I medierne kan man til tider læse, at folkeskolens elever er stressede, angste og urolige. Nogle foreslår mindfulness som en løsning på problemet, mens andre mener, at mindfulness ikke er andet end et plaster på en syg præstationskultur.
Jeg er enig i, at præstationskulturen er syg, men uenig i, hvorvidt mindfulness blot er et plaster. Faktisk mener jeg, at mindfulness sagtens kan bidrage til udfoldelsen og vedligeholdelsen af pædagogik baseret på en kærlig tilgang til læring i stedet for absurde præstationsidealer.
Kigger vi nærmere på kritikken af mindfulness, er den ofte ganske paradoksal. Enten er mindfulness for religiøst, eller også er den for lidt i kontakt med den smukke buddhistiske livsfilosofi.
Så hvad er mindfulness i grunden?
Ret beset handler det om at kultivere opmærksomhed og koncentration. Det drejer sig om at være bevidst til stede, uden på forhånd at dømme det, som sker. Opmærksomheden er både indadvendt og udadvendt. Et mere bevidst tilstedevær kan være gavnligt i alle livets facetter, ligesom opmærksomhed og koncentration er basale præmisser for enhver form for læring.
Mindfulness er dermed ikke noget abstrakt og intellektuelt, men nærmere en erfaringspraksis og livsform. Det betyder også, at mindfulness ikke kun er et værn mod stress. Stressreduktion er snarere en af flere sidegevinster.
Set i det lys kan mindfulness være et vigtigt element i udviklingen af en bæredygtig pædagogik.
Egoet skal opløses
Det væsentligste argument for at indføre mindfulness i folkeskolen må være for at skærpe opmærksomheden og koncentrationsevnen. Det vil sige, evnen til ikke at lade sig distrahere, hver gang noget virker kedeligt.
Flere filosoffer, f.eks. engelske Iris Murdoch, har påpeget, at der ikke er nogen etik uden opmærksomhed. Hun har endvidere sagt, at kærlighed er lig med opmærksomhed. Sagt anderledes: Vi kan ikke forholde os passende til det, som sker, hvis ikke vi er opmærksomme.
Hermed ikke sagt, at mindfulness anviser, hvad der er passende, blot at denne praksis kan gøre en opmærksom på eventuelle problemer, f.eks. en mere balanceret tilgang til ens lyster og aversioner. Tilsvarende kan en opmærksom og nærværende lærer hurtigt opfange, når koncentrationsevnen forsvinder, hvorefter han eller hun kan intervenere med en timeout.
En sådan timeout kunne enten være en mindfulnessøvelse, men det kunne også være at synge en sang eller at bede eleverne tage ti knæbøjninger.
Et tidstypisk problem i folkeskolen drejer sig f.eks. om, hvorvidt strammere mobilregler er løsningen på urolige elever.
Murdoch skriver, meget apropos, i bogen The Sovereignty of Good:
»I det moralske liv er fjenden det store fede ego.«
I forlængelse heraf kunne man spørge: Er uopmærksomme elever egoister, der følger deres egen lyst, blot fordi de har lyst? Og kan mindfulness hjælpe disse elever med at hæve sig over deres egen lyst og se sig selv i en større sammenhæng?
Ifølge Murdoch er svaret ja.
Hun siger, at opmærksomhed er en måde at gå imod en naturlig egocentrering på, da den enkelte bliver opmærksom på, at han eller hun er del af noget større – en klasse, en skole, et samfund, et økosystem. Man kan sige, at egoet opløses. Endvidere siger hun, at det er svært ikke at lade sig distrahere, hvorfor opmærksomheden også må trænes eller disciplineres.
Mindre kontrol
Regler er én måde at fremtvinge en opmærksomhed på, mens tilegnelsen af en anden attitude eller tilgang er en anden. Det handler ret beset om to forskellige måder at motivere eller bevæge eleverne på. Kontrol versus selvregulering.
Den ideelle løsning afhænger af elevernes alder, men er nok et sted midtimellem. I dag synes fokus dog primært at være på kontrol.
Når mindfulness afvises, fordi praksissen udspringer fra buddhismen, svarer det lidt til at hævde, at ikkereligiøse mennesker ikke kan have glæde af at læse Kierkegaard. Jeg er ikke religiøs, men har haft stor glæde af den danske filosof. Derudover debatteres det blandt forskere i buddhisme, hvorvidt buddhismen er en religion eller filosofi.
Tilsvarende kan man sagtens tage noget, som er opfundet i en kultur, og hive det over i en anden. Mest af alt fordi ingen kultur er statisk. Jeg tilhører ikke selv det kor, der mener, at østens filosofier er mere dybsindige end vestens.
Denne tendens hænger i høj grad sammen med populærkultur og Hollywood, hvor enhver helst skal slå et smut forbi en buddhastatue for at gøre sig nogle banale erkendelser.
Mindfulness er en praksis, der kaster et lys over vores eget forhold til livet. Lever vi opmærksomt? Er vi bevidste og nærværende? Kan vi balancere fornuftigt mellem vores begær og aversioner? Ser vi tingene, som de reelt tager sig ud, eller leder vi efter beviser for vores egne holdninger og ideer i stedet for at teste disse?
Mange af disse spørgsmål er også til stede i den vestlige litterære og praktiske eller livsfilosofiske kanon.
Sjælden balance
Blandt mindfulnessundervisere – hvoraf der både er seriøse og mindre seriøse (de mindre seriøse er ofte selvbestaltede guruer, der mangler et kritisk fundament) – refereres der gerne til den amerikanske pragmatikker og psykolog William James.
Han skriver, at evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage er fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje, hvorefter han fastslår, »at en uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«.
Uden evnen til at være opmærksomt og koncentreret til stede er selverkendelse ikke mulig. Mindfulness kan hjælpe eleverne med at minimere, at deres tanker driver alle mulige underholdende og skræmmende steder hen, når de ikke skal.
Mindfulness hjælper med at udvikle elevernes dømmekraft, karakterdannelse og viljestyrke, fordi de bliver mere bevidste omkring deres egne handlinger.
Det kunne være et eventuelt selvbedrag, f.eks. om de lever og handler i overensstemmelse med deres egne værdier. Bemærk, at mindfulness ikke fortæller, hvad den enkelte partout skal gøre, men skærper opmærksomheden på, hvorledes hans eller hendes handlinger påvirker andre mennesker og vedkommende selv.
Selvbedrag er en form for distraktion. Nogle gange kan det nemlig gøre så ondt at stirre sig selv i øjnene, at vi kigger væk. Evnen til at tage bedre vare på os selv og de andre hænger ligeledes sammen med at leve opmærksomt. Og er det ikke netop, når folk ikke kan tage vare på sig selv, når de ikke kender deres egne begrænsninger, at andre (f.eks. lærer, staten eller politiet) må tage sig af dem?
Ønsker vi myndige borgere, der kan tænke selvstændigt uden at miste den sociale horisont, eller ønsker vi føjelige borgere, der pacificeres med underholdning og åndelig sløvhed.
Den hollandske filosof Spinoza sagde i sin Etik, at det sjældne er lig med hårdt arbejde. Alle uovertrufne ting er lige så svære, som de er sjældne. I dag er det ikke sjældent at finde et menneske, der lider af stress, er smådeprimeret og kender til angstanfald.
Derimod er det sjældnere at finde et menneske, der formår at balancere mellem Tinder-sex og cølibat, alkohol og te. Selverkendelse fremmer en indsigt, som er frigørende. Sagt anderledes: Mindfulness er ikke løsningen. Der findes ikke én løsning, men vejen mod en bedre tilværelse går hen over opmærksomt tilstedevær – og her kan mindfulness hjælpe flere.
På den måde kan mindfulness være et supplement til at fremme en pædagogik, hvor glæden ved at lære overskygger frygten for at dumpe eller blive hægtet af.
Finn Janning, filosof
En kommentar til:
"Mindfulness bør være et pædagogisk redskab til at skabe koncentration og opmærksomhed i klasseværelserne og til at hjælpe børn til selv at styre deres lyster og aversioner".
Når man fremsætter en sådan påstand, må der på forhånd foreligge dokumentation for, for det første, at mindfulness kan fungere som en pædagogisk redskab til at skabe koncentration og opmærksomhed i klasseværelserne, for det andet, at det kan hjælpe børn til selv at styre deres lyster og aversioner.
Kronikken befinder sig på niveauet for forundersøgelser og hypotesedannelse. Der mangler afgørende specifik dokumentation for de formulerede påstande, ud fra eksperimenter og undersøgelser af pædagogisk - psykologisk karakter.
Det er ikke noget, man bare sådan kan undersøge generelt, men noget der må undersøges mere omfattende under forskellige former for præcist afgrænsede omstændigheder.
De kilder, der henvises til, er ikke resultater af forskning af videnskabelig karakter, men de kan give belæg for, at det kunne være interessant at komme i gang med en sådan forskning.
Stop den buddhistiske mission!
Mindfulness er symptombehandling i et sygt samfund.
-Og som skrevet andetsteds i denne avis, har det fået udtryk af selvoptagethed og dyrkelse af ens ego.
Mindfulness er symptombehandling i et sygt samfund.
-Og som skrevet andetsteds i denne avis, har det fået udtryk af selvoptagethed og dyrkelse af ens ego.
Jeg synes det er et af de bedre og mere nuancerede indlæg om mindfulness. Jeg læser ikke kronikken, som buddistisk missionering eller egotrip. Faktisk står der, at egoet "opløses".
Det foreslås i kronikken at elevens opmærksomhed kan retableres gennem knæbøjninger. Må jeg ud fra mange års erfaring foreslå fx indlagte pauser eller et frikvarter? i ny og næ Og i al stilfærdighed minde om at engagerede og vidende lærere altid har været gode til at fastholde elevers opmærksomhed. På tværs af terapeutisk snik-snak og uden knæbøjninger.
Jeg vil foreslå, at ressourcerne bliver brugt på at sørge for at skoledagen/skolelivet bliver af en sådan karakter, at det bliver unødvendigt at indføre forskellige former for kompensatoriske initiativer - herunder mindfulness.
Mindfullness og meditaion er blot et redskab til at fokusere opmærksomheden. Det er der ingen der tager skader af. Tvært imod kan det ses om en god reaktion på zapperkulturen. Mere af det tak.
Mindfuldness, tja bum bum. I don´t mind.
Jeg oplever det som ret deprimerende gang på gang, i dagblade som Information og Politiken og på TV, at blive præsenteret for folkeligt appellerende quickfix - løsninger på folkeskolens komplekse pædagogiske problemer.
En filosof som Finn Janning burde kunne indse, at filosofisk begrebsafklaring og argumentation ikke kommer ret langt i samfundet i dag, når det drejer sig om at finde løsninger på institutionernes problemer, hvis det ikke kombineres med dokumentation ud fra relevante videnskabelige forskningsresultater.
Det kan sammenlignes med Tv-programmerne med Thomas Blachman som gæstelærer på Frydenhøjskolen i Hvidovre, hvor perspektivet kunne siges at være et meget afgrænset eksperiment, der i praksis og isoleret set ikke kunne udledes ret meget af, selv om seerne sad tilbage med en helt anden fornemmelse, og så er der for mig at se tale om ren populisme.
Hvad der ikke klart fremgik i TV - udsendelserne var, at Blachman i kulisserne fik hjælp af kreativitetsforskere fra Aalborg Universitet med brug af bl.a. undervisningsmodellen Creative Platform Learning, der i høj grad bygger på inspiration fra erfaringer med meditation og suggestion i tantrisk buddhisme.
https://www.inside.aau.dk/nyheder/vis-alle-nyheder/aau-og-blachman-paa-s...
Også denne forskning befinder sig, for mig at se, på et tidligt eksperimentelt stadie, bl.a. på grund af manglende økonomiske bevillinger.
Uden at kunne henvise til konkrete kilder på en studs,mener jeg er der er klare videnskabelige undersøgelser som fortæller at meditation i sig selv er gavnlig uanset hvilken filosofi eller tro man føler sig knyttet til. Jeg har tidligere kritiseret brug af mindfullnes som for egoistisk da det har fokus på jeget/mig/min væren og balance fremfor ideen om at vi alle er forbundne og alt det vi foretager os sker efter valg og får en konsekvens og hermed igen præger vores forhold til andre levende væsener Jeg kan se at Steffen Gliese ikke bryder sig om den buddhistiske vinkel. Det er så hans valg og ret,men mindfullnes er altså et "lån" fra buddhisme. Jeg er selv en smule usikker på brugen af metoden og ikke mindst hvis den bruges for at vores samfunds børn kan leve op til kravet om mere vækst og effektivitet. Men artiklen her er altså ganske nuanceret og peger på de vinkler jeg som buddhist anser for vigtige. Men buddhister missionerer nu ikke generelt men derfor kan de tjo godt være godt at undersøge!.
@ Viggo Okholm:
Hvis man mener, at meditation og mindfulness er gavnlig, bliver man også nødt til at præcisere for hvem, i forhold til hvad, i hvilke sammenhænge - og hvilke problemer kan de bruges til at løse for hvem i hvilke sammenhænge, f.eks. i tilknytning til pædagogik?
Artiklen er ganske nuanceret på nogle områder og peger på de vinkler, som en buddhist anser for vigtige, men til gengæld tages der overhovedet ikke højde for den nye pædagogiske situation, det ønske anvendt i, og artiklen forholder sig ikke nuanceret og dokumenterende i forhold til, hvad der vil være muligt i disse sammenhænge. Det forbliver ved rent gætteri og ønsketænkning.
I een af buddhisternes vigtige tekster står der:
"To study the Buddha way is to study oneself. To study oneself is to forget oneself......."
Al buddhistisk meditation og øvrige gøremål handler kun om een ting: At omforme ego'et, så man indser, anerkender og erfarer det som også står i kronikken: At alle levende væsener uden undtagelse er en del af en større sammenhæng. Og at vi skal hjælpe hinanden. Det er også den primære årsag til at lade sig genføde (hvis man er til den slags): For at hjælpe andre.
Intet menneskeligt kendt eksisterer uafhængigt af sig selv, i sig selv. Alt er indbyrdes forbundet. Derfor er vores "ego" et ejendommeligt konglomerat af de påvirkninger vi udsættes for. Det vigtigste spørgsmål en buddhist (og alle andre for den sags skyld) derfor kan stille sig selv derfor:
Hvem er jeg?
I et samfund hvor gymnasieelever går ned med stress p.gr.a. præstationsangst både mh.t. karakterer men også på det forfængelige (er jeg god nok, hvordan ser jeg ud) er det vel ikke det værste at blive undervist i i skoletiden.
Og man kan sagtens pille det religiøse ud af undervisningen uden at vigtige ting går tabt. Personligt tog jeg en uddannelse som krævede en del personudviklingsfaglig læsning. Jeg lænede mig for en stor del op ad den buddhistiske teori og fik lutter topkarakterer.
Meditationsteknikkerne og undervisningen er ikke specifikt problemløsnings- eller målrettede. De er personlighedsudviklende/-afklarende.
For de angste kan anbefales Steven Bachelor: Buddhisme uden religion.
Eller de gamle bøger af psykoanalytikeren Erich Fromm: "Kunsten at elske" samt
"At have eller at være".
En halv oxapax er meget bedre.
