Kommentar

Vi, der ønsker at passe vores egne børn, burde få samme tilskud som institutionerne

Sender jeg min søn i daginstitution eller dagpleje, sender kommunen gladeligt et tilskud. Passer jeg ham selv, får jeg ikke en krone. Hvorfor får forældre ikke samme økonomiske støtte til hjemmepasning, som den institutionerne tildeles?
Man bør kunne få det samme tilskud, som daginstitutionerne modtager, for at passe sit eget barn derhjemme, skriver Line Vestergaard Lauritzen.

Man bør kunne få det samme tilskud, som daginstitutionerne modtager, for at passe sit eget barn derhjemme, skriver Line Vestergaard Lauritzen.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

14. februar 2019

Den anden dag ringede jeg til pladsanvisningen i min kommune med et spørgsmål. Jeg havde fundet en blog på nettet, hvor en mor fra samme kommune beskrev, hvordan hun var gået sammen med en anden mor om at passe hinandens børn. Så vidt jeg forstod, havde begge mødre og deres børn tilbragt et par dage sammen hver uge, hvilket kommunen havde godkendt som pasning, og mødrene høstede derfor et økonomisk tilskud og kunne være hjemme med deres børn fremfor at sende dem i institution. Med håb i stemmen spurgte jeg: »Kan det lade sig gøre?«

Damen i den anden ende af røret tøvede uforstående.

»Et øjeblik,« svarerede hun, og jeg forestiller mig, at hun lagde hånden over røret, mens hun forklarede mit spørgsmål til sin kollega, for jeg kunne høre hvert et ord, de sagde.

»Altså, det svarer jo til, at de bare passer deres egne børn. Det kan man da ikke forvente at få tilskud til!«

Tilbage i røret forklarede damen mig, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg var velkommen til at lade min søn passe af en anden mor, hvilket ville give et tilskud på knap 6.000 kr., ligesom den anden mor ville få et tilskud, hvis jeg passede hendes barn. Nu var det mig, der tøvede uforstående.

Så det kan være et job for et hvilket som helst andet menneske end mig at passe min søn, omend jeg må være den absolut bedst kvalificerede? Det korte svar er ja.

Belønning for pasning ude

Det er blevet en selvfølge, at vi afleverer vores børn i et pasningstilbud, når barslen udløber. Da sundhedsplejersken besøgte os fire dage efter min søns fødsel, skubbede hun en brochure over bordet, som handlede om, hvor vigtigt det var at få vores søn skrevet op til en institution så hurtigt som muligt og helst i går. Der stod ikke et ord om hjemmepasning, selv om kommunen faktisk tilbyder et års hjemmepasningstilskud.

Vi har etableret et samfund, hvor man belønnes for at overlade sit barn til andre, mens ønsket om at gå hjemme og tage hånd om sit familieliv og sine børn allerhøjest imødekommes i en begrænset periode.

Nuvel, sådan er det, men det forekommer mig fuldstændigt absurd, at jeg er den eneste person i hele kommunen, der ikke er berettiget til et tilskud for at passe min søn. Om kommunen sender pasningstilskuddet ned på rød stue eller hjem til mig, må komme ud på ét – hvis man ser bort fra, at jeg betaler skat af tilskuddet.

Selvfølgelig ville jeg høvle flere skattekroner hjem til vores fælles velfærdsfest, hvis jeg tog et fuldtidsjob. Men ærligt talt, så tror jeg, at ideen om velfærd som penge på bunden af kisten er stærkt forældet. Mange af de udfordringer, vi står over for, løses ikke med flere penge. De kalder på, at vi gør tingene markant anderledes – og her er børnepasning et strålende eksempel.

Til barnets bedste

Som hjemmegående forælder hører jeg enormt meget om, at det er på tide at smøre en madpakke og sende min søn i armene på en travl pædagog og en håndfuld jævnaldrende eller to. Børn har brug for stimulering og socialisering, siger man, mens forskning peger på, at det vigtigste fundament for et godt liv og mentalt velbefindende er en god og tryg tilknytning til sine forældre.

Det tyder på, at tilknytningen er forringet parallelt med, at institutionaliseringen af danske børn har bredt sig. Siden 2006 er antallet af børn og unge med angst eller depression tredoblet – lidelser, der kan udvikles som konsekvens af mangelfuld tilknytning.

En undersøgelse foretaget af Vidensråd for Forbyggelse fra 2014 viser, at omtrent en femtedel af danske børn og unge føler sig stressede. Det er der mange forklaringer på, men vi kan ikke lukke øjnene for, at den massive institutionalisering er én af dem. Ifølge DPU’s magasin Asterisk gik cirka seks procent af alle danske børn i 1950 i daginstitution. I dag tilbringer 96 procent af de danske børn store dele af deres vågne tid uden for hjemmet og adskilt fra deres forældre.

Dermed ikke sagt, at alle forældre skal på tvungent hjemmeophold, indtil deres børn når skolealderen, men hvad med om vi gav dem, der ønsker at gå hjemme, samme økonomiske støtte, som institutionerne tildeles?

Hvis det ville sænke antallet af unge med ondt i livet bare en lille smule, så sparer samfundet vel ikke så lidt i den anden ende – og vigtigere endnu sparer vi vores børn den smerte i livet. Det er da forsøget værd.

Line Vestergaard Lauritzen, hjemmegående mor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Esben Lykke
  • Frede Jørgensen
Randi Christiansen, Esben Lykke og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er dårlige ideer - og så er det ufatteligt dårlige ideer. Det her er en af de sidste:

1) Det her har man haft i Tyskland i årevis. Resultatet er bl.a. at mændene skal knokle endnu mere for at skaffe penge til familien. Tit kommer de først hjem lige før spisetid - og har så en halv times tid med ungen.

2) Værre endnu: I et multi-kulturelt samfund som vores er det her direkte farligt. I Berlin er antallet af skolestartere, der ikke kan tysk, er steget markant efter at Merkel indførte den såkaldte "komfurpræmie" i 2013.

3) Studie efter studie efter studie viser, at netop børnehaver og førskoler er ekstremt vigtige for de børn, der kommer fra de vanskeligste baggrunde. Det ville være katastrofalt, hvis de først kommer væk, når de starter i 0.

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Else Marie Arevad og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

En god og tryg tilknytning til sine forældre - og - stimulering og socialisering i forhold til andre jævnaldrende børn fordi der er også noget, som hedder skolegang.
Desværre ville det skævvride en del af de fremskridt, vi har opnået i forhold til ligestilling, lige løn og orlov for begge forældre.
Vi skal ikke have kvinderne tilbage til kødgryderne, selvom mange borgerlige måske synes om ideen.
Det, der mangler er hensyntagen til børnefamiliers vilkår og en ordentlig bemanding af institutionerne, så der både er uddannelse hos personalet ( ikke jobtilskudspersoner - fatter ikke at det fortsætter stadigvæk) simpelthen tag den tid det tager at gøre det ordentligt.

Hvis børn og unge rammes af stress og angst, så hænger det sammen med samfundets udvikling til dårlige vilkår for dem, der ikke har deres på det tørre. Det er noget, der skal rettes op på - ved at alle borgere, syge eller ledige, skal behandles på en måde, der øger deres chancer for at have en ordentlig positiv tilværelse i stærk modsætning til de groteske planer, man producerer til stor skade for folk, der er afhængige af det offentlige.

Randi Christiansen

" selv om kommunen faktisk tilbyder et års hjemmepasningstilskud" - så det kan altså lade sig gøre? Jeg forstår ikke?

Desværre er de offentlige institutioner stadig mere udpinte. Jeg ville betænke mig meget ved at overlade mit barn til sådan et sted. Hjemmeundervisning må være svaret, indtil situationen forbedres og selv da, må hjemmet være den vigtigste base for barnet.

Marie Helbig Bøllingtoft

Anne Eriksen,

hvad nu hvis der er kvinder der gerne vil tilbage til det du så nedladende kalder kødgryderne? Og der er ikke tale om en politisk holdning på den borgerlige fløj. Som en del af det københavnske hjemmepassermiljø kan jeg afsløre, at langt største delen af de hjemmepassende mødre jeg kender og møder er politisk er orienteret til venstre fra midten. Og lad nu værd med i ligestillingensnavn at dræbe debatten om barnets tarv, det er simpelthen for nemt.

Jørn Rasmussen, Jørgen Larsen, Randi Christiansen og Kristian Humaidan anbefalede denne kommentar

Diskussionen her er vigtig, jeg synes bare det er problematisk at der blandes en diskussion om penge til forældre for at passe egne børn ind. Jeg er udmærket klar over det kan være pest eller kolera fordi tusinder af mennesker ikke kan klare at bo i hus med de priser vi har kun med en enkelt indtægt,med mindre den ene er i lønklasser som ligger højt. Men at børnene generelt skulle trives bedre "kun" i selskab med en voksen/far/mor tvivler jeg på. De første par år-ok, men derefter har børn altså brug for at spejle sig socialt og det er nu engang daginstitutionerne,som trods besparelser trods alt generelt er et gode.Hvis børn så generelt var hjemme og kunne sendes ud at lege sammen med forældre til at holde lidt øje og "sladre" sammen var så noget andet. Men det er altså ikke virkeligheden i dag.

Anne Eriksen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Prøver igen så. Jeg har intet imod at man vælger at gå hjemme, men når man foreslår betaling vil det skævvride ikke alene institutionernes kvalitet, men også kvinders frihed til at arbejde, hvis de ønsker det + en masse andre forhold, bl. a integration.
Dagpleje er også en mulighed, hvis både indtjening og et begrænset antal børn foretrækkes.

Barnets tarv er vigtigt, det er også vigtigt at et samfund fungerer for alle borgere.
Den store skævvridning, der er i gang med sparekrav og effektivitetsstyring fremmer ikke et tillidsfuldt forhold mellem borgerne, men tværtimod særinteresser.

De mange valgdiskussioner i øjeblikket viser det tydeligt.

Marie Helbig Bøllingtoft

Viggo Okholm

Man skal passe på med at udtale sig om ting man ikke har forstand på. Hvor mangehjemmepassede børn kender du? Alle de hjemmepasser jeg kender og det er en del, sidder jo ikke hjem i deres hus/lejlighed med deres barn og er afskåret fra samfundet. Alle jeg kender er meget aktive i at søge fællesskaber med andre hjemmepasser. Jeg og mine piger har eksempelvis igennem det sidste 1 1/2 år været med i en forening for hjemmepassede børn og deres familier. Vi er 22 familier og har mulighed for at mødes alle hverdage til samvær, leg, kreative aktiviteter, musik, dans og meget mere. Faktisk er der pt 3 af sådanne foreninger i København/Frederiksberg og der er blevet dannet sådanne foreninger andre steder i landet igennem det sidste års tid. Vores børn mangler intet hvad angår det sociale og læring/stimuli - selvom folk har for vane at skyde os det modsatte i skoen.

Jørn Rasmussen, Randi Christiansen, Kristian Humaidan og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Marie Helbig: Undskyld må vi være her :) men du beskriver er så det ideelle,hvis man ikke ønsker en daginstitution og der er selvfølgelig mennesker som har et arbejde og en mulighed for at det kan lykkes. Du er så en af dem. Men det generelle er ikke tilfældet Nu vil jeg dog mene jeg har en smule forstand på området og problematikken som pædagog /leder i 35 år og som børnepasser i Kartoffelrækkerne i 70 som ung mand i huset. Derudover selv familiefar og nu morfar/farfar.Hele min barndom på lande ti Vestjylland. Mon ikke jeg ved lidt :)

Marie Helbig Bøllingtoft

Viggo Okholm

Beklager at tonen blev lidt hård, er blot så træt af den holdning at hjemmepassede børn ikke bliver socialiseret tilstrækkeligt. Så derfor må jeg også spørge dig, om du kender nogen der hjemmepasser deres børn siden du kan give udtryk for, at der ikke er mulighed for socialisering? Eller hvad bygger du din holdning på?
Kan desværre ikke helt se hvordan dine oplevelser i 70’erne, eller barndom i Vestjylland eller for den sags skyld dine erfaringer som pædagog giver dig viden om, hvordan det er for hjemmepassede børn og deres udvikling i dag. Jeg vil medgive at frygten for manglende socialisering måske afholder nogle fra at hjemmepasse. Til dem vil jeg sige, at sådan behøves det slet ikke at være.

Og har du læst nogle af de beretninger, der i øjeblikket hele tiden dukker op fra pædagoger og forældre omhandlende tilstanden i daginstitutionerne? Fristes til at spørge, hvad du mener med at institutioner generelt er et gode? Et gode i hvilken forstand? For børnene? For kvinderne? For samfundet?

Marie Helbig
Helt ok, jeg er så mænd ikke fornærmet, men jeg forsøger bare at nuancere familiens muligheder
i dette samfund. Jeg er helt på det rene med at det er hårde tider i daginstitutioner hvor krav om læring og dokumentationer ikke helt passer til de ressourcer der er blandt de voksne.Lige nu kender jeg ikke mange med børn hjemme,men en i min gruppe (buddhister) har en hustru som har valgt at sige arbejdet op og passe deres tre børn hjemme en tid,og har droppet gymnasielærerjobbet. Godt nok er jeg 73,men er stadig tilknyttet en institution som frivillig i et område som er meget berømt,men her vil jeg påstå at de har det fantastisk.Jeg er stadig opdateret omkring BUPL og læser Børn og Unge,så ja jeg ved hvad der rører sig. Grundlæggende forandrer omgivelser.teknik.krav og adfærd sig,men mon ikke mennesket stadig grundlæggende står overfor det samme eksistentielt og børn er også mennesker- her er vi nok enige.