Læserbrev

Dokumentarist: Ghita Nørby-interview er sensationsjournalistik pakket ind i fastlåst struktur og spektakel

Ghita Nørby-interviewet fra Radio24syv tjener som skoleeksempel på dilettantisk arbejdsmetode, skriver dokumentarist Jesper Grand i dette debatindlæg
19. marts 2019

Programchef Mads Brügger fra Radio24syv kalder udsendelsen »Hele Danmarks Ghita« en »fuldstændig eminent dokumentar«. Men interviewet hører til på medieskolerne, så eleverne kan lytte til, hvordan Ghita Nørby afdækker journalist Iben Maria Zeuthens dilettantagtige arbejdsmetode.

Fra det sekund Zeuthen træder ind hos Nørby, forsøger hun at skjule sin egen inkompetence bag et panser af udstyr og fastlåst struktur. Går Nørby over stregen i sine svar? Ja da! Men Zeuthen er på arbejde og kan til hver en tid afslutte interviewet. Nørby har sat tid af til en dyb snak med en journalist, men får i stedet en 12-talspige, som spilder hendes tid.

Nørby byder Zeuthen op til dans 117 gange, men hun forskanser sig bag spørgsmål, som: »Hvad er din yndlingsreplik i Før Frosten?« Hun hører ikke selv klicheen, og gentager endda det kulørte ugebladsspørgsmål. Pinligt.

»Jeg er bange for at træde dig over tæerne,« siger Zeuthen. Men Nørby har krav på at blive trådt over tæerne. I en dokumentarists arbejdsproces tager man nogle verbale tæsk for at nå ind til mennesket, man taler med. Men de arbejdstæsk burde ikke sendes i radioen. Zeuthen skulle have smidt sin struktur i skraldespanden, sadlet om og mødt Nørby, hvor hun var den pågældende dag.

I stedet spiller hun offer: »Vil du ikke gerne forklare, hvad det er, der er så forfærdeligt ved mig?« Hvilket fuldt forståeligt pisser Nørby af. For svaret hænger i radioen! Du er ikke dokumentarist!

Ansvaret for den såkaldte dokumentar ligger dog retfærdigvis ikke hos Zeuthen. Det ligger hos ledelsen og mentor, Mads Brügger. Grunden er nok, at han i sine egne dokumentarfilm er eksponent for samme overfladiske metode. Også han skjuler sig bag en maske og låst struktur, hvor han udstiller de medvirkende frem for at søge at forstå dem.

Det hedder sensationsjournalistik pakket ind i et »udvendigt spektakel«, som Nørby så rammende siger.

Jesper H. Grand er dokumentarist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Caspar Christiansen
  • Ida Larsson
  • Olaf Tehrani
  • lars søgaard-jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Maria Jensen
  • Jørn Andersen
  • Oluf Husted
  • Steffen Gliese
Caspar Christiansen, Ida Larsson, Olaf Tehrani, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr, Maria Jensen, Jørn Andersen, Oluf Husted og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

I Søndagens Presseloge (TV2 NEWS), blev det tydeligt for enhver, at "portrætudsendelsen" var planlagt ned i mindste detalje til at være en afdækning af Ghita Nørbys diva-nykker.
Med andre ord, der var lagt op til provokation på et hidtil uset psykologisk niveau, designet til at få 'the grand old lady' til at eksplodere helt op i suffitterne - hvilket må siges at være lykkedes. Men det er så det eneste der var en succes.

I råbåndene var der klippet, så over to timers interview blev forkortet og fokuseret på udvalgte konflikter. Her var udsagn fra Ghita Nørby taget ud af kontekst.
Hver gang Ghita kom igang med at fortælle, blev der stillet selvhenførende spørgsmål fra Iben Zeuten der ledte tilbage til konflikten dem imellem.

På whiteboardet (forberedelse til interviewet) var "rollerne" tegnet op som fx 'Lille Iben + Store Ghita', samt diverse forudindtagede freudianske mor/datter-elementer.
Med andre ord, hele interviewet var én stor drejebog, hvor rollerne på forhånd var uddelegeret, og konklusionen forudbestemt.

Der var ingen åbenhed, det sørgede dogmerne og provokationerne for. Det hele var afgjort, uanset hvordan Ghita Nørby valgte at reagere.

Det færdige resultat er ingen dokumentar, endsige portræt.
Det er sensationsjournalistik når det er allerværst.

Knud Ejstrup Larsen, Lisbeth Larsen, Ida Larsson, Rikke Nielsen, erling jensen, Anina Weber, Olaf Tehrani, Anne Mette Jørgensen, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr, Dorte Haun Nielsen, Hans Houmøller, Maria Jensen, Oluf Husted, Steffen Gliese, Mette Møhl og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hvad der også burde høre med i medieskolernes pensum til skræk og advarsel, er journalistens piiinlige højtlæsning af et i denne sammenhæng overflødigt forord... Ghita Nørby havde frabedt sig det, men Iben Zeuthen insisterede, i guder.. det var tåkrummende, og meget generøst og venligt af Ghita Nørby at forholde sig tavs under og efter!

Lisbeth Larsen, erling jensen, Anina Weber, Anne Mette Jørgensen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg ved sgu ikke helt Eva, der er mange udlægninger, som giver god mening synes jeg, men sjovt er det.

GN går jo efter eget udsagn meget op i humor, og sjov er hun, jeg mindes tv-udsendelsen, hvor fruen helt ude af kontekst hev en krøllet avisartikel op af lommen og ga' den gas: hvæm ve ikke livet, hvæm ve ikke livet, jeg vil ikke ha det :-D
Så var der de der portrætmaler-udsendelser, hvor fru Nørby virkelig også meget gerne ville have humor med i portrætterne, i det hun i følge sig selv har virkelig meget humor, det tog kunstnerne så helt roligt...
Jeg synes så det lyder som om GN er blevet til sin egen mor, helt uden den selverkendelse, og det er trist.
Personligt har jeg selv lidt tungt med IMZ's stemme og stemmeføring, det har jeg så prøvet at abstrahere fra, og har hørt en del programmer, som jeg synes var interessante.
At kalde IMZ uerfaren som en del har gjort, er noget sludder, idet at det er hun ikke.

Jeg har ikke hørt råbåndene, det burde jeg måske, ved ikke helt om jeg orker.
Nå ja: Den korte radioavis var ved at være lidt trætte idag, for nu havde de været i gang med det interview i 60 timer;)

Steffen Gliese

Katrine Damm, det er værd at høre råbåndene, fordi de faktisk afslører, at man kunne have klippet et ligeså langt pænt, om ikke prangende portræt med nogle interessante personlige emner, som IMZ dog ikke formår at følge til dørs, fordi hun vel er en generalistisk interviewer fremfor indsigtsfuld i forhold til det, hun skal interviewe om.
Vi har haft fine traditioner for det modsatte i danske medier, både de skrevne og elektroniske (og såmænd også ved offentlige arrangementer), hvor en samtale har kunnet udfolde sig imellem en vidende samtalepartner og interviewpersonen - og jeg må indrømme, at jeg finder andet end det, der har den form for ambition, dræbende kedsommeligt og som i det foreliggende tilfælde: tæt på uværdigt.

Lisbeth Larsen, Anina Weber, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr, Christian De Thurah, Hans Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, når Ghita Nørby selv udtaler efterfølgende at hun føler sig udnyttet og slet ikke vil have noget at gøre med Radio 24/7's såkaldte 'dokumentar', så er det nok fordi hun finder hele miseren meget umorsom..

Hvordan ville vi have reageret, hvis der var tale om en portrætbog, eller en biografi?
Er det i orden at udgive dette makværk, blot fordi det er radio?

Læs her hvad DR skriver :

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/ghita-noerby-foeler-sig-udnyttet-i-kont...

Anina Weber, Anne Mette Jørgensen, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Iben Maria Zeuthen er ikke uerfaren, hun *spiller* uerfaren. Hun er, som Ghita Nørby øjeblikkeligt opfatter, ikke autentisk, for hun er i gang med at opføre den drejebog, som hendes chef på Radio24Syv har skrevet til hende. Det er med vilje. Det er en overlagt provokation.

Radio24Syv har systematisk latterliggjort Ghita Nørby igennem efterhånden flere år ("Hvem er hveranden?"). Nu skal hun så åbenbart ned med nakken en gang for alle som en sidste krampetrækning fra en døende radiokanal.

Stærke, selvstændige, dygtige kvinder skal tværes ud og erstattes af uselvstændige pjok som Iben Maria Zeuthen, der villigt gør kunster og hopper gennem tøndebånd for at opnå anerkendelse fra daddy hjemme på redaktionen. Hun ligner en moderne frigjort kvinde, men bare rolig. Hun er under kontrol.

Det er desværre ikke nogen overraskelse at drengerøvskulturen omkring Radio24Syv har et problematisk kvindesyn. Tilbage i 90'erne var det sikkert vældig dristigt og banebrydende at reducere kvinden til staffage, forpligtet til at være til behag for mænd, som en reaktion på 70'ernes kvindefrigørelse. Nu er det mest af alt bare sørgeligt.

#TeamJyskFynskeMedier

Knud Ejstrup Larsen, Lisbeth Larsen, Rikke Nielsen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Anina Weber, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ghita er stadig cool :-)

"Respekt for alderdommen", sagde Muggeren fra Muggergaut og greb fat i den lille, nysgerrige elefantsnabel og gjorde næsen lang.

Lars Sell-B, Anina Weber og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Lea Korsgaard har ifølge anmelderne skrevet den hidtil bedste Ghita Nørby-biografi.
"Ghita Nørby var også eddikeond da jeg skrev hendes biografi. Her er mit forsvar for hende", skriver hun som indledning til sin artikel på Zetland.dk

Fremragende læsning, og den giver en baggrundsviden om Ghita Nørby og andre "diva-fænomener" Jeg kan dog stadig ikke forstå, at det skal afholde dem fra at opføre sig anstændigt.

Læs Lea Korsgaard's artikel:

https://www.zetland.dk/historie/s8DP4qVw-a8DEYXaM-292f2?utm_source=faceb...

Jørn Vilvig, Caspar Christiansen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Uha, ja her kan man da for alvor tale om, at det bette land er ved at knække over og sammenhængskraften er stærkt truet.... ;)

Ingen, og da slet ikke Ghita Nørby kan eller bør være i tvivl om, at der i medierne ALTID foregår udvælgelse, klippes, redigeres og vinkles.
GN kan vel ikke efter et langt liv i mediernes søgelys og på scenen ikke vide dette og burde ikke være overrasket over diverse optageudstyr. GN havde jo selv sagt ja til at medvirke efter både korrespondance og telefonsamtale.
Interviewet kan vel i hvert fald være en øjenåbner og/eller reminder om mediers relative uvederhæftighed.

Når nu GN angiveligt og sagt over en bred kam er 100% mentalt fit for fight, så synes jeg ikke at udsendelsen er (så) problematisk.

Jeg synes så stadig at : 'hvem er hver anden, hvem vil ikke livet, jeg vil ikke ha' det' er hamrende sjovt, måske ligefrem et udslag af den Ghita'ske humor, i så fald tager jeg hatten af.

Men jeg må hellere få hørt de råbånd.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Dennis Nørmark skriver i dag en mere almen kritik af flinkepigerne, som ved Gud er på sin plads!
Hvorfor er folk så manisk optagede af at være andre tilpas? Vær dog almindeligt høflig, men vær der og vær dig selv. Du må godt, du lever i et demokrati, hvor du ikke er mindre end alle andre, ikke engang statsministeren.

Herdis Weins, Lars Sell-B og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lisbeth Larsen

hvis ikke IMZ er uerfaren er da virkeligt et ubehageligt og modbydeligt og udspekuleret og manipulerende menneske.-FØJ