Kronik

Man burde kunne købe kunst på apoteket

Rilkes poesi hjalp mig gennem sorg og stress, og nu giver jeg glæden ved kunst videre til plejehjemsbeboere. Kunst kan sagtens trives i helbredende rammer, skriver kunstner Mikkeline W. Gudmand-Høyer i dette debatindlæg
Mikkeline W. Gudmand-Høyer mener, at der kan ske spændende ting, når kunsten sættes ind i en helbredelsesramme. Hun underviser selv i kunst på et plejecenter.

Mikkeline W. Gudmand-Høyer mener, at der kan ske spændende ting, når kunsten sættes ind i en helbredelsesramme. Hun underviser selv i kunst på et plejecenter.

Sigrid Nygaard

19. marts 2019

Jeg husker en periode i mit liv, hvor jeg var syg af sorg og stress. En dag gik jeg tilfældigvis en anden vej, end den jeg plejer at tage. Da jeg gik gennem Møllegade i København, fik jeg øje på digteren Rainer Maria Rilkes ord på en bogcafés butiksrude:

»Vær tålmodig over for alt i dit hjerte, som er uforløst, og forsøg at elske spørgsmålene selv, som var de aflåste rum eller bøger skrevet på et i dag fremmedartet tungemål. Søg ikke at få svarene nu. De kan ikke gives, fordi du ikke kan leve dem. Og pointen er at leve alt. Lev spørgsmålene nu. Måske vil du gradvis og umærkeligt kunne leve dig ind i svarene, en dag i en fjern fremtid.«

Bang. Jeg græd i Rilkes rum. Han inspirerede mig til at tilgive mig selv og få tålmodighed med mine evners udvikling.

Man burde kunne købe Rilke på apoteket, tænkte jeg. Men ingen jordisk læge kunne skrive en recept på kunst og Rilke til mig. Vejen til frelse er lang og snørklet, og vi må alle gå vejen alene. Men andre kan hjælpe én på vej og inspirere til at åbne op for kunsten.

Hvis det stod til mig, skulle professionelle kunstnere sidde med i Folketinget. Og de skulle have indflydelse på alle områder: miljø, klima, byplanlægning, sundhed, selv anlæggelsen af motorveje.

Større end livet

Ordet ’kunst’ er ligesom ordet ’Gud’ et fattigt ord. De fem bogstaver kan ikke beskrive kunstens væsen. Kunsten er større end livet. Netop derfor er måden, den bruges på, ikke et enten-eller, men et både-og. Og hvordan den bliver brugt, er der mange meninger om.

Engang var det på en væg i en fransk hule. Andre tider har det været magthavere som kirkefolk, der bestemte, hvem der fik lov at udsmykke kirken med religiøse motiver. Så var det bare om at kunne tegne englebasser, hvis man skulle overleve som kunstner. Hoffet bestilte portrætter af kunstnerne, og var man heldig nok at få bestillingsarbejde, kunne man bruge sin sparsomme tid på at eksperimentere med kunsten.

I dag bliver der snakket meget om den frie kunst. Flere argumenterer for, at kunsten bliver plat og ufri, hvis man også bruger den begrænsede statsstøtte på kunst med absolut nytteværdi. Især når kun få mennesker stadig bestemmer over pengene til produktionen af den.

Men hvordan kan kunsten være fri på jorden? Den danske kunstner Asger Jorn måtte forlade kone og børn for at erhverve sig frihed til at skabe kunst – på konens bekostning. Er det frihed? Det er til evig debat. For hvem udtrykker sig egentlig mest interessant, samfundsprovokerende, originalt, søgende eller smukt?

Kunst på plejehjem

I et år har jeg afholdt kunstworkshops for beboerne på Ørestad Plejecenter. I 2017 blev centeret lavet om til et såkaldt profilplejecenter med kunst og kultur til glæde for beboerne.

De har haft besøg af det Kongelige Teaters balletskole, hørt foredrag om kunst, set smalle franske film og overværet koncerter. Under Art Week 18 i København fik vi besøg af kunstnerne Isabel Berglund og Kristian Devantier. Sammen med en masse skolebørn og beboere kreerede de kunst til plejecenteret.

