Læserbrev

BUPL: Pædagoger ser børn, der lider afsavn – uanfægtet hvordan man definerer fattigdomsbegrebet

Pædagogernes erfaringer fra hverdagen giver et indblik i virkeligheden, som CEPOS’ regneark ikke kan levere, skriver leder af BUPL’s analyseenhed, Jens Jakob Christensen, i dette debatindlæg
12. marts 2019

BUPL spurgte i december sidste år en række pædagoger i landets daginstitutioner, om de oplever konkrete eksempler på konsekvenser af den stigende børnefattigdom.

En trist vækstkurve, som sidste år nåede nye højder i form af 64.500 børn, som ifølge AE-rådet levede under fattigdomsgrænsen. En rekord vi fandt grund til at få sat ord og eksempler på. Mange af eksemplerne ude fra rød og gul stue går på børn, der lever usundt, har dårlig hygiejne eller mangler helt basale ting – såsom regntøj.

Formålet med eksemplerne er at få billeder på statistikkerne. Få kød og blod på tallene. For selv om fattigdom kan opgøres i et regneark – så kan den stadig også ses og mærkes i virkeligheden. Desværre!

Undersøgelsen blev sendt til 1.154 pædagoger, hvoraf 473 svarede. Altså en lille pejling, hvor 38 procent af de adspurgte tilkendegav, at de har fattige børn i institutionen. 

I debatindlægget »Råd til regntøj« fra den 6. marts spørger Jonas Herby fra CEPOS så:

»Hvad havde pædagogerne egentlig svaret, hvis vores rapport om det faldende antal absolut fattige børn havde fået lige så meget omtale, som AE’s analyse om det stigende antal relativt fattige børn?«

Det ved vi selvfølgelig ikke. Men et gæt vil være, at pædagogernes svar ville have været det samme. Deres oplevelser af afsavn beror næppe på, hvem der fylder mest i debatten – CEPOS eller AE-rådet.

Om et afsavn – materielt eller ej – beror på den ene eller den anden slags fattigdom, er nok heller ikke så vigtigt for det enkelte barn. De pædagoger, vi har spurgt, forholder sig til deres egne observationer og oplevelser. Ude i den virkelighed, hvor konsekvenserne er til at tage at føle på.

BUPL vil overlade det til AE-rådet og CEPOS at debattere fattigdomsbegrebet og regnearkenes reelle virkelighed. I mellemtiden leverer pædagogerne relevante billeder fra virkeligheden – med afsæt i tallene. Det bliver vi ved med. For det er et relevant og vigtigt bidrag til den politiske debat. 

Vi vil gerne invitere CEPOS til en gennemgang af hele pejlingen og dens mange eksempler på, hvordan pædagogerne oplever konsekvenserne af børnefattigdom.

Jens Jakob Christensen, leder af BUPL’s analyseenhed

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Gid CEPOS vil tage imod invitationen!
Hvis mit hus bli'r ramt af en bombe, er det mig ret ligegyldigt om det var fra en venligsindet afsender; huset, og mit liv, er lige meget ødelagt.