Hvis regeringen for alvor mener, at ligestilling mellem kvinder og mænd er en fundamental værdi i det danske samfund, så virker det utroværdigt, at den stort set ikke gør andet end at forringe forholdene for ligestilling mellem kønnene her i landet.
Forringelserne begyndte med Anders Foghs nedlæggelse af det dengang nyoprettede Videnscenter for Ligestilling. Enkelte opgaver blev overført til KVINFO, som nu også er blevet drastisk beskåret af en blå regering. Til gengæld nævner man altid ligestilling mellem kønnene som en særdeles dansk værdi.
Nu gælder det ligestillingslovens paragraf 4, som pålægger offentlige myndigheder at arbejde for ligestilling mellem kønnene og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.
For at kunne følge udviklingen skal myndighederne afrapportere resultaterne hvert andet år. Sigtet er bl.a., at forvaltningerne skal spotte uhensigtsmæssig og utilsigtet forskelsbehandling. Det går trægt i mange kommuner med at leve op til lovens krav. Men her er det blå svar igen at forsimple det eneste værktøj, der giver lidt indblik i, hvordan de offentlige myndigheder agerer.
Når nu ligestilling mellem kønnene er så vigtig en værdi, at den kanoniseres, så havde det styrket troværdigheden, hvis man var gået i gang med at få klædt diverse myndigheder på til at varetage opgaven. Det kræver viden – især om metoder. Så hvorfor forlanger man ikke, at Center for Offentlig Kompetenceopbygning for alvor påtager sig den opgave?
Regeringen kunne også sørge for at øge den status, der burde være omkring den ligestillingspolitiske indsats i det offentlige. Før blev der holdt en konference ved afrapporteringen af ligestillingsredegørelserne. Det gav presseomtale, og de bedste kommuner blev fremhævet. Digitale landkort afslørede med farvekoder de enkelte kommuners placering.
Muligheden for sammenligning med andre kommuner kunne anspore kommunerne til at udvikle deres tilgange. Men nu er lanceringerne helt ophørt. Og man er nærmest nødt til at bede om aktindsigt for at finde ud af, hvordan ens kommune klarer sig.
Det er måden, den blå regering agerer nu, der afgør dens troværdighed på ligestillingsspørgsmålet.
Margot Torp, tidl. ligestillingskonsulent og medlem af folketinget for Socialdemokratiet