Kommentar

Folketingsvalget skal vise de unge, at demokratiet kan løse klimaproblemet

Vi er vidner til en politisk vækkelse: Det, der for et år siden var Alternativets vilde opråb, er nu blevet til Venstres løfte til vælgerne, skriver Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Vi har vænnet os til, at »paradigmeskift« i dansk politik handler om at sende flygtninge tilbage til de lande, de kommer fra. Men Morten Løkkegaard anviste et nyt opbrud: »Vi lægger op til et paradigmeskift. Klima skal nu være en fundamental byggesten i den måde, man laver politik på i Europa og dermed også i Danmark. Det er en helt ny dimension.«, skriver Rune Lykkeberg.

Vi har vænnet os til, at »paradigmeskift« i dansk politik handler om at sende flygtninge tilbage til de lande, de kommer fra. Men Morten Løkkegaard anviste et nyt opbrud: »Vi lægger op til et paradigmeskift. Klima skal nu være en fundamental byggesten i den måde, man laver politik på i Europa og dermed også i Danmark. Det er en helt ny dimension.«, skriver Rune Lykkeberg.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Debat
9. marts 2019

Alternativet eksperimenterer med magten, og under den ildevarslende varme sommer 2018 lancerede de endnu et eksperiment: deres eget regeringsprogram. De foreslog et ministerium for grøn omstilling, som satte »den politiske ramme for andre ressortområder« og som skulle godkende »alle politiske tiltag«. Ministeriet for Grøn Omstilling skulle have samme autoritet som Finansministeriet har i dag, og vurderingen af klimamæssig bæredygtighed skulle være lige så afgørende som finanspolitisk holdbarhed har været over de seneste årtier.

Alternativets tanke var i forhold til vores naturgrundlag udtryk for politisk realisme. Men det forekom i forhold til dansk politik fuldstændig urealistisk. Dansk politik har længe handlet om at forsvare og bevare det samfund, vi har, som er beundret over hele verden og nærmest er blevet til politologernes idealstat.

Det er, som om mange har alt for meget at miste på kort sigt, til at vi kan gennemføre en grøn omstilling og forsvare vores livsform på lang sigt. Denne modsætning mellem klimarealisme og politisk realisme i enestående uddannede, velstående og konsoliderede demokratier kan ikke andet end skabe en vis pessimisme på vores alle sammens vegne. Hvis vi ikke kan gå forrest, hvem kan så?

Men lørdag erklærede en politiker på forsiden af Jyllands-Posten: »Det er ikke længere nok at betragte klima på linje med andre politiske fagområder. Klimaet skal være styrende princip for al lovgivning i EU.«

Vi har vænnet os til, at »paradigmeskift« i dansk politik handler om at sende flygtninge tilbage til de lande, de kommer fra. Men denne politiker anviste et nyt opbrud: »Vi lægger op til et paradigmeskift. Klima skal nu være en fundamental byggesten i den måde, man laver politik på i Europa og dermed også i Danmark. Det er en helt ny dimension.«

Politikeren, som talte til Jyllands-Posten, var ikke en eksperimenterende alternativist, men Morten Løkkegaard fra det regeringsbærende parti, Venstre. Det, der for under et år siden var en vild udfordring fra Alternativet, er således blevet til en fordring for Venstre.

Kiimarealismens valg

Kritikere vil anføre, at Venstre kunne stemme for klimaloven, hvis de virkelig mener, hvad Morten Løkkegaard siger. At partiet ikke har nogen samlet plan for en omstilling af hele den animalske produktion i Danmark, at de er modstandere af flyafgifter, og at de ikke vil anvise konkrete mål for, hvordan vi skal leve op til Parisaftalen. Der er så meget, de kunne gøre, som de vælger ikke at gøre. Og så er det svært at tro på Venstres grønne paradigmeskift.

Optimisterne vil derimod fokusere på erkendelsen, udtalelserne og målsætningerne. Venstre siger det så klart, at vi kan holde dem fast på det i den valgkamp, som kommer.

Vi har efterhånden fået adskillige meningsmålinger, som indicerer, at klimaet er blevet til det vigtigste spørgsmål for vælgerne. Det er uklart, om borgerne dermed siger, at de er klar til den store omstilling af transport, forbrug, landbrug, energi og livsformerne. Eller om de dermed siger, at de ønsker, at politikerne løser problemet.

Men målingerne er ledsaget af et pres nedefra ved skoleelevernes demonstrationer, nye former for klimaaktivisme og borgerforslaget om en klimalovs overraskende succes. Det står klart, at engagement imod den globale opvarmning allerede er blevet en politisk vækkelse for de unge og en generationsdefinerende kamp. Det pres forsvinder ikke igen. Presset vokser, efterhånden som temperaturerne stiger, vejret bliver voldsommere, og flere og flere oplever, at de har for meget at miste til, at de kan tillade sig at ignorere klimaforandringerne. 

Men det er ikke sikkert, at de vil blive ved med at tro på, at det parlamentariske system og markedsøkonomien kan løse problemet for dem. Statsministerpartiet Venstre og venstrefløjen har lovet dem at tage klimaproblemet alvorligt. Og derfor bliver den kommende valgkamp så vigtig for det, vi holder af og tror på: Det er en test for politikere, som under den intense kamp om magten skal leve op til deres egne store ord.

Men det er også en test for borgerne, som skal vise, at de kan holde deres ledere fast og insistere på den store kamp frem for de små interesser. Det er nu, det danske demokrati skal demonstrere, at klimarealisme også kan blive til politisk realisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Runes kommentar her er det vigtigste, der er skrevet i lang tid. Jeg deler fuldkommen hans syn på situationen.
‘Skoleelevernes demonstrationer, nye former for klimaaktivisme og borgerforslag’. Det er det, man kan se. Den indre omstilling hos den enkelte borger, er sværere at se, men ikke mindre afgørende. Jeg taler med en masse mennesker til demonstrationerne, og jeg vil betegne den nye bevidsthed med det gamle ord, folkerørelse. Den er ikke stor endnu, men den er vokset eksplosivt de seneste måneder.

Da jeg læste Bo Elkjærs interview med Morten Løkkegård i mandags her i avisen, tænkte jeg straks, shit, mand, han går bare ind i modstanderens våbendepot og tager for sig og fyrer det af som sit eget, men sådan er politik jo.
At det er Alternativets ide med et grønt superministerium skal selvfølgelig ikke forhindre andre i at mene det samme, men jeg tænker på, om det kan lykkes Venstre ikke blot at male sig grøn, men blive virkelig grøn? Vi ser også de konservative trække i grøn kampuniform. Kan højrebaglandet virkelig holde til det? Vil vi se svinebønder, oliebranchen, pelsproducenter osv osv råbe på grøn omstilling? Vil der opstå et råb om økologisk smålandbrug som basis for fødevareproduktion, hvor vi siger nej til kapitalfondenes overtagelse af landbrugsjorden? Der er et eller andet her, der ikke holder. Og så som det vigtigste, vil vi komme til at se den almindelige, men bevidstgjorte danske borger stille krav om et helt anderledes liv, det bæredygtige liv der giver deres børn en fremtid? Det må komme an på en prøve.

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Dina Hald, Karsten Lundsby, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Torben Bruhn Andersen, Dan Ysnæs, Sus johnsen, lars helde og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Fool's gold.

Når Venstre-medlemmer siger "klima", åbner de låget på syltekrukken.

John Andersen, Kurt Nielsen, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson, Dina Hald, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Kristian Spangsbo, Anders Reinholdt, Gert Romme, Torben Skov, Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Ren greenwashing! Venstre vil have stemmer. Måske der findes renfærdige Venstrefolk, men de skal nok hurtigt blive tromlet over.

John Andersen, Kurt Nielsen, Grethe Østergaard Nielsen, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson, Dina Hald, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Kristian Spangsbo, Gert Romme og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg læste Niels-Simon Larsens kommentar med lidt undren. Jeg har stemt liste Å de sidste par valg, ikke for at få Uffe som statsminister, men for at presse udviklingen i den retning, som Å har været eksponent for. At andre partier følger trop er for mig at se kun et plus.
Det problem jeg ser er det Rasmus Knus påpeger. Venstres miljøprofil er af en særdeles tvivlsom karat.