Bjarne Toft:
Du har meget re ti dine argumenter og refleksioner her,som jeg sådan set ikke er uenig i. Men som jeg skrev så er jeg i tvivl om hvorfor og til hvem man vil bruge mindfullnes. Hvis man bruger de tog fortæller hvilken kultur/tro/religion det stammer fra, så arbejder man med åbne kort og der er jo himmelvid forskel på om det er en urolig knægt på 10 -11 år eller en gymnasieelev der bliver udsat for det. Buddhismen kan som jeg ser det bruges af mange,men det vil nok være forkert ikke at kalde den en religion,under alle omstændigheder er buddhismen uden facitliste og det vi siger og gør er altid vores eget ansvar og vi kan kun få tilgivelsen ved at ændre på egen adfærd og tanker,hvis vi hver især erkender det er nødvendigt.Buddha var ingen Gud. Problematikken kan også være at lærere bruger mindfullnes og meditation helt uden kritisk sans eller har undersøgt baggrunden. For børn er det stadig det vi voksne gør og handler der trænger ind ikke det vi siger,og mon ikke der af og til bestemt ikke er overensstemmelse her-vist pænt sagt!
Gad vide om kronikøren har nogen økonomisk interesse i at lærere og pædagoger begynder at bruge mindfulness i undervisningen? Er han mon sådan en konsulenttype, der udbyder kurser i den slags?
Begrebet "Mindfullnes" grebet i flugten har jeg det lidt anstrengt med.
Bl.a. fordi det tilsyneladende temmelig ukritisk bruges generelt i flæng og tilbydes til alle lige fra lederniveau og nedefter til stressramte på arbejdspladsen, arbejdsløse, syge på dagpenge osv. Eller bare generelt for at optimere de personlige ressourcer til bedre præstationer.
Og sidst jeg så et meditationskursus udbudt var en "Zen-workshop for golfspillere". Der er glipper min forståelse.
Men meditation/mindfullnes på et kvalificeret niveau som led i undervisningen? JA TAK.
Især fordi det, hvis det gribes an på den rigtige måde er personlighedsudviklende og -afklarende.
Derudover har utallige undersøgelser vist meditations gavnlige virkning på bl.a. urolig adfærd.
Der tilbydes nogle få steder i DK meditationsforløb til straffede personer i fængsel. Og der kommer både lommetyve og voldsforbrydere. Tilfredsheden både fra brugere og undervisere er stor.
Store udenlandske tiltag, især i indiske og sydafrikanske fængsler, viser stor succes med samme undervisning.
Hvis undervisningen imidlertid planlægges, så den bliver et middel til, som i visse dele af voksenverdenen, at præstere mere eller at bære presset på en bedre måde, så er min holdning til projektet helt klart: NEJ TAK!
Selvfølgelig kan en kronik ikke være konkret/specifik helt ned i pædagogiske detaljer. Kronikkens ærinde er at gøde jorden, forberede os mentalt på hvilke muligheder fremtiden måske kan bringe.
Men undervisning af denne karakter kan ikke på forhånd resultat- og målrettes, fordi det er så personligt et anliggende.
@Johnny Hedegaard:
Jeg er enig i, at der netop er tale om et personligt anliggende, og at undervisning af denne karakter derfor ikke på forhånd kan resultat - og målrettes, og derfor er jeg også imod, at den pålægges som en form for tvang, for at få elever til at præstere mere eller at bære presset, som du formulerer det.
Alligevel sig du "ja tak" til meditation/mindfullnes på et kvalificeret niveau som led i undervisningen.
Det må vel så være forløb, hvor der er tale om et tilvalg fra motiverede elevers side, og som er tilpasset alderstrin og den sammenhæng, der er tale om. På de betingelser ville det også være noget, jeg kunne gå ind for.
Bjarne Toft Sørensen -
Selvfølgelig skal et forløb tilpasses alderstrin. Ligesom al anden form for undervisning.
Og sammenhængen.......jeg må lige understrege, at jeg på ingen måde er involveret eller er talerør for kronikøren.... men lidt firkantet sagt, vil jeg mene den er fraværende.
Eller integreret hvis og hvor det kan lade sig gøre.Lige som i al anden undervisning.
