Kronik

Geeti Amiri: Tænk, hvis vi turde drømme om mere end et ligestillet samfund

8. marts er ikke kun kvindernes dag. Det er først og fremmest fremtidens dag. Det er i dag, vi beslutter, hvilket samfund vi drømmer om – for alle borgere, på tværs af køn, seksualitet, etnicitet, socialklasse, alder, civilstatus og professionelle virke
Det er i dag, vi beslutter, hvilket samfund vi drømmer om – for alle borgere på tværs af køn, seksualitet, etnicitet, socialklasse, alder, civilstatus og professionelle virke, skriver Geeti Amiri.

Det er i dag, vi beslutter, hvilket samfund vi drømmer om – for alle borgere på tværs af køn, seksualitet, etnicitet, socialklasse, alder, civilstatus og professionelle virke, skriver Geeti Amiri.

Jakob Dall

8. marts 2019

Kvindernes internationale kampdag. 8. marts. Det er en bittersød dag for mig. For dagen er en markering af hidtidige sejre for kvindekampen. Min mormors, min mors, mine (med-)søstres og min frihedskamp.

Såvel som dagen også er en grå erkendelse af, hvor mange kampe der endnu er at udkæmpe på ligestillingens lange vej til frihed. Verden over, som her i Danmark, hvorfra mine niecer og nevøers verden går.

Men hvad nu, hvis jeg i morgen vågnede op til mit utopiske danske samfund, hvor ligestillingen var i mål? Og den eneste hovedpine, jeg skulle bakse med, var mine tømmermænd?

Hvad hvis der ikke længere fandtes steder i det danske samfund eller i verden, hvor fødslen af en dreng blev hyldet mere end fødslen af en pige? Og bror og søster dermed byggede samfundet op sammen, fordi kvinder og mænd var lige meget værd?

Hvad hvis en kvinde fra fødslen af ejede retten over egen krop? Og aldrig skulle høre for at være billig eller ærbar, når hun en dag blev en voksen kvinde?

Hvad hvis fri abort var enhver kvindes ret? Og ingen kvinde skulle opleve andre bestemme over deres krop?

Hvad hvis ingen unge kvinder blev nægtet retten til uddannelse? Hvis alle unge kvinder dermed kunne frigøre sig fra patriarkatets lænker med et uddannelsesbevis og økonomisk selvstændighed?

Hvad hvis ingen kvinde nogensinde igen oplevede at blive tæsket gul og blå? Hvis voldens mønster blev brudt, før den slog mennesker i stykker?

Hvad hvis alle danske børn, uanset hudfarve, kun oplevede tryghed og omsorg fra de voksne omkring sig? Hvis intet barn nogensinde skulle fejre sin fødselsdag eller jul på et krisecenter?

Hvad hvis der i morgen ingen fattige børn var i et af verdens rigeste samfund? Hvis Danmark faktisk var verdens lykkeligste land, fordi ingen børn blev straffet for at have arbejdsløse forældre?

Hvad hvis alle politikere anerkendte ethvert barns ret til en lykkelig barndom? Hvis det var ligegyldigt, om forældrene boede i et rækkehus på Sjælland eller på et værelse på Sjælsmark Udrejsecenter?

Hvad hvis alle politikere forstod, at alle børn drømmer om en børnefødselsdag og en bold at sparke til i fritiden? Hvis de forstod, at familier på integrationsydelse også fortjener at dyrke fællesskaber?

Hvad hvis det blev prioriteret, at der var nok pædagoger i vores institutioner, så ingen voksen stod alene med flere børn, end der er fingre på to hænder? Hvis ethvert barn i institutionsalderen oplevede kærlighed og nærvær fra pædagoger med tid og overskud?

Hvad hvis vi havde en folkeskole, der både kunne rumme Lego-direktørens datter og den kurdiske, ufaglærte gæstearbejders barnebarn? Hvad hvis begge afsluttede folkeskolens afgangsprøver uden at have været inddelt på et A- og B-hold allerede fra første skoledag?

Hvad nu hvis drenge og piger blev undervist i seksuel ligestilling, ligesom de lærer at regne? Hvis ingen samtykkeerklæring nogensinde blev nødvendig, fordi alle kunne genkende ethvert brud på samtykke som et forkert facit?

Hvad hvis kunsten og kulturen igen blev prioriteret som et samfundsbærende element? Hvis der blev investeret i stedet for sparet på den almene dannelse af borgerne?

Hvad hvis ingen kvinde nogensinde igen blev bedt om at opføre sig anstændigt? Hvis man i stedet levede livet, som hjertet begærer, og aldrig bekymrede sig om, hvad andre vil sige?

Hvad hvis mænd slet ikke behøvede øremærket barsel? Hvis mænd kunne tilbringe dyrebar tid med deres nyfødte børn, fordi karriere for en mand ikke behøvede være på bekostning af retten til at lære sit eget barn at kende?

Hvad hvis skønhed ikke blev målt på en vægt? Hvis alle vidste, at skønhed er en personlighed med skønne værdier, der er langt større end en størrelse extra small?

Hvad hvis mænd turde tale om sårbarhed? Hvis vi i fællesskab lykkedes med at forebygge, så mænd ikke faldt igennem i samfundet og endte på bunden af de triste statistikker?

Hvad hvis kvinder ikke blev holdt nede i toppen af samfundet? Hvis det dermed blev helt unødvendigt at indføre kvoter for kvinder i bestyrelser, fordi en kvindes kvalifikationer ville tale for hende i stedet for hendes køn?

Hvad hvis mænd kunne være hjemmegående husfædre? Hvis ingen kvinde nogensinde blev spurgt om, hvordan familielivet fungerer, fordi hun er forsørgeren?

