Kronik

Høj vækst genererer ikke længere politisk opbakning

Vækst er ikke længere bredt accepteret som det højeste mål i samfundet. Høj vækst i BNP afslører nu kun vækstsamfundets totale magtesløshed over for de sociale og politiske forhold, der vil præge vores fremtid
Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer sin nye regering efter ministerrokaden i november sidste år. Den siddende regering har ikke kunnet omsætte økonomisk fremgang til større politisk opbakning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer sin nye regering efter ministerrokaden i november sidste år. Den siddende regering har ikke kunnet omsætte økonomisk fremgang til større politisk opbakning.

Thomas Lekfeldt

2. februar 2019

I de seneste år har et nyt opsving tegnet sig i dansk økonomi. Boligpriserne begyndte at stige i 2013, og beskæftigelsen fulgte trop året efter. Siden da har vi set fremgang på begge områder. Alligevel var det samlede økonomiske billede længe tvetydigt på grund af en tilsyneladende lav vækst i BNP.

Opsvinget er kun langsomt vokset frem i tallenes verden i forlængelse af de markante opjusteringer af BNP fra Danmarks Statistik. Det er sket ad to omgange. Først i efteråret 2016 og så igen to år efter. Og nu viser tallene for første gang siden finanskrisen et egentligt økonomisk opsving med en vækst på godt over 2 procent fra 2015 og fremefter.

BNP for symbolanalytikere

Det er normalt, at Danmarks Statistik reviderer BNP, men i de senere år har de konsekvent ramt langt under målet, hvilket har haft store konsekvenser for vurderingerne af dansk økonomi.

Hvor den forrige regering måtte gå til valg i 2015 uden klare tegn på et opsving, kan den siddende regering nu gå til valg med et markant opsving i bagagen. Der er ingen tvivl om, at regeringen vil presse enhver mulig politisk værdi ud af tallene i den kommende tid. Det vil dog være en stor fejl at overvurdere tallenes betydning.

BNP er en abstrakt størrelse, der især interesserer symbolanalytikere. Den brede befolkning bygger ikke deres vurderinger af den økonomiske udvikling på abstrakte makroøkonomiske tal.

Så selv om regeringen nu har gode økonomiske kort på hånden, er de præcise opgørelser af BNP og den dertilhørende fortælling om et nyt makroøkonomisk opsving, der er vokset frem den seneste tid, uvæsentlig for langt de fleste.

Det, der betyder mest for de fleste danskere, er de konkrete økonomiske forhold, ikke mindst lønningerne, beskæftigelsen og boligpriserne.

Og på disse områder har der længe været markant fremgang. Afgørende er det imidlertid, at end ikke den siddende regering har kunnet omsætte økonomisk fremgang til større politisk opbakning.

I alle valgperioder siden finanskrisen har vi set, at den siddende regering har trukket udskrivelsen af valget til det yderste på grund af svigtende opbakning. Den aktuelle valgperiode er ingen undtagelse.

Det, vi oplever, er et afgørende paradigmeskifte efter finanskrisen. På trods af et økonomisk opsving bliver vækstsamfundet fortsat svækket.

Høj vækst i BNP har aldrig i sig selv været afgørende for vækstsamfundet. Det egentlige grundlag for vækstsamfundet er et positivt samspil mellem økonomisk vækst, politisk opbakning og social optimisme i form af en symbiose, hvor delene gensidigt forstærker helheden i fremgangsperioder.

Vækstsymbiosen er en saga blot

Vi så vækstsymbiosen mest opsigtsvækkende i efterkrigstiden, hvor tårnhøj økonomisk vækst, historisk stor opbakning til politikerne og udbredt tro på en stadig bedre fremtid spillede langvarigt sammen i vækstsamfundets glansperiode og bevirkede en hidtil uset sammenhængskraft i samfundet.

Vi har senere set mere afdæmpede og kortvarige perioder med sammenfaldende økonomisk, politisk og social fremgang. Mest markant i 1990’erne, der tegnede sig for det længste og kraftigste opsving, og hvor de politiske og sociale udviklingstræk samtidig i brede kredse blev set som progressive. Men også i 00’erne var det økonomiske opsving præget af, at høj politisk tillid og udpræget social optimisme blomstrede samtidig i brede lag af befolkningen.

Vi har siden 1960’erne set, at det generelle vækstniveau har været konsekvent faldende, men alligevel har vi i perioder oplevet, at vækstsamfundet har strålet af succes på afgørende parametre, hvilket har fået kritik og alternativer til at sygne hen i periferien.

Det, vi kan konkludere på baggrund af de seneste års udvikling, er, at almene opsving i samfundet er en saga blot.

Finanskrisen har grundlæggende forandret samfundsudviklingen.

Tallene i sig selv er blot symptomer. Tidligere var høj vækst i BNP symptom på ikke kun økonomisk fremgang, men også på generel fremgang i samfundet. Det er ikke længere tilfældet. Nu er BNP blot en økonomisk indikator.

Det aktuelle opsving, der på de økonomiske parametre er på niveau med opsvinget før finanskrisen, udmærker sig nemlig ved at være et isoleret fænomen uden politisk og social gennemslagskraft. Hvis vi ser på væksten i BNP alene, tyder alt på, at den gennemsnitlige vækst i dette årti bliver højere end i det foregående årti.

Vi skal tilbage til 1990’erne for at finde det eneste andet eksempel på et tilsvarende brud med den tendens til aftagende vækst, der har præget samfundsudviklingen gennem 50 år. I dag er den økonomiske fremgang imidlertid frakoblet den politiske og sociale udvikling – i modsætning til i 90’erne.

Høj vækst i BNP forstærker ikke længere politisk opbakning og social optimisme, og på grund af dette fravær af positive vekselvirkninger fremstår også det økonomiske opsving i sig selv som fladt og mangelfuldt på trods af de flotte tal, der er vokset frem de seneste år.

Den politiske og sociale opbakning til vækstsamfundet eroderer – og selve det økonomiske grundlag svækkes tilsvarende.

Ikke længere højeste mål

Siden finanskrisen har vi ved begge folketingsvalg set, at regeringerne mistede flertallet. Den siddende regering har ligeledes mistet opbakning.

Og det er ikke kun opbakningen til de regerende politikere, der har været systematisk aftagende i de seneste ti år. Det er tilliden til politikerne som sådan, der er på et historisk lavpunkt.

På det sociale plan er det heller ikke kun tiltagende ulighed, usikkerhed, finansiel korruption og klimaødelæggelse, der præger billedet.

Der er i disse år tale om udbredte dystopiske forestillinger, hvilket står i direkte modsætning til efterkrigstidens utopiske horisonter. Det er altså først nu, at vækstsamfundet står over for en egentlig eksistentiel krise.

Vi bliver nødt til at vende den umiddelbare fortolkning af den aktuelle samfundsudvikling på hovedet. Det, der ligner en ny succeshistorie for vækstsamfundet, er egentlig det modsatte. Selv ikke flere år med høj vækst har været tilstrækkeligt til at generere politisk opbakning og social optimisme i samfundet. Og vækstsamfundets gyldne symbiose er gået helt i opløsning.

Den aktuelle udvikling indikerer, at vækst ikke længere er bredt accepteret som det højeste mål i samfundet, og at vækstsamfundets toneangivende institutioner og identiteter er havnet i en grundlæggende legitimitetskrise.

Vækstsamfundets første store krise i 1970’erne medførte et stort dyk i væksten, og herefter er væksten til stadighed blevet presset yderligere ned. Den anden store krise i 00’erne rev så helt tæppet væk under vækstsamfundet ved at isolere den økonomiske dimension af væksten.

Høj vækst i BNP afslører nu kun vækstsamfundets totale magtesløshed over for de sociale og politiske forhold, der vil præge vores fremtid.

Peter Nielsen, lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Den tyske miljøstyrelse bad tre videnskabelige institutter afsøge strategier for en økonomi, der fungerer inden for planetens grænser. Svaret er hverken ’grøn vækst’ eller ’modvækst’. Svaret er, at vi må indlede en åben, søgende og vanskelig rejse mod en økonomi ’efter væksten’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Ervin Lazar
Torben K L Jensen, Poul Erik Riis og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

"Det, der betyder mest for de fleste danskere, er de konkrete økonomiske forhold, ikke mindst lønningerne, beskæftigelsen og boligpriserne.
Og på disse områder har der længe været markant fremgang"

og det har der så alligevel ikke for mange har der reelt været tilbagegang i købekraften, fremgangen på alle områder har været forbeholdt de mest velstillede, og en gruppe har oplevet det modsatte grundet den borgerlige fordelingspolitik,
for mig fremstår lars løkkes udtalelse "vi har jo alle sammen fået flere penge imellem hænderne" som en ondsindet løgn, top og bund har bevæget sig i hver sin retning, toppen er blevet forgyldt,
og bunden er blevet direkte fattige, og er blevet endnu mere socialt marginaliserede.

Uffe Gammelby, Benta Victoria Gunnlögsson, Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvem så sociale fremskridt i 90erne? Det var da en lang afvikling af velfærdssamfundet, der foregik.

Uffe Gammelby, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

BNP er indholdstomt når det gælder velfærd. For begrebet omfatter stort set alle aktiviteter i et samfund, også katastrofer, og bliver på den måde et meningsløst måleinstrument for fremgang for befolkningen.
Det er også derfor, der på det seneste har været massiv kritik af Finansministeriets regnemodeller.

Når Bill Gates vandrer ind på en bodega i Vanløse bliver alle borgere i byen milliardærer så længe han befinder sig i vandhullet. Bare ikke i virkeligheden.

Philip B. Johnsen

“Usikkerhed, finansiel korruption og klimaødelæggelse”

‘Usikkerhed’
Lektori politisk økonomi skriver om økonomisk vækst, skabt på fortrinsvis olie, gas og kul afbrænding, uden nogen udsigt til at kunne skabe samlet set global økonomisk vækst, uden samtidig at accelerere de menneskeskabte klimaforandringer, det er absolut ingen udsigt til bæredygtig energi i en størrelsesorden, der på nogen måde kan skabe samlet set global økonomisk vækst, hvilket vil sige artiklen handler om pseudo økonomisk vækst, som er omtalt som ‘usikkerhed’.

Fattigdom, sult og krig accelerer i takt med eksistensgrundlaget svinder.

Det er absolut ingen usikkerhed!