Kronik

USA pisker en stemning op, men der er ingen grund til at frygte Kinas militære maskine

Kina opruster i disse år militært og har et erklæret mål om at have ’en verdensomspændende førsteklasses hær’ i 2049. Ambitionerne har fået USA til på ny at vende blikket mod øst, men bare rolig: Der er ingen ny kold krig under opsejling og USA og Kina står ikke lige
For nylig udgav det amerikanske Defense Intelligence Agency rapporten China Military Power, der er en omhyggelig gennemgang af de kinesiske våbnede styrkers militære kapaciteter, doktriner og struktur.

For nylig udgav det amerikanske Defense Intelligence Agency rapporten China Military Power, der er en omhyggelig gennemgang af de kinesiske våbnede styrkers militære kapaciteter, doktriner og struktur.

Li Gang

20. februar 2019

Den amerikanske efterretningstjeneste Defense Intelligence Agency er begyndt at offentliggøre en ny serie publikationer om militære trusler mod USA. Det sidste skud på stammen kom forleden. Det var en sag på hundrede sider: »China Military Power«. Teksten er en omhyggelig gennemgang af de kinesiske væbnede styrkers militære kapaciteter, doktriner og struktur.

Publikationen er ikke den eneste. I denne tid flyder USA over med officielle rapporter og diskussioner om og holdninger til Kina.

Hvert efterår udsender Pentagon en meget omfattende rapport om netop det kinesiske militær.

Sidste år kom præsident Trump med sin første nationale sikkerhedsstrategi, hvor forholdet til Kina og Rusland dominerede. De to lande blev karakteriseret som USA’s modstandere og konkurrenter. Umiddelbart efter kom USA’s officielle militærstrategi, hvor de to lande igen var hovedpersonerne. Det gik igen i en efterfølgende strategi om kernevåbnene.

Hertil kommer nye rapporter om Kinas skadelige globale politiske indflydelse og om implikationerne af landets ekspanderende militære globale tilstedeværelse.

Der er mange grunde til, at vi lige nu ser så mange officielle amerikanske tilkendegivelser.

Kina er blevet det store dyr i åbenbaringen i USA. På netop dette punkt er det politisk splittede USA samlet: Kinapolitikken. Både demokrater og republikanere ser Kina som den opstigende magt, der udnytter sin opstigning gennem vedholdende provokationer på det økonomiske, det politiske og det militære område.

’Verdenskrig er usandsynligt’

Når man skal vurdere den amerikanske kinapolitik, er rapporten »China Military Power« særlig interessant. Den er en nyskabelse. Eller rettere: den genoptager en propagandaserie fra Den Kolde Krig. Fra 1980 forværredes forholdet til Sovjetunionen, og i 1981 begyndte udgivelsen af rapporten »Sovjet Military Power«.

Det var effektiv propaganda. Hvert år kom en skræmmende rapport med heftige billeder af Sovjetunionens gigantiske militære maskine. Budskabet var, at USSR overoprustede og dermed gjorde verden til at farligt sted.

Er det dét, vi nu ser gentaget? Er Den Kolde Krig vendt tilbage? USA ser det tilsyneladende på denne måde: Kinas hastige militære fremgang – ikke mindst på de højteknologiske områder – er under lup.

Konklusionen er, at »de kinesiske væbnede styrker er på vej til at udvikle nogle af de mest moderne våbensystemer i verden. På nogle områder er PLA (Folkets Befrielseshær, red.) allerede en verdensleder«.

Det minder meget om Den Kolde Krig: Kina overopruster. Kina stræber tilsyneladende efter militær overlegenhed. Kina synes at se sig selv som deltager i et våbenkapløb, som landet vil vinde.

Men grundlæggende har det, der sker nu, meget lidt at gøre med Den Kolde Krig. Forskellighederne råber til himlen.

For det første er der ingen bipolaritet. Der er ingen US-Kina-magtbalance med ligestilling mellem landene. Der er kun én supermagt, USA. Kina er ingen supermagt. Kina er fortsat et udviklingsland og har intet, der blot ligner USA’s massive politiske, økonomiske, militære og kulturelle globale tilstedeværelse.

For det andet: Der er ingen forestillinger, hverken i Kina eller USA, om en kommende verdenskrig, eller en krig mellem stormagter. Kina siger det klart i sin strategi: »Verdenskrig er usandsynligt.« USA når i sin strategi frem til nogenlunde samme konklusion: Forudsætningen for magtbalancen under Den Kolde Krig var klart muligheden for en kernevåbenkrig.

For det tredje er verden ikke delt i to modstridende, ideologisk styrede verdener: Den frie verden/kapitalisme vs. kollektivisme/socialisme. Den gældende verdensorden hviler fortsat på markedsøkonomi, demokrati, friheds- og menneskerettigheder og international retsorden, omend tolkningerne er forskellige, og omend Trumps taktiske doktriner udvander denne verdensorden.

Ingen krigserfaring

For det fjerde: Kina og USA opfatter ikke hinanden som ligestillede. USA ser sig selv som værende overlegen politisk, økonomisk og politisk. USA må derfor fortsat være verdens leder, en position som ikke kan opgives. Kina ser sig selv som den opstigende magt, men i fuld anerkendelse af, at USA i lang tid fremover vil være overlegen. Kina tilstræber intet verdenslederskab.

For det femte: USA ser sig selv som verdens stærkeste militærmagt, som vil gøre alt for at fastholde, at landet aldrig vil blive stillet over for at kæmpe på lige fod med andre. Kina ser sig selv som en militærmagt, som skal udvikles. I 2049 skal Kina have en »worldwide first class military«. Spørgsmålet er, hvor vil USA være i 2049?

For det sjette: USA anklager ikke Kina for at overopruste og viser da også, at procentdelen af Kinas militærbudget i forhold til BNP har været stabilt i de seneste 30 år. USA vil primært demonstrere, at Kina naturligvis skal udvikle sig, men ikke på USA’s bekostning ved populært sagt at snyde og bedrage.

For det syvende: USA ser ikke alene på den eventuelle trussel fra Kinas militær, men også på svaghederne. Det gjorde man ikke under Den Kolde Krig. Den kinesiske hær, PLA, er svag på logistik, har en rigid kommando og beslutningsstruktur. Der er store problemer med ’Joint warfare’, dvs. evnen til at få de enkelte værn til at samarbejde og koordinere.

Grundlæggende er Kina teknologisk langt fremme- og er ved at reformere sit militær fundamentalt. Men der er en tung tradition i den strategiske kultur, der skal bearbejdes. Det kræver rigtig mange år. Endelig mangler Kina – helt i modsætning til USA ­­– erfaring i moderne krigsførelse.

USA og Kinas bagtanker

Alt i alt: USA lægger med sin udgivelse af publikationen »China Military Power« op til at sætte lighedstegn med øst-vest-konfliktens koldkrig. Formålet er at skærpe opmærksomheden på Kinas tiltagende militære styrke. Men, som jeg har beskrevet, holder denne lighed ikke. Forholdet mellem USA og Kina er ikke i en gensidig balance: Kina er fortsat den klart svage part.

Men hvad er det så for en ’kamp’, der lige nu udspiller sig mellem USA og Kina?

Det er Kinas kamp for at kunne fortsætte den særlige globale strategiske mulighed for udvikling, som Kina mener at have haft siden 2001. Den strategiske mulighed hviler på den verdensorden, som USA har stået bag. Kina har som udviklingsland kunnet eksportere varer og importere ressourcer og teknologi.

USA har imidlertid i stigende grad fremhævet, at Kina ikke har overholdt det internationale handelsmæssige og finansielle regelsæt. Nu sættes hælene i: Kina overudnytter og kører på frihjul i den gældende orden.

For Kina betyder dette sammen med en markant reduktion af dets tidligere formidable vækst udsigten til social uro og ustabilitet. Intet er værre for kommunistpartiet. Sovjetunionens fald og oprøret på Den Himmelske Freds Plads fik alle advarselslamper til at blinke. Kinas regime er på sigt meget sårbart.

Når USA sætter hælene i, er det for at fastholde og udvikle selv samme verdensorden, som sikrer USA’s globale overlegenhed, ikke mindst på det strategiske, højteknologiske område, som giver USA »absolut sikkerhed«.

Nu buldrer handelskrigen mellem de to lande frem og tilbage. Hvad sker der? Min påstand er, at begge lande har brug for den gældende verdensorden: USA som en nødvendighed, Kina som et middel til fremgang.

Samtidigt er landene bundet sammen i en gensidig økonomisk afhængighed, en interdependens, som var helt fraværende mellem USA og USSR under Den Kolde Krig. Et sandsynligt udfald af handelskrigen bliver et kompromis, men mest på Kinas bekostning.

Når USA har styrket sin ’kinabashingpolitik’, er det ikke mindst for at sikre politiske og økonomiske fordele i den fortsat stærkt asymmetriske USA-Kina-konkurrence. Konkurrencen fører til konflikter, men stormagtskrigen udebliver, så længe USA er eneste supermagt.

Bertel Heurlin, professor emeritus, leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, KU

Presse og demonstranter foran retsbygning i Canada.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Hans Aagaard
  • Espen Bøgh
  • Olaf Tehrani
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
David Zennaro, Ejvind Larsen, Hans Aagaard, Espen Bøgh, Olaf Tehrani, Gert Romme, Torben K L Jensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvorfor er den afgørende spiller i fremtiden ikke med i analysen - klimakrisen - hvor Kina opruster gevaldigt mens USA på det klimastrategiske nærmest er fraværende ? Det forstår jeg ikke og det diskvalificerer analysen - fuldstændigt. En ommer - tak.

Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Mogens Holme, Martin Rønnow Klarlund, Gert Romme og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

På et eller andet tidspunkt, må Ritzau-pressen i DK da blive nødt til, at skrive bare lidt om, at USA ikke længere er et demokrati... Og i striden mellem USA & Kina, er min støtte i dag flyttet til Kina! Simpelthen fordi vi der finder en befolkning, der sætter "harmony" (som på "kinesisk" betyder velfærd) højere end personlig berigelse, mens dem der i dag styrer USA, alene er ude efter penge og derefter flere penge og derefter... Det kommer til dramatisk at ændre DK, fordi for oligarker er velfærdsstater den (erklærede!) største fjende!

Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Curt Sørensen, Torben Jensen, Michael Waterstradt, Torben Skov, Martin Rønnow Klarlund, Torben K L Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

En anden ting der er total fraværende i analysen er oprustningen til cyber-krig,så sig mig,er oldingen gået fuldstændigt fra snøvsen ved at overse både klima og krig på internettet ? Tag feks. Huawei der er den absolut bedste udbyder af 5G tele-teknologi - fremtidens internet af ting (og økonomi med krypto-valuta) - hvorfor skulle de have en interesse i at bygge smuthuller til spionage ind i deres software der jo kan bruges mod dem selv fordi Kina sandsynligvis bliver det mest digitaliserede land i verden fordi de kan gøre uafhængigt af "markedet" med statskapitalisme ?
Hele historien viser bare at vesten - her USA - er kommet teknologisk bagud med udvikling af internettes enorme muligheder og nu har de engelske sikkerhedstjenester udtalt at Huawei´s 5G sikkerhedsrisiko er "containable" eller håndterbare - nok fordi de selv vil bruge det bedste.

Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

På sigt føler jeg mig bestemt ikke tryg ved et stadig mere selvbevidst og stadig mere ærekært Kina.

Se blot på, hvordan Kina har behandlet andre lande, som om de er underlagt Kina. Norge, Singapore, Sydkorea og Sverige er blot nogle eksempler og nu er tiden også kommet til New Zealand.

Som ren stats-chikane anholder Kina andre landes borgere i andre lande, og smugler dem til Kina, hvor de dømmes for forbrydelser, de ikke har gjort. Man opererer i andre lande, f.eks. som i Sverige, hvor man holder hemmelige møder, og forsøger at true og presse andre landes borgere.

Allerede nu handler Kina, som om de ejer verden, og så kan man tænke sig til, hvad der vil ske hvis nogle af lånerne kommer i vejen for Kina.

I øvrigt har statsejede kinesiske ihærdigt opkøbt hele og halve havne i Grækenland, Italien og fra Spanien, Holland og Belgien foruden store kontant-lån til deres statskasser. Og på denne måde kontrollerer Kina 10% af Europas havnekapacitet.

Næsten alle afrikanske storbyer har talrige kinesiske skilte, kinesiske arbejdere, restauranter og tilbud om undervisning i kinesisk. Og fra 2006 til 2016 lånte afrikanske regeringer hele 800 mia. DKK, og Kina er parat med flere penge,

I øvrigt har Kina pr. juni 2017 overtaget pladsen fra Japan som det land, USA skylder flest penge til. Ved starten af 2018 skyldte USA 1.184 Mia $ til Kina.

Georg Kallehauge, Claus Nielsen, Mikael Nielsen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar

Jeg kommer til at tænke på historien om "Ulven kommer" i forbindelse med Amerikansk udenrigspolitik, - men vist er det ulve, den der bliver udskreget, - men sandelig også "ulven i fåreklæder", der råber "ulven kommer".

Engang læste jeg samme med en fyr der var ganske så meget overvægtig, og hans store nummer var altid at udpege dem der vær fede, - han burde nok have set sig selv i spejlet!

Det meste af de propagandaanklager som Amerika udstøder retorisk, - er noget de selv gør imod alle andre, elektronisk aflytning på enhver platform, industrispionage, politisk spionage osv., osv., hvilket de så anklager såvel Rusland som Kina for.

Senest er det Kina med virksomheden Huawei - hvor de ikke alene fører toldkrig imod, men også bilateral handelskrig imod, og som vi skal være på vagt overfor, - holdningen vi skal acceptere er; "sådan noget gør ordentlige stater ikke", - nå ja.., selvfølgelig må Amerika da godt gøre det mod venner som fjender indiskriminativt, hvilket vi tidligere har set i forbindelse med Europas ledere, selv om vi er allierede, og politisk har samme ståsted, - men alligevel behandler de os som fjender fordi vores demokratier ikke er fuldt liberale i amerikansk forståelse, og dermed anses som fuldgyldige fjender.

Jovist har Amerika et stort forspring logistisk i forbindelse med krigsførelse, men når der skal "støvler på jorden", er det ikke mange krige de har vundet i nyere tid - tværtimod er man nødt til at sige.

Politisk er succeserne for Amerika også til at overskue, ikke mindst i Mellemøsten og det lidt fjernere Afghanistan, og går vi længere tilbage i historien til Vietnam, så er det alt i alt noget pauvert ud for den amerikanske politik og de militære sejre.

Vi ser allerede Kina gøre krav i deres nærområder på linje med Cuba-krisen tilbage i 1960erne, og Formosa problemet eksisterer også fortsat, - en ø der engang tilhørte det kinesiske rige, indtil Chang-kai sheik måtte flygtet til øen med sine tropper for Maos bondehær.

Omlægningen af de militære kommandoveje er under fornyelse, ganske som vi ser de politisk ændrede signaler via medierne, og ikke mindst udnyttelsen heraf, - der til forveksling minder meget om den amerikanske optræden i medierne overfor omverdenen.

Amerikas selvforståelse om ikke at være "second to none", er udfordret af Kina, ganske vist i mindre skala, men sådan forbliver der ikke i længden for kinas vedkommende.

Den amerikanske bøllepolitik vil blive udfordret, og er det allerede i det små, men sådan vil det ikke blive ved med at være.

Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

En anden analyse og vurdering kan findes i John Mearsheimers bog "The tragedy of Great Power Politics", hvor argumenterne har en anden tyngde end ovenstående.

Pest eller kolera-magtsystemernes sygelige brug af verdens ressourcer til systemer der kan udrydde.
Hvornår siger mennesket stop og nægter at lade sig styre af skrupelløse magthavere og det er det uanset om det er Kina,USA eller Rusland.Jeg anser da bl.a. ikke Iran som et harmonisk land, men at vi i dette land sammen med andre i EU skal boykotte dette land og hvorfor hopper stort set alle med på USA bølgen på trods af at dets befolkning har valgt en demagog som leder? Jeg har ikke svaret men set i klodens levetid og truslen lige nu omkring forkert brug af ressourcer ulighed så er vores klode set i tiden i dette univers nok tæt på kl 11.45! Optimistisk sagt.

Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Kina uddanner ingeniører, USA uddanner advokater.
Hvilken type uddannelse fremmer mest et lands styrke!!

Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Claus Nielsen, Per Klüver, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Georg Kallehauge

Statsapparatet i Kina bruger Huawei's teknologi til at total kontrollere den kinesiske befolkning ved eks. ansigtssporing via millioner af overvågningskameraer, forfølgelse og chikane af politiske modstandere eller bestemte befolkningsgrupper f,eks uighurerne, begrænser og diskriminere ved at blokere deres jobmuligheder og bevægelsesmuligheder , forsøger de at købe billeter til fly eller tog via kreditkort blokeres disse køb, kort sagt total forfølgelse elektronisk, det er ikke et firma Vesten kan have noget at gøre med.

USA er ikke et perfekt demokrati, men Kina er en diktaturstat. Det er fundamentalt forskellige systemer, at sidestille dem virker naivt.

Torben K L Jensen

K - Et demokrati der ikke virker er ikke et demokrati efter definitionen på en demokratisk retsstat.

Niels Duus Nielsen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Thomas Poulsen

Et sjældent ubegavet indlæg i avisen. En helt masse påstande om hvordan Kina ser sig selv, men intet om deres faktiske opførsel i forhold til deres nabolande, hvilket tegner et helt andet billede

Jan Weber Fritsbøger

KvH tjah når man konsekvent anser kapitalistiske lande for at være demokratier, og socialistiske lande for at være diktaturer, så har du ret,
men ser du på trivslen i de nederste lag af henholdsvis USA og Kina, bør man altså klart foretrække diktaturet,
der er altså ikke meget frihed ved at være fattig i USA,
i øvrigt gør artiklen meget ud af at påpege, at man ikke kan sidestille USA og Kina, når man taler om militær kapacitet,
der er USA helt i særklasse med hensyn til aggression og militære overgreb, men Kina er da ikke fuldstændig uskyldig, men det er Danmark jo heller ikke !