Kronik

Ja, jeg er skizofren, men jeg opfører mig altså ikke som Jack Nicholson i Ondskabens Hotel

Mange forbinder skizofreni med sindssyge filmkarakterer og utilregnelige, farlige individer. Det er ikke så mærkeligt, når samfundet har så enorm berøringsangst for at tale åbent om psykisk sygdom. Vi er nødt til at bryde med forventningen om det perfekte menneske
Lucas Harder Anderschou

Lucas Harder Anderschou

Sophia Juliane Lydolph

27. februar 2019

»Har du så flere personligheder?«

»Det havde jeg godt nok ikke regnet med.«

Sådan lød et par af reaktionerne, da jeg fortalte mine nærmeste, at jeg var blevet diagnosticeret med skizofreni. Sådan lød min egen indre dialog vel egentlig også. Det er nemlig en diagnose, som mange forbinder med sindssyge filmkarakterer og utilregnelige, farlige individer. Et karikeret billede af en alvorlig, men ikke nødvendigvis farlig sygdom.

Mine venners kommentarer havde absolut intet ondt på sig. Faktisk modtog jeg kun kærlige og forstående reaktioner – en vigtig pointe at understrege i en kultur, der ellers ikke tør nærme sig samtaler om psykisk sygdom, om det så gjaldt civilisationens overlevelse.

Kommentarerne udspringer først og fremmest af et samfund, der generaliserer og tabuiserer skizofreni og psykisk sygdom i almindelighed.

Mine nærmestes manglende viden er på ingen måde deres egen skyld, men derimod et udtryk for en gennemgribende berøringsangst med alt, hvad der stikker til det åbne kødsår af et fundament, vi har bygget vores velfærdssamfund op omkring.

Minister bekræfter stigmatisering

Lad mig komme med et eksempel: For nylig skrev sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), og sundhedsordfører, Liselotte Brix (DF), her i avisen om den stigmatisering, tidligere psykisk syge oplever på eksempelvis arbejdsmarkedet:

»Vi har et problem, når mennesker, der er velfungerende og har levet symptomfrit i årevis, kan mødes af lukkede døre«, lyder det blandt andet.

Problemet her er ikke, at Nørby og Brix ønsker at nedbryde de samfundsmæssige strukturer, der begrænser tidligere psykisk syges muligheder senere i livet. Problemet ligger i deres forglemmelse af alle dem, som stadig bærer på en diagnose.

Den ansvarlige minister bekræfter altså den stigmatisering af psykiske lidelser, man i samme indlæg efter sigende ønsker at gøre op med.

Jeg er ikke i stand til at arbejde på nuværende tidspunkt, men når jeg bliver det, er jeg højst sandsynligt stadig skizofren.

Jeg håber ikke, at regeringens forslag om at komme stigmatiseringen af de symptomfrie til livs betyder, at de symptomramte skal blive siddende hjemme på sofaen, fordi der stadig hersker en undertrykkende idé om, at alvorligt psykisk syge nødvendigvis ikke kan arbejde eller uddanne sig. Det er langtfra sandheden for alle.

Karikeret billede

I starten skammede jeg mig over diagnosen. Måske fordi jeg oplevede skizofreni igennem den offentlige samtales generaliserende blik. Jeg tog endda mig selv i at sige ting som:

»Jeg er skizofren, men jeg hører ikke stemmer«.

Som om jeg skal være flov over min diagnose. Som om man skal være flov over at høre stemmer.

Således er jeg selv med til at danne de føromtalte stereotype forestillinger. Man kan altså argumentere for, at jeg blot smager min egen medicin.

Under en kort indlæggelse var jeg endda en smule bange for en anden patient, selv om personen på intet tidspunkt hverken ytrede eller opførte sig truende over for mig. Det er pinligt, men ikke desto mindre symptomatisk for et samfund med berøringsangst.

Det stopper nu. Vi må gøre op med konkurrencestatens idé om det perfekte, ufejlbarlige menneske i en tid, hvor antallet af psykisk syge er stigende. Vi må tale sammen. Fordi ærligheden betyder noget i sig selv. Den løfter byrderne for både de syge, de pårørende og det samfund, der lige nu fornægter sine egne sygdomstegn.

Ifølge Psykiatrifonden lever cirka 40.000 mennesker med skizofreni i Danmark. Der løber mig bekendt ikke 40.000 miniudgaver af Jack Nicholson i Ondskabens Hotel rundt i landet, selv om det på mange måder er det karikerede billede af sygdommen, samfundet kender til.

Skizofreni udmærker sig ved en række symptomer, heriblandt vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og hallucinationer. Både tanker, følelser og sanser kan være påvirkede. Det er dog vigtigt at understrege, at lidelsen udmærker sig på forskellig vis hos forskellige mennesker, og således kan to skizofrene lide af helt forskellige symptomer.

Det hele ramlede

Jeg skal rose psykiatrien for at løse opgaven til et af de famøse 12-taller, samfundet bukker og klapper for. Som nydiagnosticeret påbegyndte jeg i efteråret et tre år langt behandlingsforløb med samtaler, undervisning og generel hjælp til at klare de udfordringer i hverdagen, man som skizofren kan have svært ved at overkomme.

Heldigvis, fristes man til at skrive, har jeg ikke angst. Jeg husker, da jeg blev diagnosticeret. Her var meldingen klar: Tilbuddet til skizofrene er længder bedre end det sammensurium af dyre psykologer og lange ventetider, som blandt andet angstlidende udsættes for.

