Kronik

Lyt til de interkønnede og stop de ’kønsnormaliserende’ operationer på børn

Når børn bliver født med variationer i kønskarakteristika, foretager man stadig indgreb i børnenes kønsorganer, så de bringes i overensstemmelse med typisk hankøn eller hunkøn. Men hvorfor sygeliggøre variation i kønskarakteristika? Det er på tide at sikre de interkønnedes rettigheder bedre
Årsagen til, at interkøn i den brede offentlighed nærmest er et usynligt fænomen, er den enkle, at behandlingen har bestået i såkaldt kønsnormaliserende kirurgi, skriver dagens kronikør.

Årsagen til, at interkøn i den brede offentlighed nærmest er et usynligt fænomen, er den enkle, at behandlingen har bestået i såkaldt kønsnormaliserende kirurgi, skriver dagens kronikør.

Emilie Noer Bobek

14. februar 2019

I alt for mange år har interkøn nærmest været et usynligt fænomen i offentligheden, på trods af at hyppigheden af mennesker, der fødes med variationer i kønskarakteristika, der er forskellige fra typisk hankøn og hunkøn, ligger i omegnen af én ud af 100, ifølge LGBT Danmark. Der er nogen usikkerhed om hyppigheden, blandt andet på grund af forskellige opgørelsesmetoder, men sikkert er det, at det er mere udbredt, end kendskabet i offentligheden kunne antyde.

Tilbage i 2015 problematiserede Information de kønsnormaliserende indgreb på interkønnede børn og løftede de menneskeretlige problemstillinger frem.

Nu har Sundhedsstyrelsen så som led i LGBT+-handlingsplanen afholdt en konference om variationer i kønskarakteristika, herunder interkøn. Intentionen er at skabe øget åbenhed, viden og dialog om emnet. Det er glædeligt.

Køn skulle ’fikses’

Årsagen til, at interkøn i den brede offentlighed nærmest er et usynligt fænomen, er den enkle, at behandlingen har bestået i såkaldt kønsnormaliserende kirurgi. Enten har man foretaget en såkaldt feminiseringsoperation eller en maskuliniseringsoperation. Det har været almindeligt at gribe til kirurgi, når enten penis var for lille eller klitoris for stor.

Ofte tilrådede man kvindeligt køn, hvilket var ensbetydende med en reduktion af klitoris og vaginalplastik, selv om man har vidst, at det kunne medføre tab af følsomhed.

Den seneste retningslinje fra Aalborg Universitetshospital med titlen Intersex – Usikkert køn (2015) bygger på retningslinjer fra Skejby Sygehus fra 2008, som igen bygger på retningslinjer fra Rigshospitalet fra 2001.

Her fastholdes, at anbefalingen om »kønsnormalisering« er uændret, idet det fortsat hævdes, at det er utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk velfungerende uden at have entydige kønsorganer.

Dog blev det i 2014 faktisk forbudt at foretage kosmetiske og ’normaliserende’ indgreb på børn og unge under 18 år, men spørgsmålet er, hvad der sker i praksis.

Selv om der siden midten af 1990’erne har været sat spørgsmålstegn ved praksissen om at operere børn med det formål at ’normalisere’ kønnet, er den danske praksis blevet fastholdt meget længe.

Gennem de seneste to årtier har der ikke i Danmark været større forståelse for den amerikanske aktivistgruppe Intersex Society of North America: ISNA, som blev dannet i 1993 af interkønnede, som selv havde været udsat for kønskorrigerende behandling.

Foreningen protesterede imod, at man ’fiksede’ dem for at få dem passet ind i et ’normalt’ køn. Man kæmpede for at opnå større forståelse for at undgå irreversible ændringer af kønsorganernes udseende indtil en alder, hvor den enkelte selv kan være medbestemmende og udtrykke sin kønsidentitet.

I Danmark kendte man tidligt til foreningen, men affærdigede ved gentagne lejligheder ISNA’s forslag som »utænkeligt«.

Nyt paradigme på vej

Nu er der et paradigmeskift på vej i behandlingen.

