Klumme

Det er ofte dem, som går forrest, der bliver slæbt igennem sølet

Teaterchefen Benny Frederiksson hængte sig sidste år efter en mediehetz, der gik for vidt. Jeg besøgte hans teater i Stockholm, hvor det stadig er hans repertoire, de spiller. Han er der, lidt endnu. Men snart er han historie
21. februar 2019

Dagene er blevet længere, der er noget i luften. Jeg kommer til at tænke på en mand, jeg kendte, som tog livet af sig på denne tid sidste år.

Han hængte sig på et hotelværelse i Sydney. Rygterne siger, han blev psykotisk. Faktum er, at han havde grund til at være fortvivlet.

Hans navn var netop blevet slæbt igennem sølet på alle avisforsider i hans hjemby, Stockholm. Benny Frederiksson hed manden. Han var en af skandinaviens mest respekterede kulturpersonligheder, chef for det store Stockholm Stadsteater.

#MeToo rasede i december 2017, og hans ledelsesstil kom under anklage for at være diktatorisk. Han sagde op inden nytår, gik ned med depression i januar, og i februar blev han fundet død. Det skal siges, at hans navn blev renset.

Revne i plysset

For nylig var jeg i Stockholm for at besøge Benny Frederikssons teater. Jeg hilste på kollegerne på min tidligere arbejdsplads, det sted, hvor jeg i forproduktionen i december 2017 så Benny for sidste gang.

Jeg beundrede ham som ingen anden leder i skandinavisk teater. Det samme gjorde de danske kolleger, jeg kender, som havde æren af at arbejde sammen med ham.

Statsteatret var ikke det samme. Hverken udenpå eller indeni. Teatret er under ombygning, man spiller på scener rundt om i byen. Administrationen har midlertidigt til huse i nogle sølle lokaler ved hovedbanegården. Det er som en novelle af Kafka, hvor et miljø ændrer sig til en labyrintisk ydmygelse.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at teatret var gået konkurs. Men det modsatte er tilfældet. Den seneste sæson er den bedste sælgende nogenside.

Teaterchefen, som arbejdede sammen med Benny, Anna Takanan, tager imod mig for enden af en lavloftet gang. Jeg bliver anvist en plads på en sofa, hvor en fjeder springer ud af en betydelig revne i plysset.

»Hvordan går det,« spørger jeg.

Livet går videre. De spiller deres teater. Jeg får en folder fra ceremonien ved Benny Frederikssons bortgang. Her er billeder af Benny Frederiksson, i flere aldre, billeder fra privaten, hvor man aldrig havde adgang.

Man fornemmer noget symbolsk ved ombygningen.

»Er den en begyndelse eller en afslutning,« spørger jeg.

»Jeg ved det ikke,« siger Anna Takanan.

Dem, der går forrest

Det er døden. Den var større end årsagen. En mediehetz, der gik for vidt og fik en pris helt ud over det rimelige. En sand tragedie.

Og et år efter: tavshed. Tabet og sorgen er blevet privat. Benny Frederiksson er ikke glemt, men han er allerede på vej til at blive historie.

Jeg møder en skuespillerkollega i sceneindgangen. Han fortæller mig diskret, at han overvejer at holde op. Han har været skuespiller altid. Benny Frederikssons død tog glæden fra ham.

Ellers er alt ved det gamle. Ingen egentlige forandringer, bare en ombygning, som var planlagt længe inden Benny Frederikssons død.

Hvad er et menneske, og hvad betyder døden?

Han skabte et teater, som den dag i dag er Sveriges mest fremgangsrige. Det er hans repertoire, de spiller. Han er der, lidt endnu. Men snart er det en ny tid, andre ildsjæle og andre slidere vil bestemme og forme teatrets fremtid.

Nogle mennesker træder ud af mængden og er ekstraordinære. Det er ofte dem, der rammes. Ingen stor indsats er uden omkostninger. Nogle gange er prisen bare for stor.

I det mindste kan vi være taknemmelige for, at nogle går forrest og ændrer verden en lille smule.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu