Kommentar

Lærerstuderende: Vi har brug for mere praktik og flere undervisningstimer, Tommy Ahlers

Uddannelsesministeren har helt ret i, at læreruddannelsen trænger til et eftersyn. Men hovedproblemerne er underfinansiering og dårlig praksiskobling – ikke manglende motivation og akademisering, skriver Martin Langdal Topf i dette debatindlæg
Arkivfoto

Arkivfoto

Daniel Hjorth

23. marts 2019

Tommy Ahlers bevægede sig onsdag ud i en klassisk politisk disciplin. Nemlig at mene noget om et område, man har begrænset erfaring med.

Han proklamerede, at der grundlæggende er to store problemer med læreruddannelsen. Det synspunkt stemmer ikke overens med min og mine medstuderendes hverdag.

Ministeren nævner studieintensiteten, motivationen og læringskulturen. Jeg har fra dag ét oplevet mine medstuderende som stærkt motiverede. Vi har trods alt også valgt en profession, hvor øretæverne står i kø, lønnen er lav og sygemeldingerne hyppige. Vi ved, hvad vi vil med vores uddannelse, og vi er motiverede for at blive så dygtige som muligt. Vi er reflekterede over, hvad der venter på arbejdsmarkedet, og hvilke kompetencer der efterspørges.

Studieintensiteten er for lav.

I løbet af snart fire år har jeg maksimalt været fuldtidsstuderende i 4-5 måneder omkring praktik og eksaminer. Men det kan vel heller ikke overraske, når regeringen systematisk har hakket to procent af budgettet hvert år? Den del vender vi tilbage til.

Ministeren nævner også, at viden fra forskningen ikke bliver sat godt nok i spil i undervisningen. Jeg har stort set udelukkende haft dygtige undervisere, som sagtens kan bringe relevant didaktisk og pædagogisk forskning i spil. Vi og underviserne har bare ikke tid til at fordybe os ordentligt. Vi drukner i småopgaver og overfladiske gennemgange, fordi der ikke er penge nok til undervisning og feedback.

Niveauet for vores bacheloropgaver er eksempelvis for lavt. Men er det underligt, når vi maksimalt én gang tidligere på uddannelsen har skrevet en opgave på over 20 sider, ingen erfaring har med dataindsamling og sidst har ’fordybet’ os grundigt i et emne, da vi skrev studieretningsopgave i gymnasiet? På universitetet er den akademiske disciplin kernestof – så selvfølgelig er der niveauforskel.

Vi lærerstuderende skal være reflekterende praktikere. Vi skal kunne forstå og diskutere pædagogisk og didaktisk forskning med henblik på at bringe den nyeste viden i spil i praksis. Det kan vi sagtens under den nuværende form med de nuværende undervisere – hvis bare ressourcerne havde været der.

Mere praksiskobling

Hvis ministeren spurgte en lærerstuderende som mig om læreruddannelsens to største problemer, ville jeg klart svare: underfinansiering og dårlig praksiskobling.

Underfinansiering, fordi der som nævnt ikke er råd til, at vi og vores dygtige undervisere kan folde os ud og fordybe os. Læreruddannelsen løfter en større social mobilitet end mange universitetsuddannelser. Vi er mange studerende fra uddannelsesfremmede hjem, og gymnasiegennemsnittet er lavere. Der skal altså bruges flere kræfter på at skabe en god studiekultur og træne de studerende i at forstå og fordybe sig i forskningen.

Derfor er studieintensiteten ganske rigtigt et problem – men det løses altså ikke med mere selvstudium a la universitetet. På læreruddannelsen vil en højere studieintensitet kun have effekt, hvis den følges op af finansiering til flere undervisningstimer og ikke mindst ordentlig vejledning og feedback.

Det er ikke så vigtigt for mig, om læreruddannelsen skal være fire- eller femårig, men lad os starte med at finde penge til i det mindste at gøre de nuværende fire år til et reelt fuldtidsstudium.

Og så er der koblingen til praksis. Vi er i løbet af vores studietid i praktik i bare 18 uger. De udgør en ottendedel af vores uddannelse. Til sammenligning er pædagogerne i praktik en tredjedel af deres studietid. Det siger sig selv, at de nyuddannede lærere er lidt matte i betrækket de første par måneder.

Det kan nok ikke undgås helt, og mon ikke også nye ingeniører, tømrere og psykologer synes, de skal løbe stærkt den første tid på arbejdsmarkedet?