Som svar på en forespørgsel i Folketinget i januar 2019 har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) nævnt, at en fælles vejledning, der beskriver udredning og behandling af børn og unge med såkaldte DSD-tilstande, er vedtaget af Dansk Pædiatrisk Selskab, men endnu ikke publiceret. DSD, som står for Disorders of Sex Development, blev vedtaget i 2006 i international regi som betegnelse for variationer i kønskarakteristika.

Det, der er vigtigt nu, er at få udarbejdet nogle nationale retningslinjer, og at de bliver tilgængelige. Dernæst er det vigtigt at evaluere forløbet og følge udviklingen for at sikre, at nye retningslinjer omsættes i ny praksis.

En undersøgelse viser, at dette ingenlunde har været tilfældet i Tyskland, hvor man allerede i 2005 strammede retningslinjerne op, uden at det har betydet færre kønskorrigerende operationer.

Også de etiske aspekter presser sig på. Det etiske råd i Tyskland udgav allerede i 2012 en rapport, som på forskellig vis er blevet fulgt op politisk. Det skete på baggrund af en opfordring fra FN til den tyske regering om at indlede en dialog med de interkønnede og sikre deres menneskerettigheder. Resultatet blev en ret omfattende undersøgelse.

Det etiske råd i Schweitz har i 2012 udarbejdet en kort rapport om alternative måder at behandle interkøn på med udgangspunkt i børn og forældres behov.

Et af rådene var, at ’normaliserende’ operation af de reproduktive organer kun burde ske, når der var fare for liv og sundhed. Det fremhæves, at der skal tages udgangspunkt i barnets behov, men der skal så vidt muligt også tages hensyn til den fremtidige situation. Barnet skal inddrages, når det er mellem 10 og 14 år. Der skal være psykosocial rådgivning og udarbejdes guidelines til uddannelse af sundhedspersonalet.

Lyt til de interkønnede

Det er nytænkende at være opmærksom på, hvordan voksenlivet vil være. Vi ved også fra en dansk undersøgelse af patienter med DSD, som læge Trine Holm Johansen stod i spidsen for, at de pågældende havde en dårligere livskvalitet og højere frekvens af selvmordstanker end sammenligningsgruppen.

Der kunne således påvises psykosociale konsekvenser af sygdommen. Selve behandlingen med lange diagnostiske udredninger, som omfatter kirurgi og hormonal behandling, kan foranledige alvorlig stress.

Derfor må der mere fokus på voksenlivet og lyttes til de interkønnede.

Danmark kunne have behov for sådan en undersøgelse som den fra Schweiz. Det er yderligere interessant med den rapport, at der ud over repræsentanter for lægelige miljøer deltog to mødre til børn med DSD og to fra en interkønorganisation. På denne måde blev der både taget hensyn til de medicinske aspekter og menneskerettighedsperspektiverne.

Internationalt har der eksisteret interkønnede menneskeretsorganisationer i nogle år. OII Europe (Organisation Intersex International Europe) blev etableret i 2012. I Danmark blev Intersex Danmark oprettet i 2017 efter i et par år at have eksisteret som en uformel gruppe. Amnesty International udgav i 2017 rapporten: First do no harm. Sådan sikres rettighederne for børn med variationer i kønskarakteristika i Danmark og Tyskland, som kom med en række forslag på området.

Når det drejer sig om menneskerettigheder, er det også 2015, som er året, hvor det rykkede i EU. Det var første gang FRA (European Union Agency for Fundamental Rights) så på de interkønnedes rettigheder i rapporten: Human rights and intersex people, som opfordrede medlemslandene til kritisk at gennemgå deres medicinske praksis på området.

Der blev stillet forslag om, at de juridiske og medicinske eksperter skulle informeres bedre om interkønnedes fundamentale rettigheder, og at medlemsstaterne burde undgå ’kønsnormaliserende’ medicinsk behandling på interkønnede personer uden deres accept.

Det nævnes også i rapporten, at Disorders of Sex Development-betegnelsen afvises af mange aktivister, som oplever den som stigmatiserende og patologiserende. Hvorfor sygeliggøre en variation i kønskarakteristika? Hvorfor ikke acceptere variationen og udvide vores forståelse af køn?

Det handler i høj grad om menneskeretlige og etiske perspektiver. Her må politikerne på banen, fordi det medicinske system ikke er vant til at tænke i de baner. Danmark har fra FN fået henstilling om at sikre menneskerettighederne for interkønnede personer i 2016.

