Klumme

Intermetzo: Sig mig, hvad du hedder

Den af Gud grundlagte besværer sig over mangfoldigheden af navne
8. februar 2019

I Det Tredje Rige fortaltes satirisk under risiko for dødsstraf, at en mand opsøgte folkeregistret for at få navneforandring:

– Jamen, hvad hedder De? blev han spurgt.

– Adolf Lokumsbræt, lød svaret.

Ja, så forstod folkeregisterfunktionæren jo mandens ønske:

– Hvad vil De så hedde i stedet for Lokumsbræt, hr. Lokumsbræt?

– Jamen, svarede manden, jeg er godt tilfreds med mit efternavn, det er fornavnet, jeg ikke bryder mig om.

Navne skaber folk; navne forbindes med personer på livets vej. Endog fremmede navne kan selv i Ishøj, Skjern og Struer få et forklarelsens skær såsom det græsk-aramæiske drengenavn Jesus eller blive så belastede, at ingen selv under trusler på livet vil hedde Adolf. En skønne dag måske heller ikke Donald.

En hel del danskere kunne eksempelvis heller ikke drømme om at kalde en søn Joakim eller en datter Pia, hvilket ikke har noget at gøre med animositet mod henholdsvis en herværende Kongelige Højhed eller mod de 2.4476 andre danskere af hunkøn, der for tiden hedder Pia.

Men begge navne er gode nok og har i tidens løb utvivlsomt fungeret tilfredsstillende for utallige flinke og rare danskere.

Navne betyder desuden noget: Pia: den fromme og/eller pligtopfyldende; Joakim: grundlagt af Gud eller Gud er min dommer. Men i virkelighedens verden kan Pia trods navnet være en harsk, beregnende slampe og Joakim en selvoptaget asocial nar uden sans for navnenes utallige grundlæggende guddommelige tvetydige muligheder.

Skribentens fornavn betyder således jorddyrker, hvilket i givet fald ikke ville gavne høstudbyttet. Navnet har han ikke efter Georg Brandes, skønt det ville have været en ære. Skribenten er opkaldt efter en farbror, der døde spæd. Og han var opkaldt efter Georg Brandes.

Ingen har ifølge sagens natur indflydelse på eget oprindelige navn bestemt af forældrene. Det store flertal synes dog tilfreds eller finder sig hjemme i det tildelte navn. Talmystik, hyppig kilde til (efterhånden temmelig dyr) navneforandring, kan tilføje et eller flere bogstaver, men lyden forbliver Fin som i Finn, Ulrika som Ulrikka, Sven som i Svenn.

Navne i Nazityskland

Før i tiden var der grænser for, hvad man kunne døbe barnet. Præsten godtog kun standardiserede navne med det resultat, at disse blev overrepræsenterede.

I vore dage er bestemmelserne liberaliserede, og opfindsomheden gerne generøs som kirkens indforståethed med musikvalg ved begravelser.

Dertil kommer, og her finder vredladne endnu en sjat konfliktstof i xenofobien: Indvandreres rige navnekultur, som har tilført den danske navneflora arter, man i dansk sammenhæng ellers kun læste i Jorden rundt på 80 dage.

I forgangne uge vakte manglen på danske navne blandt indvandrere den art af politisk bekymring, som man får mistanke om, at Gud som dommer jvf. den bekymredes navn (se ovenfor) ville have dømt ude.

Navne er selvsagt tæt forbundet med sprog, religion og kultur, og mulighederne på tværs af nationalsprog og tidsaldre legio.

Når fætter Højben på dilettantscenen i Andeby i 1952 anråber heltinden: Oh, jomfru Månestråle, sig mig hvi I græder! er Månestråle nu om dage ikke udelukket ved døbefonten. I hvert fald kan en pige blive døbt Hilal, der betyder måne på tyrkisk; hvorimod præsten nok ville studse, hvis han skulle døbe lillesøster: Måne Rasmussen, Nielsen, Olsen …

Navne kan forordnes, regimet bestemme, hvilke navne udvalgte befolkningsgrupper ikke må eller snarere skal benytte. I Hitlers Tyskland befalede man ved lov jødiske mænd og kvinder at kalde sig hhv. Israel og Sara. Nazisterne ville endeligt løse jødeproblemet, men bevare de forhadtes navne, så længe det nu trak ud med den løsning.

Navnelovens filosofi var jo den enkle, at alle jøder var ens, det gjaldt om at hænge jøden som sådan til tørre med uniformeret navnetvang og jødestjerne. I de amerikanske sydstater klarede man standardiseringen af sorte ved at kalde alle mænd: boy. Når englænderne mere godmodigt laver fis med australiere, kalder de dem Bruce (hvad flertallet vist i øvrigt også hedder).

