Du kender det stensikkert: Støvsugeren, mobiltelefonen, vaskemaskinen, hårtørreren eller noget helt femte er gået i stykker. Men i stedet for at reparere det, køber du nyt. Det er det nemmeste, og kan også ofte være det billigste.
Men det er et helt vanvittigt misbrug af ressourcer, som vi skal stoppe.
Det vil rigtig mange heldigvis også gerne. I en undersøgelse i 2014 blandt EU-borgere svarede 77 procent, at de hellere vil reparere et ødelagt produkt end at købe nyt.
Og når man tager de mængder af ressourcer i betragtning, som vi bruger på at producere nyt hele tiden, giver det rigtig god mening. For eksempel kræver det op til 70 kilo materialer at fremstille en enkelt smartphone, og 75 procent af telefonens samlede CO2-udledning finder sted i produktionsfasen.
Brug og smid væk-kulturen lever i bedste velgående, og der skal politisk vilje til at ændre på det. Det er nemlig en kæmpe belastning for vores klima og vores begrænsede ressourcer.
Energieffektivt design
Hvorfor ikke handle på et område, hvor vi allerede er nået langt? Nemlig EU’s direktiv for energieffektivitet, Ecodesign. Direktivet har levet et stille liv, men er faktisk en stor succeshistorie.
Siden det blev vedtaget i 2005, har direktivet gradvist stillet højere krav til virksomhederne om at nedbringe energiforbruget for en række elektriske apparater.
Gennem Ecodesign har vi sænket energiforbruget fra elektronik ved at få producenterne til at være innovative. For eksempel måtte en støvsuger tidligere bruge op til 2.000 watt, mens den i dag må bruge op til 900. Og tests viser, at en moderne støvsuger, der bruger helt ned til 650 watt, støvsuger lige så godt som de gamle energislugere.
Ved at ændre på designet af støvsugerens rør, støvsugerposekammer, filter og mundstykke er det lykkedes producenterne at gøre moderne støvsugere mere energieffektive.
Ecodesign er meget andet end støvsugere. Det omfatter også fjernsyn, opvaskemaskiner, belysning, kaffemaskiner, computere, klimaanlæg og meget andet. Direktivet bidrager til EU’s målsætning om at nedsætte energiforbruget med 20 procent allerede næste år. Det svarer til hele Italiens energiforbrug.
Vi er kommet rigtig langt med hjælp fra Ecodesign. Og den gode nyhed er, at næste fase for succesen er i gang. Direktivet er nemlig ved at blive opdateret med henblik på at få produkterne til at leve længere og gøre dem nemmere at reparere.
Ting skal holde længere
Vi kan hjælpe kloden endnu mere, når vi stiller krav til, at vores produkter holder længere og kan repareres, når de går i stykker.
Mange virksomheder vil som udgangspunkt være imod dette. For dem handler det om at sælge nyt hele tiden. Om kroner og øre. Men jeg er også sikker på, at mange producenter vil tage det som en udfordring. Vi ser allerede virksomheder leve af at producere bæredygtige produkter som tøj og telefoner.
Men for at skubbe på udviklingen må vi også skabe politiske forudsætninger for, at vi bruger vores ressourcer bedre. Og vi har taget de første skridt.
Siden 2017 har der fra EU’s side været krav om ens opladerstik til mobiltelefoner. Dermed kan man genbruge den oplader, man allerede har, samtidig med at vi kan begrænse produktionen af nye opladerstik og spare miljøet for CO2. Det viser, at det er vigtigt, at vi stiller krav til producenterne.
Men vi skal gøre det endnu mere. Eksempelvis har et studie tidligere vist en fordobling i antallet af større husholdningsprodukter som køleskabe, vaskemaskiner og opvaskemaskiner, der går i stykker inden for de første fem år. Det er jo tåbeligt, og hvis ikke vi stiller krav, sker der ikke noget.
For at bremse den udvikling kunne man pålægge en vare en afgift efter hvor meget CO2, der er udledt i produktionen. Eller efter hvor meget skadelig kemi produktet indeholder. Eller efter hvor stor en belastning et produkt er i affaldshåndteringen, altså om det er nemt at skille ad og genanvende.
Straf for planlagt forældelse
En anden ting, man kan gøre, er, at tvinge producenterne til at mærke deres produkter med den forventede levetid.
I dag energimærker vi mange produkter. På den måde kan forbrugeren vurdere, om det er smartere at betale lidt mere for vaskemaskinen på kort sigt, og så spare på energiforbruget på længere sigt. På samme måde vil forbrugeren kunne veje for og imod, hvis den billige vaskemaskine har en forventet levetid på fem år, mens den dyre holder i ti år.
Men vi kan også kigge mod udlandet. I Frankrig kan producenter straffes med både fængsel og store bøder, hvis man producerer et produkt med planlagt forældelse.
Uanset hvad vi gør, så vil regningen ende hos forbrugeren. Men kun på kort sigt. For hvis vi får bedre produkter for pengene, så vil det i det lange løb både være en økonomisk og miljømæssig gevinst.
Nemmere at reparere
En ting er længere holdbarhed af produkter. En anden er, at vi nok aldrig kommer over, at ting (elektriske eller ej) kan gå i stykker.
Vi skal gøre det mere attraktivt for forbrugeren at få sit produkt repareret. Det skal ikke være et krav til forbrugeren om at reparere, men et reelt alternativ til at købe nyt. Det er første skridt i at ændre på tankegangen og kulturen. Derfor skal det være nemt. Det skal være hurtigt. Og det skal helst være billigt.
Var der en nem løsning, hvor vi på en gang kunne gøre alle tre ting, så var det nok gjort. Det er der desværre ikke. Det kræver, at vi gør det nemt for værksteder og reparatører at skille et produkt ad og nemt at skaffe de rigtige reservedele. Det kan endda være, vi skal stille krav om, hvilke reservedele der skal stilles til rådighed, eller lave standarder for, hvordan et produkt må være udformet.
Det udfordrer selvfølgelig forretningsmodellen for mange virksomheder, der vil sælge nyt eller selv tjene på reparationen. Men vi gør det jo allerede med cykler. Man køber ikke en ny cykel, fordi man punkterer, eller fordi støttefoden knækker. Nej, den reparerer man selv, eller får cykelsmeden til at lave det. Det er den vej, vi skal.
Billigere at reparere
Jeg ved, at værksteder og små reparationscafeer skyder op rundt omkring, og det er positivt. Men det er bare på et niveau, hvor der ikke bliver repareret nok. Det er derfor, Ecodesign-direktivet skal hjælpe mere.
En ting, der desværre ikke er omfattet af Ecodesign endnu, er mobiltelefonen. Det er blevet sværere og sværere selv at udskifte batteriet eller reparere sin telefon. Mange gik tidligere i dette årtusinde rundt med en Nokia 3310, hvor batteriet var nemt at tage ud. Ja, det faldt endda ud af sig selv, hvis man tabte telefonen. Det sker ikke med moderne smartphones. Selvfølgelig skal batteriet ikke falde ud i tide og utide, men at man dårligt kan få det ud, når det er nødvendigt, er problematisk. Derfor er det også noget, jeg presser på for skal blive omfattet af Ecodesign-direktivet.
En ting, man dog kan gøre her og nu for at få sat gang i reparationsbølgen, er at kigge mod Sverige.
I Sverige har de halveret momsen på reparationer af blandt andet tøj, cykler og lædervarer. Derudover har svenskerne lavet et reparationsfradrag, så man kan trække udgifter til arbejdsløn fra i skat, når man får repareret hårde hvidevarer. Det kunne være et skridt i den rigtige retning.
Helt sikkert er det, at der ikke er nogen lette løsninger. Vi har opbygget en kultur, som skal ændres. Både mentalt og med konkret lovgivning. Og meget mere skal gøres, hvis vi skal stoppe det enorme misbrug af ressourcer, og den negative påvirkning, det har på klimaet.
Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet
Fuldstændigt rigtigt og et indlysende emne for alle de pensionister der aktivt blev uddannede til reparatører i de gyldne tider i 60´og 70´ene da kram som B&O,Nilfisk blev sendt til den lokale reparatør rundt om hjørnet. En fortræffelig ide - Schaldemose.
Jo -bum- bum.
Desværre er det meget mere kompliceret end det artiklen giver udtryk for.
Nye produkter er ofte mere energiøkonomiske end ældre.
Forurener mindre mv.
Tænk blot på biler.
Sammenlign en ny og en 10 år gammel bil - så ser man udfordringen.
Eller flyvemaskine. Kun tåber flyver med 10 år gamle maskiner.
Eller hvad med vaskemaskinen- køleskabet ?
Hul i hovedet at reparere på - når en ny vil bruge den halve energi - også når produktions energien er fratrukket.
Hertil kommer at den gamle vaskemaskine IKKE kan kobles op på SMART GRID - den nye teknologi, hvor vaskemaskine starter når der er overskudsstrøm.
Myten om indbygget forældelse luftes også lige. En god gammel konspirationsteori, som vist aldrig er blevet verificeret. Kun firmaer der sidder på et monopol kan måske finde på noget sådant. Kunder vælger jo et andet mærke hvis produktet går i stykker for tidligt.
Der er vist en grund til at Miele sælger godt.
Nå - nu skal jeg ud at skrue på min gamle Saab - uden katalysator. Det må man vist ikke- eller hvad?
Når noget går itu, er det jo ganske let at bestille et nyt alternativ hos www.amazon.de, og det gør mange.
Men både i Forbundsrepublikken og mange steder f.eks. på Balkan, kan man faktisk få repareret sine ting, - også dem hvor reparatøren ikke mener det er økonomisk forsvarligt.
Men - EU er ved at barsle med nye regler, som alle brancher skal følge. Efter dette skal alt fremstilles, så det kan repareres. Og importører og fremstillere skal garantere, at der lagerføres hensigtsmæssige reservedele i hvert salgsland.
En ældre-gruppe der reparerer,snakker sig til en pensionisttilværelse der giver livskvalitet med et væld af fagord svirrende i luften kun de forstår - det er 100 % ren win-win.
@Wind-Willasen
Sludder og kartoffel. Størstedelen af fly parken er mere end 10 år. Inden for privatflyvning, er der ikke sket meget udvikling, og motorer der er 30-50 år gamle, er ikke et sjældent syn. Elektronik man slukker bruger ikke mere end det, der står på stand-by. Og jo, biler køerer længere på literen, men det er stadigt bensin man brænder af. Gamle glødepærer er økonomiske, hvis de bruges indendørs om vinteren. Samlet set, hvis man forberedte elektronik bedre, kunne meget genbruges. Jeg har fx. 8 gamle mobiltelefoner i skuffen, som jeg ikke næner at smide ud. Elektricitet der koster mere på bestemte tidspunkter skyldes ikke optimal el-distribution.
Ligner mit soveværelse
/O
Planlagt forældelse er skam god nok. Blev oprindelig udtænkt af den tyske el-pære producent Osram engang i 1920'erne. Siden har praksis bredt sig til mange brancher/produkter.
Set ud fra en snæver ressource-betragtning er det jo en syg idé, der kun tjener til at holde hjulene i gang i en forestilling om den uendelige vækst-økonomi.
Planlagt forældelse kan end ikke forsvares som en nødvendig forudsætning for teknologi-spring. For gevinsterne står sjældent mål med det monumentale ressourceforbrug, der er en konsekvens af planlagt forældelse og forestillingen om evig vækst. Forbruget har en stensikker udløbsdato. På et tidspunkt er der ikke flere ressourcer at tage af.
Men det største problem er i virkeligheden ikke planlagt forældelse; Det er menneskeligt begær og grådighed. Ofte behøver producenterne af diverse forbrugsgoder slet ikke at gribe til konstruktionsmæssige spidsfindigheder; De skal blot overbevise forbrugerne om at den nyeste X er bedre, smartere, hurtigere, mere trendy osv, hvorefter de kan være så godt som sikre på, at et stort publikum sluger markedsførings-maddingen råt. Uden at reflektere nærmere over det.
I stedet for reparation som ikke skaber grundlag for fremskridt inden for f.eks reduktion af energiforbrug kunne man jo fokusere på "komponent" genanvendelse. Altså at de komponenter et produkt består af kan genanvendes eller indgå i fremstillingen af nye komponenter. SAAB gjorde det med en af deres bilmodeller for årtier siden (måske lidt for langt forud for deres tid) og nåede op på over 95% af bilens dele/komponenter som kunne genanvendes. At se på et produkt som en mængde af dele som alle kan skiftes og indgå i nye sammenhænge burde være det grundlæggende princip for al produktion.
Min ældste søn har faktisk været i praktik hos Murks-nein danke-gruppen i Berlin, som satte denne "geplanter Obsoleszenz" på dagsordenen.
http://www.murks-nein-danke.de/murksmelden/
Både forbrugere, stat og EU må sgu kræve, at design ændres, så reparation er mulig. Et eksempel: Tidligere lå vaskemaskiners kuglelejer aller bagest, så det var nemt at komme til og udskifte. I dag er de lejer indsat i en plastic-blok, så de ikke kan udskiftes nemt. Faktisk er det billigere at købe en ny maskine. (Eneste producent med det gamle desig er Miele).
Det samme med mobiltelefoner: Hvorfor er det kun fairphones, der er designet modulært, sp ram, kameralinse eller andre dele, som kan udskeftes nemt...
https://shop.fairphone.com/en/
Faktisk er Miele en interessant case. Det er et mærke, der har positioneret sig anderledes end konkurrenterne ved at slå på kvalitet/holdbarhed/service mod at forbrugerne betaler en merpris. Jeg tror faktisk at det er godtgjort, at Mieles produkter har en livscyklus, der er dobbelt eller tre gange så lang som de fleste af konkurrenternes produkter, ligesom det rent faktisk er muligt at reparere Mieles produkter, når de endelig går i stykker.
Kunsten må være, at få flere virksomheder til at konkurrere på de samme parametre, istedet for blot at producere noget billigt bras, der skal udskiftes efter få år.
Ja, det kræver indgreb i det frie marked - og jeg er helt klar over, at det sikkert vil afskære en masse mennesker fra at købe en vaskemaskine - men jeg er temmelig sikker på at det ikke er nedfældet i menneskerettighedskonventionen, at alle har ret til en vaskemaskine, endsige, at vi skal overlade det til markedet hvordan jordens afmålte ressourcer skal udnyttes. For så kan vi være helt sikre på, at det går galt.
PS. Jeg er på ingen måde associeret med Miele.
Min første Miele vaskemaskine holdt 20 år. Tørretumbleren blev kasseret efter 35 år og fejlede ingenting, andet end el-forbruget var for højt. Den kunne repareres, fordi delene kan skilles ad og ikke som i moderne telefoner limet sammen.
Og når alle disse gode ideer og retningslinjer er implementerede; hvorledes skal så butikkernes salgsfolk, reklamefolket og de industriansatte som overflødiggøres beskæftiges?
Hvad med det lånefinansierede forbrug , hvad skal bankfolket leve af så, og hvordan skal regeringerne holde gang i væksten og en politisk diskurs udenom mantraet "vækst "? NØJ, hvor bliver det godt; ind med nedsat arbejdstid op med familie trivsel, videnskab og litteratur. Reel ressource genanvendelse og bæredygtig energi generering er heller ikke uden job skabelse.
Lidt eftertanke: Måske er opgaven helt og aldeles håbløs, alene fordi vi mennesker er kodet, som vi er.
Jeg vil tro, at de fleste af os, efter lidt kritisk selvrefleksion, må erkende, at vi - i hvert fald lejlighedsvis - er ofre for vildfarelsen om at vi bliver lykkeligere af at eje og besidde dette eller hint.
Rent logisk ved vi godt, at det ikke er tilfældet - og at nyanskaffelsen måske end ikke er strengt nødvendig - men vi køber alligevel fordi det tilsyneladende er meget svært - for nogle sikkert helt umuligt - at modstå fristelsen.
I den forstand ser det sort ud.
@René Arestrup
Jeg kan jo kun tale for mig selv - men gennem hele mit liv har jeg fundet stor tilfreddsstillelse ved at reparere og vedligeholde alt, hvad jeg ejede eller fandt. Det er ikke hvergang det lykkes, men meget ofte gør det.
'Smid ud og køb nyt' er altid sidste udvej for mig.
Og det har mindre med økonomi at gøre, - og mere med princip, udfordring og ære.
Endelig er der også ofte god ræson i at reparere gamle ting af en helt anden grund, som ikke hvar været nævnt: Ting bliver ikke kun bedre med tiden. Meget ofte går det den modsatte vej. Kvaliteten af materialerne, æstetikken, håndværk m.m. er generelt faldet de seneste årtier - så hvis man kan give et gedigent og bedaget produkt et forlænget liv, så er det langt at foretrække. Og netop p.gr.a den ofte højere håndværksmæssige kvalitet ved ældre produkter, kan de faktisk holde længe, med lidt vedligeholdelse.
/O
Ingenting kommer gratis. Hvis tingene skal kunne repareres, skal de konstrueres på en helt anden måde end man gør i dag. Skrue samlinger er meget dyrere end limning. Og nogle steder er det kun muligt at lime. Hvis en ting består af 1000 dele skal et reservedelslager ligge inde med alle disse 100 dele. Det koster kassen. Glem hele det moderne forbrug. Tilbage til 1950erne.
@Olivier Goulin
Med fare for at lyde hellig, hylder jeg samme princip - og du har ret, kvaliteten er ikke gået op med tiden, snarere tværtimod.
Men i det store billede ser det stadig ikke godt ud. Mange produkter har en livscyklus på nogle få år, ikke nødvendigvis fordi de går i stykker, men fordi producenterne til stadighed er i stand til at tilbyde nye og 'bedre' udgaver, som forbrugerne gerne vil købe. Tænk blot på fladskærms-TV, mobiltelefoner og laptops/pads. Eller tøj-mode, som kun eksisterer i kraft af konstant 'fornyelse'.
Der er jo tale om et gigantisk ressourceforbrug, som strengt taget er unødvendigt.
Hvorfor ikke lave tingnene så de kan opgraderes når de nu aligevel skal repareres? Så får vi både genbrug OG energieffektivitet på en simpel måde.
Gode initiativer fra Sverige med reduceret moms og skattefradrag på reperation som vi bestemt burde skele til. Vedr. reservedele så vil 3D print samt centrallagre med hurtig levering kunne afhjælpe denne problematik, måske EcoDesign direktivet også kunne omfatte krav til standard komponenter på reservedele. Dog kræver alle ovennævnte reperationer uddannet arbejdskraft - tror det er der vi kommer til at opleve den største flaskehals.
Det er lidt a la Trump...kan du huske hvordan det var?
Smuk tanke men er komplet urealistisk for hovedparten af vores forbrug.
Og hvem drømmer sig tilbage til da lønnen var lav? Lav løn er netop forudsætningen for, at dette kan betale sig.
Hvis bare jeg kunne få kædestrammerne tilbage. Ved godt de stadig findes på konservative cykel-modeller. Men hvorfor kan de ikke bare være obligatoriske, som de var engang? Hader når kæden hænger løs allerede efter et par dage, fordi baghjulet skal holdes på plads af en dum lille clips.
Det ville være dejligt - økonomisk og materielt - er det muligt?
I går - ugens reklamer - intet synes muligt i forhold til klima og forurening. Forbrug og smid væk er helt oppe på beatet, ingen smalle steder.
Al produktion er indrettet på det, kendte produkter bærer stadig navnet - men er solgt billigt til østlige lande. Et besøg på genbrugssider kan stadig resultere i gammel kvalitet...
Biler, mobiler og elektronik holder ikke, hvem vil finde på at fremstille noget, der kan repareres?
Bange for der er tale om et syndefald, for god europæisk og amerikansk kvalitet kommer ikke tilbage, siden produktionen blev foræret til kineserne. Den nye udfordring bliver at håndtere alt ragelset og nøgleordet er genbrug - ikke af det enkelte produkt, for det kan ikke betale sig, men bestanddelene. Altså affaldssortering i stor skala. Måske, hvis vi får held til at lægge noget ansvar over på producenterne, kan vi presse dem til at fremstille noget der letter kan skilles ad i bestanddele. Men god kvalitet - sådan hele vejen igennem - det skal man vist bare være glad for, at man har oplevet.
Tag sådan noget som vinduesrammer og indfatninger. I gamle dage blev de lavet af kvalitetstræ, der havde fået lov til at vokse langsomt, i pagt med naturen. Resultatet var at de kunne holde nærmest evigt, hvis de blev passet. Nutidens vinduesrammer bliver lavet af hurtigt voksende træ, hvis de ikke er af plast eller stål, selvfølgelig fordi efterspørgslen er enorm, da antallet af forbrugere er støt stigende. Man kan derfor sige at antallet af jordboere er omvendt proportional med kvaliteten på fx vinduesrammer. Eller stille det spørgsmål: Hvor mange mennesker er jordkloden egentlig godkendt til?