Læserbrev

Det er pinligt, at traditionelt mandearbejde stadig regnes for mere værd end traditionelt kvindearbejde

Vi synes at man skal kalde tingene ved deres rette navn – diskrimination. For hvis de traditionelle kvindefag har en fair løn, er de traditionelle mandefag groft overbetalte
6. februar 2019

Den 21. januar kunne man her i avisen læse Casper Enevoldsen og August Steengaard fra Venstres Ungdoms redegørelse for, hvorfor vi i Danmark ikke har et ligelønsproblem. Hovedargumentet var, at kvinder generelt valgte fag og uddannelser med ringe lønmæssigt output – og at det derfor var okay, at vi endte med en lavere lønindkomst.

Vi derimod synes, at man skal kalde tingene ved deres rette navn – diskrimination. For hvis de traditionelle kvindefag har en fair løn, er de traditionelle mandefag groft overbetalte. Hvordan kan man ellers forklare, at sygeplejersker og pædagoger skal have så meget mindre i løn end f.eks. bygnings- og softwareingeniører på trods af, at de uddannelses- og ansvarsmæssigt er fuldt sammenlignelige?

De to ordførere fra Venstres Ungdom skriver også, at kvinder bare kunne vælge mindre deltid, hvis de ønskede en højere løn. Et udsagn, vi synes, er en grov forsimpling af virkeligheden. Og bare for at slå én ting helt fast: Når Danmarks Statistik sammenligner mænd og kvinders løn, bruger de timelønninger. Det vil sige, at Enevoldsen og Steengaards indvendinger også på dette punkt er irrelevante.

Dertil kommer, at i mange kvindedominerede fag er fuldtidsstillinger ikke altid tilgængelige. Arbejdstempo er desuden mange steder sat så højt, at en god andel vælger at være på deltid. Prøv bare at spørge en social- og sundhedsassistent, en pædagog eller en sygeplejerske om, hvad de skal nå på en vagt.

Endelig er der også den evigt gældende sandhed om, at det private er politisk. I Danmark er det stadig kvinderne, der løfter størstedelen af det ulønnede hus- og omsorgsarbejde i hjemmet. Det går ud over kvindens overskud til erhvervsarbejde, men også mandens rolle som ligeværdig omsorgsperson. Det er bekymrende, at vi ikke er foregangsland for mere lighed mellem kønnene.

Vi synes, at det er ganske pinligt, at vi i 2019 stadig regner traditionelt mandearbejde for mere værd end traditionelt kvindearbejde. Det er ikke rimeligt over for vor tids hårdtarbejdende og fagligt dygtige kvinder, og vidner om, at ligestillingskampen stadig er yderst relevant.

Astrid Elkjær er ph.d. i historie og Dorthe Boe Danbjørg er næstformand i Dansk Sygeplejeråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Trigger warning: 'Mansplaining' in 3..2..1..GO!

Det er med en vis tristesse, at jeg nu alligevel føler mig kaldet til at 'belære' utvivlsomt intelligente kvinder om kapitalismens iboende logik:

Omsorgsarbejde er en udgift. Bygnings- og softwareingeniører genererer en målbar indtægt, som overstiger deres indkomst. Det har ikke noget med 'kvindefag' eller 'mandefag' at gøre.

Den reelle værdi af omsorgsarbejde er ikke målbar i et kapitalistisk samfund. Såkaldt bløde værdier kan ikke indpasses i et Excel-ark.

Præcis på samme måde som værdien af at være en god kollega, et anstændigt menneske, eller sågar så abstrakte begreber som integritet eller moral ikke kan indpasses.

Det har ikke en disse med køn at gøre.

Hvorfor skal en ph.d. i historie tjene mere end en SOSU-hjælper? Fordi kapitalismen!

Hvorfor satte en Henrik Poulsen millioner af TDC-kroner i banken, inden han fandt smag for flere Ørsted-dollars? Fordi kapitalismen!

Hvorfor siger landets bedste klinikchefer op på Riget i protest mod urimelige vilkår? Fordi Kapitalismen!

Hvorfor er busserne overfyldte og chaufførerne underbetalte og overpressede? Fordi Kapitalismen!

Alt hvad der har reel, interpersonel og almenmenneskelig værdi falder mellem revnerne i kapitalismens gyldne haller. Hvis det ikke kan måles, eksisterer det ikke. Så simpelt er det.

Det har ikke en disse med køn at gøre! Blot er kapitalismen nu så gennemgribende internaliseret i selv mennesker med de bedste intentioner, at de ikke evner at se skoven for bare træer..

Men i det mindste og i mellemtiden fik vi da råd til det nye sommerhus, ikke sandt?

Vågn dog op, søstre!

Anders Reinholdt, Samuel Grønlund og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Det er diskriminerende at tale om kvindefag og mandefag. Hvilket fag, man kan bestride, er et spørgsmål om uddannelse og ikke om køn.