Kronik

Min mor døde psykisk syg. Nu spiller jeg musik for indlagte på den lukkede

Efter hendes tiende selvmordsforsøg mistede jeg min mor for otte år siden. I sin tid på lukkede psykiatriske afdelinger savnede hun kreativitet og skønhed. Musik og kreativitet bør anerkendes som et behandlingstilbud i psykiatrien
Maria Anna Padkjær Rosenberg mistede sin psykisk syge mor for otte år siden. I dag vil hun bryde tabuet omkring selvmord og psykisk sygdom.

Maria Anna Padkjær Rosenberg mistede sin psykisk syge mor for otte år siden. I dag vil hun bryde tabuet omkring selvmord og psykisk sygdom.

Peter Nygaard Christensen

5. februar 2019

Jeg mistede min mor for præcis otte år siden i dag, den 5. februar. Jeg blev ringet op af Rigshospitalet kl. 04.45. Min mor havde sat ild til sig selv.

Lægen fortalte mig, at det ikke var muligt at redde hende, men at hun endnu var i live. Jeg hastede derind. Det var mærkeligt at træde ind i et hospitalsrum, hvor der ingen maskiner var for at holde min mor i live, blot en seng.

Hun var høj på morfin, men et øjeblik var hun klar. Hun kiggede mig lige i øjnene, og spurgte: »Skal jeg dø nu?« Jeg svarede: »Ja, det skal du. Det er okay. Jeg er hos dig.« Jeg ville tage hendes hånd og troede, det var gaze, der hang fra den, men det var hudflager, der ikke var bundet ind. Jeg koncentrerede mig om hendes øjne og sagde, hun ikke skulle være bange.

Min mor sov ind kl. 23.25.

Det har længe været mit ønske at være med til at bryde tabuer om psykisk sygdom og selvmord. Skyld og skam har fulgt mine skridt siden den 5. februar 2011.

Behov for kreativitet

Min mor blev indlagt i psykiatrien efter sit livs største krise i juni 2010. På bare otte måneder havde hun ti selvmordsforsøg.

Jeg forsøgte dengang alt for at hjælpe hende, og jeg kæmper endnu med at tilgive mig selv og systemet for, at det ikke lykkedes. Jeg har slet ikke kunnet holde ud at tænke på psykiatriske afdelinger og havde aldrig troet, jeg ville nærme mig dem igen.

Men så læste jeg om Søren Magnussen, der modtog SIND’s samfundspris i 2018. Han er projektleder af Frirum i Psykiatrien på Gentoftes lukkede retspsykiatriske afdeling og den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Han skrev om en smuk have, som han og patienterne havde plantet, og om fantastiske koncerter på afdelingen.

Han inviterede musikere og andre kunstnere ind på ’den lukkede’!

Jeg fik tårer i øjnene. I den tid min mor var indlagt, søgte jeg uden held efter kreative tilbud. Jeg er selv sangerinde og lever af min musik. Min mor skrev, digtede og malede i sin fritid.

Uden kreativitet og frirum til at være den, jeg er, ved jeg ikke, hvor jeg ville være.

Min mor var folkeskolelærer, og hendes største gave var, at hun også kunne få de ’umulige’ børn til at finde sig til rette. I hendes klasseværelse var der plads til alle. Til hendes bisættelse fortalte mange af hendes gamle elever, at hun havde spillet en stor rolle i deres liv, fordi hun havde ladet kreativitet være det vigtigste i sin undervisning.

Jeg kontaktede Søren Magnussen og sendte ham en sang, jeg har skrevet til min mor og indspillet med Johannes Pehrson i vores duo, ME AND MARIA. Vi tilbød afdelingen en koncert.

Jeg blev meget glad, da Søren svarede, at vi ville være et godt match til den lukkede retspsykiatriske afdeling, hvor han arbejdede.

Vi tog derind første gang i september sidste år.

Koncerten

Koncerten begyndte. Der var god stemning på afdelingen. Men min krop huskede pludselig, hvorfor dette var så vigtigt for mig.

Peter Nygaard
Da jeg spillede de første toner, rejste et gammelt sår sig i mig. Mine fingre rystede.

Jeg har som sagt kæmpet med skyld og skam som to faste følgesvende, lige siden min mor tog sit eget liv, og jeg mærkede dem igen meget tydeligt.

Jeg trak vejret. Kiggede op. Fokuserede på musikken. Jeg så patienterne, som var optaget af koncerten. Forbandt mig til øjeblikket.

Jeg skulle bare være dér. Jeg skulle være til stede. Og lige nu skulle jeg spille og synge.

Jeg så min mor for mig på bageste række og vidste, at hun var med mig.

Efterhånden som vi spillede vores sange, begyndte tårerne at melde sig hos tilhørerne. »Hold kæft, man tuder jo af det her. Den var fandeme god, det er præcis sådan, jeg har det,« udbrød én pludselig.

»Jeg tuder også,« smilede projektlederen Søren Magnussen. De snøftede lidt sammen. Senere var der flere, der meldte sig. Der blev grinet af, hvor meget man kunne græde og ikke kunne kæmpe imod musikkens indflydelse.

Jeg tænkte slet ikke over, at det var usædvanligt, dét, at de græd. Jeg kunne bare mærke skønheden brede sig i rummet.

Nu var mine fingre blevet rolige.

Giv musikken en plads

Efter koncerten satte Søren sig sammen med os udenfor. Han indviede os i, hvor sjældent det er, at der bliver grædt på en lukket psykiatrisk afdeling. Det sker ikke. Slet ikke i fællesskabet, fortalte han. Det er tabu.

Johannes og jeg vendte hjem, men vi skal derind igen den 22. februar. Søren kalder os kærligt for deres »husorkester«.

Anden gang Johannes og jeg spillede vores musik på ’den lukkede’, oplevede vi efter koncerten, at mænd fra hårde miljøer fortalte om deres egen mor, de havde mistet, de viste os, at de fik gåsehud, og sagde, at de undervejs følte sig helt rolige.

Personalet var overrasket og sagde, at disse mænd normalt aldrig deler den slags.

I øjeblikket er der ikke afsat penge til at få musikere ind på de lukkede afdelinger, så alle, som har støttet projektet, har gjort det frivilligt. Det gode ved det er, at det kan sikre, at dem, der spiller, har hjertet på rette sted.

Mit håb og ønske er dog, at musik og kreativitet bliver en anerkendt del af et ophold i psykiatrien og får en plads i budgettet. At der findes politiske kræfter, der vil tage kreativitet alvorligt som behandlingstilbud.

Der findes mange ildsjæle, som kæmper for kreativitet og skønhed i psykiatrien, og som vil blive ved med at gøre det, men tænk, hvis det ikke skulle være en kamp – tænk, hvis det blev normalen.

En tumpe i beskæftigelsesterapi

Min mor var i de sidste otte måneder indlagt på fire afdelinger og et antal hospitaler, så jeg har set en del af, hvad der bliver tilbudt af behandling. Det mest kreative tilbud var at strikke. Det deltog min mor også i, men hun trak samtidig skævt på smilebåndet og sagde, at hun følte sig som en tumpe i beskæftigelsesterapi, der fik lov til at flette peddigrør. Hun havde brug for at udtrykke sig og skabe noget.

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Værdien af at være kreativ kan være svær at måle. Det føles bare rart. Det at skabe kræver, at man tror på, at det giver mening at gøre noget, kun fordi man har lyst. Lyst. Det var nok det sidste, jeg stødte på i psykiatrien. Jeg fik lyst til at løbe min vej. Det var den eneste lyst, jeg følte, og jeg ved, at min mor havde det på samme måde.

Hver gang jeg besøgte hende, håbede jeg at tænde det lys i hende, jeg vidste, endnu fandtes. Vi hørte smuk musik, plukkede blomster eller så på billeder, og jeg så glimt af lys. Senere om aftenen kunne jeg få en sms fra hende med et lille digt. Tænk, hvis hun havde været et sted, hvor hun var omgivet af skønhed.

Skammens klamme hånd

Min mor fik det kun værre, mens hun var indlagt, og i løbet af den tid faldt vores familie fra hinanden. Vi forsøgte alle desperat at opfinde den dybe tallerken for at hjælpe hende. Vi erfarede, at psykiatrien ikke havde opskriften. Den dag i dag er vi stadig splittede.

Efterfølgende har jeg også kæmpet med, at man ikke kan tale med andre om selvmord. Nævner man det ord, forfærdes folk, og de bliver tavse. Jeg tror oftest, det er, fordi de er bange for at sige noget forkert, eller fordi de frygter, at jeg også er psykisk syg.

Jeg fik endda at vide af mit forsikringsselskab, at det kunne blive svært at tegne en livsforsikring, fordi min chance for at begå selvmord jo var højere, når nu min mor havde taget sit eget liv. Jeg var rystet, men sagde dem ikke imod, fordi jeg mærkede tabuet og skammen lægge sin klamme hånd over min mund. Og den har holdt godt fast i otte år.

Men nu vil jeg ikke være stille mere.

Maria Anna Padkjær Rosenberg, sangerinde og sangskriver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Runa Lystlund
  • Jens Peder Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Christel Gruner-Olesen
  • Colin Bradley
  • Anders Olesen
  • Benny Jensen
  • Peter Andersen
  • Anker Nielsen
  • Gert Romme
  • Michael Friis
  • Ervin Lazar
  • Jørn Erslev Andersen
Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Runa Lystlund, Jens Peder Nielsen, Estermarie Mandelquist, Christel Gruner-Olesen, Colin Bradley, Anders Olesen, Benny Jensen, Peter Andersen, Anker Nielsen, Gert Romme, Michael Friis, Ervin Lazar og Jørn Erslev Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Chronstedt

- mange tak for skønheden i denne opsang ! Istedet for at tænke på tabu, som skal b r y d e s, kunne man måske se det som ren og skær uvidenhed. Et mørke i 'normaliteten', som har behov for at lyses op af den skabende kraft, der ikke kender til grænser men ganske enkelt med sin skønhed løfter sindet op til at acceptere . . udvider bevidstheden, som ellers blot sidder fanget i mørket, hvor smerten stivner, fordi kun få endnu er stærke nok til at sende kunsten derind. . .

Erik Fuglsang, Hans Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Musik er sproget alle forstår.

Maria, du skal først og fremmest tilgive dig selv.
Ingen har den indflydelse på andres liv og årsag de kan bebrejdes noget.
Dernæst skal du tilgive din kære moder som hun skal tilgive sig selv (hvorend hun er).

kærlig hilsen nils

Min personlige erfaring, både som pårørende og på egen krop/sind er, at det kreative er den vigtigste enkeltfaktor i behandlingen. Og selv om det er let at sige, så må du ikke føle skyld. Det er ikke din skyld, kan jeg med skråsikkerhed sige :-) Tværtimod har du måske været grunden til at hun har levet så længe som hun gjorde. Det ved jeg gælder for mine børn.
KH Erik

Der findes i den vestlige verden - også i Danmark, nogle forhold, som de fleste nok ikke forstår eller accepterer. Og dette er nok et af dem, noget andet er hjemløshed, misbrug og så videre.

Dette og meget mere er alt sammen noget, såkaldte ansvarlige politikere hverken forstår eller prioriterer. Men et samfund bør have råd til at gøre livet bedre for sine borgere - og herunder alle borgere. Og det må da absolut være bedre end at prioritere skattelettelser til dem, der har sit på det tørre - eller til krige i andres tjeneste og så videre.

I Danmark løser man problemer som fattigdom og hjemløshed med forbud og straffe - altså man fodre svinehunden med dens hale. Desværre står problemet tilbage.

Kim Houmøller, Hans Houmøller, Trond Meiring og Lise Hougaard anbefalede denne kommentar

Gid psykiatrisk hospital var et sted, hvor man kunne (gen)lære at elske livet. Desværre tager det tid, og det har man ikke der. Hvis ikke man kan kureres med en hurtig pille, så er man besværlig.
Jeg er helt enig i, at skønhed og kreativitet er vigtige elementer. Det vidste vi tidligere, men nu sælges de gamle psykiatriske hospitaler, der lå i smukke omgivelser, til højestbydende, så der kan bygges boliger til de velbeslåede. Mon der kan blive råd til skønhed og kreativitet på supersygehusene, der har industri og marker som udsigt?

