Læserbrev

Direktør for Kriminalforsorgen: Vi er i gang med at forbedre og forstærke fængselsdanmark

Kriminalforsorgen er nødt til at forandre sig for at følge med kriminalitetsudviklingen. Vi er under pres for tiden, men ikke ved at kollapse. Vi har stadig et rigtig godt job at tilbyde dem, som vil ud og gøre en meningsfuld forskel – både for de indsatte og for alle os andre i samfundet
5. marts 2019

Fængselsdanmark er ikke ved at kollapse. Vi befinder os i en omstillingsperiode, som lægger hårdt pres på vores personale, men vi kommer igennem det, hvis vi tør tage de rigtige beslutninger.

I en kronik den 25. februar skriver Casper Fauerholdt med stærke ord om de udfordringer, der præger kriminalforsorgen i Danmark. Mange negative ting fremhæves, og ord som bandemedlemmer, personalemangel, sygefravær, vold og trusler vil være genkendelige for dem, der følger den offentlige debat på fængselsområdet.

Emnerne er langtfra nye. De indsattes sociale baggrund, kriminelle mønstre, gruppedannelser og adfærd forandrer sig løbende – og har altid gjort det.

Det får ikke fængslerne til at kollapse – langtfra – men det betyder, at kriminalforsorgen er nødt til at forandre sig for at følge med kriminalitetsudviklingen.

Vi kan ikke møde nutidens kriminelle med fortidens arbejdsmetoder, og selv om vi altid rækker hånden ud til alle, som har brug for hjælp, så kan vi ikke lukke øjnene for, at det ikke længere er spritbilister, løsgængere og slagsbrødre fra værtshusene, som fylder mest i fængslerne.

Derfor har vi med afsæt i vores nye flerårsaftale 2018-21 indledt et større arbejde med at forbedre og forstærke vores sikkerhedsorganisation. Vi er nødt til at kende de indsatte bedre, hvis vi skal bruge vores kræfter rigtigt, og vi er nødt til at give vores personale trygge og sikre rammer, hvis de skal have mulighed for at nå ind til de indsatte og påvirke dem.

Det kræver gode og sikre bygninger, og derfor åbner vi nye fængsler i Storstrøm, Nykøbing og Nuuk. Vi bygger et kvindefængsel, og vi har taget fat på at få udskiftet vores små og utidssvarende arresthuse med et stort nyt arresthus i københavnsområdet.

Vi har også hårdt brug for personale. Det er højkonjunktur, og i et rødglødende arbejdsmarked er det desværre ikke nemt at få fængselsbetjente. Men vi er på vej med en ny skole i Jylland, og vi tager snart fat på en samlet revision af betjentuddannelsen, så vi skal nok komme på omgangshøjde igen.

Vi er under pres for tiden, men vi har stadig et rigtig godt job at tilbyde dem, som vil ud og gøre en meningsfuld forskel – både for de indsatte og for alle os andre i samfundet.

Thorkild Fogde er direktør for Kriminalforsorgen

Personalemanglen er et af Kriminalforsorgens uigennemskuelige udfordringer. Derfor er den tid, hvor indsatte er låst inde i cellerne, steget. For at kunne nøjes med færre ansatte på vagt, og for at kunne få en vagtplan til at gå op, bliver der nogle steder sagt godnat klokken 19.30. (Arkivfoto)
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu