Kommentar

Information dækker Venezuela uden ideologiske skyklapper

Venezuela er et mislykket politisk projekt, og det er den historie, Information fortæller
Majvalget er centralt for at kunne forstå, hvorfor oppositionens nye førstemand, Juan Guaidó, overhovedet kan tillade sig at kalde sig præsident og kræve et nyvalg på vegne af det venezuelanske parlament – og hvorfor de fleste EU-lande, de fleste latinamerikanske lande samt USA, Canada, Australien og mange flere har valgt at anerkende Guaidó som legitim overgangspræsident, indtil et nyvalg er gennemført, skriver Jesper Løvenbalk Hansen.

Majvalget er centralt for at kunne forstå, hvorfor oppositionens nye førstemand, Juan Guaidó, overhovedet kan tillade sig at kalde sig præsident og kræve et nyvalg på vegne af det venezuelanske parlament – og hvorfor de fleste EU-lande, de fleste latinamerikanske lande samt USA, Canada, Australien og mange flere har valgt at anerkende Guaidó som legitim overgangspræsident, indtil et nyvalg er gennemført, skriver Jesper Løvenbalk Hansen.

Ronaldo Schemidt

16. marts 2019

Information bliver i en kronik den 7. marts anklaget for at have en tendentiøs og misvisende dækning af krisen i Venezuela. Kritikken bygger på to hovedpåstande: At det er faktuelt forkert at påstå, at sidste års præsidentvalg i Venezuela hverken var frit eller fair. Og at Information undlader at fortælle læserne, hvilken skyld amerikanske sanktioner har i Venezuelas økonomiske krise.

Information står dog ikke alene med den første konklusion. Både FN, EU, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og den latinamerikanske Lima-gruppe konkluderede før og efter det venezuelanske præsidentvalg i maj 2018, at det hverken var frit eller fair.

Det skyldes blandt andet processen op til valget:

1) Valgdatoen blev pludselig fremrykket. Valget skulle have været afholdt i december 2018, men blev rykket til først april, senere maj, hvor det så blev afholdt.

2) Fremrykningen af valget skete på et tidspunkt, hvor oppositionens to absolutte spidskandidater samtidig fik forbud imod at opstille, ligesom kandidaternes partier heller ikke fik lov til at opstille. Derfor valgte en samlet opposition at boykotte valget.

3) Valget med den fremrykkede dato blev udskrevet af det skyggeparlament, som Maduro har indsat for at erstatte det rigtige parlament, som oppositionen kontrollerer.

4) Og endelig skyldes det, at nøgleinstitutioner som domstolene og den øverste valgmyndighed, CNE, er under det nuværende Maduro-regimes fulde kontrol, og det derfor er umuligt at garantere et fair valg.

Information anklages for at fortie, at den venezuelanske opposition selv afviste, at FN sendte valgobservatører. Men det gjorde oppositionen af frygt for, at nogen skulle opfatte tilstedeværelsen som legitimerende i forhold til den forudsigelige valgsejr til Maduro. Og i øvrigt nægtede FN selv at sende valgobservatører.

Som FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al Hussein, sagde umiddelbart inden valget i maj 2018: »Der eksisterer end ikke de mest basale garantier for at kunne afholde præsidentvalg i Venezuela.«

Valget i maj 2018 var derfor uden deltagelse af en egentlig opposition. Kandidaten, der alligevel endte med at udfordre Maduro, Henri Falcón, stod alene og havde ikke en chance. Som International Crisis Group skrev umiddelbart op til valget: »Falcóns chancer for at vinde er langt væk. Maduros kontrol med nøgleinstitutioner som den øverste valgmyndighed (CNE), domstolene, militæret – samt den enorme ulighed i finansiering af valgkampagner – gør ham (Maduro, red.) nærmest urørlig, på trods af at økonomien er kollapset, efter at han har overtaget magten.«

Guaidó som præsident?

Majvalget er centralt for at kunne forstå, hvorfor oppositionens nye førstemand, Juan Guaidó, overhovedet kan tillade sig at kalde sig præsident og kræve et nyvalg på vegne af det venezuelanske parlament – og hvorfor de fleste EU-lande, de fleste latinamerikanske lande samt USA, Canada, Australien og mange flere har valgt at anerkende Guaidó som legitim overgangspræsident, indtil et nyvalg er gennemført.

Juan Guaidó erklærer sig nemlig som midlertidig præsident, da den venezuelanske forfatning foreskriver, at i en situation, hvor der ingen legitim præsident og vicepræsident er, bliver parlamentets formand automatisk overgangspræsident, indtil et nyvalg kan gennemføres. Guaidó er parlamentsformand.

At støtte et nyvalg i Venezuela – som denne avis gør – er dog på ingen måde det samme som at acceptere enhver form for indblanding udefra. Slet ikke. Derfor har vi også på lederplads netop pointeret dette og advaret imod USA’s raslen med sablen.

Før og efter Trump

Men det er alt for nemt at gøre USA til den store bandit i forhold til den humanitære krise i Venezuela, som er den anden hovedpåstand i kronikken.

Ganske rigtigt har USA i et tiår – og allerede under Obama – sanktioneret enkeltpersoner i Venezuela. Flere højtstående politikere og militærfolk anklages af de amerikanske myndigheder for at være involveret i narkotrafik og har derfor fået inddraget deres amerikanske visa og indefrosset deres konti. Andre sanktioneres på grund af deres overtrædelser af menneskerettighederne.

Men de hårde økonomiske sanktioner – der i øjeblikket gør rigtig ondt på den venezuelanske økonomi – er først indført i januar 2019. Det er de sanktioner, der retter sig imod den venezuelanske olieeksport, herunder sanktionering af det venezuelanske raffinaderi CITGO, der rent fysisk ligger i Texas, USA.

På den måde er der en tid før og efter Donald Trump, når det gælder forholdet mellem USA og Venezuela. Trump ønsker at ramme Venezuela benhårdt og er villig til at bruge langt skrappere midler end sin forgænger.

Men derfor er det stadig vigtigt at holde tingene adskilt. Det er ikke USA’s skyld, at Venezuela i dag ligger i ruiner. Det er nok store dele af det republikanske USA’s ønske, men ikke deres gerning. Tværtimod er kaos og fattigdom i Venezuela skabt af landets eget politiske regime.

At landet med verdens største oliereserver på 20 år er gået fra at være et relativt rigt og forholdsvis velfungerende land til i dag at være et af de mest udpinte og katastrofale i Latinamerika er resultatet af et fejlslagent politisk projekt. Brugen af politiske fanger, undertrykkelse af medier, brug af ekstrem vold, brud på menneskerettigheder og økonomisk rod er alt sammen det siddende regimes ansvar og kan ikke tørres af på andre. Heller ikke på den frie presse, herunder Dagbladet Information. Vi forsøger blot at dække substansen i det, der foregår. Uden ideologiske skyklapper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Plaschke
  • Martin Lund
  • David Zennaro
  • Michael Friis
  • Steffen Gliese
  • ulrik mortensen
  • Anders Olesen
  • Kåre Nielsen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Torben Lindegaard
  • Troels Ken Pedersen
  • Poul Erik Pedersen
Henrik Plaschke, Martin Lund, David Zennaro, Michael Friis, Steffen Gliese, ulrik mortensen, Anders Olesen, Kåre Nielsen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Torben Lindegaard, Troels Ken Pedersen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Ingemann

"Vi forsøger blot at dække substansen i det, der foregår. Uden ideologiske skyklapper."
Jeg har fulgt Informations dækning af Venezuela og jeg må sige at ovenstående ikke er lykkes særlig godt. Alene sprogbruget i mange artikler og kronikker har været afslørende for journalisterne på bladets bias mod styret i landet. Deres hadefulde retorik mod landets leder Maduro og hans forvaltning af landet, gør det meget svært at tage journalisterne alvorlig, når de hævder at de er uden skyklapper, og at de bare gør deres journalistiske arbejde.
Læg dertil at der i kommentatorsporet på mange artikler er fremkommet info som direkte dokumenterer at journalisterne ikke fortæller hele historien, men kun fortæller de ting som understøtter deres agenda.

Michael Kragh Rosenkilde, Jens Peter Madsen, Jon Toivo Hansen, Søren Roepstorff, Eleonora S. Paulsen, Karsten Aaen, Holger Madsen, Carsten Wienholtz, Per Selmer, Ida Larsson, Leif Jacobsen, Viggo Helth, Henrik Peter Bentzen, David Johansen, Torben Skov, Daniel Santos, erling jensen, Torben Arendal, Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt, Ole Arne Sejersen, Jørgen Tryggestad, Aleksander Laursen, Ulla Nielsen, Harald Strømberg, Palle Yndal-Olsen, Alvin Jensen, Mogens Holme, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Når man kun fortæller halvdelen så kan man jo få alting til at passe. jeg vil anbefale at man følger Abby Martins dækning på Empire Files via YouTube eller på Media Roots via Sound cloud.

Michael Kragh Rosenkilde, Søren Roepstorff, Karsten Aaen, Brian Nocis Jensen, Ida Larsson, Leif Jacobsen, Henrik Peter Bentzen, Harald Strømberg, Torben Skov, Daniel Santos, erling jensen, Michael Waterstradt, Aleksander Laursen, Niels Ingemann, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Leif Jacobsen

Den uanstændige løgnagtige rolle fremtrædende personligheder i de vestlige medier spiller, er velkendt, det er hverken en nyhed eller chokerende. Vestlige medier er propagandister for krigsforbrydere. Der er ikke meget integritet nogen steder i de vestlige trykte og TV-medier. Følgende tre links giver politisk ammunition til aktivister i deres uundgåelige kampe mod hjernevask og hårdnakket disinformation.

https://youtu.be/duQ_oxPFIAA

https://youtu.be/HeNCbXVHrR8

https://youtu.be/nXCo3LfU1wI

Michael Kragh Rosenkilde, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Palle Yndal-Olsen, Niels Ingemann, Torben K L Jensen, Henrik Peter Bentzen, Harald Strømberg, Torben Skov, erling jensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Hmm. Miin kommentar til en artikel blev slettet - man måtte ikke betvivle dækningen af Venezuela. Så kommer her et svar, der næppe bliver slettet, der handler om, at alt er fint, især pressedækningen af Venezuela. Der står "At støtte et nyvalg i Venezuela – som denne avis gør – er dog på ingen måde det samme som at acceptere enhver form for indblanding udefra. " Okay - hvor er det I siger fra overfor USA?

Michael Kragh Rosenkilde, Søren Roepstorff, Karsten Aaen, Brian Nocis Jensen, Anders Olesen, Holger Madsen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Leif Jacobsen, Henrik Peter Bentzen, Harald Strømberg, Torben Skov, David Johansen, Trond Meiring, erling jensen, Niels Ingemann, Michael Waterstradt og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Harald Strømberg

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra Information om hvorfor min kommentar blev slettet?

Michael Kragh Rosenkilde, Søren Roepstorff, Eleonora S. Paulsen, Anders Olesen, Ida Larsson, Torben K L Jensen, Leif Jacobsen, Henrik Peter Bentzen, Torben Skov, David Johansen, Mogens Holme, erling jensen, Niels Ingemann, Torben Arendal og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

"Men derfor er det stadig vigtigt at holde tingene adskilt. Det er ikke USA’s skyld, at Venezuela i dag ligger i ruiner. Det er nok store dele af det republikanske USA’s ønske, men ikke deres gerning. Tværtimod er kaos og fattigdom i Venezuela skabt af landets eget politiske regime."

Faktuelt forkert og godt eksempel på den bevidste eller ubevidste bias. Så sent som 8. februar skrev ny times on amerikanske sanktioner mod Venezuelas olie som så rammer borgerne.

https://www.nytimes.com/2019/02/08/world/americas/venezuela-sanctions-ma...

Bolton har udtalt sort på hvidt på Fox News at det vil være godt hvis amerikanske oliefirmaer kan genopbygge Venezuelas olieindustri. Usa kan gøre hvad der passer dem fordi deres bløde magt virker så stærkt i Danmark.

Vi tager på ferie derovre, åbner flere af deres pizza og burgerkæder, følger deres politiske liv på niveau med vores eget. Derfor åbnes en ubekvemmelig pandoras box såfremt journalisterne selv skal være kritiske. Man står lidt udenfor hvis man skal vige fra det den almene dansker kan klare at høre på den korte bane.

Michael Kragh Rosenkilde, Karsten Aaen, René Willadsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Tonny Helleskov, Torben Skov, Harald Strømberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det er da helt op til det uafhængige dagblad Information, om det støtter den amerikansk udpegede, midlertidige præsident i Venezuela.

Michael Kragh Rosenkilde, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Niels Ingemann, Torben Skov, Michael Waterstradt og Christina Petterson anbefalede denne kommentar
erling jensen

"Valget i maj 2018 var derfor uden deltagelse af en egentlig opposition"

Ved valget i 2018 blev Maduro genvalgt som præsident. En del af oppositionen boykottede valget. Boykotten slog fejl. 9.389.056 vælgere afgav deres stemme; 16 partier deltog og Maduro fik 6.248.864 stemmer eller 67,84 %. 150 udenlandske valgobservatører overvågede valget.

Researchere ved University of the West of England lavede et studie over BBCs rapportering fra Venezuela over en ti-årig periode. De analyserede 304 rapporter og fandt, at kun 3 ud af disse henviste til nogle af de positive tiltag, som regeringen gennemførte. If. BBC fandt Venezuelas omfattende demokratiseringstiltag, menneskeretslovgivning, sundhedsinitiativer, madprogrammer og bekæmpelse af analfabetisme og fattigdom ikke sted.

Michael Kragh Rosenkilde, Jens Peter Madsen, Karsten Aaen, Holger Madsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen, Stig Bøg, Palle Yndal-Olsen, Leif Jacobsen, Torben K L Jensen, Niels Ingemann, Daniel Santos, Karsten Kølliker, Harald Strømberg, Michael Waterstradt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Informations blindhed og følgagtighed er paradigmatisk. Der hersker i dag nogle enorme spændinger mellem en gammel verdensorden i form af det amerikanske overherredømme overfor en ny verdensorden, som måske ikke en gang er multipolær men snarere er miliapolær, dvs. deglobaliseret. Det helt centrale spørgsmål i Venezuela-krisen er spørgsmålet om suverænitet. Om den venezuelanske befolkning har en ret til at afgøre deres egen skæbne uden indblanding fra magter udefra. Selv hvis der kan påvises uregelmæssigheder i forbindelse med det seneste præsidentvalg (hvilket der fortsat er meget delte opfattelser af), så kan dette stadig ikke være et argument for udenlandsk indblanding. I hvert fald ikke uden et klokkeklart FN-mandat.

Og i denne henseende vælger Information at vende det blinde øje til, at den venezuelanske befolkning igen og igen i hundredetusindvis har været på gaderne for at tilkendegive deres støtte til deres præsident og landets regering. Diskussionerne af legitimiteten af det seneste præsidentvalg bliver akademiske, når man ser hvor mange venezuelaner der på trods af den økonomiske krise og de kummerlige forhold alligevel støtter deres regering. Og det sker fordi venezuelanerne prioriterer deres suverænitet over alt andet.

Det er den ene side, og den anden er den ekstremt pressede karakter af det amerikanske overherredømme. Hvad der er sket på den verdenspolitiske scene over de forløbne to-tre årtier har i al ovevejende grad handlet om den amerikanske administrations kamp for at opretholde det amerikanske overherredømme. Dette overherredømme har historisk været baseret på:

- et finansielt overherredømme baseret på dollarens status som international reservevaluta, et herredømme der radikalt forstærkedes med de internationale dereguleringer af finanssektoren
- en politisk kobling mellem dollaren og al handel med olie, den såkaldte petrodollar
- en militær og politisk styrke i kraft af nationens egne naturlige ressourcer
- en militær overmagt og en international politisk urørlighed som satte USA i stand til med finansielle midler eller på anden vis at beslaglægge ressourcer ud over hele kloden
- et pengesystem som ikke var hængt op på noget reelt, hvilket har tilladt enorme amerikanske investeringer og et enormt amerikansk forbrug baseret alene på gældsætning

Men denne styrkeposition er over de seneste årtier kommet under voldsomt pres. Mange af nationens interne ressourcer viser nu tegn på at være udpinte, hvilket måske tydeligst kommer til udtryk i det såkaldte skiferolieeventyr, som aldrig var noget eventyr men i langt højere grad et momentant trip, en finansiel fidus og et økologisk mareridt. Skiferolieproduktionen var aldrig rentabel, de samfundsmæssige omkostninger har været enorme, og nu viser industrien markant faldende ydeevne ved at reservoirerne udtømmes. Sandheden er, at USA allerede på mellemlangt sigt er voldsomt presset på at skaffe olie til at drive det amerikanske samfund. Alle historierne om USA’s energiuafhængighed var politisk spin, og den enorme udbredelse af skiferolieindustrien var en måde at sikre ekspansionen af den finansielle bobleøkonomi samt en geopolitisk manøvre for at presse prisen på olie ned, og derved ad omveje genvinde nogle grader af kontrol over andre landes oliereserver.

Særligt med Kinas opstigen til supermagt og Ruslands nationale genrejsning er USA’s status som den urørlige nation så ved at falde bort. Vi har set en verdensomspændende trend væk fra at benytte dollaren til international handel og som valutareserve, en trend der selvfølgelig er forårsaget af amerikanernes misrøgt af dollaren gennem endeløse devalueringer. Flere og flere lande har nu udviklet metoder til at handle indbyrdes udenom dollaren, senest med det europæiske samarbejde om Instex-betalingssystemet. Og i takt med at dollaren forlades som international reservevaluta forsvinder USA’s muligheder for at finansiere deres eget interne forbrug ved at sælge gældsfordringer til den øvrige verden. USA er således en nation der bevæger sig på kanten af en statsbankerot. Og enhver er fri forestille sig hvordan den amerikanske befolkning vil reagere, når det liv de er blevet lovet, bliver erstattet af en regulær økonomisk depression.

Særligt med Kinas opstigen til supermagt og Ruslands nationale genrejsning og nu også med splittelserne mellem USA og Europa er den politiske vægt af USA’s militære overlegenhed også svækket. Kina og Rusland har udviklet nye våben som ikke bare matcher men i nogen tilfælde overtrumfer amerikanernes, og USA’s muligheder for at foretage militære interventioner er derfor blevet meget vanskeligere og meget mere risikable. Samtidig bliver USA’s motiver for deres forskellige interventioner ikke længere taget for pålydende, men bliver tværtimod resolut imødegået af kineserne, russerne og store dele af verdenssamfundet samt lejlighedsvist sågar også af europæiske lande.

Alt i alt tegner dette et billede af USA som et imperium i opløsning, og dette er baggrunden for at forstå de amerikanske aggressioner overfor Venezuela. Amerikanerne SKAL have fingrene i Venezuelas oliereserver. Uden kontrol over Venezuelas eller andre tilsvarende oliereserver er der ingen scenarier der kan understøtte amerikanernes nuværende levemåder eller nuværende internationale status. Og lykkes det for dem at trænge ind og skaffe sig kontrol over Venezuelas oliereserver, ja så ved vi at vi er trådt i en tilstand, hvor alle forestillinger om international ret er suspenderede.

Michael Kragh Rosenkilde, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Lars Løfgren, Holger Madsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen, Steen K Petersen, erling jensen, Tonny Helleskov, Palle Yndal-Olsen, Leif Jacobsen, Torben K L Jensen, Viggo Helth, Niels Ingemann, Henrik Peter Bentzen, Mikael Velschow-Rasmussen, Harald Strømberg, Daniel Santos, Michael Waterstradt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Leif Jacobsen

Venezuela var en oliemonokultur, da Chavez kom til magten for tyve år siden. Dets eksportindtægter blev stort set brugt på import af fødevarer og andre fornødenheder, som det kunne have produceret hjemme. Dets handel var stort set med USA. På trods af dets olieformue drev det således den udenlandsk gæld op.
Fra starten har amerikanske olieselskaber frygtet, at Venezuela engang kan bruge sine olieindtægter til gavn for den samlede befolkning i stedet for at lade den amerikanske olieindustri og dets lokale comprador-aristokrati dræne landets rigdom. Så olieindustrien - støttet af amerikansk diplomati - holdt Venezuela som gidsel på to måder.
Først og fremmest blev olieraffinaderierne ikke bygget i Venezuela, men i Trinidad og i de sydlige amerikanske golf-stater. Dette gjorde det muligt for amerikanske olieselskaber - eller den amerikanske regering - at efterforlade Venezuela uden et middel til at "gå alene" og forfølge en uafhængig politik med sin olie, da det var nødvendigt at have denne olie raffineret. Det hjælper ikke at have oliereserver, hvis du ikke kan få olien raffineret for at være brugbar.
For det andet blev Venezuelas centralbanker overtalt til at pantsætte deres oliereserver og alle aktiver i den statslige oliesektor (herunder Citgo) som sikkerhed for sin udenlandske gæld. Dette betød, at hvis Venezuela misligholdt (eller var tvunget til at misligholde gælden af amerikanske banker, der nægter at udbetale rettidig betaling på sin udenlandske gæld), ville obligationsejere og amerikanske olieselskaber være i en retlig position for at overtage venezuelanske olieaktiver.
Disse proamerikanske politikker gjorde Venezuela til et typisk polariseret latinamerikansk oligarki. På trods af, at det var nominelt rig på olieindtægter, var dets rigdom koncentreret i hænderne på et proamerikansk oligarki, der lader sin indenlandske udvikling styre af Verdensbanken og IMF. Den indfødte befolkning, især landets etniske mindretal såvel som den bymæssige underklasse, blev udelukket fra at dele landets olieformue. Oligarkiets arrogante afslag på at dele rigdommen, eller endog at gøre Venezuela selvforsynende i væsentlig grad, gjorde valget af Hugo Chavez til et naturligt resultat.
Chavez søgte at genoprette en blandet økonomi for Venezuela ved hjælp af statens indtægter - især fra olie - at udvikle infrastruktur og indenlandske udgifter til sundhedspleje, uddannelse, beskæftigelse for at øge levestandarden og produktiviteten.
Hvad han ikke kunne gøre, var at rydde op i underslæb og den indbyggede returkommision af indtægter fra oliesektoren. Og han var ude af stand til at stoppe oligarkiets kapitalflugt.
Det var ikke "forkert". Det tager lang tid at ændre en økonomis skævvridning - når USA bruger sanktioner og "beskidte tricks" for at stoppe processen.
Chavez og Maduro kunne ikke have forfulgt en pro-venezuelansk politik med det formål at opnå økonomisk uafhængighed uden at tilskynde til raseri, subversion og sanktioner fra USA. Den amerikanske udenrigspolitik forbliver fokuseret på olie, som den var, da USA invaderede Irak under Dick Cheneys regime. USA's politik er at behandle Venezuela som en forlængelse af den amerikanske økonomi, der kører med et handelsoverskud i olie til at bruge i USA eller overføre opsparingen til amerikanske banker.
Ved at indføre sanktioner, der forhindrer Venezuela i at få adgang til sine amerikanske bankindskud og aktiverne i sit statslige Citco, gør USA det umuligt for Venezuela at betale sin udenlandske gæld. Dette tvinger det til betalingsstandsning, hvilke amerikanske diplomater håber at bruge som en undskyldning for at overtage Venezuelas olieressourcer og udnytte sine udenlandske aktiver meget på samme måde, som Paul Singer hedgefond forsøgte at gøre med Argentinas udenlandske aktiver.
Ligesom USAs politik under Kissinger skulle få Chiles økonomi til at skrige, så følger USA samme vej mod Venezuela. Det bruger landet som en “eksempel", for at advare andre lande om ikke at handle i deres egeninteresse på nogen måde, der forhindrer deres økonomiske overskud i at blive kvalt af amerikanske investorer.
Maduro kan ikke gøre andet end det han gør. I bedste fald kan han søge udenlandsk støtte - og demonstrere for verden behovet for et alternativt internationalt finansielt og økonomisk system.
Han forsøgte at trække Venezuelas guld ud af Bank of England og Federal Reserve. Denne "asymmetriske krigsførelse" truer med at nedbryde dollarstandarden i international finansiering. Englands og USAs afslag på at yde en valgt regering kontrol over sine udenlandske aktiver viser til hele verden, at amerikanske diplomater og domstole alene kan og vil kontrollere andre lande, som en forlængelse af amerikansk nationalisme.
Prisen på det amerikanske økonomiske angreb på Venezuela er derfor at bryde det globale monetære system. Maduros defensive træk viser andre lande behovet for at beskytte sig mod at blive "et andet Venezuela" ved at finde en ny sikker havn og betalings agent for deres guld-, valutareserver og udenlandsk gældsfinansiering væk fra dollar, sterling og euroområdet.
Den eneste måde, hvorpå Maduro kan kæmpe med succes, er på institutionelt plan, at forhøje indsatsen ved at bevæge sig "outside the box." Hans plan - en langsigtet plan - er at hjælpe med at katalysere en ny international økonomisk orden uafhængig af den amerikanske dollar standard. På kort sigt vil det kun fungere, hvis USA mener, at det kan komme ud af denne kamp som en ærlig finansiel mægler med et ærligt banksystem og tilhænger af demokratisk valgte regeringer. Trump administrationen ødelægger illusionen grundigere end nogen anti-imperialistisk kritiker eller økonomisk rival kunne gøre!
På længere sigt skal Maduro også udvikle venezuelansk landbrug på samme måde som USA beskyttede og udviklede sit landbrug under New Deal-lovgivningen i 1930'erne - landdistriktstjenester, landdistriktskredit, rådgivning om såsæd, statslige markedsføringsorganisationer til køb af høst og fremme af mekanisering, og den samme form for prisstøtte, som USA længe har brugt til at subsidiere indenlandske landbrugsinvesteringer for at øge produktiviteten.

Michael Kragh Rosenkilde, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Claus Høeg, Lars Løfgren, Holger Madsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Ida Larsson, Harald Strømberg, erling jensen, Torben K L Jensen, Daniel Santos, Tonny Helleskov, Palle Yndal-Olsen, Michael Waterstradt, Trond Meiring, Niels Ingemann og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Også tak herfra, Leif Jacobsen, for din samtidshistoriske gennemgang, som kommer meget tættere på de faktiske forhold end mainstream-mediernes naive og overfladiske fremstillinger.

Bare en lille supplerende kommentar angående Venezuelas guldbeholdninger, som præsident Chavez faktisk lykkedes med at hente hjem fra USA og Europa i 2012, en handling som givetvis har gjort den angloamerikanske finanselite forbitret på Chavez og Venezuela. Tjek følgende udsnit af en H2-dokumentar om Vestens håndtering af egne og andres guldbeholdninger, herunder (omtrent fra 10:12) mere specifikt om Venezuelas hjemtagning af deres guld.

https://www.youtube.com/watch?v=byMhF96sET8

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Claus Høeg, Trond Meiring og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Man bliver SÅ træt af indlæg som disse. Endnu et indlæg der beskriver problemerne i Venezuela TOTALT ensidigt, og ikke forholder sig til hvilken opposition man støtter. Guiado's er USA lakaj og USA skjuler det ikke en gang. Det vælger man NOK en gang ikke at nævne i en kronik i Information om Venezuela. Nej Guaido er jo bare inde og "genskabe demokrati" ikke? Vor herre bevares altså!

Michael Kragh Rosenkilde, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Trond Meiring, Leif Jacobsen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Denne BBC repporter har nogle interessante observationer omkring krisen i Venezuela

https://www.youtube.com/watch?v=HeNCbXVHrR8&t=827s

Ikke mindst hans dokumentar, som har afsløret, hvordan de ekstremt rige og ekstremt magtfulde Koch brødre er desperate for igen at få fat i Venezuelas olie.

Michael Kragh Rosenkilde, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Trond Meiring, Alvin Jensen, Leif Jacobsen, Torben K L Jensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar