Læserbrev

Martin Henriksen angriber offentligt ansattes ytringsfrihed

DF har altid haft meget tydelige holdninger, når det kommer til ytringsfriheden, særligt i forbindelse med karikaturtegneres og skribenters ret til at tegne og skrive, men når det gælder politiassistenten Elvir Abaz, vægtes princippet åbenbart ikke højt nok til, at Henriksen vil holde den i hævd
DF har altid haft meget tydelige holdninger, når det kommer til ytringsfriheden, særligt i forbindelse med karikaturtegneres og skribenters ret til at tegne og skrive, men når det gælder politiassistenten Elvir Abaz, vægtes princippet åbenbart ikke højt nok til, at Henriksen vil holde den i hævd

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
19. februar 2019

Det var noget af en bredside, Martin Henriksen (DF) leverede mod offentligt ansattes ytringsfrihed i Information den 12. februar. Både i almindelighed – men i særdeleshed mod politiassistent Elvir Abaz. 

I sit læserbrev problematiserer Henriksen, at Abaz gentagne gange har udtrykt sine holdninger offentligt i landets debatspalter.

Problemet er ifølge Henriksen, at det kan »få nogle til at sætte spørgsmålstegn ved mandens professionalisme«, når han anfører sin stillingsbetegnelse i sine indlæg – eller i det hele taget bare fungerer som skribent samtidig med, han har sig et politihverv. Besynderligt nok må man forstå på DF’eren, at der nærmest er tale om et brud på magtens tredeling. Hvor er det dog tåbeligt!

Men det er også skræmmende, hvis Henriksen faktisk mener, hvad han skriver. Er det dermed et problem, at Politiforbundet findes? Det forholder sig jo systematisk til politiske spørgsmål indenfor det retssikkerhedsmæssige og politifaglige område. Er det dermed også et problem, hvis en politibetjent stiller op til et politisk embede – f.eks. som kommunalbestyrelsesmedlem?

Det må jo være en klar konsekvens af politikerens udsagn.

DF har ellers altid haft meget tydelige holdninger, når det kommer til netop ytringsfriheden. Særligt i forbindelse med karikaturtegneres og skribenters ret til at tegne og skrive, hvad de vil uden at risikere forfølgelse. Det er en yderst vigtig kamp, og noget vi bør huske på.

Men offentligt ansattes ytringsfrihed er måske ikke en ret, der er principiel nok til, at Henriksen vil holde den i hævd? Heller ikke selv om det på Folketingets Ombudsmands hjemmeside tydeligt fremgår, at offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, der naturligvis også gælder inden for deres eget arbejdsområde?

Hvis man læser Abaz’ indlæg i Information den 9. februar, fremgår det da også tydeligt, at han ikke udtaler sig som politimyndighed, men netop som privatperson, der til dagligt fungerer som politibetjent.

Det burde ikke være svært at skelne imellem. Ellers kan man jo bare bekende kulør og erkende, at man er modstander af politibetjentes ytringsfrihed. Det er selvsagt en ærlig sag.

Bjørn Hebsgaard Nielsen, gymnasieelev og medlem af Liberal Alliances Ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Albatros Olsen

Artiklen siger det hele.

Thorbjørn Thiesen

Siden DF blev etableret, har det været dere største og første mål været, at tilsvine ude fra kommende mennesker uden at reflektere over følgene af en sådan poltik. Så spørgsmålet er hvem er de største trusler mod vores samfundsorden?

Martin Henriksen og DF står for den middelmådighed der grænser til pøbelagtig tåbelighed, for på den ene side er de historisk partiet det slog igennem netop på retten til ytringsfriheden om de fremmede, som folketingets andre partier var for fine til.

Nu om stunder anerkender DF fuldt og helt Lars Løkkes leg med statsmanden - Lars Løkke som statsminister "til alle tiden", - men også "privatmanden" samtidig til alle tider - og det helt uden de problemer der ligger heri, og han sagtens kan udføre sit hverv som statsminister betryggende.

Den samme ret vil de under ingen omstændigheder tillade en borger, politiassistent Elvir Abaz, og da slet ikke retten i forbindelse med fremmeddebat, og vel lige så lidt grundet mandens fremmede navn.

Partiet personificerer deres pøbelagtige dumsmarte misbrug af deres status som politikere, der på diktatorisk vis vil begrænse ytringsfriheden overfor almindelige mennesker i samfundet.

Den rolle partiet undervej i sin historie selv har spillet som almindelige menneskers ret til at udtrykke og kræve retten til at stille spørgsmål ved den fremmede indvandring i vort land.

Nu har de fået magten, og så udnytter denne pøbel retten på diktatorisk vis til at undertrykke den selvsamme frihed for andre i vort land.

Når skidt kommer til ære...……..!