Klumme

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde den frihed, der lå i at være almindelig

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde ikke at være en, der skulle integreres og som var under implicit skærpet observation, når jeg agerede i det offentlige rum, fordi min negative adfærd kunne risikere at sætte andre folk med min hudfarve i et dårligt lys
4. marts 2019

Når jeg træder ud af min bil om aftenen, dækker jeg nærmest instinktivt mine hænder og min hals til, så man ikke kan se min hudfarve. Jeg trækker en kasket over mit mørke hår som assistance til tørklædet, der allerede dækker min mørke nakke.

Frygten for at blive identificeret som mørkhudet, derefter overfaldet, voldtaget, stukket ned på åben gade, sidder dybt i mig.

Åh, nej, tænker du mon nu, at jeg er en irrationel, skinger, offerkortsspillende, paranoiadreven klynkeetnisk weltschmerzkandidat på højpandetogt med min nyvundne identitetspolitiske pseudointellektuelle krænkelsesparathed?

Angsten for, at du skulle identificere mig som sådan, kære læser, er blot en subtil afledt angst af det andet.

Jeg stikker ud med min hudfarve i fysisk forstand. Sort. Derudover: Kvinde. Muslim. Somalisk. Flygtning. Benægt ikke, at du allerede har en masse holdninger til disse kategorier og kasser, som jeg er endt i.

Pytkassen

Jeg kan spore min frygts rødder tilbage til mine første år i Danmark, til min anden barndom som 14-årig nyfødt somalisk nydansker i Aalborg. Rødderne er en stinkende lort, bogstaveligt talt, smurt ud på vores dør af fremmedhadske naboer, allerede inden vores første år i Danmark var forbi.

»Skrid hjem til Hullabullaland«, havde de skrevet med tusch neden under lorten, hvis nu vi skulle være i tvivl om budskabet. Min lillesøster og jeg fandt gummihandsker og sæbevand frem for at få vasket lort og ord væk, næseklemmer for at udholde stanken. Det forsvandt, men min søsters tårevædede ansigt, mens hun skrubbede på døren ved siden af mig, er aldrig forsvundet.

Ubevidst begyndte jeg som en tåbe at forsøge at skjule det uskjulelige, krybe langs herrefolkets usynlige vægge i en slags udefra pålagt selvvæmmelse. Jeg blev god, men aldrig god nok og aldrig anonym, som jeg stræbte efter.

Min daværende danske mand blev en gang udskældt og udskammet som »nigger-elsker« og skubbet til ud af det blå i nattelivet i Aarhus, fordi han var sammen med mig. Hun, kvinden, kastede derefter øl i mit hår. Ingen trådte til og skældte hende ud.

Man kan og skal putte mange ting i pytkassen. Men pytkassen flækker på et tidspunkt, og det er ikke alle ting, der hører hjemme i den.

Det kan godt være, det er ulideligt og tåkrummende at høre på minoriteters anderledeshedserfaringer i det danske hverdagssamfund. Men det er faktisk mere en afklaring end en anklage, og der er ikke nogen pegende anklagefinger, der peger på dig personligt eller hvide mennesker generelt for den sags skyld. Vores erfaringer belyser de små tings blinde vinkler, normer og vaner og sociale praksisser og strukturer, der opleves helt forskelligt afhængig af, hvordan du ser ud, og hvem du er.

Under skærpet observation

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg sikkert gå ud i af mit hjem og ned til min bil om morgenen, uden at være bevidst om, at min hudfarve ikke var den samme som alle andres, uden at være en lille smule bange for at blive identificeret af de forkerte. Jeg ville gå ubemærket gennem min hverdag på studiet, på arbejdet, til fester, i foreninger, på min datters skole, som et almindeligt menneske, uden at skulle redegøre for mine genetiske rødder, og hvor jeg kom fra.

Jeg ville gå ind i H&M, og når ekspedienten kom, ville jeg få hjælp uden at få at vide, at kraftige farver passer godt til min hudfarve i modsætning til »alle os andre blege«. Jeg ville sidde og se Netflix og fjernsyn om aftenen uden at skænke det en tanke, at stort set alle filmroller, studieværter, journalister og andet godtfolk, jeg mødte på skærmen, var hvide som mig selv.

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde ikke være en, der skulle integreres og som var under implicit skærpet observation, når jeg agerede i det offentlige rum, fordi min negative adfærd kunne risikere at sætte andre folk med min hudfarve i et dårligt lys.

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde anonymitetens privilegium og den frihed, der ligger i ikke at skille sig ud over for fremmede. Jeg ville omgås folk uden en urovækkende stemme i baghovedet, der gjorde opmærksom på, at statistisk set er der ret stor mulighed for, at en eller flere folk i mit selskab faktisk ikke mener, at jeg hører hjemme i det land, jeg har boet i gennem mere end 20 år.

Sofie Jama er forfatter og tolk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Torsten Jacobsen
  • David Breuer
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Britta Hansen
  • Michael Friis
  • Ole Frank
  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
  • Steen Voigt
  • Ib Gram-Jensen
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Runa Lystlund
  • Grethe Preisler
  • Troels Ken Pedersen
Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani, Torsten Jacobsen, David Breuer, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Michael Friis, Ole Frank, ingemaje lange, Steffen Gliese, Steen Voigt, Ib Gram-Jensen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Christian Mondrup, Runa Lystlund, Grethe Preisler og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Diana Paarmann

Det gør ondt i mig at læse, hvad du er og har været ude for. Mit håb eneste håb er, at vi bliver flere, der kæmper imod....der går desværre nok en rum tid. Dejligt at læse din protest...ærgerligt at ingen fra DF læser Information....og hvis de gjorde hjalp det sikkert ikkeen dyt.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jesper Sano Højdal, Elise Berg, Carsten Wienholtz, Morten Sørensen, Eva Schwanenflügel, Marie E. Rasmussen, Ole Frank, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Tak for dagens mest tankevækkende Wake-up Call - Lad os vise rascismen døren - :-)

Niels Duus Nielsen, Jesper Sano Højdal, Olaf Tehrani, Morten Sørensen, Eva Schwanenflügel, Marie E. Rasmussen, Ole Frank, Steffen Gliese og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeg så Sofie Jama i deadline, da hun var bogaktuel. Selvsikker, sjovt, relevant og en gevinst for Danmark. Trist at mennesker er hurtige til at dømme andre. Savner tolerance fra danskere og tilflyttere - ikke kun mht hudfarve.
Hvornår har du sidst haft kontakt med folk af anden kulturel baggrund?
Leder folk f.eks. på dette forum efter meningsfæller? Og er formålet af turde forandring eller at blive bekræftet?

Niels Duus Nielsen, Morten Sørensen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Marie E. Rasmussen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Det er da nogle forfærdelige oplevelser, men derfra og så til at slutte, at alle hvide skulle gå ind for den slags racisme er da helt skudt ved siden af. Og som abonnent her på Information føler jeg mig lidt til grin. Prøv lige en anden gang at tænke din målgruppe igennem, før du kører frem med dine fordomme. Og måske er nogle af herinde slet ikke hvide?

Troels Ken Pedersen

@David Zennaro: Det er da vist heller ikke, hvad hun skriver? Snarere, at HVIS hun var hvid, ville hun IKKE skulle bekymre sig for at blive udsat for disse ting. Jeg ser ikke noget om alle hvide menneskers motiver i hendes tekst.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Jesper Sano Højdal, Olaf Tehrani, Carsten Wienholtz, Morten Sørensen, Eva Schwanenflügel, David Paaske og Jørgen Greve anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

@David Zennaro: Sofie Jama slutter ikke, "at alle hvide skulle gå ind for den slags racisme". Og hvad er det i grunden for fordomme, du hentyder til i din kommentar?

Torsten Jacobsen

For efterhånden et par år siden gik det op for mig, at mange mennesker har sammenhængende minder om deres barndom, som de med lethed kan genkalde sig.

Den opdagelse burde måske ikke være kommet som den store overraskelse for mig, men det gjorde den. For sådan har jeg det ikke: Jeg er ikke i besiddelse af et kronologisk sammenhængende billede af min barndom. Eller af min ungdom, for den sags skyld. Alt hvad jeg har, er løsrevne fragmenter, som jeg kun med hjælp fra andre kan placere i tid.

Jeg er ikke just den bedste bordherre til klassejubilæet, forstås.

De minder jeg har, er ladet emotionelt, snarere end faktuelt. Af samme grund undrer det mig i grunden ikke, at der er så få af dem. minderne. Visse ting er åbenbart ikke til at bære, og sorteres ganske automatisk til en side. Lægges i pytkassen, så at sige.

Psykens primære funktion er overlevelse. Alt andet er sekundært. Og hvad er dog omkostningerne ved en forholdsvis mild repressiv/dissociativ lidelse, sådan målt op mod truslen om totalt mentalt kollaps?

A walk in the park!

Var du en psyke, ville du vælge den repressiv/dissociative lidelse 10 ud af 10 gange. Der er ikke så meget at rafle om, når indsatsen er det hele.

det hele.

Kunsten er så - nu overlevelsen er sikret - at stykke skidtet nogenlunde fornuftigt sammen igen: At integrere tabet i en forslået sjæl.

En lang fortale, bevares. Men nu til sagen.

Når man læser Sofie Jamas bekendelser, er det meget nemt at blive fristet til pavlovsk at bjæffe sit sædvanlige stykke. Guderne skal vide, at jeg i det mindste var fristet. Næsten over evne.

Men kun næsten.

For der skete for en gangs skyld det forunderlige, at jeg tøvede med at give udtryk for min uforbeholdne mening. Og tænk engang - verden drejer fortsat stille rundt..

Sofie Jama inviterer os i sin tekst til at forstå hendes smerte og frygt som primært forårsaget af en kollision mellem "Kvinde. Muslim. Somalisk. Flygtning", og så et ugæstfrit, hadefuldt, mandsdomineret hvidt samfund.

Rent guf for 'Den mindst ringe'!

Sort 'i mod' hvid, mand 'i mod' kvinde, 'god' mod 'ond'.

Tegneseriefantasier.

Men følelsen af ikke at høre til, er universel. En dåbsgave for nogle af os, ganske enkelt. Den irrationelle frygt er en dåbsgave for nogle af os, ganske enkelt.

Denne verdens onde feer er farveblinde.

Jeg mindes hvordan jeg som barn kiggede på oplyste vinduer om aftenen: "derinde har de det godt", tænkte jeg - med længsel.

Jeg har stadig ikke fundet hjem..

David Zennaro

"Angsten for, at du skulle identificere mig som sådan, kære læser, er blot en subtil afledt angst af det andet.

Jeg stikker ud med min hudfarve i fysisk forstand. Sort. Derudover: Kvinde. Muslim. Somalisk. Flygtning. Benægt ikke, at du allerede har en masse holdninger til disse kategorier og kasser, som jeg er endt i."

Hvis jeg skal starte med at bekræfte eller benægte dette, så er en dialog umulig. Jeg vil i hvert fald ikke følelsesmæssigt afpresses på denne måde. Og jeg tror heller ikke, at det får nogen ordentlig diskussion i gang. Hvilket er ærgerligt, fordi det er godt at få diskuteret, hvorfor det er så svært at være anderledes, i dette samfund og i andre.

Spørgejørgenet : Siden mindst af alt dine første naboer har spurgt, og også i dette entropiramte debatforum er 99% temmelig dansker-ligeglade, og har nogen nogensinde spurgt ?

Kvinde, aha.
Somalisk (baggrund), aha. Så det ....
Flygtningebarn (forhenværende), aha. Så det ....
... er jo 'skæbne'-betingelser der ikke kan omgøres.
Og hvorfor skulle de ?

Men : 'Muslim' ?
Hvorfor ... så det ?

Torsten Jacobsen

David Zennaro,

Det er altid rart med en tekst, som indeholder sin egen læsevejledning, ikke sandt ;) ?

"Forstå mig ret!", skriger den.

Man bør efter min mening bære over med den form for umodenhed/fortvivlelse. Men dialog umuliggøres ikke af den grund. Ej heller tror jeg på påstanden om 'følelsesmæssig afpresning', med mindre meget konkrete pistoler rettes mod meget konkrete hoveder.

Hvilket ikke er tilfældet her.

Måske din mangel på villighed til dialog er...villet?

Torsten Jacobsen

Odd Bjertnes,

Entropi er et mål for graden af uorden i et system. Din på dårligt sammenhængende dansk fremsatte påstand om et 'entropiramt' debatforum, fulgt af en dramaturgisk set skuffende 'dialog'(?), stiller dig selvsagt i et vist latterligt lys.

Er det med vilje, eller løb 'entropien' helt af med dig?

Bjørn Pedersen

Ja, men du er ikke hvid, så... deal with it? At en kineser ligner andre kinesere i Kina, en somalier andre somaliere i Somalia eller at en dansker ligner andre danskere i Danmark er ikke et "privilegie". Det der er normen, er relativt i tid og sted, og i Danmark hører det til normen at danskere har lys hud. Normen er dog ikke et moralsk påbud, det er blot et matematisk fakta.

Du ligner ikke flertallet i ansigtet, ok. Men så taler du jo som flertallet, noget som en hvid polak, russer eller amerikaner jo ikke gør. Og jo mere du skriver og stiller op i debatter, jo mere lærer folk dit ansigt at kende. Men du ønsker noget du ikke kan få og aldrig vil få, om det så er blive hvid blandt hvide eller drømme om et samfund hvor slet ingen ser på hinandens fysiske træk for at vurdere om de hører til ens folk eller ej. I Europe, Asien og Afrika er det dog absurd at bruge hudfarve alene til at vurdere om nogen hører til ens egen kultur eller ej. Russisk kultur er mindst ligeså fremmed som mellemøstlige kulturer, f.eks og selv en svensker har ikke samme kultur. Samme gælder jo for somaliere og tigray og nubiere. Kan godt være de ligner hinanden lidt, men de skal sgu nok hurtigt gøre alle os andre opmærksom på forskellene.

Torsten, det er rigtigt at 'entroipien' (svadaer af likes fra ganske få personer til hinandens hatespeech) var satirisk ment, jeg kan også se at to praktikanter af disciplinen helt som forventet anbefaler din indsigelse.
Man kan sige at det er lidt børnehave-niveau med denne leg, men man skal jo starte fra bunden : 'find det element der ikke hører hjemme' - æble, appelsin, banan, krystalkugle ?
jae -- bananen er ikke rund.
I dette tilfælde var der 3 selvdefinitioner der var skæbnebetingede og 1 der var ideologisk i.e. den eneste man kan spørge efter idemæssig logik i. Jeg har i skrivende stund endnu ikke checket svar, det er ikke min intention at gå i nogen dialog med skribenten her, det er noget så banalt som et interesseret spørgsmål.
Du er sikkert bekendt med, at det danske flygtningemodtagelses-system ikke stiller dette spørgsmål, og det med en vis rimelighed. Det er derimod et problem at sådanne spørgsmål sjældent bliver stillet før folk er kommet i konflikt med 'systemet' på een eller anden måde. Dette er oplysningsmoralsk forkert. Det er faktisk bedre at enkeltpersoner ude i samfundet gør det end at een eller anden juridisk forbundet inkvisation står for det. Vil jeg helst tro. 'At tro på samtalen og det fornuftige argument' ...