Kommentar

Strafferettens grænser findes gennem offentlig debat

Retspolitiske spørgsmål om udvidelser eller indskrænkninger af det strafværdiges område er først og fremmest politiske. Vi kan ikke deponere beslutningskraften i Straffelovrådet i forventning om et juridisk orakelsvar
13. februar 2019

Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) midlertidige nedlæggelse af Straffelovrådet har vakt berettiget harme. Han er ikke uden grund blev beskyldt for straffepopulisme og retsfølelsesromantik.

I en tid hvor straffeloven ofte er det første værktøj, politikerne griber til ved større sociale problemer, er der mere end nogensinde behov for uafhængige råd og kommissioner, der kan give fagligt funderede anbefalinger og indspark til den strafferetspolitiske debat.

Det er er dog vigtigt midt i kritikken af den usaglige lovgivning at huske på, at Straffelovrådet ikke er en platonisk elite med en særlig privilegeret indsigt i den ideelle strafferetspolitik. Det er fagjurister, der er eksperter i gældende ret.

Demokratisk diskussion

Mange strafferetlige spørgsmål fordrer selvsagt juridisk fagekspertise og praksiserfaring, men grundlæggende diskussioner om udvidelser og indskrænkninger af det strafværdiges område er ikke kun et fagligt og teknisk anliggende. Strafferettens grænser skal grundlæggende findes i en åben demokratisk diskussion og efterfølgende fastlægges af de folkevalgte politikere.

Det skal de, for det handler om, hvilke værdier vores strafferet skal bygge på.

I disse spørgsmål har Straffelovrådet ingen særlig autoritet. Det er derfor vigtigt, at der er en bevidsthed om, hvad en institution som rådet kan udtale sig om som ekspertorgan.

Straffelovrådet består udelukkende af fagjurister, og det bygger tilsyneladende på den idé, at de retspolitiske diskussioner ligger i umiddelbar og naturlig forlængelse af de udredninger af gældende ret, der er juristernes kernekompetence.

Et mål af konservatisme

Retsfilosof Preben Stuer Lauridsen, der er en af de få i Danmark, der indgående har beskæftiget sig med retspolitisk metode, beskriver den retspolitiske argumentation som en form for analogislutning, hvor retspolitikeren tager udgangspunkt i de allerede retlige accepterede hensyn og principper og derefter ser, om de finder anvendelse på det nye retspolitiske forslag.

Indbygget i metoden er således et vist mål af konservatisme, der kan gøre det svært for nye hensyn og principper at vinde indpas i retten.

For at modvirke denne tendens argumenterer Preben Stuer Lauridsen for, at den fuldendte retspolitiske argumentation må indeholde en videre analogislutning, hvor også samfundsmæssige hensyn og interesser, det endnu ikke har vundet rettens beskyttelse, inddrages i overvejelserne, og hvor det åbent fremlægges, hvilke valg og prioriteringer de endelige retspolitiske anbefalinger hviler på.

Ikke politisk neutralt

Disse endnu ubeskyttede interesser er imidlertid ikke moralsk og politisk neutrale størrelser, der uproblematisk lader sig identificere af fagjuristen. Et eksempel på disse udfordringer er den prostitutionsdebat, der kørte i 00’erne.

Her var særligt Mette Frederiksen (S) bannerfører for det synspunkt, at kriminalisering af prostitution ikke bare handler om at forhindre forskellige former for tvangsforhold, det være sig fysiske, psykologiske eller økonomiske, men at det også handler om, at prostitution korrumperer nogle af de fundamentale goder, samfundet bygger på, idet prostitution underminerer ligestilling mellem kønnene og fremmer en dårlig holdning til både seksuelle relationer helt konkret og til medborgere mere generelt.

Man kan mene, hvad man vil om denne type argumenter. Men fakta er, at de spillede en stor rolle for nykriminaliseringen af prostitution i Sverige og Norge og var med til at motivere det danske Socialdemokratis politik, indtil de kom i regering i 2011.

I Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser fra 2012, hvor de tager spørgsmålet om kriminalisering af sexkunder op, optræder denne type argumenter imidlertid kun i en helt forvansket udgave som en form for moralisme.

Kampen for ligestilling, der i fortalernes optik handler om at reducere samfundsskade, bliver i Straffelovrådets forståelse til et ideelt moralsk anliggende, hvortil strafferetten ikke synes at være et passende instrument.

Det er med andre ord ikke politisk neutral rådgivning, vi får fra Straffelovrådet.

Pointen er ikke, at rådets anbefalinger er uden værdi. Tværtimod kvalificerer de ofte lovgivningsprocessen.

Men grundlæggende retspolitiske spørgsmål om udvidelser eller indskrænkninger af det strafværdiges område er først og fremmest politiske spørgsmål, der handler om, hvilket samfund vi ønsker at leve i, og hvordan vi skal se og behandle hinanden som medborgere.

Her må strafferettens grænser findes i en offentlig proces i stedet for at deponere beslutningskraften i et råd i forventningen om et juridisk orakelsvar.

Bjarke Viskum, ekstern lektor i retsfilosofi

I denne uge har justitsministeren, Søren Pape Poulsen (K), gjort det endnu lettere at hastegennemføre lovgivning. Dette kan medføre, at staten begår vilkårlige overgreb på borgere. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer