Min mor døde psykisk syg. Nu spiller jeg musik for indlagte på den lukkede

Jeg mistede min mor for præcis otte år siden i dag, den 5. februar. Jeg blev ringet op af Rigshospitalet kl. 04.45. Min mor havde sat ild til sig selv.

Lægen fortalte mig, at det ikke var muligt at redde hende, men at hun endnu var i live. Jeg hastede derind. Det var mærkeligt at træde ind i et hospitalsrum, hvor der ingen maskiner var for at holde min mor i live, blot en seng.

Hun var høj på morfin, men et øjeblik var hun klar. Hun kiggede mig lige i øjnene, og spurgte: »Skal jeg dø nu?« Jeg svarede: »Ja, det skal du. Det er okay. Jeg er hos dig.« Jeg ville tage hendes hånd og troede, det var gaze, der hang fra den, men det var hudflager, der ikke var bundet ind. Jeg koncentrerede mig om hendes øjne og sagde, hun ikke skulle være bange.

Min mor sov ind kl. 23.25.

Det har længe været mit ønske at være med til at bryde tabuer om psykisk sygdom og selvmord. Skyld og skam har fulgt mine skridt siden den 5. februar 2011.

Behov for kreativitet

Min mor blev indlagt i psykiatrien efter sit livs største krise i juni 2010. På bare otte måneder havde hun ti selvmordsforsøg.

Jeg forsøgte dengang alt for at hjælpe hende, og jeg kæmper endnu med at tilgive mig selv og systemet for, at det ikke lykkedes. Jeg har slet ikke kunnet holde ud at tænke på psykiatriske afdelinger og havde aldrig troet, jeg ville nærme mig dem igen.

Men så læste jeg om Søren Magnussen, der modtog SIND’s samfundspris i 2018. Han er projektleder af Frirum i Psykiatrien på Gentoftes lukkede retspsykiatriske afdeling og den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Han skrev om en smuk have, som han og patienterne havde plantet, og om fantastiske koncerter på afdelingen.

Han inviterede musikere og andre kunstnere ind på ’den lukkede’!

Jeg fik tårer i øjnene. I den tid min mor var indlagt, søgte jeg uden held efter kreative tilbud. Jeg er selv sangerinde og lever af min musik. Min mor skrev, digtede og malede i sin fritid.

Uden kreativitet og frirum til at være den, jeg er, ved jeg ikke, hvor jeg ville være.

Min mor var folkeskolelærer, og hendes største gave var, at hun også kunne få de ’umulige’ børn til at finde sig til rette. I hendes klasseværelse var der plads til alle. Til hendes bisættelse fortalte mange af hendes gamle elever, at hun havde spillet en stor rolle i deres liv, fordi hun havde ladet kreativitet være det vigtigste i sin undervisning.

Jeg kontaktede Søren Magnussen og sendte ham en sang, jeg har skrevet til min mor og indspillet med Johannes Pehrson i vores duo, ME AND MARIA. Vi tilbød afdelingen en koncert.

Jeg blev meget glad, da Søren svarede, at vi ville være et godt match til den lukkede retspsykiatriske afdeling, hvor han arbejdede.

Vi tog derind første gang i september sidste år.

Koncerten

Koncerten begyndte. Der var god stemning på afdelingen. Men min krop huskede pludselig, hvorfor dette var så vigtigt for mig.

Peter Nygaard Christensen

Jeg har som sagt kæmpet med skyld og skam som to faste følgesvende, lige siden min mor tog sit eget liv, og jeg mærkede dem igen meget tydeligt.

Jeg trak vejret. Kiggede op. Fokuserede på musikken. Jeg så patienterne, som var optaget af koncerten. Forbandt mig til øjeblikket.

Jeg skulle bare være dér. Jeg skulle være til stede. Og lige nu skulle jeg spille og synge.

Jeg så min mor for mig på bageste række og vidste, at hun var med mig.

Efterhånden som vi spillede vores sange, begyndte tårerne at melde sig hos tilhørerne. »Hold kæft, man tuder jo af det her. Den var fandeme god, det er præcis sådan, jeg har det,« udbrød én pludselig.

»Jeg tuder også,« smilede projektlederen Søren Magnussen. De snøftede lidt sammen. Senere var der flere, der meldte sig. Der blev grinet af, hvor meget man kunne græde og ikke kunne kæmpe imod musikkens indflydelse.

Jeg tænkte slet ikke over, at det var usædvanligt, dét, at de græd. Jeg kunne bare mærke skønheden brede sig i rummet.

Nu var mine fingre blevet rolige.

Giv musikken en plads

Efter koncerten satte Søren sig sammen med os udenfor. Han indviede os i, hvor sjældent det er, at der bliver grædt på en lukket psykiatrisk afdeling. Det sker ikke. Slet ikke i fællesskabet, fortalte han. Det er tabu.

Johannes og jeg vendte hjem, men vi skal derind igen den 22. februar. Søren kalder os kærligt for deres »husorkester«.

Anden gang Johannes og jeg spillede vores musik på ’den lukkede’, oplevede vi efter koncerten, at mænd fra hårde miljøer fortalte om deres egen mor, de havde mistet, de viste os, at de fik gåsehud, og sagde, at de undervejs følte sig helt rolige.

Personalet var overrasket og sagde, at disse mænd normalt aldrig deler den slags.

I øjeblikket er der ikke afsat penge til at få musikere ind på de lukkede afdelinger, så alle, som har støttet projektet, har gjort det frivilligt. Det gode ved det er, at det kan sikre, at dem, der spiller, har hjertet på rette sted.

Mit håb og ønske er dog, at musik og kreativitet bliver en anerkendt del af et ophold i psykiatrien og får en plads i budgettet. At der findes politiske kræfter, der vil tage kreativitet alvorligt som behandlingstilbud.

Der findes mange ildsjæle, som kæmper for kreativitet og skønhed i psykiatrien, og som vil blive ved med at gøre det, men tænk, hvis det ikke skulle være en kamp – tænk, hvis det blev normalen.

En tumpe i beskæftigelsesterapi

Min mor var i de sidste otte måneder indlagt på fire afdelinger og et antal hospitaler, så jeg har set en del af, hvad der bliver tilbudt af behandling. Det mest kreative tilbud var at strikke. Det deltog min mor også i, men hun trak samtidig skævt på smilebåndet og sagde, at hun følte sig som en tumpe i beskæftigelsesterapi, der fik lov til at flette peddigrør. Hun havde brug for at udtrykke sig og skabe noget.

Værdien af at være kreativ kan være svær at måle. Det føles bare rart. Det at skabe kræver, at man tror på, at det giver mening at gøre noget, kun fordi man har lyst. Lyst. Det var nok det sidste, jeg stødte på i psykiatrien. Jeg fik lyst til at løbe min vej. Det var den eneste lyst, jeg følte, og jeg ved, at min mor havde det på samme måde.

Hver gang jeg besøgte hende, håbede jeg at tænde det lys i hende, jeg vidste, endnu fandtes. Vi hørte smuk musik, plukkede blomster eller så på billeder, og jeg så glimt af lys. Senere om aftenen kunne jeg få en sms fra hende med et lille digt. Tænk, hvis hun havde været et sted, hvor hun var omgivet af skønhed.

Skammens klamme hånd

Min mor fik det kun værre, mens hun var indlagt, og i løbet af den tid faldt vores familie fra hinanden. Vi forsøgte alle desperat at opfinde den dybe tallerken for at hjælpe hende. Vi erfarede, at psykiatrien ikke havde opskriften. Den dag i dag er vi stadig splittede.

Efterfølgende har jeg også kæmpet med, at man ikke kan tale med andre om selvmord. Nævner man det ord, forfærdes folk, og de bliver tavse. Jeg tror oftest, det er, fordi de er bange for at sige noget forkert, eller fordi de frygter, at jeg også er psykisk syg.

Jeg fik endda at vide af mit forsikringsselskab, at det kunne blive svært at tegne en livsforsikring, fordi min chance for at begå selvmord jo var højere, når nu min mor havde taget sit eget liv. Jeg var rystet, men sagde dem ikke imod, fordi jeg mærkede tabuet og skammen lægge sin klamme hånd over min mund. Og den har holdt godt fast i otte år.

Men nu vil jeg ikke være stille mere.

Maria Anna Padkjær Rosenberg, sangerinde og sangskriver