Kronik

Byggebranchen udlærer folk i kynisme. Ikke underligt, at det ikke virker tiltrækkende på unge

I byggebranchen vender man det blinde øje til smerterne og risikoen for at komme til skade. Man tilsidesætter hensynet til sig selv og hinanden. Arbejdsmiljøet skal forbedres, hvis flere unge skal vælge en håndværksuddannelse, skriver arbejdsmiljøforsker Jeppe Ajslev i denne kronik
I byggebranchen vender man det blinde øje til smerterne og risikoen for at komme til skade. Man tilsidesætter hensynet til sig selv og hinanden. Arbejdsmiljøet skal forbedres, hvis flere unge skal vælge en håndværksuddannelse, skriver arbejdsmiljøforsker Jeppe Ajslev i denne kronik

Bax Lindhardt

14. marts 2019

Vi efterspørger nye bygningsarbejdere som sjældent før. Både faglærte og ufaglærte. Den ene politiker efter den anden kommer med forsøg på at rebrande håndens arbejde for at få unge mennesker til at gribe skruemaskine eller stavvibrator. Vi diskuterer i disse dage, om lavere pensionsalder kan øge attraktionen ved håndværksfagene og skabe en mere rimelig ældretilværelse for bl.a. bygningsarbejdere.

Men er det manglende respekt for håndværket eller den høje pensionsalder, der er hovedårsagerne til, at unge mennesker i dag ikke ønsker at arbejde i byggebranchen?

For mig at se rammer disse forestillinger lidt ved siden af.

Det er min oplevelse, at mange unge håndværkere ønsker et langt og meningsfuldt arbejdsliv, men som jeg ser det, er der et andet område, der i høj grad kan være med til at øge attraktionen ved branchen – nemlig et bedre arbejdsmiljø. Både unge og gamle ved, at bygningsarbejde er fysisk anstrengende og rummer risici for ulykker, udviklingen af muskel- og skeletlidelser, kemiske eksponeringer, en hård tone, løse og tidsbegrænsede ansættelser osv.

Fra min forskning i byggebranchen ved jeg, at rigtig mange bygningsarbejdere ikke vil anbefale deres børn at få det samme arbejde som de selv – på grund af disse ulemper. Eksempelvis fortalte murerarbejdsmanden Bob mig:

»Inden for de sidste par år er jeg begyndt at tænke … Jeg siger til min søn: ’lad være med at blive som mig, det er ikke det værd. Når du kravler ud af sengen om morgen og humper rundt for at få kroppen i gang. Det er bare ikke pengene værd. Bliv I skolen og find på noget andet at lave.’«

Det fortæller noget om, at vi som samfund har nogle alvorlige udfordringer i forhold til det her arbejdsområde.

Slidte knæskaller

Jeg har forsket i det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i byggebranchen i over syv år. Jeg har talt med mange bygningsarbejdere, og jeg har set mange af dem arbejde over mange arbejdsdage. Jeg har hørt dem tale om arbejdsmiljø, jeg har set dem udføre arbejdsmiljømæssigt forsvarligt og ikkeforsvarligt arbejde.

Jeg har oplevet, hvordan stilladsarbejdere hang i armene udover et frit fald på 20 meters højde uden faldsikring, fordi vinden lige trak lidt i den tagkassette (et stort stykke stillads, som holder inddækningen på taget), som de holdt fast i, imens kranen var ved at løfte den hen til dem. Det så skræmmende ud, men folk på byggepladsen, høj som lav, trak på skuldrene og diskuterede roligt, om det nu var så klogt.

Jeg har talt med voksne mænd, der fortalte mig med tårer i øjnene, hvordan de som 45-årige blot ventede på, at det skulle gå helt galt med deres knæ, at de ikke kunne gå mere, men at de ikke havde råd til den operation, der skulle udskifte deres slidte knæskaller, fordi de ikke kan beholde huset uden indkomsten fra det fysisk krævende betonarbejde.

Jeg har siddet ved planlægningsmøder, hvor projekteringsledelsen har sagt: »Det er ikke vores ansvar at finde ud af, hvordan det kan gøres på en sund og sikker måde, det må entreprenøren selv finde ud af. Der skal jo være frihed til selv at definere arbejdsmetoder.«

Derved sendes ansvaret for at finde de rigtige og gode løsninger nedad i systemet frem for at blive taget hånd om, der hvor vi ved, det virker – i ledelsen og i planlægningen.

Jeg har talt med lærlinge, der fortæller, hvordan deres kolleger sætter dem til de ringeste, farligste og hårdeste opgaver. Som f.eks. Flemming, der fortalte, at »den anden lærling og jeg, vi skulle trække nogle bjælker fra stilladset over til loftet, hvor vi arbejder – i hånden. Og de to tømrere sagde bare nej, fordi de syntes, det var en dum opgave, når en kran kunne have gjort det på ti minutter. Men vi skulle gøre det, og det er fysisk hårdt. Formanden sagde, at vi skulle gøre det eller finde et andet sted at være«.

Jeg har talt med lærlingenes kolleger, der talte om, hvor skvattede lærlingene var, fordi de klagede over at skulle udføre de selvsamme opgaver. Tømreren Jim sagde f.eks. til mig om Flemming:

»Han får sgu ikke lavet meget. Så han får alle de dårlige opgaver. Og lærlingene er med på akkorden her, men nogen hørte ham sige, at han ikke gider knokle for en tier mere i timen. Men det er ligesom i din egen favør, kammerat, ikke!«

Vænner sig til kynisme

Jeg holder meget af jer alle sammen i byggebranchen. Virkelig! Det er derfor, jeg skriver det her. Men jeg holder ikke af, at etikken og hensynet til mennesket – både virksomhedsejeren, projektlederen, byggelederen, arbejdsmiljøkoordinatoren, ingeniøren og i særdeleshed til mureren, betonarbejderen og stilladsarbejderen etc. – domineres af hensynet til økonomi.

Jeg holder ikke af, at der er en tavs, men fælles selvfølgelighed om, at sådan er det, og at det må man kunne tåle. Mit hjerte brister en lille smule, hver gang jeg oplever, at hensynet til mennesket tilsidesættes af andre eller af jer selv, der går derude og arbejder.

Når mit hjerte brister lidt, så bliver jeg først fortvivlet. Jeg drømmer om at kunne gøre noget. Men når jeg oplever de samme udfordringer og argumenter igen og igen, så begynder jeg at tvivle på, at der kan gøres noget.

For at kunne holde fortvivlelsen ud vænner jeg mig gradvist til, at man i branchen vender det blinde øje til både sig selv og til andre. Ligesom I selv gør. I vænner jer også til smerten, til risikoen for at komme til skade, til de hårde forventninger, til at tilsidesætte hensynet til jer selv og til hinanden – vi lærer alle at være mere kyniske.

En fælles indsats

Men heldigvis har jeg gode kolleger, der minder mig om, at det er vigtigt at få de her ting frem i lyset og diskuteret. På samme måde som mine gode kolleger minder mig om, at jeg skal lytte til mit hjerte, så vil jeg opfordre jer på byggepladserne til at gøre det samme.

Mind jer selv og jeres kolleger om, at der ikke er nogen undskyldninger for ikke at passe på jer selv eller hinanden. Hvad enten I er projekteringsledere, byggeledere, formænd eller arbejdere. Vi er nødt til at tale sammen om tingene for at få bugt med mange af de her problemer. Der er ikke nogen, der har glæde af, at deres mand kommer blodig hjem og mangler en finger. Der er ikke nogen, der har glæde af, at morfar ikke kan gå med på skovtur, fordi han går med rollator som 60-årig på grund af alt det hårde slæb, han har haft.

Dermed langt fra sagt, at alt ser sort ud i branchen, det gør det ikke. Der er virksomheder og mennesker, der går foran og gør et stort stykke arbejde for arbejdsmiljøet.

Men der er lang vej igen, og vi skal– i fælles, samfundsmæssig forstand – blive endnu bedre til at få styr på virksomheder, der ikke gør nok eller noget som helst for at sikre arbejdsmiljøet i form af både sikkerhedsmæssige, fysiske og psykiske arbejdsmiljøforhold. Særligt fordi de gør det sværere for de virksomheder, der rent faktisk har arbejdsmiljøet i fokus. Blandt andet fordi de skal konkurrere på betingelser, der ikke levner meget økonomisk rum til at prioritere arbejdsmiljøet.

Kunne man forestille sig, at unge mennesker ikke så meget bliver afskrækket fra at arbejde i byggebranchen på grund af manglende fokus på kloge hænder eller pensionsalder, men at det mere handler om, at det er et fysisk anstrengende arbejde med relativt høje risici og en kultur, hvor det at tilsidesætte disse risici er noget, der ofte giver anerkendelse blandt kolleger og ledelse?

Er det underligt, at det ikke virker tiltrækkende på unge i 2019?

Ikke efter min mening. Samtidig er jeg sikker på, at hvis vi får taget ordentligt fat om disse ting, så vil byggebranchen blive et mere attraktivt sted for unge mennesker at gøre karriere. Hele livet.

Jeppe Ajslev er arbejdssociolog og ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • John Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Rasmus Knus
  • Sebastian Skals
  • Jeppe Lykke Møller
  • Gustav Wegener Tams
  • Kristian Nielsen
  • Torsten Jacobsen
Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, John Hansen, Torben K L Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Rasmus Knus, Sebastian Skals, Jeppe Lykke Møller, Gustav Wegener Tams, Kristian Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frode Sørensen

Tak for en god kronik og til Information, som er ved igen at tage arbejdsmiljøet alvorligt. Det kunne jeg også ønske, at de større medier herunder DR også gjorde.
Jeg har forsket i erstatning/substitution af farlige kemiske stoffer i arbejdsmiljøet, og min erfaring er, at det har været svært/umuligt at få forskningsresultaterne anvendt i Danmark, især efter nedlæggelsen af Bedriftssundhedstjenesten. Derfor kan man heller ikke opfordre unge til at tage en erhvervsuddannelse.
Det er især Socialdemokratiet, der har svigtet. Det burde have været dets historiske opgave at sikre et ordentlig arbejdsmiljø. Men Mette Frederiksen ville som beskæftigelsesminister ikke engang forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande.
I forbindelse med de igangværende forhandlinger om et arbejdsmiljøforlig håber jeg, at det først indgås efter Folketingsvalget. Nu kan det kun blive en illusion om, at man vil gøre noget ved arbejdsmiljøet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Kim Houmøller, John Hansen, Ellen Jeppesen, irene christoffersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Her kan man i den grad tale om en negativ trickle down effekt, som starter allerede ,når entreprisen er vundet, og som ender med dårligt arbejdsmiljø, stress, og mange ulykker.

Jeg har lige været en del af et sjak på akkord hvor projektet var boligrenovering. Jeg havde ansvar for slutmontagen, som i min verden skal være i orden så fejl og mangler minimeres, og for ikke skulle tilbage og rette dem. Der er en stram tidsplan på alle de forskellige processor. Jeg kunne ikke holde til presset som med et morderne ord hedder stres. Jeg var en del syg - influenza og lungebetændelse -og fik sår på læben med mellem rum. Jeg kørte som en vild om morgenen når jeg skulle på arbejde. Jeg gav ofte udtryk for hvor presset jeg følte mig, og jeg fik også hjælp ind imellem, det gav bare ikke den nødvendige trykhed for om vi kunne nå det inden for tidsplanen.

Efter et halvt år sagde jeg han skulle finde en anden til jobbet, et par dage senere sagde formanden at der var en opgave på 2-3 dage jeg ikke skulle udføre mere, synes dog ikke det var det jeg havde brug for. Kort tid efter blev jeg syg igen - jeg havde i forvejen skrantet i 4 uger - og efterfølgende erkendte formanden at der skulle en anden til funktionen. Jeg kunne på mange måder godt li' formanden så jeg indvilligede i at blive indtil en ny var blevet sat ind i arbejdet og processen, aftalen var 3 uger og hvis jeg ikke havde fundet noget andet skulle jeg have en opsigelse. Der kom tilbud via sms som jeg ikke havde reageret på for jeg havde en aftale som jeg ville overholde, jeg var fast ansat.

Og nu hvor jeg skulle have opsigelsen kunne jeg ikke få den for hvis de opsagde mig, måtte de ikke ansætte en ny de næste 6 uger, lød beskeden. Jeg skal så starte på mandag på et andet projekt og vil på trods starte med et åbent sind og se hvad det bringer, vil dog ikke acceptere det samme pres igen og reagere mere prompte, for det burde jeg havde gjort, men kunne ikke på grund af min hensyn til kollegaer og projektet. Det handler jo meget om hvordan jeg selv tager ansvar for mig selv.

Jeg sagde farvel til de nærmeste samarbejdsgrupper at jeg skulle videre og om forløbet - som min formand udtalte den bedste skilsmisse han havde oplevet - og flere tilkendegav respekt for forløbet, og den åbenhed som jeg udviste.

Lige om lidt kan jeg gå på efterløn og vil med stor sandsynlighed gøre det, min krop og mit bevægapparat fungere dårligt, har tænkt på den nylige omtalte seniorførtidspension, men ved også at at det bliver en kamp som jeg psysisk vil få det rigtigt dårligt af. Jeg skriver presset for jeg bryder mig ikke om ordet stresset, men måske skal jeg tage det til mig, det giver sikkert ikke adgang til en førtidspension. Når jeg bruger ordet stres er jeg opmærksom på den grundfølelse som er den som er årsagen til det stres, og for mig er det angst.

vh Klaus

Arne Albatros Olsen, Jens Thaarup Nyberg, Thomas Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Klaus Holte beskriver det så godt: kapitalismen er en forfejlet model for at få gjort ting, vi har brug for at få gjort, på måder, der er acceptable, fordi pengene står i vejen for velfærd, trivsel og det bedst udførte. Pengene er et illusionsnummer, der som alt i kapitalismen erstatter de genuine, autentiske værdier: anerkendelse for at have gjort sit bedste.