Alt dette sker til trods for, at antallet af psykisk syge borgere er stigende. Særligt rammes unge piger af psykiske problemer. Hvorfor?

Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv. Med andre ord: Hvorfor udviklede jeg skizofreni?

Skizofreni udspringer af både arv og miljø. Man taler om, at alle er født med en bestemt sårbarhed. Hvad man udsættes for i det levede liv samt denne sårbarhed afgør altså, hvorvidt man udvikler skizofreni. Jeg kender ikke min genetiske sårbarhed, men jeg kender mit liv.

Jeg er vokset op i et trygt hjem med en omsorgsfuld mor. Jeg har altid haft gode venner og har ikke oplevet nogen traumer i min barndom og ungdom. Her kan jeg altså aflive endnu en myte om den traumatiserede psykisk sårbare.

Alle mennesker kan udvikle en psykisk sygdom, og derfor findes der alle slags psykisk syge mennesker.

I mit tilfælde ramlede tilværelsen i gymnasiet som dominobrikker én efter én. Jeg klarede mig godt, fik høje karakterer, fungerede socialt. Jeg skulle det hele ligesom alle andre unge, og netop her begik jeg den fejl, som så mange andre unge har begået før mig.

I stedet for at trodse konkurrencestatens perfekthedskultur halsede jeg forpustet efter i forsøget på at efterleve dens krav om både sociale og faglige 12-taller.

Jeg opdaterede min Instagram-profil, afleverede altid mine opgaver til tiden og var den, der drak mig mest fuld til festerne. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, men konkurrencestaten er nådesløs. Brikkerne væltede sammen, uden at jeg lagde mærke til det. Da studenterugen med dens sociale krav om maksimal tilstedeværelse sluttede, fortsatte tømmermændene.

Jeg tabte kampen, men jeg kan ikke se, om der er nogen vinder.

Mange karakterer

Nu er jeg arbejdsløs og skizofren. To ting, jeg lyver mig ud af, når jeg bliver spurgt om min tilværelse til forskellige arrangementer. Jeg gør rent, hvis fremmede spørger. Jeg lyver, fordi jeg ikke tror, den pågældende ønsker at kende sandheden.

Imidlertid kommer vi aldrig de stereotype forestillinger til livs ved at skjule sygdommen.

Jeg tager med denne kronik første skridt i retning af en åben og skamløs offentlig samtale om psykisk sygdom. Forhåbentlig vil flere stemme i, uanset hvilken diagnose de bærer rundt på.

Det handler ikke om at være et offer, men tværtimod om at komme selve ideen om offerrollen til livs. Fordi Ondskabens Hotel ikke må forblive debattens forvrængede udgangspunkt.

Tabuiseringen af psykisk sygdom er også tabuiseringen af det syge velfærdssamfund, og dermed gælder problemet selve den vestlige kulturs overlevelse. Vi er ved at æde os selv op med stress, angst og lykkepiller.

Jeg har ikke flere personligheder, men jeg har spillet rigtig mange karakterer gennem årene for at leve op til bestemte forventninger og krav. Det tror jeg ikke, jeg er alene om. Hvis ikke vi vælger den ærlige samtale nu, risikerer det at koste os fremtiden.

Lucas Harder Anderschou er student

De flere tusind år gamle skeletter vil kunne give afgørende ny viden om årsagen til psykiske lidelser.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Skov
  • Lars Steffensen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Sune Keller
  • Kim Øverup
  • Grethe Preisler
  • Henrik Rasmussen
  • Morten Damborg
  • Jakob Trägårdh
  • Viggo Helth
  • Ervin Lazar
  • Trond Meiring
  • Hanne Pedersen
  • Lise Hougaard
  • Randi Christiansen
Viggo Okholm, Klaus Lundahl Engelholt, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Lars Steffensen, Christel Gruner-Olesen, Sune Keller, Kim Øverup, Grethe Preisler, Henrik Rasmussen, Morten Damborg, Jakob Trägårdh, Viggo Helth, Ervin Lazar, Trond Meiring, Hanne Pedersen, Lise Hougaard og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Damborg

Stærk artikel! Jeg håber, du Lucas, kommer godt videre i dit liv! Og rart at høre, psykiatrien har hjulpet dig!

“Se mennesket. Hele mennesket”

Viggo Okholm, Jonathan Larsen, Lars Steffensen, Søren Jensen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar

Min scizofrene bror døde for ti år siden. Folk var så venlige at ønske mig tillykke med at nu havde jeg ikke længere det kæmpeproblem, som han efter deres mening havde været for mig. Men jeg var, måske fordi det drejede sig om så nær en slægtning, i stand til at se bag om hans udtalelser, når han havde det dårligt. Det var nemlig langtfra altid, ofte var han bare sig selv. Men da han døde og i de sidste år før det skete, var han meget svag. Og når jeg forlod ham tænkte jeg tit: Når d u ikke er her mere, hvem skal så kunne fortælle mig, hvem jeg er? På et dybt, og for andre ikke indlysende plan, vidste vi dét om hinanden.
Han kunne altid trække mig ud af overfladiskheden og overlevelsesstrategierne for at komme til det egentlige, kærligheden, spørgsmålene vi stillede til eksistensen.
Som er blevet et koldere sted efter ham.

Morten Damborg, Viggo Okholm, Jonathan Larsen, Lars Steffensen, Søren Jensen, Christel Gruner-Olesen, Jakob Trägårdh og Trond Meiring anbefalede denne kommentar