Her går man og venter på vinter, og så står der pludselig en lille gul kerte midt i krokusbedet. En gul krokus. Den 3. februar.
Ingenting er, som det plejer.
De første erantis er først nu ved at presse sig op af jorden med nakken øverst, mens vintergækkerne har blomstret næsten en hel måned.
Og erantis plejer altid at være de første.
Jeg har gået og bekymret mig, om der mon var udbrudt en erantissyge, som havde taget livet af det gule tæppe, der plejer at dække græsplænen omkring lindelysthuset og langt ind i staudebedet. Men nu dukker de lige så stille op, en frejdig lille flok på tre-fire, inde ved roden af en lind. På den anden side endnu to.
I nøjere øjesyn gror der også to små gule bolde med fine kraver i krokusbedet.
Og bag højbedene, hvor vintergækkerne længe har stået i fuldt flor, hvor narcisser er tre-fire centimeter høje, og hvor man allerede kan ane den hvide blomst i dorotealiljerne, fandt jeg endnu et par her til morgen. De kommer nu.
Erantisserne har bare været lidt forsinkede i år.
Sandt at sige kan jeg heller ikke finde oplysninger om, at erantis absolut skulle være tidligere end vintergækker. Der står sidst i januar til marts ved begges blomstringstid. Erantisserne plejer bare at komme først.
Men ingenting er, som det plejer.
Ikke parat til forår
Jeg er slet ikke parat til forår. Vi bor i en del af landet, hvor det overhovedet ikke har sneet. Lidt hvidt hopperi i luften et par gange, men så snart et snefnug lander på jorden, er det væk, smeltet til en mikroskopisk sjat. Det eneste hvide, vi har set, har været de par morgener, hvor vi har haft rimfrost. Rimfrost og solskin. Dér har man nogle få timer kunnet leve sig ind i vinterfornemmelsen, før solen fik bugt med det gnistrende lag. Så var verden vissengrøn igen.
Det forstyrrer fornøjelsen ved forårstegn, når man hele tiden har i baghovedet, at vi har en vinter til gode, som bare ikke er kommet endnu. Man bliver lige så desorienteret som årstiderne.
Noget fik jeg dog ud af at søge oplysninger om erantis, nemlig at de er et relikt fra tertiærtiden, der varede fra for 65,5 til 1,80 millioner år siden. Det vil sige, at erantis kom op af jorden lige efter kridttiden, som Møn, hvor jeg bor, stammer fra. Møn blev dannet, da en norsk gletsjer skubbede bunden af kridthavet op og skabte Møns Klint og resten af øen som bagland, og kridttiden er den periode, som ligger lige efter tertiærtiden.
Først kom kridttiden, og lige bagefter kom erantisserne.
Lidt forsinkede
Der er noget styrkende i at tænde det lange lys. Man er jo ikke ret meget i tvivl om, at det skyldes klimaforandringerne, når årstiderne tumler forvirret rundt mellem hinanden, og man slet ikke kan finde du af, hvad der stikker dem.
Men så står erantis der – om end lidt forsinket – og har overlevet både kridttiden, palæogentiden, med paleocæn, eocæn, og oligocæn; neogentiden med miocæn og pliocæn; kvartærtiden med pleistocæn samt vores egen tid, holocæn.
De er gået glip af armfødder, trilobitter, bløddyr og koraller, men de har oplevet dinosaurernes uddøen. De har set de første spidsmus og pindsvin, hvaler, myrer, bier, flagermus, harer, kaniner, aber, egern og bævere. Hvortil kommer menneskeaber, duer og spætter, mus og rotter samt det første abemenneske.
Alt sammen før de landede i holocæn. Eller antropocæn, som vi efterhånden er blevet nødt til at kalde tiden.
Mennesketiden.
Det kan man fundere over, mens Golfstrømmen svækkes, Arktis smelter, og bulletinerne vælter ind med, hvad det er lykkedes os antropomorfe væsner at anrette af ulykker, mens vi spreder os over kloden med accelererende hast.
Men erantis har mellem 65,5 og 1,80 millioner år på bagen, menneskene kun 500.000 år. Så med lidt god vilje kan man vel tolke det derhen, at vi først lige skal til at lære at overleve.
Ligesom små optimistiske, gule bolde, der ikke har ladet sig gå på af millioner af års forvirrende tider.
Vi er bare lidt forsinkede.
Karens have
Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have.
Seneste artikler
Flere gange er sommeren vendt tilbage, når man troede, at nu, nu var det vist efterår
25. september 2023Tegnene på efterår tager til, men alt er ikke, som det plejer. Det er næsten med vantro, at man har slået liggestolen ud på terrassen til en lille hvilestund efter frokostFor 20 år siden var min have fuld af admiralsommerfugle. I år har jeg kun set én eneste
11. september 2023Mere end halvdelen af vores 75 dagsommerfuglearter er i tilbagegang. Vi har allerede mistet 12 arter helt. Det er en stor glæde, der er ved at gå tabt. For hvilke andre insekter er så farvestrålende?Stille sensommerdage stemmer sindet
28. august 2023Først var der høstmaskiners infernalske larm, svaleungers pippen og vedholdende stormvejr – nu er roen faldet over landskabet: en tid til meditativ lugeaktivitet og skånsomhed over for dræbersnegle
"Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
... saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.
Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.
Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.
Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.
Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig."
Viggo Stuckenberg, "Erantis".
Pengar är som pärlor
dom har gnagt på oss så länge, länge nog
Är det klokt?
Ett sandkorn i en muskel
växer upp och blir det bästa man kan ha
Är det bra?
Det mesta fås med smärta
lite svält och kanske hjärna
men ingenting kan glimma som det här
En näve full med dollar
tills du stannar upp och kollar vad de e
som du ser
Guld och döda skogar hör ihop
Guld och döda skogar e de klokt?
Människor dom är blinda
dom har bländats utav chansen att bli rik
vilken nit
Dom ädlaste metaller
med dom simplaste motiven för att ha
hålla kvar
Kanoner och granater
sätts i händer på soldater
som vet vad dom vill göra med ditt liv
och överlevnadslagar
Du kan räkna dina dagar på en hand
om du kan
Guld och döda skogar hör ihop
Guld och döda skogar e de klokt?
Vi får döda skogar dom får guld
Ingen enda männska e fri från skuld
Joakim Thåström/Imperiet
Ja det er en gave at ha en have, uden at være fascist eller hvor man nu ellers rubriceres. Foråret så sagte komner.
Smukt.
Lige et link til "Guld och döda skogar".
https://www.youtube.com/watch?v=sf1ofYOHWB0
Erantis er små sukkulenter med en madordning, der involverer frost.
Deres overlevelsesevne er også ret god fordi deres sukkerindhold/antifrost forhindrer dem i at visne.
Som Karen Syberg skriver, kunne og burde vi lære, at perfektion kommer ikke alene af øvelse, men af adaption. Tilpasning.
Lad det, erantissernes beståen gennem tiderne, være en påmindelse om den forplumring af en ellers nødvendig debat, forvrøvlede udsagn som "redde jorden" og ditto klimaet, foranleder. Udsagn af den slags er formidable til at holde den virkeligt udholdelige tanke væk. Nemlig den at din næste, der kan lide som du, allerede gør det, og at turen snart kommer til dig.
Den kiedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Skye
Maae flye;
Vor Kakkel-Ovn saa eene staaer,
Og hver Dags Kolde-Syge faaer.
Den tykke Vams, den foeret Dragt
Er alt hengt hen og reent foragt,
Og Muffen er tillige giemt
Og glemt;
Man frygter ey, at Snee og Slud
Skal møde dem, som vil gaae ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
Og leer.
Ak see, hvor pyntet Soelen gaaer,
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa nye;
Det klare, lyse Himmelblaae
Er værd at kaste Øye paa;
See Fuglene i Flokke-Tal,
Luftens viide Sommer-Sal
De holde snart hvert Øieblik
Musik;
De kappes daglig, to og to,
At bygge, hvor de best kan boe;
Her flyver een
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straae
Saa smaae.
Ak see, hvor tegner Marken vel
For Bonden, heele Verdens Trel!
Han leer, fordi
Hans Slaverie
Skal endes med sin Frugtbarhed
I Fred.
Hist gaaer de kaade Lam i fleng
Og spøge i den grønne Eng;
De knæle med en Hiertens Lyst
For Moders mælkefulde Bryst;
De qvægner ved den søde Taar,
De faaer,
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Biæl, en Lyd af Horn
Er ald hans Spil;
Men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa
Derpaa.
Ak, see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øyenbryn!
Den høye Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Naar Soelen brænder, som en Glød,
Og stikker Ild i Barm og Skiød,
Da har man jo bag hvert et Blad
Abskonsel for sin matte Rad;
Her smager Thee og et Glas Viin
Fra Rhin.
Imidlertiid man faaer at see
Et ret naturligt Assemblee:
Hver Fugl har spendt
Sit Instrument,
De raske Dyr vil dandse net
Og let.
Ak see, hvor speyle-klar og glat
Den Søe dog er i lave sat;
Det er jo, som
At Solen kom
Kun for at see sit Skilderie
Deri.
Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
Og slap fra Frost og Fange-Garn,
Han faaer nu atter Moed og Liv,
Og spøger frit i Rør og Siv;
See hist, hvor stolt hans Finner gaaer,
Og slaaer.
Nu lirrer Frøen med sin Mund
Imod den søvnig Aften-Stund.
Jeg tænker paa
Mit Hviile-Straae,
Og ender min Spadsere-Gang
I Sang.
Saa er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver
Især.
Bekymret Siel, saa seer du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog!
I hvor det gaaer, saa veed jeg grant,
Mit Navn staaer tegnet deriblant;
Gud kommer vist min Tarv ihu
Endnu.
Han rammer nok den rette Tiid,
Da Himlen den skal blive bliid;
Jeg tør maaskee
Vel faae at see
Min Vinter blive til en Vaar
I Aar.
Ambrosius Stub
https://da.wikipedia.org/wiki/Vejrvarsel?wprov=sfla1