Læserbrev

Jeppe Kofod til Venstre: Lyt til de unge, og drop den kulsorte klimapolitik

Vi har brug for en progressiv klimapolitik, hvor ikke kun de unge, men også politikere går forrest og tager ansvar for den grønne omstilling. Men det er svært at overbevise de borgerlige om
7. februar 2019

De sidste par torsdage har jeg haft svært ved at få arbejdsro. Foran mit kontor i Europa-Parlamentet gik tusinder af unge mennesker på gaden for klimaet.

Først blev jeg glad for at se en masse handlekraftige, idealistiske, unge mennesker, der demonstrerer fredeligt, fordi de ikke vil finde sig i politisk stilstand i forhold til den grønne dagsorden. Et klimakor, der forsøger at råbe Europas borgerlige regeringer op.

Men jeg blev faktisk også skuffet. For demonstrationerne vidner om, at der ikke bliver lyttet til befolkningen. At blå blok ikke har en plan for, hvordan man fra politisk side bekæmper klimaforandringerne.

Forstå mig ret: Det er fantastisk, at så mange mennesker engagerer sig i klimakampen. Det er nødvendigt. Men det er altså endnu vigtigere, at verdens ledere gør det.

Ansvaret for vores planet må nemlig aldrig lægges på folkets skuldre. Det er politikeres opgave at levere den langsigtede, bæredygtige omstilling på et strukturelt plan.

Politikerne skal gå forrest

Derfor har vi brug for en progressiv klimapolitik, hvor politikere går forrest og tager ansvar for den grønne omstilling. Men det er svært at overbevise de borgerlige om.

Socialdemokratiet har krævet, at EU skal bruge 40 procent mindre energi i 2030. Det stemte Venstre imod. Vi har sikret flere penge til grønne, klimavenlige investeringer i EU-Kommissionens nye investeringsprogram, InvestEU.

Ja, vi bakkede faktisk op om mere ambitiøse mål end dem, Parlamentet endte med at vedtage. Det stemte Venstre også imod.

Det er ikke kun i EU, at blå blok gang på gang fører en kulsort klimapolitik. Også herhjemme har vores klimaminister vist sig at være alt andet end minister for klimaet. Regeringen skal presses til at lave politik, der tager klimaet alvorligt. Politik, der tager folkets holdning alvorligt. Det er grotesk.

Men unge mennesker plejer som bekendt ikke at give op så let. Jeg glæder mig til, at demonstranterne kommer og forstyrrer arbejdsroen igen.

Man må nemlig altid gerne larme for en god sag. Og jeg håber, at Løkke (V), Lilleholt (V), Løkkegaard (V) og resten af deres liberale kolleger lytter med denne gang. For klimaet kan ikke vente.

Jeppe Kofod, gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
John Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer