»Nå? Er du præst?! Altså, jeg er ikke sådan troende. Ikke rigtigt, i hvert fald. Men jeg tror da på, at der er noget, der er ’større’ end mig selv, altså, at der på en eller anden måde er en mening med det hele.«
Samtaler som disse løber man hele tiden ind i som præst. De kan blive rigtig interessante, hvis der er god tid. Og tæt på ligegyldige, hvis der ikke er. I det sidste tilfælde ender man bare med at konstatere, at ingen af os tror på ’en mand med langt hvidt skæg på en sky’.
For at forstå min anekdote skal vi tilbage til 2017, hvor Danmark fik en Trossamfundslov.
I loven indgår en definition på, hvad et trossamfund er, en definition der skal bruges til at hjælpe med at afgøre, hvad der kan berettige til at søge om at blive et ’anerkendt trossamfund’ med ret til f.eks. at foretage vielser med borgerlig gyldighed og opnå nogle skattemæssige fordele.
Et trossamfund er ifølge definitionen et »fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer«.
Humanistisk Samfund har siden udtrykt et ønske om at blive anerkendt som noget tilsvarende. På den måde vil man altså som medlem af Humanistisk Samfund, for eksempel kunne blive viet med borgerlig gyldighed og have ret til at trække medlemsbidrag fra i skat.
I den sammenhæng bør vi se mod nord. Religionsdebatten i Norge er på mange måder interessant, også selv om deres religionsmodel ikke lader sig direkte overføre til en dansk sammenhæng – og efter min mening er dette heller ikke ønskeligt. Men i hvert fald på ét punkt giver det mening at lade sig inspirere, nemlig i forhold til begrebet ’livssynssamfund’.
I Norge taler man ikke blot om trossamfund, men om tros- og livssynssamfund, og det inkluderer dermed også Human-Etisk Forbund.
Overbevisning eller tro
I Danmark er forestillingen om ’Gud’ styrende for diskussionen om trossamfund.
I grundlovens formulering angående religionsfrihed spiller begrebet ’Gud’ en tydelig rolle, idet der står: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning …« (§67).
Mange har svært ved at forstå, at Humanistisk Samfund har interesse i at være i samme kategori som de anerkendte trossamfund, for Humanistisk Samfund opererer jo netop ikke med en forestilling om Gud.
Men kigger man på formuleringen om religionsfrihed i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, så rækker friheden længere end til grupperinger med et gudsbillede.
Formuleringen lyder sådan her: »Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief …« (artikel 18). På dansk oversættes formuleringen ’freedom of religion or belief’ med ’tros- og religionsfrihed’, men ’belief’ er lige så ækvivalent med ordet ’overbevisning’, hvilket stemmer godt overens med den første formulering: »Freedom of thought, conscience and religion«.
Set med internationale menneskeretlige briller, giver det derfor meget bedre mening, når Humanistisk Samfund vil anerkendes som ’livssynssamfund’ på linje med de anerkendte ’trossamfund’, end når man udelukkende ser på diskussionen ud fra grundloven.
For Humanistisk Samfund vil ikke forsamles for at dyrke Gud. Humanistisk Samfund vil forsamles i forpligtelsen på en fælles overbevisning, der giver mening og udstikker retning for tilværelsen bl.a. gennem ritualer ved livsovergange.
Brøndby Support
Det er klart, at hvis Humanistisk Samfund og eventuelt andre skal kunne anerkendes som livssynssamfund, så vil det kræve en definition af, hvad et livssynssamfund overhovedet er. Og nogle vil måske frygte, at der pludselig dukker alle mulige henvendelser op fra folk, der finder stor mening i deres filosofiske snakkeklub eller deres medlemskab i Brøndby Support, og at sådanne henvendelser kan være med til at devaluere eller gøre grin med dét, som for andre mennesker har stor betydning.
I Norge har man fundet frem til en afgrænsende formulering, som både siger noget om, hvad et livssynssamfund er, og hvad det ikke er.
Nej, det betyder helt sikkert ikke, at man fuldstændigt slipper for tvivlstilfælde eller lange diskussioner i forbindelse med ansøgninger om anerkendelse som livssynssamfund. Men som det er nu, slipper man heller ikke for tvivlstilfælde og lange diskussioner, når det kommer til anerkendelsen af trossamfund i Danmark.
Hvis man giver sig ordentlig tid til at tænke over det, så er det nemlig ikke nødvendigvis enkelt at finde ud af, hvad der ligger i formuleringen ’magter der står over mennesker’, eller hvad der ligger i forestillingen om Gud.
Der er næppe mange, der i dag – eller for den sags skyld i gamle dage – bygger deres livsmening på en forestilling om ’en mand med langt hvidt skæg på en sky’.
Ingrid Ank er formand for Foreningen Åndsfrihed
