Læserbrev

Danske Skoleelevers formand: Kampen for ligestilling starter i skolegården

Vi skal starte allerede fra barnsben. For hvis der ikke er ligestilling i skolen, hvordan kan vi så forvente, det kommer senere i livet
8. marts 2019

I dag skal vi feste, i dag skal vi lufte vores røde strømper!

I dag hylder vi de storslåede kvinder, der banede vejen for os andre. Men vi skal også kigge frem og se, hvordan vi kan levere en mere ligestillet verden til min generation.

Vi skal starte allerede fra barnsben. For hvis der ikke er ligestilling i skolen, hvordan kan vi så forvente, det kommer senere i livet?

Er der ligestilling i skolegården? Nej. Det bekymrer mig især, at pigerne trives dårligere end drengene. I en rapport fra Udvalget om ligestilling i dagtilbud og uddannelse fra 2017 svarer 64 procent af drengene, at de trives, mens det tilsvarende kun er 53 procent af pigerne. Tallene er et tegn på, at det netop går godt. Det skal vi holde fast i. Men noget så vigtigt som trivsel i skolen skal ikke afgøres af køn.

Jeg ser tre grunde til, at drengene trives bedre end pigerne.

For det første bliver piger mere forstyrret af uro end drenge. Det konkluderer rapporten også. For det andet føler piger sig mere pressede end drenge. Det konkluderer en analyse fra Børnerådet.

Den sidste grund er pigefnidder. Pigelivet har et så dårligt ry, at nogle af os selv er begyndt at tro på det. Jeg har hørt flere piger nævne, at de hænger ud med drengene, fordi de laver mindre drama. Jeg forstår dem faktisk godt.

Men hvordan skal min pigegeneration lære at løse konflikter, hvis vi altid hænger ud og gør som drengene? Pigefnidder er ikke drama, det er hårde øvelser i at skabe og håndtere relationer. Øvelsen skal vi ikke flygte fra. Men det er sjældent et kønt syn at lære at løse konflikter.

Vi skal øve os, prøve igen og på nye måder. Piger i skolegården skal lære at løse deres pigefnidder, selv om det selvfølgelig er kompliceret at løse konflikter. Man skal bare op på hesten igen.

Vi roser drenges konfliktløsning, fordi den er ukompliceret. Men de skal også lære, hvordan de bearbejder dybe følelser, løser store konflikter og siger fra. Det er ikke forbeholdt os piger. Og jeg er bange for, at de ikke lærer det i dag.

I vores unge alder er der brug for voksne, der hjælper og ikke shamer os.

Derfor skal pigernes fnidder i skolen ikke mødes med en løftet pegefinger, men en hjælpende hånd. Og lærerne skal ikke sende drengene ud at spille fodbold, bare fordi vi snakker om følelser og trivsel i klassen. De fortjener også at få de vigtige kompetencer.

På den måde kan vi sikre, at både drenge og piger trives i skolen, og levere en mere ligestillet skole til gavn for min og fremtidige generationer. Glædelig kampdag!

Sarah Gruszow Bærentzen er formand for Danske Skoleelever

Feministiske utopier

I anledning af Kvindernes Kampdag 2019 har Information for en dag lagt vores kritiske våben væk og bedt mænd og kvinder fra hele verden vise, digte og fortælle om deres feministiske drømmescenarier for fremtiden.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
Viggo Okholm, ingemaje lange og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sarah Gruszow Bærentzen: Kald dig Forkvinde, når du jo er en ung stærk KVINDE.
Undertrykkelsen ligger også i sproget.
Bortset fra det, keep up the good work :-)