Livskundskab er jo nok lidt svær at passe ind i matematik og geometri.
Tilbud om tilvalg for motiverede elever...........hvad ved en mindreårig om livskundskab/meditation.......sjovt nok tales der aldrig om "tilbud om tilvalg for motiverede elever", når det drejer sig om "hårde" fag som f.eks. matematik.
Men livskundskab....uha.....det må være et tilbud.
Men ok......hvis man ikke "fanger" eleven og interessen ikke bliver vakt, giver det sig selv. Så er der ingen bonus. Akkurat som i matematik.
@ Johnny Hedegaard:
Dine sidste to linjer sammenfatter min pointe, bortset fra at der jo netop ikke er tale om et fag som matematik, men snarere om noget, der kan sammenlignes med timer i idræt, hvor det drejer sig om at aktivere noget, der kan være befordrende på et kropsligt og mental plan.
Det, som jeg har noget imod på nuværende tidspunkt, hvor den specifikke forskning vedrørende brug i uddannelsesinstitutioner stadig er i de indledende faser (selv om mange meget let lader sig overbevise af meget lidt), er at "vakte" uddannelsesledere og undervisere vil forsøge at presse elever på folkeskole - og gymnasialt niveau til noget, som de fleste på holdet eller i klassen dybest set ikke kan se meningen med, og som af den grund heller ikke har en chance for at lykkes.
https://www.emu.dk/modul/mindfulness-som-en-del-af-den-underst%C3%B8tten...
https://www.folkeskolen.dk/542345/mindfulness-goer-skoledagen-mindre-hek...
Bjarne Toft Sørensen -
Med den tilgang bliver ethvert barn kvalt i fødslen.
Hvorfra kommer inspirationen/interessen for undervisningen/de enkelte fag hos elever der kommer fra ikke-boglige hjem?
Alt for mange gymnasieelever interesserer sig dybest set ikke for de enkelte fag. Det eneste der tæller er, hvordan man får så høj en karakter som muligt. Det der tidligere var en dannelsesrejse er blevet til en konkurrence om karakterer og adgang til arbejdsmarkedet.
Derfor er er en kommende undervisning i mindfulness/meditation/livskundskab noget der angår og vedrører os alle. Og ikke kun noget der forekommer i et laboratorie eller skoleklassen.
Interessen og inspirationen spirer allerede hér i diskussionen.
Sygdomme og ideer har det tilfælles, at enten går de i sig selv igen. eller også smitter de, og breder sig med stor hast.
@Johnny Hedegaard:
Jeg er enig for så vidt, som at elever ikke bare skal have lov til at sige "nej" til noget, der ikke umiddelbart appellerer til dem, men at de skal lære at give tingene en chance, og her tænker jeg primært på elever fra 6. klasse og opefter.
På den anden side er der jo heller ikke tale om et fag eller en disciplin, der kan opstilles kompetencemål for, og som er obligatorisk. Derfor vil det også være problematisk at tvinge en klasse eller et hold til længerevarende periodiske forløb, der generelt ikke er opbakning til på holdet eller i klassen. Som de også gør opmærksom på i undervisningsmaterialet:
"Det er vigtigt at tænke undervisningen ind som en understøttende aktivitet, der fremmer nærvær, trivsel, læring og godt klassemiljø, og i mindre grad se det som et skolefag eller en disciplin, der er resultatorienteret. Resultatet i mindfulness er selve oplevelsen.
http://mindfulness-i-skolen.nu/course/view.php?id=8
Denne form for undervisning akal overhovedet ikke understøtte noget som helst.
Mindfulness, Meditation, Livskundskab er et selvstændigt emne/studie/fag.
Hvad er et menneske - hvem er jeg - hvad er det frie valg og eksisterer det overhovedet - hvem/hvad skaber et menneske - hvad er følelser - sorg - glæde - hvad vil det sige at leve et liv i fuld opmærksomhed.
Det handler om at bevidstgøre, at ansvarliggøre som et selvstændigt og frit tænkende væsen uafhængigt af konventioner.