Endelig må diskriminationsloven udvides ved at inkludere kønskarakteristika i ligestillingslovgivningen. Det er sket i en række lande, herunder Malta, som allerede i 2015 besluttede at yde beskyttelse mod diskrimination på grund af kønskarakteristika.

Bente Rosenbeck, professor emerita, dr.phil., KU

Hvad stiller man op, når ens barn oplever at være født i den forkerte krop og ville ønske, det kunne skifte køn?
Læs også
Hvorfor skal andre bestemme – når man er et lille barn – hvilket køn man skal være, spørger interkønnede Stephanie Stine Toft.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • David Zennaro
Klaus Lundahl Engelholt og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først en disclaimer: Jeg er lægestuderende og generel skeptiker af SJW tiltag, så det er mine hovedbias.

Jeg tror, at ingen er i tvivl om, at køn, seksualitet og så videre er meget svære og livskvalitetspåvirkende emner, som i forevejen kompliceres af en interinviduel/kulturel/social forskel, således retningslinjer aldrig ville kunne passe til alle.
Jeg er ikke i tvivl, at der er signifikant antal af intetkøn folk, som lever lykkeligt og godt, og at flere med kønskorrektion lever ulykkeligt. Ligesom den velkendte case af en dreng, hvor spædbarnsomskæringen gik galt, så de besluttede at gøre ham til en pige, hans case var tragisk således hans liv.
https://en.m.wikipedia.org/wiki/David_Reimer

Jeg er virkeligt pro for folks autonomi, og ja et barn kan ikke give samtykke. Men der må man vælge mellem pest og kolera. Vil man undlade disse kønskorrektionsoperationer og lade x antal folk “lide” i deres barndom, altså fundamentet for deres voksenliv, for ikke at være “normal”? Eller vil man gøre det og x antal folk vil lide, fordi de er blevet rettet og dens følger?
Jeg ville være varsom, og desværre sidder jeg ikke inde med nogen kontrolstudier, hvor man ville kunne se på livskvaliteten i disse 2 grupper eller lignende studier. Så jeg synes, at sådan nogle ændringer skal foretages på evidensbaseret materiale og ikke ideologi... Hvoraf jeg er bekymret for at det mere omhandler om det sidste end det første.

Det er allerede velkendt, selvom det er ikke den samme folkegruppe, men at depression og selvmordsraten blandt transkønnet er kontrent den samme før og efter kønsoperationr, hvilket strider imod ellers ens induktive fornuft.

Igen min bekymring er at vi kaster folk under bussen for ideologi i stedet for evidensbaseret valg.

Men jeg er komplet enig i, at dette emne omkring intetkøn er noget, som burde blive mere kendt og belyst i offentligheden, så ja der bliver ikke snakket nok om dette emne, især når det er svært og vigtigt et emne. Men jeg synes sprogbruget i denne artikel bærer mere præg af at være i dn påvirkende ideologiske hjørne, ikke oplysende.

Nike Forsander Lorentsen, Nis Jørgensen og Tommy Gundestrup Schou anbefalede denne kommentar
Tommy Gundestrup Schou

@Liv Pedersen
God kommentar og det synes jeg naturligvis fordi jeg umiddelbart er enig. ;-)

Det er blevet moderne at tale om det 3. køn og jeg tror dette har givet inspiration til denne artikel. En artikel som også efter min mening går mere efter ideologi frem for hvad der er bedst for den enkelte.

Anne Mette Jørgensen

En ud af 100. Hvor kommer det tal fra?
Jeg har i mit arbejde set adskillige spædbørn og børn og kun stødt på en dreng med en meget lille lem.

Nu er det i følge WHO ganske godt defineret, hvad det vil sige at have en interkønnet tilstand. Og bare fordi Danmark er enormt tilbageholdende med at give diagnosen, så betyder det ikke, at de ikke eksisterer. Og en del af disse tilstande kan man ikke se ved at granske folks genitalier, hverken ved fødslen eller senere. Fx. ligner kvinder med AIS (Androgen Insensitivity Syndrom) af en genfejl, som gør, at deres celler ikke kan bruge testosteron. De udvikler sig derfor som pigefostre og kan ikke erkendes på genitalierne.