Rammen om den workshop, jeg holder, er et fællesbord, hvor vi alle tegner og maler. Jeg holder oplæg om kunsthistorie. Vi har temaer som stilleben, portræt eller andet, der giver mening i situationen. I år har Dannebrog 800-års fødselsdag, så vi har valgt temaet »Hvad er danskhed?« hvor vi snakker om vores egne værdier og erfaringer med danskheden rundt om bordet. Det kommer der nogle spændende og inspirerende samtaler og tegninger ud af.

Frie hænder

Det er med kunst som med Gud. Mennesker finder på institutioner og rammer at sætte begge fænomener ind i. Når en såkaldt frikunstner skal udstille på et museum, er der et rum, en deadline og et budget at forholde sig til. Der er andre mennesker, der skal involveres. Derudover får kunstneren forhåbentligt frie hænder til at skabe sit værk.

Sæt kunsten ind i en helbredelsesramme over længere tid og giv kunstneren, der leder processen, frie hænder. Så lover jeg, at der kan ske spændende ting. Også noget, der er samfundsprovokerende, originalt og på hovedet.

Lad kunsten brede sig ud over samfundets bokse og rammer, nu også til helbredelsen af samfundets sygdomsramte. Vær som vand, som Bruce Lee sagde engang. Vand stopper ikke op, fordi det støder på en sten, men fortsætter sine impulser. Kunsten er som vand.

Om kunstrammen er hos en kunstsamler, muren til streetart, en workshop på et plejehjem eller et jobcenter er ikke vigtigt for værdien.

Derimod er det vigtigt, at kunsten får lov til at ånde frit i den ramme, der bliver skabt for den. Der findes utallige eksempler på dødsyge kunstudstillinger, ligesom der findes platte såkaldte ’helbredende, kunstneriske’ programmer.

Tegn på eksistens

På plejecenteret er beboerne blevet rigtig glade for kunst. Som en af beboerne Kristina fortæller: »Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle lave kunst på plejehjem. Det er sådan et sted, hvor man græder og måske allerhøjest klipper påskekyllinger ud af skabeloner. Nu går jeg til kunst hver torsdag. Det er så dejligt. Det er bedre end alt det gymnastik og sundhed«.

»Selv at skabe noget er stort, når man er i en alder og livssituation, hvor mange afvikler færdigheder. Det er et håndgribeligt tegn på, at man eksisterer,« siger Helle Willum Jensen, kulturpilot på centeret.

Hun fortsætter: »Vi var spændte på, hvordan 15 gange med portrættegning ville forløbe. For deltagerne var det for de flestes vedkommende første gang, de prøvede at tegne. Det var meget overraskende, hvor optaget de blev af det.«

Efter sommerferien skal vi sammen med beboerne udsmykke en trappeopgang. Beboerne inviteres ind i processen ved at levere ’aftryk’ af sig selv gennem interviews og skitser fra deres liv. For det skal netop ikke bare være en dekoration i friske farver. I stedet skal det være beboernes sidste aftryk, inden de tager videre til næste station på uendelighedens landevej.

For sygdom er dybde, sandhed, sort, sorg, død og samfundskritik. Og selv om ingen jordisk læge udskriver kunst på recept, ville jeg stadig ønske, at det var muligt.

Mikkeline W. Gudmand-Høyer er uddannet kunstner fra Kunstakademiet og er Rudolf Steiner lærer og underviser på bl.a. Ørestad Plejecenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Arne Albatros Olsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Andersen
Pietro Cini, Arne Albatros Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Maj-Britt Kent Hansen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bravo . Et fantastisk velafbalanceret indlæg i debatten om kunst. Ekstra aktuelt set i lyset af William Morris udstilling på Nivågård, hvor jeg personlig glæder mig til at se smukke tapeter . Det er heller ikke ny viden eller et nyt synspunkt men gammel viden. Man kan se på hospitalsbygninger i hvert fald fra tidligere tider at man har ment at smukke omgivelser var helbredende.

Mikkeline Gudmand-høyer

Tak Inge Balling, og endnu skønnere er det at William Morris var en politisk engageret kunstner med noget på hjerte. Så der er masser af hente i de smukke tapeter af samfundskritik. Glæd dig!