Klumme

At stå af ræset bør ikke være et soloprojekt

En svensk lærer har skrevet en bog om sit nye liv uden lønarbejde. Bogen er fuld af gode husmodertips om at leve på en sten, men helt uden blik for, hvordan vi via vores arbejdsliv og skatterne alle er med til at bidrage til fællesskabet
18. februar 2019

Tiden slår ikke til. Stadig flere døjer med at få arbejdsliv og familieliv til at gå op. Færre ansatte knokler sig mere stressede.

Samtidig stresser den højt besungne såkaldte valgfrihed os yderligere: Alle skal bestandig træffe rationelle valg i en jungle af tilbud om alt fra pensionsforsikringer til børnenes skole.

Hertil kommer det statusgivende forbrug for lånte penge, som ifølge forskere har skabt en middelklasseangst over hele kontinentet. Boligindretning, rejser og en strøm af nye tekniske gadgets skaber vores værdi som mennesker – ikke hvad vi tænker og føler.

At stadig flere rammer muren er ikke sært. Sygemeldingerne ville være endnu flere, hvis folk havde råd til at være syge. Nostalgien efter svundne tider handler også om dette:

Vi drømmer os tilbage til et samfund, som vi forestiller os var mere ægte, og til et tempo, som var mere roligt. Hoppe tilbage i tiden kan ingen. I stedet kan vi forsøge at hoppe ud af den.

Hamsterhjul

I Sverige har Åsa Axelsson, 48 år, skabt medieoverskrifter.

Åsa er tidligere lærer. Fordi hun følte sig udbrændt, besluttede hun sig for at holde op med at arbejde. Ved at omlægge sin livsstil gennemgribende har hun sparet penge svarende til hele den løn, der nu ikke længere går ind på kontoen: 333.333 kr.

I bogen Jeg forlader hamsterhjuletet liv uden lønarbejde fortæller hun, hvordan hun greb det an.

Det begyndte med, at hun og hendes familie halverede de fire børns forbrug af mælk. Dermed sparede de 6.578 kr. om året. Dernæst begyndte Åsa at bage alt deres brød selv. På samtlige dage blev der serveret grød til frokost. Desuden plukkede hun bær i skoven og dyrkede mange afgrøder selv i villahaven i Nordsverige.

Hun sænkede indendørstemperaturen, svedte mindre og kunne dermed nøjes med færre brusebade, og tog hun et, måtte det højest vare fem minutter. Gamle sko fik nye såler i stedet for at blive kasseret. Julegaver blev pakket ind i stof i stedet for i papir. Hvidkål blev ikke dyppet i salt og olie, for isvand var lige så godt (»saftigt og læskende«). Osv. osv.

Der findes en kollektiv nødvendighed i mange af de husmoderkundskaber, som Åsa Axelsson har genopfundet.

Forbrugshetzen ødelægger klima og menneskelig kapital. Vores globale fremtid ligefrem nødvendiggør, at vi alle omlægger vores livstil. Problemet er, at jo mere man fordyber sig i Axelssons evangelium, jo mere fremstår projektet som et gigantisk egotrip.

Døtrene må nøjes med frisurer, der ikke kræver professionel saks. Sønnens violintimer må halveres. Datteren kan ikke gå på fritidshjem, det er for dyrt. I stedet skal hun være hjemme hos mor. Børnene kan ej heller besøge mormor og morfar – de bor for langt væk, så det bliver for dyrt. Åsas mand må tage hjem fra arbejde for at spise frokost i stedet for spise (og hænge ud) med sine kolleger.

Sårbar husmor

For Åsa har en mand, hvilket er forudsætningen for, at hele kabalen kan gå op. Han er forsker og har sit eget firma. Åsas hjemmeliv lader sig kun gøre, så længe han vil have en hjemmegående husmor, ja en kone. Mere sårbar kan ingen kvinde være.

Åsa Axelsson indser dog, at det kun er middelklassen, som kan omlægge tilværelsen på den måde. Og mere end det, vil jeg tilføje. Det er kun den hvide kvinde, som nyder godt af et sådant privilegium.

Kunne en indvandrer fra Syrien eller Somalia tilsvarende erklære, at de ikke ønskede at arbejde, men kun ville gå derhjemme og tage hånd om børn og husholdning? Hvilket forlag ville udgive en sådan inspirationsbog? Ville Aftonbladet skrive om det? Nej, reaktionen ville være: I skal fanden gale mig ikke snylte på os andre.

For det er jo præcis, hvad Åsa Axelsson gør. Hun er helt afklaret med, at hun kommer til at nøjes med en meget beskeden pension. Det er hendes valg. Men når hun jubler over, at man kan låne bøger gratis på biblioteket, bliver det respektløst. For det er jo skatteyderne, som betaler for, at der kan bygges og drives et bibliotek – med andre ord: Det er det betalende kollektiv, som Axelsson har meldt sig ud af, som hun nu håner for stadig at sidde fast i hamsterhjulet.

Det er alle os andre, som muliggør, at vi har et sundhedsvæsen, en uddannelsessektor, veje, affaldshåndtering, politik, forsvar, myndigheder, parlamentet og alt det andet, som en hjemmegående husmor behøver lige så meget som alle andre. Hvordan ville vores samfund fungere, hvis alle – eller alle kvinder – holdt op med at arbejde?

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Grethe Preisler
Christian Mondrup og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Tja, sådan kan mig-mig-mig også udarte. Forhåbentlig har det halverede mælkeforbrug ikke haft indvirkning på sundheden, eller var der tale om overforbrug? Men givet er at halveringen af violintimer er en rigtig dårlig ide! Denne lærer har åbenbart ingen viden om den almene positive værdi af musikundervisning, foruden at det at spille et instrument også er at lære et håndværk, og der er der ingen hurtige genveje!

Niels-Simon Larsen

Selvfølgelig er det et egoprojekt, vi hører om her, men i den billige ende. I den dyre ende er der tonsvis af egoprojekter, der består i at rage så meget til sig som muligt.
Men problemet er, hvad vi gør, når vi nu ikke kan fortsætte med den livsform, det store flertal kører løs med nu. Egotripperne skal man bare tage som en slags grænsepæle. Det er flertalsgruppen, der har et problem.

Margit Johansen

Det virker som et bæredygtigt svensk projekt. I tråd med FN's verdensmål. Vi må væk fra at finansiere vores velfærdssamfund med skat på arbejde. Skat på forbrug og klimaaftryk lyder da godt for fællesskabet.

Ulla Munksgaard, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek og Anne-Marie Paul anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

Der er vist nogen, der har glemt at husarbejde også er "arbejde" og værdiskabende - selvom jeg er enig i artiklens syn på bortskæring af børnenes frtidshjem, violintimer og besøg hos bedsteforældre. Forfatteren mangler tydeligvis udsyn ud over sin egen næse - og det kan undre en at ægtefællen er gået med ttil disse nedskæringer. Et fritidsjob til sønnen til de ekstra violintimer kunne måske hjælpe på dette.....
Der er en dansk forsker, der i 1980'erne og 90'erne har forsket i netop husarbejde og hjemmeomsorgsarbejde som værdiskabende (har glemt hans navn) - så det er ikke rigtig at forfatteren ikke bidrager til det fælles.
Det ville alligevel være rart at der blev fokuseret på det fælles projekt, som kunne være at undersøge, hvordan vi alle kan få et liv, hvor det at være til og glæden over at livet er os givet kunne få hovedprioritet - det ser ud til at have lange udsigter - så på den måde ser jeg forfatterens forsøg på her og nu at komme ud af hamsterhjulet som en slags desperat forsøg af slagsen . For hvor længe skal vi vente på at livet kan blive bedre for os alle? Trods masser af spændende organisationer og arbejdsgrupper, så er det som om Staen blot trumler sin egen vilje igennem, der kune handler om vækst og gælder stort set alle partier undtagen ganske få.

Steffen Gliese

Det eneste, man kan bidrage med, er det, man gør. Penge er ikke andet end et symbolsk udtryk for eksisterende eller skabt værdi. Derfor er det, vi bidrager med til samfundet, ikke 'skat', de eneste, der meningsfuldt kan betale 'skat', er eksportvirksomheder eller udenlandske virksomheder, der virker i et samfund.
Så det er dem, der skal betale, fordi det er dem, der - uden at eje det - tjener på det samfund, vi har opbygget.Borgerne ejer samfundet og derfor al ret til at give og modtage indbyrdes ud fra den praktiske, nødvendige eller lystfyldte aktivitet, man udøver.Jo mere teknologien vil kunne løse opgaverne for os med minimal menneskelig intervention, jo længere vil vi kunne komme ad den vej, hvor vi kan fokusere på nyttige og skadelige aktiviteter i verden, både mentalt og fysisk.

Ole B. Lindqvist

Der er vel også et mere eksistentielt standpunkt her: Forfatteren har taget et livsvalg og det er ikke min opgave at (be)dømme det, hvordan skulle jeg kunne det?
Hvad vi har brug for er at flere tager den slags eksperimentelle valg ud i alle mulige retninger. Flere der tør forsøge at nyformulere tilværelsen anno 2019. Det er et meget personligt valg men har ikke desto mindre en værdi for samfundet.
At mene at et sådant menneske er en snylter fremmer ikke artens overlevelsesmuligheder.

Ole B. Lindqvist

Der er vel også et mere eksistentielt standpunkt her: Forfatteren har taget et livsvalg og det er ikke min opgave at (be)dømme det, hvordan skulle jeg kunne det?
Hvad vi har brug for er at flere tager den slags eksperimentelle valg ud i alle mulige retninger. Flere der tør forsøge at nyformulere tilværelsen anno 2019. Det er et meget personligt valg men har ikke desto mindre en værdi for samfundet.
At mene at et sådant menneske er en snylter fremmer ikke artens overlevelsesmuligheder.

Lise Lotte Rahbek

Ja, hvordan ville samfund dog forme sig, hvis vi alle holdt op med at arbejde for penge..
...
....
Vi ku jo prøve.

Ulla Munksgaard

Med borgerløn i det næste Danmark værdsættes alle former for arbejde og bidrag til fællesskabet - ikke kun lønarbejde. Når mennesker frit kan vælge og planlægge sit liv omend på beskedne vilkår opstår en glæde og tilfredshed.