Klumme

Du kan ikke lykkes, men det kan lykkes for dig

En lille forskydning fra ’det’ til ’hun’ vidner om en frigørelse, som er blevet til frygteligt selvpineri og selvnedbrydende ufrihed
2. februar 2019

Måske er det Martin Heidegger, måske er det min gamle folkeskolelærer, som sagde, at man skal lytte til sproget, hvis man vil forstå sin samtids sandheder og løgne. Det, ’man’ siger, er en del af det, vi alle tænker, når vi ikke tænker nærmere over det. 

Og man siger ikke mere, at ’det’ lykkes for ’hende’. Nu siger man, at ’hun’ lykkes med noget. Det er uskønt, nærmest grimt, men det er sprogligt effektivt. Vendingen fortæller om et menneske, som vil opnå noget i verden, og som måske, måske ikke har succes. 

Ofte er det sådan, man vurderer sig selv og andre.

Vi bedømmer vores egne præstationer efter, om de fører til de resultater, vi ønsker. Og sådan bedømmer vi andres handlinger efter deres resultater. De, der lykkes, bliver til situationens vindere, mens de, der ikke lykkes, bliver tabere. Pæne mennesker bruger ikke den slags ord om andre, i hvert ikke tabere.

Men de evaluerer hinanden og dem selv på resultaterne af deres anstrengelser.

Det er ifølge Den Danske Ordbog ikke grammatisk forkert at bruge vendingen ’hun lykkes’. Og det er ikke relevant, om det er grammatisk forkert. Sproget er demokratisk og bliver formet af dem, der bruger det.

Men vendingen er efter min opfattelse eksistentielt og sociologisk forkert. Når man siger, at ’hun’ lykkes med noget, bliver det enkelte menneske til skaber af sin egen tilværelse og lykke. Det er en form for frihed. Men det betyder også, at mennesket får det fulde ansvar for resultaterne af sin vilje, sine indsatser og anstrengelser.

»Hun lykkes ikke med noget« betyder kort og godt, at hun ikke var god nok.

Det, man kunne kalde omstændighederne, er underordnede, og man forventer, at vi behersker vores omstændigheder. Det offentlige ’man’ gider ikke længere høre på dårlige undskyldninger om, at det er samfundets skyld, eller at hun var uheldig.

En dårlig dag

Det er så banalt, at det er pinligt at gøre opmærksom på, at det jo faktisk ikke forholder sig sådan. Vi ved godt, at det ikke nødvendigvis er vores bedste indsatser, som har ført til de bedste resultater, eller vores dårligste forsøg, som er blevet til vores fiaskoer.

Omstændighederne spiller altid ind, held og uheld er vi ikke hævet over. Nogle gange går man ind ad den forkerte dør, andre gange er det dårligt vejr. Det kan ske, at man trak et forkert spørgsmål, eller at tidspunktet viste sig at være forkert. Bagefter.

Det frygtelige er, at hvert enkelt menneske skal bære det fulde ansvar for resultatet, som vedkommende ikke kan være herre over. Ethvert forsøg, ethvert projekt, enhver prøve bliver således til endnu en ultimativ eksamen for det enkelte menneske.

Det er ikke ubegribeligt, at også voksne fornuftige mennesker lider af præstationsangst, plager sig selv, beskadiger sig selv, tvivler på sig selv og ofte afholder sig selv fra prøve noget sjovt og svært for at undgå domstolen over sig selv.

Den principielle frihed for den enkelte slår således om i ufrihed og frygt for at sætte sig selv på spil. Det er jo hele ens selv, man risikerer at tabe.

Den britiske filosof Bernard Williams skrev i sin lille fine bog om de græske skamkulturer, at de antikke grækere havde noget, vi ikke har, og som gjorde dem klogere på deres egen plads i verden. De havde en forestilling om halvguder, som kunne gribe ind i menneskenes verden og påvirke udfaldet af deres anstrengelser. Det kunne skyldes en guds mellemkomst, at en pil affyret af et menneske ikke ramte sit mål, men gik lige forbi.

Williams mente ikke, at guderne findes i virkeligheden. Men han påpegede, at forestillingen om dem gav en forståelse for, at vi altid handler under omstændigheder, som vi ikke er herrer over. At der altid er andre faktorer, som påvirker udfaldet af det, vi tilstræber. At vi altid er oppe i mod magter, som vi ikke behersker. 

Det behøver vi ikke opfinde græske guder for at blive bevidste om. Vi kan bare lytte til vendinger som »hun havde held med« eller »det lykkedes for hende«. Det er ikke så effektivt, det er sprogligt besværligt. Men netop besværet med det lille ’det’ minder os om en frigørende indsigt, som for mange før os var selvindlysende: Du kan ikke lykkes, men det kan lykkes for dig.

Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse – og længsel efter lykke
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Ruth Gjesing
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben Skov
  • Christian Mondrup
  • Peder Pedersen
Steffen Gliese, Ruth Gjesing, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Christian Mondrup og Peder Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Den individualisering af sproget, som beskrives i artiklen, har stået på meget, meget længe. "Hun lykkes med" er et relativt nyt eksempel og skurrer også i mine ører, men andre tilsvarende ændringer er forlængst blevet en helt naturlig del af sproget. F.eks. at "det synes (for) mig" er blevet til "jeg synes". Rent grammatisk er "jeg synes" noget vrøvl, men vi bruger det alligevel alle sammen og har gjort det i generationer.

Ruth Gjesing, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Udtrykket "Hun lykkes med" har ærgret mig i årtier. Jeg har opfattet det som et blandt ganske mange indlån fra svensk (hvad der i sig selv ikke er noget galt med). Udtrykkets svenske oprindelse finder jeg bekræftet i Svenska Akademiens Ordbok: "Han lyckades med sitt experiment". citatet er fra et brev (1817) fra Per Daniel Amadeus Atterbom (1790-1855). Se
https://www.saob.se/artikel/?seek=lyckas&pz=2