Klumme

Joseph Stiglitz: Sådan kan vi stoppe de multinationale selskabers skatteunddragelse

Der er brug for en ny model for en global minimumsselskabsbeskatning, der kan stoppe de store multinationale firmaers pres på de enkelte lande, der driver dem ud i et kapløb mod bunden
Starbucks, Apple, Google og lignende selskaber hævder at være socialt ansvarlige, men at leve op til sit sociale ansvar forudsætter en vilje til at betale skat.

Starbucks, Apple, Google og lignende selskaber hævder at være socialt ansvarlige, men at leve op til sit sociale ansvar forudsætter en vilje til at betale skat.

Jewel Samad

26. februar 2019

Globaliseringskritikken raser. Lige lødig er den ikke altid, men ét kritikpunkt rammer plet: Globaliseringen har sat de store multinationale selskaber som Apple, Google og Starbucks i stand til stort set at slippe for at betale skat.

Apple er blevet bannerfører for selskabsskatteunddragelse gennem særegne juridiske konstruktioner. Velkendt er Apples forsøg på at hævde, at dets få hundreder medarbejdere i Irland var selskabets vigtigste indtjeningskilde og dernæst indgå aftale med Irlands regering om selskabsskat på blot 0,05 procent af virksomhedens generelle overskud.

Apple, Google, Starbucks og lignende selskaber hævder at være socialt ansvarlige, men at leve op til sit sociale ansvar forudsætter en vilje til at betale skat. Søgte alle at unddrage sig skat på samme måde som de store selskaber, kunne samfundet ikke fungere – endsige foretage de store offentlige investeringer, som lå bag udviklingen af det internet, Apple og Google nu tjener milliarder på.

Kapløb mod bunden

I årevis har de multinationale ansporet til et kapløb mod bunden, hvor lande har set sig presset til at underbyde hinandens selskabsskat.

Kapløbets foreløbige kulmination kom i form af Donald Trumps selskabsskattelettelse i 2017. Nu ser vi resultatet: Effekten af det sukker-kick, USA’s økonomi fik, viser nu klare tegn på svækkelse. I mellemtiden er det amerikanske statsgældsbjerg vokset yderligere.

Det internationale samfund har nu omsider erkendt, at den digitale økonomi truer med at berøve skatteopkrævende stater indtægter på det niveau, de behøver for at fungere (og forvrider økonomien ved at undergrave traditionelle salgsmarkeder).

De kritiske huller i den eksisterende struktur for multinational beskatning beror især på transferpricing – dvs. prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner. Hermed menes overdragelse af varer, serviceydelser osv. mellem koncernforbundne selskaber, hovedaktionærer og faste driftssteder.

Transferpricing hviler på et anerkendt princip om, at beskatning bør afspejle, hvor en økonomisk aktivitet finder sted. Men hvordan skal man beregne dette, når produkter konstant bevæger sig over grænser som elementer og halvfabrikater, det være sig en skjorte uden knapper, en bil uden gearkasse, et stykke hardware uden chipsæt osv.?

Transferpricing bygger på den forudsætning, at vi kan overskue hele værdikæden igennem samtlige produktionsled og dermed fastslå, hvilke værdier der land for land bliver tilført. Det kan vi ikke. Læg hertil de økonomisk stadig mere betydningsfulde intellektuelle og immaterielle ydelser, hvis ejerskab med lethed kan flyttes, hvorhen i verden det skal være.

Global minimumsskat

I erkendelse af transferpricing-systemets uhåndterbarhed har USA da også opgivet at gøre brug af dette internt mellem sine stater. I stedet benyttes en formel, der fordeler selskabernes totale overskud i de enkelte stater efter deres respektive andele af salg, beskæftiget arbejdskraft og kapital. Dette system bør vi overføre til globalt niveau.

Præcis hvordan det gøres i praksis, er ret væsentligt. Lægges slutsalget til grund, vil udviklingslande gå glip af hårdt tiltrængte indtægter, for dette sker jo altovervejende i de højtudviklede lande. Slutsalg kan nok være relevante for beskatning af digitale transaktioner, men ikke for fremstillingsvirksomhed eller andre sektorer, hvor det vil blive afgørende også at inkludere beskæftiget arbejdskraft.

Nogle frygter, at inklusionen af det sidste vil forværre skattekappestriden, fordi stater da vil anspore de multinationale til at skabe arbejdspladser inden for deres jurisdiktioner.

Det rette modtræk hertil kunne være en global minimumsselskabsskat. USA og EU både kan og bør indføre en sådan. I givet fald vil andre snart følge efter, hvorved det bliver muligt at afværge kapløb mod bunden, der kun gavner de multinationale.

Politik er afgørende her: For de multinationale er målet at vinde støtte for reformer, der fortsætter kapløbet mod bunden og bevarer de strukturer, der muliggør skatteunddragelse. Regeringer i de højtudviklede lande, hvor disse selskaber har stærk indflydelse, vil være tilbøjelige til at beskytte disse bestræbelser, uanset at de er til skade for resten af landet.

Men det politiske mål i en globaliseret verden må være en ægte inklusivitet, der betænker velfærden – også for de seks milliarder mennesker, der lever i udviklingslande og vækstøkonomier.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Overvågningskapitalisme Instagram Facebook Google Cambridge Analytica techgiganter
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Maria Francisca Torrezão
  • David Zennaro
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Torben K L Jensen
Gert Romme, Olaf Tehrani, Maria Francisca Torrezão, David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Beskrivelse af USA's mellemregninger, staterne imellem halter måske, fordi der er skattefrihed i f.eks. Delawere.
Multinationale selskaber skal betale skat i de lande de har omsætning i, så fint om EU og USA kan blive enige om en minimumsbeskatning, men jeg tvivler stærkt på det pga. Trump!

Hvis vores egne politikere i Europa virkelig vil, så kan skatteflugten let stoppes. Men når de samme politiske ledere vælger at ansætte skatteflugt-designeren, Jean-Claude Juncker, som formand for EU-kommissionen, er det svært at tro, at disse politikere virkelig vil gøre noget. Mon ikke de er mere loyale overfor de riges lobbyister, end de er overfor deres egne vælgere.

Peter Beck-Lauritzen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar