Sif på to år leger med en bamse på gulvet i vuggestuen. Den nye køkkenmedhjælper, Adam, stikker hovedet ind i stuen og spørger, om der er et par store børn, der vil hente æbler til stuen. Sif kigger spørgende på sin pædagog Miriam, som hun er tryg ved og har kendt længe. Miriam svarer opmuntrende med et beroligende nik. Sif slapper af i kroppen, og sammen med Milo på tre år går hun med Adam ned for at hente æbler.
Et barn, der har etableret en tryg tilknytning til en voksen, udforsker verden og tjekker med de voksne, når det bliver i tvivl om, hvad det skal gøre. Barnet vil udvikle evnen til at regulere sig selv til ro efter at have været udsat for stressende stimuli. Evnen til at styre sin opmærksomhed, sætte sig i andres sted og blive en del af sociale sammenhænge.
Hvis barnet ikke får nærvær og ikke vænner sig til at kunne søge støtte hos de voksne, har det store konsekvenser for barnets selvregulering, opmærksomhedsevne og lyst til at være sammen med andre.
Som art har vi brug for relationer for at udvikle os, og det er en tryg tilknytning til voksne en forudsætning for. Derfor er pædagogernes tid med det enkelte barn afgørende for barnets udvikling.
Afgørende normeringer
Europæisk og dansk forskning anbefaler en normering på én voksen til tre børn på vuggestueniveau og én voksen til seks børn på børnehaveniveau.
DR2 sender mandag kl. 21.30 udsendelsen Hvem passer vores børn? Som psykolog og klinisk specialist i børn og unge er jeg med i udsendelsen. Den viser desværre, at der er alarmerende lave normeringer i vores dagtilbud. Normeringerne udregnes tilsyneladende, så de giver et misvisende tal for virkeligheden ude i praksis.
I samarbejde med Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund, BUPL, har DR2 lavet en undersøgelse blandt 1.026 pædagoger.
Den viser, at 82 procent af de deltagende pædagoger en tilfældig dag oplever, at de kun er fuldt bemandet i højst fire timer. I ydertimerne oplever pædagoger i udsendelsen at være to voksne til 16 vuggestuebørn og to voksne til 44 børnehavebørn. Og de er ikke nødvendigvis på samme stue. En kan være ude på legepladsen og en indenfor.
I programmet får jeg vist klip af børn i vuggestue og børnehave, som ikke tilbydes et miljø, hvor de kan udvikle tryg tilknytning, snarere tværtimod.
Jeg blev både meget bekymret og påvirket af de klip.
Udvikling kræver tryghed
Politisk er der mere og mere fokus på målbar læring hos børn. Men politikerne overser, at der er mange ting, børnene skal have udviklet, før de overhovedet kan lære noget.
Børnene skal kunne berolige sig selv. De skal kunne regulere deres opmærksomhed og følelser. Og de skal kunne sætte sig i andres sted. Det lærer de kun, når de indgår i trygge relationer.
Den psykologiske udvikling skaber en livsduelighed, som er helt grundlæggende. Den er fundamentet for læring og alt det, politikerne har så travlt med på børnenes vegne.
Derfor skal den trygge tilknytning prioriteres i dagtilbuddene. Og det kræver en høj normering. Der skal være pædagoger nok til, at børnene kan skabe stærke, nære relationer til de voksne. De kan ikke knytte sig til voksne, der ikke er der.
Udviklingen af en god selvfornemmelse i relationer er ikke alene langt vigtigere end alt det, politikerne ønsker at lære børnene. Det er også en forudsætning for det.
Konsekvenser for livet
Børn med for lidt kontakt til voksne i for mange timer hver dag får svært ved mange ting.
De får problemer med at lære noget i skolen, fordi de ikke kan regulere sig selv til ro, og de har ikke lært at bruge den voksne til at regulere sig efter. De har svært ved at styre deres opmærksomhed og følelser, og de er ikke gode til at sætte sig i andres sted.
Lærerne vil opleve flere og flere børn ’uden for pædagogisk rækkevidde’.
En af konsekvenserne ved lave normeringer er altså, at flere børn får udviklingsvanskeligheder. Men politikerne vil gerne lægge ansvaret for børnenes uro i skolen over på forældrene og deres opdragelse af børnene.
Jeg skal være den første til at anerkende, at forældrene har et stort ansvar for deres børns opdragelse. Jeg har selv skrevet flere fagbøger om, hvordan forældre påvirker deres børns udvikling og dermed også deres indlæring.
Men et gennemsnitligt lille barn i Danmark går først i vuggestue i to år og siden tre år i børnehave. De opholder sig i institutionen syv-otte timer hver dag. Her kan forældrene ikke kompensere for, at deres børn ikke udvikler den tilknytning til andre voksne, pædagoger, de grundlæggende har brug for.
Som psykolog møder jeg flere og flere børn og unge med stress og angst. De har vanskeligt ved at regulere sig selv til ro og være sammen med andre mennesker.
Bedre normeringer i dagsinstitutionerne er afgørende for at forebygge udviklingen. Børnene fortjener, at vi prioriterer deres trivsel og udvikling.
Rikke Yde Tordrup er psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi. Hun medvirker i DR-udsendelsen Hvem passer vores børn, der blev sendt 11. marts.
Vigtig kommentar!! og vigtigt at de voksne i vuggestuer og børnehaver ikke glemmer hvad der er godt for børnene og ikke vænner sig til status quo! Som pædagogen der midt i en ikke usædvanlig infernalsk larm "beroligede" mig: "så skulle du høre når her virkelig er larm.." Det er ikke kun hørelsen, der ødelægges...
Det er så heller ikke nødvendigvis larmen der ødelægger- den kan være sund og livsbekræftende,men larmen skal ha en voksen til at kunne regulere og finde det barn eller de børn som ikke er med når der larmes. Det er en af de situationer hvor den voksne skal have mulighed for at sikre at både de stille og de ivrige trives,hvilket er en umulighed,hvis man er alene. Så er det enten kæft-trit retning eller laden stå til. Eller en meget dygtig pædagog,som med sin person kan tryllebinde ca 15 børn på en gang.
Jeg har en bekendt der jobber med børn og unge der er "udfordret" på flere måder (specialpædagog). I det fag er der, for dem der har med de sværeste - tilfælde( Mangler et bedre ord), en tidsramme på ca 7 år. Så er man brændt ud. Han kalder sig selv for - den næstbedste løsning for de ungers fremtid. Nu hvor der ikke er forældre med en opdragende virkning, Så er det hans job.
"Når man møder om morgenen, så ved man ikke om man får nogle ærlige krammere, eller en urtepotte i nakken" - Livet med børn med udfordringer
Vi SKAL have bedre normeringer. Huske det i den kommende valgkamp!
Ete Forchhammer, det er vist mere politikerne der skal huske på at deres opgave er at skabe et godt samfund, end pædagogerne der skal huskes på noget. :o
Anders Lund, du har fuldstændig ret, og det er i og for sig også hvad selve kommentaren udtrykker. Det jeg forsøgte at skrive var faren for at nogle pædagoger for at overleve vænner sig til status quo og glemmer at det burde være anderledes. Mit lille replikskifte skulle illustrere min pointe.
I øvrigt et mønster jeg genkender fra plejehjemssektoren, hvor NOGLE især af de yngre sosuer, mener at ældrepleje handler om mad og bleskift... hvilket ikke helt matcher beboernes liv inden plejehjemmet. Også her ved jeg, at der er MANGE der gør mere end det nødtørftige, jeg er blot blevet skræmt af at møde personaler der ikke kunne se hullerne i plejen
Fælles for de to områder er at de honoreres alt for dårligt!
Ja, der er nok at ta' fat på...
Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til denne artikel.
Som fortaler for at forældre bør passe deres egne børn i minimum de første 3 år af deres liv, så mener jeg jo, at en vuggestue kun burde eksistere for børn, der er udsat for omsorgssvigt fra deres forældre.
Nuvel, det kan vi så diskutere, men 2 ting til denne artikel:
1) Når det er så åbenlyst, at rigtig mange børn, får rigtig mange problemer på grund af det omsorgssvigt de bliver udsat for i institutionerne, hvorfor er der så ikke politisk vilje til at gøre noget ved normeringerne? Selv hvis man betragter mennesket som et rent økonomisk aktiv, der bare skal producere til samfundet (eller de rige), så kan den mest forbenede liberalist, ja selv en Cepos-økonom, vel indse, at det koster mange gange så mange penge, at betale for folks livslange traumer og skrøbelige psyke, som at fordoble antallet af pædagoger i institutionerne.
Og alle de bløde venstrefløjsere er jo bemærkelsesværdige tilbageholdende med deres krav om bedre bemanding, når det kommer til stykket.
Uanset om man mener, at mennesket er værdifuldt i sig selv (Ø, Å), at mennesket primært er til for producere til samfundet (SF, Rad. V, Soc. Dem, DF) eller at mennesket primært er til for at producere til de rige (C, V, LA), så burde alle partier have en fælles interesse i, at borgerne ikke blev skadet for livet i de første 6 (15) år af deres liv.
2) Hvordan kan man som forældre udsætte sine børn for sådan noget som det her beskrevne? Jeg er klar over, at det kræver en solid gang fornægtelse, som nok heller ikke er særlig sund for psyken på længere sigt, men alligevel... Er virkeligheden for skræmmende? Hvorfor har man fået børn? Er fortællingen i samfundet om, at det er "en nødvendighed i livet" at vi udsætter vores spædbørn for et alt for tidligt brud med de primære omsorgspersoner, så stærk, at alt andet bare bliver overrulet?
"Arbeit macht frei!" Det er fand'me uhyggeligt, du..
Vi har selv valgt politikerne. Tit vælges disse ud fra egne umiddelbare behov og ikke udfra hvad der er rationelt og langsigtet indlysende.
Tingene er, som de er, fordi politikerne har gjort det, folket har sat dem til. Og folket har genvalgt dem, selvom alle kan se, hvilken vej det går.
Udsendelsen og interviewet i aftenshowet den 12-03-2019 er et formidabelt indspark og en sandt ridderkorsværdigt ærinde. I løbet af udsendelsen, hvor børne- og socialministeren var tilstede i studiet, foretog DR en seer forespørgsel angående om der skal være et loft fastsat lovmæssigt over hvor mange børn en pædagog skal tage varer på i alt. Seerne svarede med 99% tilslutning et rungende ja! Hvorfor er sagen da så svær? - tja,jaa - det er noget med at kommunerne bestemmer dette her og det vil folketinget ikke blande sig i, men kommunerne er jo sat til at spare og spare overalt - det vil regeringen så gerne have at befolkningen, som går på arbejde og betaler skat, som den heller ikke har styr på, lægger børn til? Man håber virkeligt at debatten angående vores samfunds generelle behandling af alle typer børn får et større fokus i kommende valgkamp - man fatter ikke at vores rige land ikke behandler helt små og svage børn med større omtanke for deres fremtidige psykologiske robusthed - det forsømte slår jo tilbage og vi arbejder vel stadig på at bryde den sociale arv - og det er vel ikke den sunde sociale arv der skal slås til plukfisk i børnehaverne ?
Som pædagog-souschef-leder og igen pædagog souschef i perioden 1973 til 2010 har det været en turbulent tur med mange kampe,forandringer,politiske slagsmål og her til sidst hysteriet om manglende læring og nye dokumentationer samtidig med færre hænder. Jeg "slap" før det gik helt galt.
Lige nu er jeg frivillig igen i en institution som har det man kalder udsatte børn og derfor en lidt bedre normering. Ordet pædagog bliver fremhævet hele tiden og selvfølgelig skal de være i flertal time mæssigt. Men hænder på et menneske med vilje og hjertet på det rette sted er altså lige så vigtig. Mennesket med hænderne behøver nødvendigvis ikke at have uddannelsen, men skal kunne få mulighed for at kunne få vejledningen og støtten fra en som også har teorien og hjertet med.
Mit indtryk på det sidste har været at systemet i spare øjemed har valgt en topstyring med områdeledere og daglige ledere,som i princippet skulle være fri til at være pædagog også. Flere steder er det min opfattelse af de "u-uddannede" ikke er med i beslutningsprocesser på samme måde som tidligere. Det giver altså skævheder i det daglige,hvilket børnene lider under.
Jo der skal flere hænder til og færre krav om planer samt F... og hans pumpestok. i slut halvfjerserne turde vi sgu godt sætte turbo på med både hjerte og ansvar, men vi var nok lige en smule flere hænder i et langt friere dagligdag. De gamle dage kommer ikke tilbage men ånden ville være på plads og lad så pengene dukke op igen og mindre kontrol og krav, så vil man se opblomstringen igen.
Som pædagog-souschef-leder og igen pædagog souschef i perioden 1973 til 2010 har det været en turbulent tur med mange kampe,forandringer,politiske slagsmål og her til sidst hysteriet om manglende læring og nye dokumentationer samtidig med færre hænder. Jeg "slap" før det gik helt galt.
Lige nu er jeg frivillig igen i en institution som har det man kalder udsatte børn og derfor en lidt bedre normering. Ordet pædagog bliver fremhævet hele tiden og selvfølgelig skal de være i flertal time mæssigt. Men hænder på et menneske med vilje og hjertet på det rette sted er altså lige så vigtig. Mennesket med hænderne behøver nødvendigvis ikke at have uddannelsen, men skal kunne få mulighed for at kunne få vejledningen og støtten fra en som også har teorien og hjertet med.
Mit indtryk på det sidste har været at systemet i spare øjemed har valgt en topstyring med områdeledere og daglige ledere,som i princippet skulle være fri til at være pædagog også. Flere steder er det min opfattelse af de "u-uddannede" ikke er med i beslutningsprocesser på samme måde som tidligere. Det giver altså skævheder i det daglige,hvilket børnene lider under.
Jo der skal flere hænder til og færre krav om planer samt F... og hans pumpestok. i slut halvfjerserne turde vi sgu godt sætte turbo på med både hjerte og ansvar, men vi var nok lige en smule flere hænder i et langt friere dagligdag. De gamle dage kommer ikke tilbage men ånden ville være på plads og lad så pengene dukke op igen og mindre kontrol og krav, så vil man se opblomstringen igen.