Kommentar

Kun den gyldne middelvej kan redde Storbritannien fra Brexit-afgrunden

Uforsonlige tilhængere af at blive i EU må stoppe med at påstå, at selv et blødt Brexit vil føre til samme økonomiske katastrofe, som en udtræden af EU uden en aftale med sikkerhed vil medføre, skriver forfatter Owen Jones
Demonstration for og imod Brexit foran Det britiske parlament.

Demonstration for og imod Brexit foran Det britiske parlament.

Alberto Pezzali

19. marts 2019

Brexit er som en uløselig gåde, der søger sin løsning. Flertallet for udtræden af EU var marginalt. Afstemningen delte vælgerne i to næsten lige store blokke. Siden har de politiske efterskælv tæret voldsomt på Storbritanniens demokratiske og sociale sammenhængskraft. Åbenlyst for de fleste er det efterhånden også, at et såkaldt hårdt Brexit uden en aftale vil give store økonomiske problemer. En rationel tilgang burde derfor fokusere på at finde frem til den kompromisløsning, der kan forene fleste mulige briter og minimere den økonomiske skade.

Hvad er grunden til, at vi ikke har set flere tilløb i den retning?

Primært den britiske højrefløj og dens allierede medier, der i årevis har dæmoniseret indvandrere og gjort dem til syndebuk for problemer som stagnerende realløn og boligkriser (som primært skyldes konservativ indenrigspolitik).

Pustet til vreden

De konservative Brexit-tilhængere kørte en leave-kampagne, der bestod af umulige løfter og fremmedhad. Da det stod klart for alle, at de førstnævnte ikke lod sig indfri, faldt de tilbage til søforklaringer om sammenspiste eliters sabotage af deres glorværdige Brexit – og om et Storbritannien, der savnede mod og kampvilje til at konfrontere EU.

Mays mantra om, at »no deal is better than a bad deal« og hendes frugtesløse tirader imod EU blev yderligere pumpet op af den konservative presse. Med det resultat at stadig flere leave-vælgere blev endnu mere vrede og desillusionerede – og i dag støtter over en tredjedel af briterne no deal-mareridtsscenariet.

Bedre ser det ikke ud på remain-fløjen, hvor ingen har gjort seriøse forsøg på at vinde leave-vælgere over på deres side – hellere har man afskrevet dem som dårligt uddannede, provinsielle og snæversynede ignoranter. Ved at drage tvivl om afstemningsresultatet – ofte med højtflyvende påstande om, at russisk manipulation afgjorde udfaldet – snarere end at fokusere på de sociale kriser, der lå bag, har man kun pustet yderligere til Brexit-tilhængernes vrede. Brexit under enhver form er blevet udskreget som den sikre vej til fallit og nye, hårde sparepolitiske regimer.

De uforsonlige remain-tilhængere laver deres eget forræderi-narrativ med Labour i rollen som skurken, for flertallet af Labour-medlemmerne i parlamentet stemte jo for at påkalde artikel 50, proceduren for udmeldelse af EU, ikke sandt? Jo, men kun fordi de følte sig forpligtet af folkeafstemningens resultat. At gå imod dette ville have øget splittelsen i landet og splittelsen i Labour.

For dele af Labours remain-fløj er Brexit-spørgsmålet desuden blevet gjort til et redskab i bestræbelserne på at få ram på Jeremy Corbyn, hvis lederskab de afskyer.

Summa summarum er både tilhængere og modstandere af Brexit i dag så vrede og determinerede som nogensinde. Enten må Brexit stoppes helt. Eller også må vi forlade EU uden en aftale.

Skal vi tro de højest råbende stemmer på begge sider, findes der kun de to muligheder – og de, som ikke er enige, er forrædere eller nyttige idioter for den modsatte fløj.

Kompromis

Når Labour beskyldes for ikke at være sin rolle som opposition voksen, er den egentlige bebrejdelse, at Labour ikke er gået imod folkeafstemningens resultat. Hvad nytter det, at partiledelsen udtalte sig til fordel for en ny folkeafstemning, når der ikke kan samles parlamentarisk flertal herfor?

At en erklæret venstreorienteret som mig taler for at finde en gylden middelvej vil muligvis vække forundring. Men for mange røde linjer i politik fører kun til dødvande.

Hvad nytter det at blive ved med at puste til vreden hos modstandere og tilhængere af Brexit?

Ingen af parterne kan vinde den aktuelle golde kulturkrig, der risikerer at opsuge al politisk energi og bortlede opmærksomheden fra det britiske samfunds sociale uretfærdigheder – fra stagnerende levestandarder til manglen på boliger, almindelige mennesker kan få råd til, og nedskæringsramt offentlig velfærd.

Skal vi overvinde den forbitrede splittelse og finde et fornuftigt nyt tilknytningsforhold til EU, må både de 52 procent og de 48 procent yde ofre. May må vove at finde et kompromis med Labour, uanset faren for, at det kan ødelægge hendes parti, hvis fremtid hun hidtil har sat højere end nationens.

Owen Jones er klummeskribent og forfatter til Chavs: The Demonisation of the Working Class and The Establishment – And How They Get Away With It

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Gert Romme
  • Erik Pedersen
Torben K L Jensen, Gert Romme og Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

De kan vel kravle op på den anden side. De er vant til en kanal.
Tak til briterne herfra for at opdrage på EU.
Men søg en bekræftelse eller en fortrydelse ved en ny folkelig tilkendegivelse.

Jeg syntes, det er et interessant studie i den absolutte passivitet.

Uanset om man bliver i EU, bliver på forlænget tid eller forlader EU, så er der altså tonsvis af nødvendige love, der skal igennem parlamentet først. Og man kan vel ikke tænke sig, at et land improvisere sig frem uden et lovgrundlag - i hvert fald ikke et demokrati.

Men efter snart 2 års tilløb har Storbritannien altså end ikke begyndt at analysere hvilke lovkomplekser, der er brug for, og hvilke af alternativerne der er mest hensigtsmæssige.

Man har f.eks. lovet EU-borgere i Storbritannien, at de blot kan fortsætte i landet som hidtil - i hvert fald i 2 år. Men godt en uge før "lukketid" har man end ikke lovgivet for dette løfte.