Klumme

Hvem er det egentlig, som tror på demokratiet? Det er de desperate klimademonstranter

Demonstranterne, aktivisterne og de strejkende skolebørn er ikke revolutionære. De beder bare deres politiske ledere om at gøre det, de har lovet
De seneste uger har klimaaktivister forberedt, hvordan de vil udføre deres civile ulydighed på indtil videre ukendte steder i København og Aarhus.

De seneste uger har klimaaktivister forberedt, hvordan de vil udføre deres civile ulydighed på indtil videre ukendte steder i København og Aarhus.

Anders Rye Skjoldjensen

23. februar 2019

En kvinde i 40’erne, som hele sit liv har været en lovlydig borger i det danske samfund, har fortalt, hvorfor hun i denne weekend vil bryde loven. Hun siger, hun tror mere på demokratiet end dem, som repræsenterer hende i Folketinget:

»Hvis demokratiet, som det fungerer lige nu, ikke formår at håndtere denne udfordring, så er vi er nødt til at puste mere liv i demokratiet. Det er det, vi vil.«

Det forklarede journalisten Annasofie Flamand i et interview med Information fredag om, hvordan hun sammen med en lille gruppe aktivister nu lancerer den danske version af den internationale aktionsgruppe Extinction Rebellion. Søndag vil de gennemføre ikkevoldelige ulydighedsaktioner for at signalere, at tålmodigheden med beslutningstagerne er bristet.

Fælles mål

Autoritære ledere og sværmeriske ideologer påberåber sig som regel fællesskabets højeste idealer, når de demonstrerer, teoretiserer og protesterer mod det etablerede samfund. Man kan altid hævde, at man er den sande repræsentant for folket, friheden eller det virkelige demokrati over for de folkevalgte politikere og regeringer. Som slogan er det en kliché, der kan bruges til at forsvare de mest forrykte og frihedsfornægtende projekter.

Men sådan er det ikke med klimaaktivisterne: Deres aktioner kan oversættes til et opråb til deres ledere: Vil I ikke nok gøre det, I har sagt, at I vil gøre?

Det er ikke et samfundsomstyrtende projekt at kræve, at vores regeringer gør alt, hvad de kan for at holde de globale temperaturstigninger så langt under to grader som muligt. Det er derimod at demonstrere den største respekt for det, som demokratisk valgte regeringer med Parisaftalen fra 2015 selv har vedtaget. 

Det samme kan man sige om de skolelærere i Storbritannien, som fredag nedlagde arbejdet for at strejke foran Undervisningsministeriet. De siger, at de vil have ændret pensum, så klimaforandringerne ikke er et perifert undertema i undervisningen. 

Som Tim Jones, en skolelærer fra Lewisham sagde til The Guardian: Eleverne har gennem 11 års obligatorisk skolegang op mod 10.000 lektioner. Og det er ifølge Jones ikke usandsynligt, at en elev i hele sit skoleforløb støder på klimaforandringerne i færre end ti lektioner.

»De og vi står over for en katastrofe, som er næsten umulig at forestille sig. Men når jeg siger det til mine elever, har de svært ved at tage mig alvorligt, når det ikke spiller nogen nævneværdig rolle i indholdet af deres undervisning.«

Skolelærernes strejker kan udlægges som en appel til ministeriet, om de ikke nok vil hjælpe lærerne med at gøre eleverne klar til at realisere regeringens mål.

Vi har over det seneste år set protestskrivelser fra forskere, opråb fra akademikere, strejker fra verdens skoleelever, klimamarcher, kulturelle happenings og et bredt repertoire af forskellige ulydighedsaktioner, som alle har det samme formål: De vil presse deres valgte politikere til at leve op til deres egne løfter.

Optimister i gaderne

Det interessante er i det perspektiv, at det er dem uden for institutionerne, som tror på, at demokratierne kan levere løsninger på verdens store problemer, mens de folkevalgte inden for institutionerne synes at resignere og stille sig tilfreds med store ord og små skridt.

Vi har rapporter fra FN’s klimapanel, fra de forskellige landes egne ministerier, ja, selv fra den amerikanske regering, som viser, at vi ikke er i gang med at nå vores fælles politiske mål. Vi er tværtimod i gang med ikke at nå dem. Globalt steg den samlede udledning af CO2 igen i 2018.

Forholdet mellem de demokratiske optimister på gaderne og de demokratiske pessimister i parlamenterne afspejler ikke en moralsk forskel mellem de gode, ansvarlige demonstranter og de onde, uansvarlige politikere.

Det reflekterer klimaproblemets særlige karakter: Det er utrolig vanskeligt for politikere, som skal vælges i afgrænsede perioder, at gennemføre grønne omstillinger, som vil betyde konkrete tab for den enkelte her og nu, for at skabe abstrakte gevinster for fællesskabet på lang sigt. 

Vores politiske ledere har derfor brug for presset nedefra for at kunne gøre det, som de fleste af dem ved, er det rigtige. Demonstranterne, aktivisterne og de strejkende har således den særlige opgave, at de gennem deres protestaktioner skal gøre vores ledere stærke nok til at handle frit – og leve op til deres egne mål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Søren Fosberg
  • Ejvind Larsen
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
Lise Lotte Rahbek, Søren Fosberg, Ejvind Larsen, Gert Romme og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvorfor tror jeg pludselig du var Beatles-fan i dine unge dage Rune ? Som 68´er var der en udbredt opfattelse af at beatles-fan var borgerlige.

Torben K L Jensen

Spøjs til side - Du har fuldstændigt ret - hvis ikke ungdommen - hvem så ?

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Gert Romme og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, at denne: "Hun siger, hun tror mere på demokratiet end dem, som repræsenterer hende i Folketinget", er ganske rigtigt set.

Klimaproblemet varetages i hvert fald ikke af det danske Folketing og næppe heller af andre europæiske parlamenter og demokrati ske forsamlinger.
- Dels tror jeg slet ikke at dagens politikere egentlig forstår hverken klimaproblemerne, overforbruget af ressourcer, den konstante skadelige ødelæggelse af naturen samt den stigende sociale skævvridning i samfundet.
- Og dels omgås de med så mange lobbyister med store (og skattefradrags-berettigede) tegnebøger, at de helt har mistet deres sunde dømmekraft, og mange af levebrødspolitikerne har formentlig aldrig haft nogen.

Jeg tror, at skal noget ændres, må borgerne på gaden og stille krav til politikerne. Og et af kravene bør være, at al omgang med lobbyister bør være direkte strafbart.

Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Fosberg, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torben K L Jensen: Mange mennesker begynder med Beatles, men går over til Stones, når de ser, at virkeligheden ikke er så lyserød og nuttet, som Paul McCartney påstår. Sådan var det for mig, og i dag lytter eg aldrig til Beatles, men rigtig meget til Stones, for deres budskab er stadig aktuelt:

https://www.youtube.com/watch?v=BUt0dZXPFoU

Torben K L Jensen

Nåh,ja - mit udgangspunkt Bessie Smith,Billy holliday,B.B. King,John Lee Hooker,Albert King - hvilke har en helt anden kaliber end Beatles og selvfølgelig hørte man Stones.

Poul Kristensen

Jeg tror virkelig hårdt på demokratiet. Men jeg tror på det på den kedelige måde. Fx at grundloven er meget vigtig, at valgalderen betyder rigtig meget, at fri tale er supervigtigt, at dele det hele op i lovgivere, ressystemet og de udøvende er kritisk osv osv. Så det der med at en kvinde ikke tror på politikerne og derfor vil bryde demokratiets regler, er en total no-no for mig. Det har taget så lang tid og været så besværligt at få etableret det fint afbalancerede sæt regler, at det at bryde reglerne næsten givet vil fucke det fint balancerede system op. Som at slippe en otte-årig løs på rådhusuet med en hammer. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Søren Fosberg

Nu må du holde op. Civil ulydighed nedbryder ikke demokratiet. Men passivitet fra vores politiske lederes side garneret med støtte til særinteresser der går imod landets interesser og imod de officielle politiske mål ... undergraver demokratiet.

Nu er der snart valg og alt skal sættes ind på at skaffe et folketingsflertal der vil gennemføre den katastrofeopbremsning der er nødvendig hvis vi skal nå at vende udviklingen og stoppe for udledning af fossile affaldsprodukter i løbet af ganske få år. Og så krydse fingre for at udlandet gør det samme.

Det er ikke i vores hænder men vi må gøre det vi kan.

Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Søren Fosberg: Der er masser af lovlige måder at bekæmpe korrupte politikere på. Hvorfor så benytte ulovlige metoder? Og hvordan ved du hvor meget eller hvor lidt der skal for at skade demokratiet? Politikerne går ikke ind for at bekæmpe global opvarmning fordi deres vælgere ikke gør. Så den korrekte metode er at få overbevist befolkningen. Når befolkningen flytter sig, følger politikerne efter. Men hvis man først legaliserer at gå udenom, så forsvinder den korte, direkte sammenhæng mellem overbevisning og beslutningstager. Så bliver det ikke længere et spørgsmål om hvad folk mener, men om hvem der er dygtigst til at nedkæmpe deres modstandere.

Søren Fosberg

Hvis ikke næste valg frembringer et Folketing der har vilje og evne til at gøre sit yderste for at standse forureningen af vores naturgrundlag i stedet for blot at snikke snakke folket efter munden, vil det ikke vare længe før der for alvor bliver larm i gaden og demokratiet bliver smidt på porten.

Poul Kristensen

@Søren Fosberg: Nej, nej. Det sker ikke. Der ee simpelthen ingen stemmer i at passe på miljøet. Det er nok derfor det ender galt. Folk er grundlæggende ligeglade. Tænk på hvor nemt det ville være at stoppe den globale opvarmning, og alligevel sker der ingen ting.