Kommentar

Feminist: Krænkelser bagatelliseres af mediers fokus på trafiklys og højskolesange

Når ikkesager om højskolesange og kønsneutrale trafiklys fylder i mediebilledet og overskygger diskrimination af minoriteter, gør det magtfulde aktører i stand til at fremstille sig selv som ytringsfrihedens forsvarere, skriver Marie Nielsen i dette debatindlæg
For nylig vakte en artikel om kønsrepræsentationer på lyskurve stor debat i diverse medier. Men ingen andre en Kristeligt Dagblad selv havde problematiseret emnet. Den slags ikkehistorier skygger for den krænkelse, som faktisk finder sted.

For nylig vakte en artikel om kønsrepræsentationer på lyskurve stor debat i diverse medier. Men ingen andre en Kristeligt Dagblad selv havde problematiseret emnet. Den slags ikkehistorier skygger for den krænkelse, som faktisk finder sted.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

28. marts 2019

Flere medier citerede for nylig en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften »Kønsneutrale trafiklys er på dagsordenen i flere danske byer«. Af artiklen fremgik det, at flere politikere synes, at trafiklys skal være kønsneutrale.

I december 2018 refererede medierne en historie fra samme dagblad omhandlende en forsker, som angiveligt følte sig krænket over, at der på et møde var blevet sunget »Den danske sang er en ung blond pige«. Det er karakteristisk for begge artikler, at ingen navngivne marginaliserede aktører reelt udtaler, at de følte sig krænkede. Hverken de nonbinære personer eller den pågældende kvindelige forsker er citeret.

Der er altså tale om ikkeaktuelle sager, hvor der i de pågældende artikler ikke fremlægges dokumentation for, at virkelige personer har følt sig krænket. Hvis man spørger brune eller nonbinære personer om, hvornår de føler sig krænkede, vil de sikkert fortælle om vold og diskrimination, der er langt mere problematisk end trafiklys og sange.

Medieskabt krænkelseskultur

Krænkelseskulturen præsenteres i medierne som et stort problem for vores ytringsfrihed, skabt af feminister, marginaliserede grupper og venstrefløjen. I virkeligheden er krænkelseskulturen en medieskabt størrelse, som næres af, at eksempelvis Kristeligt Dagblad bringer ikkesager om lyskryds og sange, som efterfølgende skaber rører på de sociale medier.

Efterfølgende dækker medierne befolkningens modstand mod krænkelseskulturen, sådan som TV 2 for eksempel gjorde det med webartiklen »Kønsneutrale lyskryds møder modstand på sociale medier«.

Denne optagethed af krænkelseskulturen, hvor et flertal konstant føler sig krænket over ligegyldige ting, forstærker krænkelseskulturen som konstruktion.

Hvis der faktisk eksisterede en krænkelseskultur, sådan som den konstrueres i medierne, ville den være skadelig for demokratiet, fordi den ville gøre vores private synspunkter til almengyldige regler, og derved ville vi tildrage os retten til at bestemme, hvad andre mennesker måtte mene og ytre.

Som feminist og venstreorienteret mener jeg, at vores ytringsfrihed er hellig, så jeg deler bekymringen. Men der er ingen grund til bekymring, for mange af os, der faktisk arbejder for ligestilling, har ikke tid til at lege tankepoliti. Vi har i stedet travlt med at kæmpe mod en forældet voldtægtslov, diskrimination mod minoriteter og racistisk flygtningepolitik. Vi har brug for ytringsfriheden til at italesætte disse uretfærdigheder.

Magtfulde mænd

Det er fantastisk belejligt for magtfulde mænd, at hele Danmark nu fuldstændig ukritisk investerer energi og tid på disse ikkesager, så de ubemærket kan arbejde videre på at gøre samfundet mere ulige.

For de magtfulde mænd er krænkelsesdebatten endda en god mulighed for selvpromovering. De kan nu som ulve i fåreklæder fremstille sig som rationelle og ansvarsfulde ledere, der forsvarer ytringsfriheden og dermed frelser landet fra det kaos, som er skabt af krænkede feminister, og andre der forsøger at skabe et mere lige samfund.

Tilbage i december benyttede Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) da også muligheden for at problematisere folks krænkelsesfølelser. Deres citater blev bragt i DR’s webartikel »Løkke og Pape: Stop med at blive krænket over højskolesang«.

Imens magtfulde aktører som Løkke og Pape kan bruge debatten om krænkelseskulturen som lejlighed til at fremstille sig som forsvarere af ytringsfriheden, er det nu blevet endnu sværere for kvinder og minoriteter at anvende deres ytringsfrihed til at italesætte egentlige krænkelser. Hver gang vi åbner munden, bliver der råbt »krænkelseskultur« uanset alvoren af krænkelsen.

Det er således skadende for demokratiet, at magtfulde aktører på den måde kan få hele Danmark til at diskutere en falsk virkelighed, fordi den ulighed, som er den virkelighed mange i samfundet oplever, bliver ignoreret eller latterliggjort af medierne og de magtfulde aktører.

Marie Nielsen er feministisk aktivist og stud.cand.psyk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Isak Zachariasen
  • David Breuer
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Hjernøe
  • Henning Kjær
  • Troels Ken Pedersen
David Zennaro, Isak Zachariasen, David Breuer, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Søren Hjernøe, Henning Kjær og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kære Marie Nielsen

Jeg er fuldstændig enig i din kritik af mediernes selvbestaltede nyhedsopfindelser, der som cirkulære enheder fra click-bait artikler til sociale medier og tilbaws igen promoverer magtens agenda.
Men prøv at skelne mellem krænkelseskultur og krænkelsesparathed.

En krænkelseskultur relativerer og ubetydeliggør problemer med sexchikane, mobning og overgreb.
Mens krænkelsesparathed netop er det, du i din klumme beskriver, nemlig en opstemt redebonhed til at lade selv bittesmå historier puste sig selv op ved at overdrive og stramvinkle, endda selv hitte på dem.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Anina Weber, David Zennaro, David Breuer og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Når Marie Nielsen taler om, at ”hele Danmark nu fuldstændig ukritisk investerer energi og tid på disse ikkesager” (min kursiv), synes jeg faktisk, hun falder i den fælde, hun ellers selv advarer mod.

Hele Danmark??? Nej, vel: det er næppe hele denne besynderlige størrelse, der lader sig narre.

Lars Steffensen

"Undskyld, hvad er en "nonbinær" person?"

Det er en person, der synes at der er for lidt at beklage sig over.

Henrik Plaschke, i den udstrækning som at rigtig mange medier og selv politikere gik bananas og brugte rigtig meget tid og energi på disse "sager", kan man vel egentlig godt sige 'hele Danmark'

Henrik Plaschke

Katrine Damm

Et udtryk som hele Danmark understøtter og bidrager til skabelsen af en (synes jeg) problematisk forestilling om et forenet fællesskab og et kollektivt vi: vi danskere, danskerne, alle danskere osv. Som om vi alle sammen rent faktisk agerede ud fra en fælles kollektiv bevidsthed styret af vores nationale tilhørsforhold.

Og ja, rigtig mange medier og selv politikere går bananas og bruger rigtig meget tid og energi på disse "sager". Men jeg ønsker ikke at bidrage til denne italesættelse af en mangfoldighed af forskellige individer som hele Danmark, og det tror jeg egentlig heller ikke, Marie Nielsen eller du gør det.