Minoriteter bliver som en naturlov med tiden høvlet til efter majoriteten.

De danske jøder var særprægede, da de i sin tid 1640-1900 drypvis ankom og vakte bekymring. De hed også noget sært.

Mange af dem op i 1800-tallet med besværgende navne som: Moses, Abraham, Samuel – påmindelser om gammeltestamentlige tider i de glade dage, før romerne, siden Jesus-myten lavede rav i den, og jøderne blev spredt blandt folkeslagene.

I denne proces antog ikke så få slægtsnavn efter stedet, de havnede. Berlin, Landau, Trier, Fridericia, eller jøderne blev påtvunget betalt efternavn, når man ikke mere kunne nøjes med at kalde sig søn af, datter af den og den. Skribentens efternavn er lidt til en side som akronym mtz for en rabbititel.

Flere tvangsnavne var forhånende som Schweissblatt: svedeblad, hvor historien fortælles om jøden, der bliver spurgt, hvorfor han ikke betalte for et kønnere navn, hvortil han svarer: Du aner ikke, hvor meget jeg måtte af med for det w. (Scheissblatt = skideblad)

Uden at dette er videnskab, lader det til, at danske jøder født i første fjerdedel af 20. århundrede fik ’danske’ fornavne: Bent, Allan, Ella, Ejvind osv. utvivlsomt i forsøget på at glide helt ind i danskhedens trygge favn. Antisemitismen døde ikke af den grund, der skulle en besættelse til for at afmontere urimelighederne og frygten for sammenhængskraftens fordærv.

Tyskerne havde været igennem samme proces med tilpasset jødiskhed og jødiske navne. Her hjalp det som bekendt slet ikke og bekræfter kun, hvad Hannah Arendt skrev om integrationens væsen, når hidsige folk får lyse ideer om, at minoriteter bør aflægge deres særpræg og ikke kun integreres, men gøre sig mere sårbare – og assimilere.

Det var, hvad Joakim B. Olsen forleden uden måske at forstå ret meget slog til lyd for.

Joachim B. Olsen undrer sig over, hvorfor der ikke er flere ikkevestlige tredjegenerationsindvandrere, som får »traditionelle danske navne«. Han foreslår blandt andet det romersk-latinske navn Victor, det franske navn Oliver og det germanske navn Ida
Læs også
Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • lars søgaard-jensen
  • Runa Lystlund
  • Tino Rozzo
  • Eva Schwanenflügel
  • Malan Helge
  • Torben Skov
  • Olaf Tehrani
  • Britta Hansen
  • Hans Larsen
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Tommy Clausen
  • Lars Koch
  • Christian Mondrup
  • Samuel Grønlund
  • Kurt Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Frede Jørgensen
  • Anne Albinus
Katrine Damm, lars søgaard-jensen, Runa Lystlund, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Malan Helge, Torben Skov, Olaf Tehrani, Britta Hansen, Hans Larsen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Tommy Clausen, Lars Koch, Christian Mondrup, Samuel Grønlund, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Frede Jørgensen og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt skrevet Hr Metz !

Karsten Lundsby, Arne Lund, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Lis Nybæk, Frede Jørgensen, Egon Stich, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

"sig mig hvad du hedder" - My Name is Torben -Torben Jensen - and i like em´ cold.

Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Minder om Mikael Witttes geniale Gavebogen, hvor beskrives at der ikke er ret meget - om noget overhovedet, der er dansk. alt er kommet til os udefra. Inkl,navnet Joakim, for slet ikke at tale om at støde til kugle. Det stammer fra det græske Olympen, så JOB har da et forklaringsproblem - med mindre han tænker, at når mor Pia kan have sommerhus på Santorini, så må jeg også hengive mig til græsk idræt.

Du tegner noget rigtig grimt. Så tager du kraftigt afstand fra din tegning, og så slukker du læselampen.

Selvforståelsen læser nemlig ganske udemærket i gloriens fremmanede projektørlys alene, helt uden yderligere interaktion med verden omkring dig.

Indignationen over egne onde ånders materialisering rådner bittert med alderen, men det har vel også sine helt specielle kvaliteter efter en lang surrealistisk periode for den allermest priviligerede generation af homo erectus indtil nu og måske nogensinde.

Messias? Var det egentlig ikke nok , at kalde sig så, for at blive korsfæstet i Israel, Metz ?
Jeg tænkte mig om endnu engang og forstod så JBO derhen, at eksotiske navne nu engang ikke fremmer ligestilling på jobmarkedet..