Klaus Lundahl Engelholt, John Andersen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Grethe Østergaard Nielsen, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson, Jens Boll, Dina Hald, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Kristian Spangsbo, Anders Reinholdt, Torben Skov og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Peter Knap: Her op til valget er det en kamp om, hvad man kan få vælgerne til at hoppe på. Jeg ser ikke Venstre som ufarlige. De har bl.a. deres hemmelige pengetanke og kan lynhurtigt komme op med enorme annoncer i byerne. Balancen mellen rød og blå blok er måske nok i røds favør, men den slags kan tippe. Blå bloks chance er at stjæle den grønne dagsorden. Kan de gøre det, har de vundet valget. Der er ikke noget folk hellere vil end at fortsætte forbrugsfesten og stemme blåt - med god samvittighed.

Thomas Tanghus, Kim Øverup, John Andersen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Grethe Østergaard Nielsen, Jan Fritsbøger, Dina Hald, Karsten Lundsby, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Kristian Spangsbo, Gert Romme og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Venstres army-grønne plastikmaling dækker ikke over den indgroede kærlighed til hurtige penge.
Se i vejviseren efter nogen form for ærlig lyst til at begrænse landbrug og industri.

Thomas Tanghus, John Andersen, Kurt Nielsen, Grethe Østergaard Nielsen, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Dina Hald, Jan Jensen, Karsten Lundsby og Esben Lykke anbefalede denne kommentar

"Der er ikke noget folk hellere vil end at fortsætte forbrugsfesten og stemme blåt - med god samvittighed."

Spot on - men mon ikke de fleste har lugtet lunten efterhånden. Til alle vælgermøder må venstrefløjen jo bare slå på den nuværende regerings "track record" - afskedigelsen af klimarådets formand osv, så må folk jo selv tage stilling til, om de kan tro på en pludselig omvendelse.

Desuden blev Anders Fogh jo også "grøn" på sine gamle (politiske) dage - det gik jo så som så med det..

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Grethe Østergaard Nielsen, Jan Fritsbøger, Dina Hald, Peter Knap, Karsten Lundsby, Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

En mærkelig titel. »Først var der Alternativet, men i 2019 er det endelig blevet demokratiets tur til at være grønt«. Det lyder næsten, som om »demokrati« er en fejlskrivning, hvor der skulle have stået »kapitalismen«. Venstre har ingen løsninger. Det er ren damage control. Vælgerne må IKKE glemme Venstres tåbelige »grønne realisme«. Intet mindre end en historisk vælgerlussing til det parti vil være tilfredsstillende.

Thomas Tanghus, Klaus Lundahl Engelholt, John Andersen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Niels østergård, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson, Jens Boll, Dina Hald, Peter Knap og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Når Venstre har besluttet at sende Morten Løkkegaard i byen med en ny holdning om paradigmeskifte på klimaområdet, er det så utroværdigt at vi kun kan sige: Send videoovervågningen over......

Kim Øverup, Kurt Nielsen, Jan Fritsbøger, Benta Victoria Gunnlögsson, Elisabeth From og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anna Lønne Sørensen

Det er så enkelt:
Det gode liv = natur / klima / grøn livskundskab

Vi ved det jo godt, hvorfor glemmer vi så det livskloge i dagligdagen? Måske fordi vi også glemmer at tænke os om, glemmer at holde pauser i medie-flowet? Og desværre har et fælles medie, Danmarks Radio, der nærmest fører an i afskaffelse af pauser? Som da man fjernede en del af Rådhusklokkerne til middags-radioavisen? Der var for lidt tid til at høre det hele...? Oven i købet har man så gjort indslaget til noget der er optaget, hvor det før var LIVE..
To gode eksempler på en kedelig udvikling væk fra det livskloge, tænker jeg. ;o)

Lars Steffensen

Jeg stemmer for at vi gør noget ved klimaet om 30-40 år, hvis det viser sig at det skulle blive et problem.

Leo Nygaard. Det er ikke et spørgsmål om at overbevise andre om en bestemt "grøn" ideologi.
De unge har ret. Hvis vi ikke ændre adfærd, ødelægger vi deres fremtid. Du skulle læse Runes artikel igen, og overveje hvorfor, der er så voldsomme ændringer i holdningen til klimaændringerne inden for de sidste få år, når de har været kendt og dokumenteret videnskab i mere end 40 år og en hypotese i over 200 år.
Det går uforskammer stærkt nu, og hver uge er der rapporter om ekstrem klimatisk hændelse. Ikke altid skrækkelig, fx er de nu en superblomstring i Californiens ørkenområder for andet år i træk. Et fænomen, der betegnes som en 100 års hændelse, men samlet giver det et billede, af en kendt verden i forandring. Det giver utryghed.
Jeg giver dig ret i, at der er solid gruppe, der vil stritte mod ændringer af deres livsstil af alle kræfter, men der har demokratiet så den natur, at er der tilstrækkelig mange der ser nødvendigheden, kan de faktisk overtrumfe modstanden.
Jeg havde ikke sidste forår troet, at det kommende valg i så høj grad ville dreje sig om klima, som det billede, der tegner sig nu, viser.

Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Peter Knap: Jeg er enig med dig i, at den grønne bevidsthed er vokset i de seneste måneder. Alene det at Klimapåmindelsen i Rigsdagsgården har forløbet i 5 måneder og at en ny klimalov ikke straks fejes af bordet er beviser på det. Man bliver nødt til at være positiv.
Noget andet er så, hvor dybt den grønne bevidsthed går. Er V mere grøn end S? Når valgkampen rigtigt går i gang, vil det vise sig, om det ikke også på dette område kan være svært at skelne mellem V og S.

Leo Nygaard. Jeg forstår ikke helt din kommentar. Mener du, at der ikke findes et tilstrækkelig radikalt miljøparti?
Ja, der er valg nu, men det er der også om senest 4 år igen, og begrebet ung vælger rækker langt op i tyveårsalderen. Om 4 år er klimapeoblemerne endnu mere påtrængende, og villigheden til nødvendige løsninger betydelig større.

Niels østergård

Jamen så burde man måske indføre det der demokrati, når intet andet åbenbart skal gøres for klimaet.

Niels-Simon. Jeg opfatter dig som loyal Å partisoldat, og det er al ære værd, og jeg stemmer på partiet efter Uffes opgivelse af jagten på nærdemokratiets sørgelige rester.
Jeg har ikke lag skjul på, at jeg opfatter Mette Frederiksen som en karrierepolitiker, der er mere interesseret i magtspillet end i at varetage befolkningens interesser. Jeg vil aldrig stemme S i dets nuværende form, men S's støttepartier vilforhåbentlig holde S fast på nogle reelle kilmatiltag. Venstre er Mette Fredriksen dobbelt op på alle de triste sider plus lidt ekstra. En del ekstra faktisk. Der er ingen grund til at antage, at V's støttepartier vil være overivrige miljøforkæmpere og tvinge nogen form for miljøpolitik igennem.
Men jeg er ikke partisoldat. For mig gælder det sagen, så jeg vil stemme på det parti, der går kraftigst ind i klimakampen. Alt andet kan ændres, det kan skader på klimaet ikke.
Altså er jeg ikke troskyldigt på vej mod venstres regering eller ser på LA med forelskede øjne. Det glædelige er, at disse partier nu offentlig erkender vi har klimaproblemer, at de er alvorlige og kræver handling. Det kan vise sig at være en stor sejr i klimakampen. Når først disse partier åbner sig for at erkende problemets realitet, vil de være mere modtagelige for kendsgerningerne.
Og så ligger det i mig, at enhver der tager et selv nok så lille skridt i den rigtige retning skal rose og tilskyndes til yderligere. Ikke skammes ud. Rosen til LA er dog begrænset. Men jeg glæder mig over, at de overhovedet er i stand til at sige ordene miljø og klima og endda i en meningsfuld sammenhæng.

Leo Nygaard. Det du opfatter som mode, ser jeg mere som et tvangstræk nu hvor klimaændringerne presser på. I 70erne kunne vi lege hippier i en periode, og så vende tilbage til villa, vovse og overforbrug tilsyneladende uden omkostninger. Det kan de unge ikke i dag. Omkostningerne er alt for tydelige og de bliver ikke mindre i de år der kommer.