Isabella Eklöf
Isabella Eklöfs debutspillefilm, Holiday, vandt fire Bodilpriser, da de danske filmkritikere lørdag aften uddelte den slags. Filmen handler om et gangsterslæng fra Amager på badeferie i Tyrkiet og ikke mindst om den unge kvinde Sascha, der er kærester med voldspsykopaten Michael.
Victoria Carmen Sonne
Victoria Carmen Sonne, der spiller den føjelige Sascha, vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle, og Lai Yde, der spiller hendes kæreste, Michael, vandt for bedste mandlige birolle. Derudover fik Holiday prisen for bedste film og bedste fotograf – Nadim Carlsen.
Jakob Cedergren
Det gik generelt godt for debutanterne til lørdagens Bodilprisfest. Instruktøren Gustav Möller vandt den nye pris Blockbuster Talentprisen for sin debutspillefilm Den skyldige. Jakob Cedergren, der spiller alarmcentralsbetjenten Asger Holm i samme film, vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle.
Arne Bro
Årets Æres-Bodil fik lederen af Filmskolens dokumentarinstruktøruddannelse, Arne Bro. Uddannelsen står til at blive slået sammen med Filmskolens andre to instruktøruddannelser, hvad mange i filmbranchen er utilfredse med. Men lørdag aften fik de lov at klappe ad Arne Bro.