumlen i tarmsystemet (his guts).

Denne patologiske trang til bestandig selvhævdelse i fup og fiktion om egne dyder med Trump i rasende anfald af storhedsvanvid over dem, der drager ham i tvivl, genkender man så småt i typen Riskær Pedersen: »Jeg er belastet af, at jeg har læst så megen filosofi gennem årene.« En udtalelse, der betyder, at denne læsning, der jo ikke uden censor og eksaminator lader sig efterprøve, afskærer yderligere spørgsmål og debat.

Mens skepsis og modspørgsmål hos Trump udløser grove overfald på journalister med ordre om at holde kæft og sætte sig ned samt inddragelse af de formasteliges pressekort til Det Hvide Hus, bliver kritiske spørgsmål hos den nyslåede Riskær til flere intimiderende røfler: »Altså hør nu her!« – underforstået: tumper. »Gå hjem og læs jeres retsfilosofi,« lød Riskærs ordre.

Jeg forstår og gennemskuer mere end nogen anden. Nu må vi/jeg så se at få rettet op på skuden. Jeg er parat og burde være begyndt for længe siden.

Det sidste er sammenskrivning af selvpræsentationen forleden og bekræfter blot iagttageren i dyster mistanke om jonglørens rationerede selvindsigt og mådelige dømmekraft på de indre linjer.

I den bedste af alle verdener kan en sådan karakter ikke blive valgt til noget som helst i et demokratisk system. Ikke efter hårde domme for grov økonomisk kriminalitet og anden virksomhed som samvittighedsløs platugle.

Fantastens tur i trapezen

I et veludviklet, solidt funderet folkestyre vælger man politiske repræsentanter på baggrund af handel og vandel. Ikke en plet må der kunne sættes på danske politikere, som Jens Otto Krag sagde om folketingsmedlemmer, potentielt jo også ministeremner. I Danmark har den tradition i det store og hele holdt stik. Glistrup er undtagelsen på det kriminelle niveau. Skattefuskeradvokaten vendte tilbage til Folketinget efter udstået straf, og det var måske også en fejl, at han ikke igen blev kendt uværdig. Forklaringen kan være, at en nagende usikkerhed om historiens karakter og substans og trods domfældelsen alligevel spøgte. Men det er en anden og meget indviklet historie.

I Riskærs fald er skylden klokkeklar, forbrydelserne alvorlige og gælden, herunder skattegælden, betydelig.

Pressemødet onsdag burde kunne affærdiges som fantastens tur i trapezen inden lukketid, Pedersens dåbsattest indikerer med et lavt aldersgennemsnit i danske lovgiverkredse ikke nogen lang og lovende karriere som folkevalgt. Alene dét.

Forbeholdene ovenfor nævnt ville under normale omstændigheder og trods reglernes liberalitet umuliggøre valg. De senere års erfaring, hvor normale omstændigheder må revideres, synes imidlertid ikke at afskære belastede personer fra valg på populistiske platforme.

Det har ligesom ligget i de uudtalte forudsætninger: Dels at amerikanske præsidentkandidater ikke lyver hele tiden, ikke forlanger deres modkandidat i fængsel og ikke efter valget, når ulykken er sket, forstærker grovhederne. Dels har det ligget i dansk folkestyres uskrevne betingelser, at man ikke søger valg, når selv den mest effektive pletfjerner kommer til kort.

Normalt klarer kredsbestyrelsen problemet med tak for kaffe til en kandidat i risiko for tvivl om værdigheden.

Når kandidaten så både agerer kandidatopstilling, kredsbestyrelse, hovedbestyrelse og fanden og hans pumpestok, siger det sig selv, at et sådant parti bør være ekstra påpasseligt under salg af bukseelastik i metermål. Men en sådan varsomhed kan man ikke forvente af en person med en halv snes år på cv’et i den forkerte ende af retsvæsenet.

Et spørgsmål om tillid

Det hele er i sidste ende et spørgsmål om tillid: Mener vælgere i tilstrækkeligt tal ikke, at Riskær er tvivlsom, bliver Riskær valgt. Den tid, den skam.

På forhånd bekymrende er Riskærs påfaldende mangel på tvivl om egen ordentlighed. Den megen filosofiske læsning har åbenbart ikke ført den flittige læser forbi moralfilosofien, et studium der måske kunne have fået den nye partiformand til at overveje rækkevidden af indledende citat.

Jongløren, hvis samfundsindsigt forbliver overfladisk, fortryder ikke sine handlinger. Punktum. Han fortryder angiveligt de handlinger der af nogen, domstolene, blev forstået som ulovligheder, hvilket betyder, at andre, jongløren selv, ikke ser dem som sådanne, men som altså betød, at han ligefrem kunne blive straffet. Hvad de ikke kunne være bekendt.

Ophavet til en sådan moralopfattelse er måske ikke verdens bedst egnede som sit lands lovgiver.

Og skide så være med gælden.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg tror Riskjær ved mere om hvordan man kan jonglere med pengene end de sidste 10 skatteministre.

Anne Mette Jørgensen

Uanset så er den største synder i nyere tid, Anders Fogh Rasmussen.
At han stadig har agtelse er IKKE en gåde, blot bevis for hvor dumme vi er!
Frede Jørgensen.
Man er ikke fra en præstefamilie, når man er jøde. Men hvad ved jeg.

Anne Mette Jørgensen

Og i øvrigt er det også komplet ligegyldigt hvilke familie man kommer fra.
Hvad det dog med emnet at gøre.

Karsten Henneberg

Politikere og jurister taler altid om proportionalitet; men det gælder åbenbart ikke Klaus Riskær Pedersen!

Når en Rumæner, der har haft opholdstilladelse i Danmark i 10-11 år, bestået sprogskole på 1½ år, taget en uddannelse som teknisk designer, aldrig lagt samfundet til last og haft arbejde i 8 af de 10 år, får at vide, at hvis hun ikke betaler en fartbøde på 1.000,- (der ikke opkrævet eller modtaget) skulle være betalt, før hun kunne blive dansk statsborger.

Så undrer det mig, hvordan man kan få lov til at stille op til en af landets fornemmeste embeder som folketingsmand, når man skylder den danske stats nationalbank 26 mio. kr?

En selvstændig håndværker kan ikke afgive tilbud til det offentlige, hvis han skylder mere end 25.000,- kr uanset tilbuddets størrelse ...

Der mangler sgu' noget proportionalitet ....

christian christensen

"Jeg forstår og gennemskuer mere end nogen anden."

En glimrende overskrift for Riskær og Trump - og Georg Metz.

Sider