Erik Fuglsang, Anders Olesen, Troels Brøgger, Hans Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg kan desværre kun give debattøren ret, der er mange mangler i forhold til det kreative.
I Risskov var der for mange år siden en patient, Overtaci (når der skulle være en overlæge, skulle der også være en overtosse). Hans fantastiske kreative evner var i den grad uglesete i adskillige år, så hans ting blev brændt, smidt væk osv. Endelig var der en af lægerne, der så lyset mht. hvad kreative muligheder betyder, for de, der har det svært, og så blev det legalt.
Det er endog blevet til Museum Overtaci, og det er jo fint nok, men om vi så er blevet så meget klogere i dag, kan der sættes spørgsmålstegn. Netop musik har ikke en stor plads, musikterapeuter, der kan noget, er der ikke megen plads til i de evindelige besparelser og generelt manglende midler i psykiatrien, der ofte spises af med satspuljemidler, men ingen permanente midler.
Og som Lise Ougaard nævner, er alle de gamle psykiatriske hospitaler snart en saga blot. Hvorfor skal psykisk syge dog have adgang til skov, strand, mv, når pengefolket nu gerne vil have pladsen. Da hospitalerne blev bygget for mange, mange år siden blev de placeret langt uden for byerne, væk med de mennesker, der ikke passede i "systemet". I dag placeres de et eller andet hjørne af et supersygehus, med veje, p-pladser og andre lignende "inspirerende" omgivelser.

Erik Fuglsang, Colin Bradley, Troels Brøgger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Maria, som far til en søn der er psykisk syg vil jeg takke dig for denne kronik. Jeg er også musiker, og på et af mine besøg på "P" som er jargonen hos os, satte jeg mig ned ved et gammelt klaver der stod på afdelingen og plinkede et par toner. Utroligt hvilken forskel på stemninngen! personalet begyndte at smile og et par patienter begyndte at snakke sammen som ellers havde siddet indelukket i deres egen verden.
Alt det velmenende og også sådan set rigtige som folk skriver og siger om at man ikke må føle skyld...de aner ikke hvad de taler om. Føl skyld og betragt det du gør som karmayoga, det virker bedre. Pluselig en dag er den væk skyldfølelsen. Og du så den ikke engang tage afsted:)

Erik Fuglsang, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Troels Brøgger.
Ingen mennesker råder over andet end eget liv.
Vil du bruge dit liv på føle skyld for noget der ligger ud over dig selv, så værsgod, det dit valg.
Har ingen Karmamæssig betydning.

Troels Brøgger

@nils valla
Du taler som om hjerne og intellekt styrede det hele, det gør det ikke. "Vil du bruge dit liv.....osv" tror du det er noget man bare vælger fra efter forgodtbefindende? så er du godt nok naiv.

Niels Duus Nielsen, nils valla og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

På et eller andet plan vælger vi selv vores liv. Det kan så umiddelbart fremstå ubevidst om vi har valgt bevidst eller ubevidst. Men det korte af det lange, du har selv valgt.
Du har valgt beslutninger kan tages med "hjertet" og ikke sindet skønt det i sidste er fra samme sted, dig selv, dine valg er truffet. Og det er helt ok.
Lidt højere oppe på denne side skriver en kvinde hun har dårlig samvittighed, og har det skidt med det.
Du skriver så til hende du ved hvad der virker bedre, hvilke for mig ikke fremstår særlig "følsomt" men snarer som et bevidst intellektuelt valg af det for dig virker bedre gå rundt med dårlig samvittighed.
Misforstå mig ikke. Jeg mener intet som helst negativt omk din måde takle dine sorger på. Vi har hver i sær vores måde takle livets problemer på.

Sacha Bavnhøj

Tak, Maria. Vi skal italesætte det her emne meget mere og komme længere væk fra berøringsangsten. Tak fordi du deler din historie.

Niels Duus Nielsen

Information is not knowledge.
Knowledge is not wisdom.
Wisdom is not truth.
Truth is not beauty.
Beauty is not love.
Love is not music.
Music is THE BEST.

(Frank Zappa)

Troels Brøgger

@Niels Duus Nielsen
"somtimes even music cannot substitute GOD to you" (Poul Simon) nu vi alligevel er KOMPLET off topic

Niels Duus Nielsen

Jeg mener faktisk ikke, jeg er off topic; min kommentar er ment som en støtte til Maria Anna Padkjær Rosenberg - musik taler til alle, også til alle os, der er tossede, netop fordi musikken omgår de verbale barrierer, som vi hele tiden omgiver os med. .

Og så er jeg faktisk dybt uenig med Paul Simon på dette punkt, men hvis jeg bed på din madding, ville jeg helt sikkert bevæge mig langt bort fra emnet.

:-).