Hvad hvis perfekthedskulturen forsvandt, og vi gav ungdommen lov til at skrue ned for tempoet? Hvis unge mennesker ikke forventedes at fremstå fejlfrie på både LinkedIn og Tinder?

Hvad hvis ungdommen hyldede idoler på de sociale medier, der lærte dem om livsmod? Hvis de ikke så op til såkaldte realitypersonligheder, der tjener penge på at fremme fillers i læberne på unge kvinder?

Hvad hvis kærligheden ikke blev vurderet som rigtig eller forkert? Hvad hvis to mennesker af det samme køn kunne vies af både præsten, imamen og rabbineren?

Hvad nu hvis Geeti ønskede personlig frihed ligesom Gry, fordi de begge troede på Grundtvig før Gud? Hvad hvis Geeti ikke skulle betale en pris som brændemærket for evig tid, fordi hendes rødder er Kabul i stedet for København?

Hvad hvis Mustafa støttede op om sin søsters ret til seksuel frigørelse? Hvis ingen kynisk gynækolog længere kunne tjene penge på muslimske minoritetskvinder, der ydmyger sig selv ved at lægge sig ned på ryggen på en kold briks for at få lavet en kunstig ’jomfruhinde’?

Hvad hvis forældre og bedsteforældre, der engang valgte at flygte eller flytte til Danmark, følte sig danske i hjertet? Hvis ingen politikere længere kunne bruge danskhedsdebatten som vejen ind i Folketinget?

Hvad nu hvis vi havde velfærd, der ikke blev forringet, hver gang magten skiftede? Hvis den i stedet blev værdsat af både de røde, grønne, blå og lilla?

Hvad hvis politikerne vågnede op fra deres spareræs og anerkendte, hvor hurtigt sosu’erne, sygeplejerskerne og lægerne i forvejen løber? Hvis ingen i sundhedsvæsnet igen ville forlade deres hjertesag i protest?

Hvad hvis socialrådgiveren igen fik lov at tænke selvstændigt? Hvis paragrafliderlige politikere stak snuden ind og overlod arbejdet til de professionelle?

Hvad hvis politistyrken igen blev givet muligheden for at forebygge kriminalitet? Hvis de ikke bare skulle slukke ildebrande?

Hvad hvis ingen i Danmark oplevede diskrimination? Hvis enhver borger, hvad enten man hed Mohammed eller Morten, Aisha eller Anja, blev mødt med de samme forventninger og regler?

Vi er alle en del af noget større

Jeg kunne blive ved. For i mit Utopia er vi alle en del af noget større. Den 8. marts er ikke kun kvindernes dag. Det er først og fremmest fremtidens dag. Det er i dag, vi beslutter, hvilket samfund vi i fællesskab vil kæmpe for. Hvilket samfund vi vil give videre til vores børn.

Det er i dag, vi beslutter, hvilket samfund vi drømmer om – for alle borgere på tværs af køn, seksualitet, etnicitet, socialklasse, alder, civilstatus og professionelle virke.

Det er, hvad den 8. marts handler om.

Jeg vil gerne give et samfund videre, som tror på mennesket. Et samfund, der tør at handle i stedet for at føre valgkamp i skæret fra flammerne, der fortærer humanismen.

Jeg ville ønske, jeg kunne vågne op i morgen og vide, at alt, hvad jeg drømmer om i mit Utopia, ikke var utopier, men mine niecer og nevøers nære fremtid, der kom, mens jeg endnu var i live. At det var en del af min morgendag, en del af min fremtid som kvinde i et land, der bryster sig af at være et af verdens mest ligestillede samfund.

Men jeg ved, at mine niecer og nevøer må tage teten videre, når jeg en dag ikke kan mere, for i Danmark tør selv de største idealister kun at drømme om et ligestillet samfund, hvor mennesker behandles lige.

Geeti Amiri er forfatter og lærerstuderende

Feministiske utopier

I anledning af Kvindernes Kampdag 2019 har Information for en dag lagt vores kritiske våben væk og bedt mænd og kvinder fra hele verden vise, digte og fortælle om deres feministiske drømmescenarier for fremtiden.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Runa Lystlund
  • Estermarie Mandelquist
  • Anne Eriksen
  • ingemaje lange
  • Flemming Berger
  • Frede Jørgensen
  • Gert Romme
  • Katrine Damm
  • Erik Karlsen
  • Kristin Marie Lassen
Eva Schwanenflügel, Runa Lystlund, Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, ingemaje lange, Flemming Berger, Frede Jørgensen, Gert Romme, Katrine Damm, Erik Karlsen og Kristin Marie Lassen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Bare nu Geeti Amiri orker at bli' ved med at spørge og vise glansbilledets sorte pletter!

Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

der er efterhånden mange kvinder i folketinget, hvornår ser vi noget mere lovgivning på området?

Jens J. Pedersen

Jeg forstår ikke denne debat om ligestilling. Et mennesker er et menneske, men der er også forskel på, om man er kvinde eller mand. Overalt i dyreverdenen er der forskel på kønnene. Om ikke andet er der fysisk forskel.
I den daglige debat om forholdet mellem mennesker savner jeg debatten om tiltrækning og kærlighed. Alt er blevet kommercielt og fysisk. Vi taler ikke om at elske hinanden, men vi taler om sex med hinanden. Det er klart, at det giver en skæv opfattelse af os selv og hinanden.

Anne Mette Jørgensen

Jeg kan ikke tilføje noget udover uligheden i sundhedssystemet, som ligger meget dybere end hvad der ses med det blotte øje.

Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Frede Jørgensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg kan ikke tilføje noget udover uligheden i sundhedssystemet, som ligger meget dybere end hvad der ses med det blotte øje.