Det ændrer dog ikke på, at praktikmængden er kriminelt lav på læreruddannelsen. Årsplanlægning, relationsarbejde, teamsamarbejde og ikke mindst forældresamarbejde stifter vi kun i meget begrænset grad bekendtskab med. Der er mange måder at udvide praktikken på, og folkeskolen tørster efter flere undervisere – det er jo derfor, vikarbudgetterne springer i luften. De to behov må simpelthen kunne matches – også på en måde, så fagforeningen, DLF, kan være med på det.

Så Tommy Ahlers har helt ret i, at læreruddannelsen nok engang trænger til et eftersyn. Men måske skulle man denne gang prioritere at lytte til de studerende, til vores undervisere, til vores praktiklærere og til de skoleledere, der skal ansætte os lige om lidt. Det er nemmere at ramme rigtigt, når man ser skydeskiven fra flere vinkler.

Martin Langdal Topf, lærerstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
  • Ulla Søgaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Ulla Søgaard og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undervisere mangler helt klart faglig autoritet og folkelig respekt. Spørgsmålet er bare, om ikke den tid er forbi, hvor det kunne opnås med en unitur. Mere faglig og praktisk fokus med større investeringer i den eksisterende uddannelse og et efterfølgende bedre arbejdsmiljø plus en ordentlig aflønning var nok mere givtig.

Bjarne Christensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Læreres eneste autoritet har altid hvilet på øvrighedens opbakning: læreren er i sig selv udsat, og det var derfor en massakre på lærerstanden, der foregik, da et folketingsflertal, anført af en socialdemokratisk undervisningsminister trak tæppet væk under den faglige sikkerhed.

Bjarne Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Lærere og pædagoger har brug for bedre uddannelse.

Min datter havde en lærer i dansk, der hverken kunne tale eller skrive korrekt. Vi forældre blev meget glade, på hendes vegne, da hun blev gravid.

Når jeg tænker tilbage på min udenlandske folkeskole, havde alle mine lærere i 7, 8. og 9. master i det de underviste i, på nær en, der var bachelor og alle skulle have pædagogikum.

Bjarne Christensen

Det er et meget fint og relevant indlæg i den kommende debat om ny (ny, ny etc.) læreruddannelse. Tak for det! Tillad mig som tidligere mangeårig læreruddanner at supplere lidt. Jeg er enig med synspunkterne i artiklen og i den kritiske rapport, der vil danne afsæt for en reform af læreruddannelsen.
Om praktikken vil jeg sige, at det ikke bare er nok at sige, at der skal mere praktik til i uddannelsen. Der skal også bedre praktik til, dvs de mange penge, der sendes fra uddannelsen med de studerende ud, skal også under lup. Min erfaring, også fra forskning i feltet, er, at det er helt afgørende, at der findes et fælles sprog, så den studerende ikke oplever, at der tales om undervisning på en måde på uddannelsstedet og på en anden måde i praktikken. Dette opnås ved, at uddannelsesstedet nærmer sig praksis. Tro mig, den bevægelse har været i gang i masser af år. Artiklen vidner om, at man er ankommet. Det siger censorrapporterne også samstemmende. Men modbevægelse, hvor der stilles krav til en faglig opdateret og voksenpædagogisk indsats fra de lærere, de studerende møder i praktikken, halter. Der skal simpelt hen sættes ressourcer af til, at alle der møder de studerende i praktikken er fagligt, fagdidaktisk og voksenpædagogisk klædt på til den opgave, de lønnes for.
Om ønsket om mere videnskabelighed i uddannelsen vil jeg bare lufte frustrationen over, at den faglige og fagdidaktisk forskning i folkeskolens fag i Danmark er så godt som ikke eksisterende, og på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er den fraværende. Her dyrkes varmlufts- og statiskproduktion i et målpædagogisk perspektiv. Det er ikke der, Ahlers skal finde kommisionsmedlemmerne til forberedelse af den nye uddannelse; her har artiklen et bedre bud.

jens peter hansen

For godt et år siden tog jeg dansk som sidefag på KU. Hvis man havde bestået eksaminerne havde man efter to år ret til at undervise på gymnasieniveau. Jeg undrede mig over at studerende, der ikke kunne kende forskel på hans og sin og ligge og lægge og ikke anede hvad et subjekt var, havde valgt danskstudiet. De var alle smadder søde, men de ville, med den begrænsede undervisning vi havde fået, kunne se frem til nogle hårde år i gymnasieskolen. Hvis dette er hvad folkeskolens lærere kan se frem til, så tror jeg ikke der flyttes ret meget. Hvordan du overlever i et klasseværelse kan måske læres, men oftest på den hårde selvoplevede måde. Der findes gode råd, men læreren står mest helt alene, foragtet og nedgjort af mange som ikke ville overleve 45 minutter i 7.x. Og dog er der mange der slås for deres elever hver dag. At de holder ud er en gåde.